Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvem har ikke hørt beretningen om Babels forvirring? Fra vor børnelærdom kender vi alle fortællingen om fortidens mennesker, der ville bygge et tårn, der nåede helt ind i himmelen. Muligvis har menneskene mange gange og mange steder på jorden forsøgt at bygge sådan et tårn, ligesom de også er sejlet ud på havet for at nå det sted, hvor solen står op, at de kunne bringe den hjem, så den altid ville lyse for dem.

Sådanne beretninger og myter findes i næsten alle folkeslags overleveringer og betragtes nu almindeligvis som eventyr og barnekammersnak. Men hvad er et eventyr? Hvad er myter og lignelser? Har vi ikke oplevet, at for eksempel nogle af H. C. Andersens eventyr, som vi elskede som børn, har fået en ny og dybere betydning, når vi læste dem igen? Måske ved at vi nu læser dem for vore egne børn. Vi opdager, at de rummer åndelige perspektiver, som ikke sås, når man blot tog dem bogstaveligt. Sådan er al stor digtning, den er stadig ny; bestandig kan man gå på opdagelse i den. Den er ikke bare "digt", men udtryk for oplevelse af en større virkelighed end den "bogstavelige" ydre verden. Det gælder også mange af Det gamle Testamente's beretninger; foruden den rent realistiske beretning, rummer de symbolsk en fortælling om Mennesket. Netop fordi den er symbolsk og fortæller om principper, kan den være aktuel gennem århundreder. Således fortællingen om tårnet, der skulle rage ind i himmelen, gøre mennesket til "gudernes lige" og løse livets mysterium.

Det nye kæmpemæssige teleskop, verdens største kikkert, vil løse livets gåde! Som en trompetfanfare lød det gennem alverdens radioapparater og stod med fede typer i avisernes overskrifter. Har vi ikke hørt lignende før? Denne kikkert er blot en ny sten i babelstårnet. Stadig større kikkerter, stadig stærkere mikroskoper - og stadig større gåder! Stjernetåge på stjernetåge afsløres såvel i makrokosmos som i mikrokosmos. En god udsigt har vi fra "babelstårnets top", men "guds himmel" er stadig lige fjern. Og den babelske forvirring? Kan nogen forvirring, nogen form for kaos tænkes større, end de begivenheder, menneskeheden oplever i øjeblikket?

Da man ikke fra "babelstårnets top", d.v.s. ved hjælp af den fysiske videnskabs nyeste resultater, kan få øje på nogen gud, så erklærer man, at han ikke eksisterer. Fra sin udkigspost har videnskabsmanden et sådant overblik, at han kan fortælle menneskene, at verden ikke ser sådan ud, som de tror. Deres fasttømrede fundament af en livsindstilling, deres tro slår han i stykker, men hans overblik formår dog ikke at give dem noget nyt at stå på, Babels forvirring, kaos, hersker blandt menneskene.

"Sprogforvirring" står der i myten. Det vil jo blot sige, at menneskene ikke kan forstå hinanden, man råber til hinanden over en afgrund af misforståelser. I sin bog "Djævelens Part" fortæller Denis de Rougemont om, hvorledes den italienske middelalderdigter Dante forklarer den babelske sprogforvirring:

"Når menneskene ikke mere kunne forstå hinanden under opførelsen af den første skyskraber, var grunden ganske simpelt den, at foretagendet var blevet for kolossalt. For at gennemføre det, måtte de nemlig dele sig i specialiserede hold. Nogle brændte teglsten, der brugtes til byggemateriale, andre asfalt, som anvendtes til bindemiddel, atter andre havde til opgave at bringe materialerne op, andre at bygge murene, tømre og pudse væggene. Da foretagendet var så enormt stort, levede disse specialiserede hold uden større forbindelse med hverandre. Med tiden fik de deres eget tekniske sprog, en professionel jargon, og forskellige dialekter opstod, således at de tilsidst ikke længere forstod hverandre. De mange tungemål udsprang af selve arbejdet. Men snart gik det langsommere, og efterhånden gik det helt i stå, fordi ingen mere havde overblik over hele det umådelige værk eller kunne udtrykke meningen med det på et fælles sprog."

Er det ikke et billede på vor tid, hvor "ingen mere har overblik"? Fagspecialiseringen kender vi, og den kan være god nok, men hvor ofte udarter den ikke til fagidioti, til dette, at mennesker så at sige ikke har kendskab til andet end deres speciale, og derfor er ude af stand til at beskæftige sig med og forstå andet og andre. Eller også til, at de mener, at de, fordi de er kapaciteter indenfor eet område, også er det på andre områder og gør sig til dommere af den grund.

Er det ikke sådan, at vi alle i vor iver efter at bygge på dette babelstårn, denne fysiske kolos, dette materialismens monument, har glemt at leve. Hvorfor har vi så travlt? Hvorfor kaster vi os, når vi et øjeblik har trukket os tilbage fra arbejdets forjagede tempo, ind i underholdningernes og de banale forlystelsers ligeså forrygende hvirvel? Fordi vi vanemæssigt er kommet så langt ind i "Babels forvirring", at vi ikke kan "forløse" os igen. Vi er bange for et øjebliks stilhed, vi er bange for at tænke, vi er bange for ensomheden, hvor vi møder os selv, vor egen indre stemme. Vi er bange for vor egen indre verden, som vi har fornægtet og derfor gjort til et helvede. Menneskene er syge på sjælen, men de vil ikke være ved det. "Vi skal da vel for fanden ikke til at snakke om sjæl!", sagde en mand med "dårlige nerver". Dårlig mave, hovedpine, hjertonde og nerver kan man tale om, men sjæleliv! Det er gammeldags og naivt. Det højeste, man kan nå til, er et hjertesuk: "Det hele er ad H. til. Det er et dårligt liv, vi fører, men hvordan skal man komme ud af det igen?"

Hvorfor hører vi om stadig flere selvmord? Hvorfor er sindssygehospitaler og nerveklinikker overfyldt? Det er resultatet af vor civilisation, som vi også kunne kalde "babelisation". Det er fordi mennesket i sin fremskridtsrus har glemt, at civilisation og kultur ikke er det samme, at civilisation kun er det ydre, Babelstårnet, men kultur er sjæleliv.

"Himmeriges rige er inden i eder", sagde Nazaræeren, og han kunne have tilføjet, at helvede er det også, og at dette indre helvede materialiserer sig til et ydre helvede. Det lever vi i idag. Materialismens babelske forvirring, kaos, eller helvede, er idag menneskets indre og ydre liv.

Kaos eller Kosmos, er det spørgsmål, det tænkende og søgende menneske uvilkårligt stiller. Videnskabsmanden peger ud i verdensaltet og viser os, at det er et ordnet, logisk univers. Han afslører stoffets hemmelighed og viser, at også der er et kosmos, hvor vi blot kalder himmellegemerne for celler, molekyler, atomer o.s.v. Alt det omgiver os, altså lever vi i Kosmos. Men vi lever også i Kaos, i menneskehedens kaotiske helvede, hvor krige udkæmpes for at skabe fred, hvor man kæmper i demokratiets navn imod menneskets frihed, hvor alt synes at være een stor begrebsforvirring.

Vi lever i Kosmos og i Kaos, men det sidste mærker vi mest, fordi vi i hverdagen har det lige ind på livet, fordi vi har det i vor egen bevidsthed.

"Hvordan skal vi komme ud af det igen?" er det stående spørgsmål. Først og fremmest ved at søge at blive bevidst i, hvad der er galt. Det kan være svært nok, det kræver hjælp. Hjælp til selvhjælp. Også her gælder det gamle ord: "Når nøden er størst, er hjælpen nærmest." Martinus' analyser, som den store offentlighed nu får mere og mere kendskab til, er en sådan hjælp. Inspireret af disse analyser har man en større mulighed for at bringe sin bevidsthed i kontakt med naturen eller de kosmiske love. Den viden, analyserne bibringer et menneske såvel om universet som om dets egen bevidsthed, kan, vel at mærke hvis den omsættes i egen tænkning, fjerne Kaos fra dets indre liv og føre til kosmisk bevidsthed. Begrebet kosmisk bevidsthed er jo netop modsætningen til den kaotiske bevidsthed, som i øjeblikket gør jorden til et helvede, det er "himmeriges rige".

"Tårnet, der skal nå himmelen", er ikke af fysisk materie, det er heller ikke den fysiske videnskabs mål- og vægtfacitter, det er ånd, stræben, længsel. Ved hjælp af disse egenskaber vil mennesket nå "ind i himmelen", d. v. s. ind i næstekærlighedens og højintellektualitetens sansedimension.