Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvad er det vigtigste i tilværelsen?

Tænker man tilbage, vil spørgsmålet måske afsløre lidt af et kaos midt i et liv, hvor udviklingen pludseligt gik så hurtigt, at man havde svært ved at følge med.

Det vigtigste i tilværelsen har skiftet fra dag til dag. Sommetider fra time til time.

For sjovs skyld (og måske også af mentalhygiejniske grunde) kan man måske få udbytte af at stille sig selv spørgsmålet.

Man kan da i det mindste håbe på, at det vil afsløre nogle heldige og uheldige tendenser - og dermed afstikke et mere hensigtsmæssigt program for fremtiden.

Tjah, hvad er det vigtigste?

En dag midt i Københavns menneskemylder (uden en øre på lommen, efter et døgns sult) var intet mere betydningsfuldt end at kunne købe et par "hot-dogs" ved en pølsevogn.

At få sulten stillet er et fundamentalt krav ... Opdager man. Og dog kun fuldt opnåeligt for måske en trediedel af jordens befolkning. Den privilegerede gruppe, vi tilfældigvis hører til.

Apropos privilegerede!

En overgang var det vigtigste at gøre noget for u-landene. Vel nærmest for at få en fornemmelse af, at ens tilværelse ikke var levet helt forgæves.

Men hvad kunne man egentlig tilbyde dem? Måske en hel del. Men havde man kræfter til at bryde broer af over længere perioder. Og var det rigtigt? Havde man egentlig nogen sinde været noget for sine nærmeste? Sine egne børn bl. a. Havde man givet dem en god psykisk ballast? Nej.

O. K., jamen så var det foreløbig det vigtigste. Kan man ikke udrette noget i sin egen lilleverden, kan man heller ikke have tillid til, at man kan gøre det i den store verden.

Altså blev det vigtigste at være en "rigtig" far for sine børn. Et menneske for sine nærmeste. Ikke blot optaget af sit eget arbejde. Sine egne problemer.

Målet stod klart. Var det et par timer eller to dage. Måske nogle gange to timer og nogle gange to dage.

Så var man tilbage i den gamle grøft. En fornemmelse af magtesløshed holdt oppe af små glæder.

Det vigtigste fulgte en kaotisk uorden.

Var man fattig, kunne det være et par ny sko uden huller i sålerne. Var man løbet tør for tobak, kunne man blive desperat ved tanken om en cigaret - villig til at køre 30 km og ofre en halv time på dette - øjeblikkets vigtigste mål!

Sommetider har det vigtigste været at udføre en dags halvbeskidt arbejde. En artikel måske, som man ikke havde synderlig lyst til at skrive.

Eller (i sin tid) at sprøjte bladan på nogle frugttræer, som var ved at blive ædt af insekter. At dræbe nogle millioner af små liv. For selv at "overleve" i en rationel verden, hvor kreditorerne ikke tager hensyn til "fine fornemmelser".

Sommetider har man været i en fjern by. Siddet halvfuld på en natklub måske. Og hvad kunne da pludseligt blive det vigtigste? At få tilfredsstillet en erotisk lyst!

For at opleve forelskelsen og varmen ved menneskelig samhørighed igen? Nå, ja. Måske. Men hen på de små timer var et eller andet tilfældigt "kvindedyr" nok for "tyren". Så gik der altså en aften, hvor det var det vigtigste.

Og der var andre timer - mange af dem - hvor det vigtigste blot var at føle sig psykisk på højde med situationen. At kunne omgås andre mennesker naturligt.

Det vigtigste har også været at få en ny bil, der var bedre end den foregående. Og forresten: jeg må prøve at være helt ærlig: også lidt bedre end naboens.

Eller et nyt hus til en pokkers masse penge. Bagefter har det vigtigste sommetider været at få det betalt.

Det vigtigste har også været en rejse - mange rejser. Og hvad fik man ud af dem (når man skal være rigtig nøgtern). Lidt for ofte kun druk og jagt på spænding. Det har forvandlet mangen en skønt svajende palme, meget gyldent solskin til tomt ingenting.

Sådan har det vekslet ustandseligt.

Der har ikke været mange rette linjer i den tilværelse. Jo, måske et par enkelte: at forsøge at bevare ansigtet ud ad til og holde sig oven vande økonomisk.

Det vigtigste har gang på gang været frygten for at lide nederlag, at tabe ansigt.

Man ser tilbage over et mærkeligt begivenhedsrigt, forvirret og på mange måder meningsløst landskab. Efter de første snart 40 år. En tilværelse uden stil over.

Gudskelov måske, men alligevel - - -

Godt og ondt har ligesom opvejet hinanden som nyhederne i de aviser, man har ofret en del af sine bedste arbejdsår på. - - - -

Nu har et nyt personligt slagord afløst et gammelt guldnet. Det er klæbet op på en stor sort arkivkasse, som jeg kun med års mellemrum kommer i - på et tilpas synligt sted på mit kontor.

På det gamle, jeg pillede ned, stod blot "optimisme". Det vil der måske komme til at stå igen på et nyt skilt. På det sidste er skrevet: "Lær at se græsset gro".

Nu er det i øvrigt også ved at være gulnet, men det har altså også været det vigtigste ind imellem. Måske fordi man pludseligt opdager, at man har mistet sansen for livet omkring sig.

Og måske er det egentlig blandt det vigtigste - sætningen på mit skilt. "Lær at se græsset gro" - at fornemme det pulserende liv omkring sig. At føle med det, at forstå det - tale med det. Et eller andet sted dybt inde.

At se det som andet end besværligt "græs".

Kunne man til stadighed - eller i det mindste ret ofte - fornemme dette liv omkring sig, var man måske i besiddelse af en mening med tilværelsen.

Hvad er det vigtigste da, når man ser tilbage på nogle års lykkeligt og ulykkeligt kaos? Når man går med fornemmelsen af at have forspildt alt for mange år?

Det vigtigste er nok at finde en mening - eller i det mindste antydningen af en mening med det hele.

Og hvis der er en mening med tilværelsen. Hvis det hele ikke er det kaos, det alt for ofte ligner, har man vel lov til at regne med, at der også har været en mening med de titusinder af tilsyneladende unyttige eller skadelige tankestrømme og handlinger, som gennem en væsentlig del af tilværelsen har været "det vigtigste".

Men kønne ord eller teorier hjælper ikke mere end en "brandert". Bedre vil det nok være, om man lidt oftere kunne tage et lille praktisk skridt hen imod, hvad ens indre stemme længe har hvisket.

At gøre noget manuelt - som f. eks. at skrive dette. Og hvis jeg ikke kunne skrive, kunne jeg have givet 10 kr. til u-landshjælpen. Eller blomster til min kone. Eller et par timer af min kostbare (tror jeg da!) tid til mine børn. Jeg orker nok ikke det hele, men i det mindste: gjort noget for nogen. Uden at kræve noget til gengæld (det havde jeg såmænd nok fået alligevel).

Gentog jeg det ofte nok, ville jeg måske en gang "lære at se græsset gro".