Kosmos 1971/18 side 221
PREBEN DJENNER
LIVSOPLEVELSE
Virkeligheden er så uudtømmelig,
at der af den kan skabes et utal af
universer, der hver har sin rigdom
og skønhed.
Vilh. Grønbech.
Husker du - dengang du var barn - dengang sanserne blomstrede og virkeligheden slog voldsomt ind. Tingene var og sås i fantasiens regnbueskær, forunderligt, levende ... og foruroligende. Ting og begivenheder var nye og ubrugte, i slægt med noget primitivt og oprindeligt. Du udviklede dig hele tiden, krop og bevidsthed blev bedre og bedre instrument til oplevelse af livet. Bevidstheden udvidede sig, du fik erfaringer fra din omverden, lærte så småt at skelne mellem ydre begivenheder og dit eget jegs rørelser. Og gennem alt og over alt var din indre føling.
Instinkter, følelser og fantasier var din primære arv; du var rykket årtusinder tilbage i slægten og genoplevede dens sorger og glæder i kontakt med nære ting som: sol, vind, vand, græs, sletter, træer, dyr og alt levende - du samlede bær, byggede huler, kastede med sten og hyggede dig ellers i flokkens lunende mentale og fysiske læ.
Du var i alt dette, og alt dette var hele tiden i dig. Refleksionen, analysen, intelligensen og den klare bevidsthed kom langt, langt senere. Du repeterede, dig selv uafvidende, fortidige slægters erfaringer og oplevelser.
Ja, ikke blot slægtens - men som (Martinus) kosmiske analyser viser - dit absolut eget fortidige liv.
Selv nu, hvor du er voksen, kan en lyd, en duft eller en anden sansning fremkalde erindringsbilleder, der står knivskarpt - selv i den mindste detalje - fra dengang, hvor du endnu ikke havde slidt på din oplevelsesevne. Den lykke at skærpe alle sine sanser ved brug burde aldrig forlade mennesket. De andre sanser kunne bruges lige så intens som synet, der udgør 85% af alle sanseindtryk.
Efter barne- og ungdomsår følger det modne stadium med dybde i oplevelsen, øget erfaringsmateriale og en analyserende intelligens.
Intelligens er bl. a. at sammensætte erindrings- og hukommelsesmateriale på en ny måde, sådan at erkendelsen udvides, livsfølelsen forstærkes på det åndelige plan. Nu er det ikke så meget den sansemæssige ydre verden, der fanger opmærksomheden, som det er opbygning af en indre verden. Forestillingernes verden kan for det modne menneske besidde samme realitet som sansernes verden kunne for "det endnu ikke færdiggjorte menneske". Det bliver ikke så meget den ydre verdens hændelser, vi møder, som vore forestillinger om dem, der bliver afgørende for vores glæde og sorg.
Flokmentaliteten? Ja, den er svækket, det modne menneske er alene (føler sig ensom). Denne ensomhed forstærkes for mange mennesker i livets sidste fase: alderdommen.
Præstationssamfundet, der måler produktionsydelser, vurderer mere mennesket på, hvad det "gør" ... end hvad det "er". Ungdoms- og potensdyrkelsen i det moderne samfund har til en vis grad gjort alderdommen til en ubrugelig - ja til tider nytteløs tilstand. For andre kulturer var og er den "livets krone" af erfaring og indsigt - disse "gamle" var gode at gæste for råd og vejledning - respekterede og agtede - brugbare. Dette med selvrespekten, at være accepteret på et eller andet felt, løses givet ikke ved materielle foranstaltninger.
For så mange i nutiden er alderdom og død odiøse begreber: flugten væk fra disse områder er stor. At forberede sig på at møde alderdommen og døden med al den menneskelige værdighed - der i den givne situation kan mobiliseres - kunne givetvis ændre mentaliteten i samfundet hen mod større åbenhed.
Livsafsnittets grænseområder: fødsel og død/død og fødsel markerer begyndelses- og endepunktets sammenfalden for den kosmisk indviede. For os kosmisk uindviede kan ovenstående logiks "eventuelle" tilstedeværelse - samt udsigten til og tanken om et mere og mere miserabelt livs udstrækning i tid ville være en frygtelig forbandelse - nok få os til at betragte døden som en velsignelse.
Barndom, manddom og alderdom ... igen et af naturens mange bevægende kredsløb, der befordrer forvandling og derigennem livsoplevelse.
Livsoplevelse, ja - vi er også her nået tilbage og frem til udgangspunktet og vil nu med Martinus kosmiske analyser som baggrund definere: "Hvad betinger dette; at opleve noget"? Jo, to ting, først og fremmest et oplevende JEG og dernæst en omverden skilt fra JEG'ET.
JEG og DET (stof)
Bevidsthed kan kun opstå, hvor JEG og DET mødes.
Jeg'et alene uden stof ville være uden bevidsthed - og stof, der ikke blev "sanset", kunne heller ikke fremkalde bevidsthed.
Det levende væsens fornemste kendetegn er netop dets evne til at opleve. Forskellen (den egentlige) mellem organisk og uorganisk materie er førstnævntes OPLEVELSESEVNE. Denne oplevelsesevne er betinget af organer, jo finere disse oplevelsesorganer er (dvs. jo mere differentierede), desto "større" oplevelse og desto "højere" bevidsthed besidder det oplevende JEG.
Vore sanseredskaber
9 måneder i moders liv; og menneskevæsenet har i princippet repeteret årmillioners udvikling fra fisk, padde, krybdyr til pattedyr. Sluttelig udløses det på menneskestadiet, som er den højeste form for liv, vi er bekendt med. Den forfinelse og specialisering af sanseredskaber, som mennesket gennem sin udviklingsgang er nået frem til - er enestående. Vi kan takket være disse forfinede sanseorganer med korrespondancer gennem nervetråde til specialiserede centre i hjernen kommunikere med vor omverden på en for pattedyrarterne enestående måde.
Samspillet
Vore udsendte (sanse-)energiers møde med omverdenens udgør vor livsoplevelse. Bliver denne af harmonisk art, har vi så at sige sendt på den rigtige bølgelængde; bliver resultatet disharmonisk, er det muligvis, fordi vi har brugt en forkert bølgelængde. Hvad vil henholdsvis en forkert og en rigtig bølgelængde sige? Udover den moderne fysiks love, hvor stof og energi betragtes som identiske, henregner "åndsforskeren" også sindstilstande (instinkter, følelser og tanker) som energibærere.
En udsendt egen-energis møde med en fremmed-energi, der fremkalder et andet resultat end tilsigtet, må betragtes som "forkert". Imidlertid vil alt stof være: identisk i sin reaktion - dvs. fremkalde samme reaktion under samme betingelser. Hvis dette ikke var tilfældet, kunne vand jo til tider reagere som saltsyre, til andre tider som vand. Lovmæssigheden ville være sat ud af kraft, og vort kendskab til de enkelte stoffers virkemåde ville være umuligt. Altså ikke "stofferne" i sig selv, men vores kendskab og følgende brug af stofferne (mentale som fysiske) bestemmer, om de skal være et GODE eller ej. Lad en lille banal hverdagsbegivenhed belyse dette forhold på det mentale plan.
Forestil Dem en overfyldt slingrende bus i myldretiden, en person kommer til at træde en anden person eftertrykkeligt over tæerne - denne reagerer med et voldsomt eksplosivt udbrud - vedkommende, der var årsag til uheldet, kunne høfligt sige undskyld eller give igen "med samme mønt", f.eks.: "Stå dog ordentlig på Deres fødder mand, man skulle tro, De havde drukket, hvordan pokker kan De forvente, at nogen skal undgå at træde på Dem"! I det første undskyldende tilfælde ville "bomben" i ni af ti tilfælde være blevet neutraliseret, den forulempede ville måske oven i købet give sig selv skylden. I det andet tilfælde ville bomben eksplodere endnu en gang: "Han skulle den onde brølenme nok få lært den idiot lidt opdragelse, så han ikke gik og trådte sagesløse folk over tæerne". Hele bussen kunne nemt blive engageret i fejden, nogle for, andre imod. Og tolerancens eller intolerancens bølger kunne brede sig som ringe i vandet den dag. Hvis vi forestiller os den "lyse" side af historien sejrede, ville en positiv rettet energi her have afbøjet en negativ energis virkning.
Det er vel nok en af livskunstens sværeste ting at sende på den "rette" bølgelængde - for stort set kan man vel ikke forvente at modtage på anden bølgelængde end den, man sender på.
Kontrast
Livsoplevelse har også noget med kontrast (modsætning) at gøre, for at kunne opleve "noget" må det opleves på baggrund af noget andet. F. eks.: lyst på en mørk baggrund - forestillingen om lykke kræver begrebet ulykke for at kunne blive bevidst. Forestil Dem et sort lærred malet med sort farve. Et maleri blev det aldrig. Livsoplevelsen, som maleriet, udspringer af kontrasten. Det - i det hele taget at kunne sanse noget - kræver, at noget modsat sammenstilles med det. Hvis jeg nu altid var lykkelig, ville De måske sige, ville det da ikke være rart? Jo, hvis det kunne lade sig gøre, men kendte De ikke ulykken, kunne De jo aldrig vide, om det var lykke, De oplevede - lykken ville da bare være en uforanderlig, flydende ensartet tilstand, nærmest kedelig måske!
Oplevelse gennem organer
"Evnen til at opleve" kendetegner det levende organiske væsen i modsætning til det uorganiske. Og dette havde noget med organopbygning at gøre. Hvor der mangler organer, mangler der en bestemt form for livsoplevelse. Vi er som levende og oplevende væsen fuldstændig total afhængig af vore organer (her forstået i videste betydning). Disse myriader af levende "mikrovæsener" (de mindste celler og deres sammensætning), der udgør vor krop, er vort fornemste livsoplevelsesredskab. Jvf. Martinus er vi et "univers" for disse mikrovæsener, vi skaber gode eller dårlige miljøer for disse vore mindste celler. Vor ernæring og MENTALITET står i forbindelse med opretholdelse eller nedbrydning af disse. Dvs.: defekte organer skaber forringet (til tider defekt) livsoplevelse. Defekte organer opstår ved "forkert" livsførelse. Forkert livsførelse er bl. a. indtagelse af fremmedstoffer i kredsløbet samt misbrug og dårlig økonomisering af organfunktionen - for slet ikke at tale om: manglende funktion (fysisk som åndelig). Brugen af et organ fremmer dets funktionsdygtighed og vækst - manglende brug forårsager forkalkning - på denne måde elimineres (fjernes) overflødige frembringelser i naturen.
Da evnen til at opleve livets mangfoldighed afhænger så vitalt af vore organers rette funktioner i helheden, burde HELHEDEN ... og ikke som nu de enkelte organers funktionsuduelighed (sygdom) gøres til genstand for et nærmere studium af naturvidenskaben. Og ikke mindst den åndelige virkelighed (astrallegemet) bag det fysiske legeme. Dette for mennesket meget væsentlige felt må fremtidens forskning satse på, så mennesket kan opnå så rig en tilværelse som mulig.
... Og dette vil selvfølgelig - i overensstemmelse med ovenstående - være en tilværelse så rig på oplevelse som overhovedet mulig.
PD
Tilbage til forfatterregister
Forrige