Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Universitetet, videnskabens højborg, ligger over for Københavns domkirke, Vor Frue Kirke, og det er, som også nævnt i en tidligere artikel, ikke tilfældigt, at det ligger kirken så nær, idet universitetet og andre lærde skoler, ligesom kunstens forskellige grene har deres oprindelse i gudsdyrkelsen, i religionen, i kirkens virksomhed og tradition.

Men videnskaben og også kunsten har i stor udstrækning frigjort sig fra religionen og grenet sig ud i en række specialer eller discipliner, og der er ligefrem opstået et skisma, et brud, med kirken og dens tankebaner. Ateismen har bredt sig, ikke blot til videnskabens udøvere, men også i høj grad ud i befolkningen. For mange er religionen erstattet af videnskabens "verdensbillede", som dog ikke er noget virkeligt verdensbillede, men spredt viden om universet og livet på vor klode.

Der har været hårde stridigheder mellem religionens og videnskabens tilhængere, men er denne strid uundgåelig? - Albert Einstein har beskæftiget sig med dette problem i et brev til The Liberal Ministers' Club i New York (citeret fra "Perspektiv og Udsyn", Hasselbalchs Forlag), hvor han stiller de følgende to spørgsmål og besvarer dem:

"Eksisterer der virkelig en uovervindelig modsætning mellem religion og videnskab? Kan religionen afløses af videnskab? - Svaret på disse spørgsmål har i århundreder givet anledning til megen diskussion og bitter kamp. Efter min opfattelse kan der dog ikke være tvivl om, at en lidenskabsløs overvejelse kun kan føre til et negativt svar i begge tilfælde. Det, der komplicerer situationen, er imidlertid, at medens mange mennesker hurtigt kan enes om, hvad der menes med "videnskab" vil de sandsynligvis ofte være uenige om meningen med "religion"." - Einstein mener derfor hverken at modsætningerne er uovervindelige, eller at videnskaben kan erstatte religionen. Trods sine beundringsværdige resultater og metoder er videnskaben ifølge Martinus kun "søluften i nærheden af havet" og ikke "havet selv", og det skyldes jo bl.a, at den hovedsageligt baserer sig på mål- og vægtfacitter og dermed relative løsninger. Videnskabsmænds og vore fysiske sanser, som i sig selv er redskaber og instrumenter for et bagved eksisterende åndeligt væsen, er blevet forlænget gennem måleapparater og instrumenter som vægte, teleskoper, mikroskoper osv, og mål- og vægtskalaer er jo vedtagne relationer, idet f.eks. en meter er en timilliontedel af afstanden mellem polen og ækvator, og en grad celsius er en hundrede del af en kviksølvsøjles udvidelse fra vandets frysepunkt til dets kogepunkt ved normalt atmosfærisk tryk osv. De videnskabelige resultater er altså relationer mellem skabte ting og har på den måde givet os megen indsigt og en høj levestandard i vor praktiske fysiske verden, men et virkeligt verdensbillede har videnskaben ikke kunnet opstille.

Einstein mener, at selv om videnskabens og religionens domæner er adskilte fra hinanden, eksisterer der stærke gensidige afhængighedsforhold, og siger: "Skønt religionen måske er den, der bestemmer målsætning, har den ikke desto mindre lært af videnskaben, hvilke midler der bidrager til opnåelsen af de mål, den opstiller. Men videnskab kan kun skabes af dem, der helt og fuldt er opfyldt af stræben efter sandhed og forståelse. Denne følelseskilde udspringer imidlertid fra religionens område. Hertil hører også troen på den mulighed, at de regler, der gælder for den eksisterende verden, er rationelle, det vil sige fattelige for fornuften. Jeg kan ikke rigtig forestille mig en ægte videnskabsmand uden denne dybe tro. Situationen kan udtrykkes ved et billede: Videnskab uden religion er lam, religion uden videnskab er blind." Martinus udtrykker det sådan: "Videnskab uden kærlighed er ikke virkelig videnskab, og kærlighed uden videnskab er ikke virkelig kærlighed."

Den fysiske videnskab og betjeningen af dens apparatur kan udøves af personer, der er normalt sansemæssigt udrustet, medens der ikke nødvendigvis kræves moralske kvalifikationer eller "åndelig" indsigt. Anderledes med åndsvidenskaben, der er den videnskabeliggjorte religiøsitet, hvor forudsætningen for forståelsen er en moralsk holdning. Og der stilles derfor store krav både fysisk og bevidsthedsmæssigt til den, der vil forstå livsmysteriets løsning.

Den menneskelige organisme er altså i sig selv et instrument for et bagved eksisterende åndeligt væsen, der er i besiddelse af en større eller mindre sum af erfaringer, og ligesom det er nødvendigt for videnskabsmanden at have nøjagtige, gode og velafbalancerede instrumenter og vægte, for at hans resultater kan blive korrekte, således er det også nødvendigt, at menneskets organisme og bevidsthed er sund, rigtig justeret og veludviklet i såvel følelsesmæssig som intelligensmæssig henseende. Der har været en tilbøjelighed til overvurdering af intelligensen, og for den intelligente til overlegenhed og arrogance over for mennesker med mindre uddannelse, men det har han ifølge Martinus ingen grund til. Han kom fornylig med en bemærkning i forbindelse med intelligensprøver, hvor han sagde, at det var mærkeligt, at man ikke også havde "følelsesprøver", så man kunne måle menneskers følelsesmæssige standard eller udvikling. Martinus taler om intelligens i sin bog "Verdensfredens skabelse" og siger i kapitel 13 om mennesker, der har mistet tro og autoritetstro: "Hvor kan de opleve den virkelige årsag til deres skæbne som kendsgerning? Hvor kan de som kendsgerning opleve, om det er rigtigt eller forkert dette, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv? Hvordan kan man ligeledes opleve som kendsgerning, at man ikke skal føre krig, myrde og dræbe og ikke skal lyve eller bedrage? Hvor kan man som videnskab opleve, om der eksisterer en åndelig verden bag den fysiske? Her vil svaret urokkeligt være, at de mennesker, hvis religiøse instinkt er degenereret, således at de kun har intelligensen som fundament for deres forskning, er ganske afskåret fra at kunne udforske eller tilegne sig kendsgerninger på åndelige områder. Det er ikke med intelligensen, at man sanser de kosmiske områder, ligesom det ikke er med intelligensen, at man hører eller ser, lugter eller smager eller andre former for sansning. Intelligensen er kun en evne, ved hvilken man kan analysere det, man oplever, og derved kan tilegne sig forståelse af. Men der, hvor man ikke kan opleve og ikke har nogen erfaringer, er der ikke noget at analysere. Dér er der ikke nogen brug for intelligensen. Hvis man absolut aldrig nogen sinde har kunnet høre, er der ingen høreerfaringer at analysere, Hvis man aldrig nogen sinde har kunnet se, har man heller ingen syns-erfaringer, man med intelligensen kan analysere. Som man her kan forstå, er intelligensen en evne, i kraft af hvilken man kan gøre sig det oplevede begribeligt."

Intelligensen er altså evnen til at katalogisere og organisere allerede eksisterende erfaringer, medens man ikke kan opleve med intelligensen. Man kan dog intelligensmæssigt jonglere med tillærte eller læste teorier, som ikke er selvoplevede, og Robert Storm Petersen udtrykte det ganske bramfrit sådan over for sin gode ven Ludvig Brandstrup i anledning af dennes akademiske form: "Ved du hvad forskel der er på dig og mig"? - "Nej", sagde Ludvig Brandstrup. "Jo, ser du", sagde Storm P., "alt det jeg véd, det har du læst dig til".

Det er altså ikke intelligensen alene, der skal vurderes højt, og den umådeholdne beundring af den intelligensmæssige udvikling gennem den akademiske uddannelse medfører til tider arrogance osv. og dermed til fejltagelser. Det er tankevækkende, at verdensgenløserne ikke rekrutteres fra universiteterne eller fra de højeste lag i samfundet, men fra dem, som livet har udrustet ikke alene med en høj intelligens men tillige med stor ydmyghed. I denne forbindelse kan det være gavnligt at studere Jesu lignelse om sædemanden (Math. 13. 3-23), hvor han taler om forskellige bevidsthedskategorier, og Martinus analyser om samme emne i Livets Bog I, 5. kapitel, hvor han bl.a. beskriver den gruppe af mennesker (første kategori, gruppe A), som har følelse og intelligens i balance: "De er ikke talrige, men træffes i alle fem verdensdele. I kraft af deres fremragende udvikling og befriet for ærgerrighed og unødvendige materielle fordringer, repræsenterer de en meget ubemærket, stille og beskeden, ja, undertiden helt tilbagetrukket tilværelse" ... "I Vesten lever de lige så godt i storbyens tummel og larm som på det åbne land. I henhold til deres fremragende udvikling er deres materialisme af en så ringe og kraftesløs natur, at de ikke i noget tilfælde er særligt egnet til at beklæde fremragende overordnede stillinger i materielle foretagender, og vi finder dem derfor oftest kun indenfor de underordnede funktionærers rækker i små beskedne stillinger, såsom assistenter, håndværkere, bude og arbejdsmænd etc." Og her ved juletid kan det være gavnligt at erindre sig, at samfundets virkelig store mennesker er født i stalden og lagt svøbt i krybben, altså kommer fra de beskedne lag i samfundet.

I fremtiden vil ganske vist alle få fremragende og individuelt tilpasset undervisning, og alle, der har lyst til det, vil derfor få en "akademisk uddannelse", men det vil stadig være sådan, at "de største blandt eder" vil være de mennesker, hvis bevidsthed er udrenset for åndeligt hovmod, ringeagt, ærgerrighed, misundelse osv., og som har opnået et demokratisk og næstekærligt sindelag. Uden hensyn til intelligensniveauet må bevidstheden være renset for disse primitive følelser og egenskaber, for med disse i behold vil mennesker aldrig opnå den virkelige indsigt i tilværelsen, for som Jesus sagde: "Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud". (Math. 5. 8).

Universiteterne vil vokse og udvikle sig og nye undervisningsformer vil komme frem, og selv om intelligensen vil blive skolet derigennem og vokse, vil der i fremtidens højere læreanstalter blive lagt vægt på balancen mellem den humane følelse og intelligensen. De nævnte lavere følelser som hovmod, arrogance, jalousi osv. vil ganske simpelt diskvalificere én i læreres og medstuderendes øjne, og man vil derfor selv få et stigende ønske om at blive "ren af hjertet". Det må blive en opgave for den videnskab, der nu har forvildet sig bort fra den religiøse følelse, at genskabe forbindelsen til "den åndelige verden", til den side af tilværelsen, som religionerne beskæftigede sig med på trosmæssig basis, men som nu foreligger beskrevet i logiske tankerækker i form af Martinus kosmiske analyser.