Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I tema-artiklen KOSMOS nr. 5/70 blev det gjort gældende, at intet levende væsen kan bestå uden at betjene sig af tilværelsens dræbende princip, nemlig af den simple grund, at liv er ensbetydende med fornyelse, der forudsætter nedbrydning af noget bestående til fordel for det nye.

Som bekendt bekræfter naturen til overmål denne påstand. Overalt ser vi det dræbende princip udfolde sig som en forudsætning for de levende væseners beståen, og det har da også givet anledning til, at adskillige mennesker sætter et stort spørgsmålstegn ved det femte af Moselovens ti bud: du skal ikke dræbe.... Har dette bud i virkeligheden nogen som helst mening, og i bekræftende fald: hvordan skal den verden mon se ud, hvor det i praksis lader sig gøre at overholde det uden at komme i konflikt med selvopholdelsesdriften?

Det hører til Martinus store fortjenester, at han ikke alene er i stand til at besvare dette intrikate spørgsmål, men oven i købet formår at fremsætte en overbevisende profeti om, at mennesket en gang i fremtiden vil finde sig selv som beboer af en sådan verden. Det er ganske vist ikke noget, der vil ske i den nærmeste fremtid, men derimod noget, der må ses som fuldbyrdelsen af selve det mål, menneskets allerede millionårige udvikling fra sin første færd direkte har stilet imod.

Det vil dog sige: mennesket vil aldrig nogen sinde helt kunne frigøre sig fra dette at betjene sig af det dræbende princip, simpelt hen fordi det er i strid med selve livets kosmiske grundlag. Derimod er der tale om, at det dræbende princip vil træde i en helt ny sags tjeneste, nemlig den at befordre liv, lykke, glæde og velsignelse.

Det skal indrømmes, at dette lyder selvmodsigende. Men ser man på, hvad det er, der i vor verden motiverer det dræbende princips udfoldelse, bringer man sig i virkeligheden i besiddelse af de forudsætninger, der skal til, for at man kan danne sig en forestilling om det dræbende princip i den førnævnte livgivende rolle. Og dermed er man yderligere kommet i besiddelse af en forudsætning for at acceptere det synspunkt, at det dræbende princip ikke er noget ondt princip, i hvert fald kosmisk set. Betragtet under denne synsvinkel eksisterer der overhovedet ikke noget, der i absolut forstand er ondt, og ej heller noget, der i absolut forstand er godt. Derimod eksisterer der noget, der gør ondt, og ligeledes noget, som gør godt. Men i begge tilfælde er der tale om "ingredienser", der nødvendigvis må indgå i den proces, hvoraf livets evige beståen og fortsættelse afhænger.

Dette er på ingen måde mystisk tale. Hvad er det nemlig, der i vor verden overvejende motiverer væsenernes anvendelse af det dræbende princip? - Det er simpelt hen deres afhængighed af begrebet ernæring. Dette gælder i renkultur for dyrenes vedkommende, og i udvidet forstand for menneskets vedkommende. I dyrenes tilfælde angår ernæringen nemlig udelukkende dette gennem fødeindtagelse at opretholde den fysiske organisme, hvorimod der for menneskets vedkommende yderligere forekommer behov for en vis åndelig ernæring til fordel for dette at opretholde den menneskelige bevidsthed. Som følge heraf har mennesket langt flere grunde til at bringe det dræbende princip i anvendelse end dyret, og disse grunde har tydeligt nok haft en så stærk indflydelse på mennesket, at det med tiden har bragt sig i besiddelse af en betydelig evne til at gennemføre dette. Ja, i så høj grad, at det i dag uden sammenligning må karakteriseres som naturens største dræber. Men hvor mærkeligt det end kan lyde, ligger netop heri betingelserne for et vendepunkt, der langsomt og gradvis kan føre mennesket frem til den form for anvendelse af det dræbende princip, der som foran nævnt lader det tjene livet.

Tænker man et øjeblik på det omfang, i hvilket det dræbende princip for tiden udfolder sig i naturen som helhed, bliver man hurtigt klar over behovet for et modsat princip, altså et livgivende princip. Thi uden et sådant ville følgerne af det dræbende princips udfoldelse hurtigt blive katastrofale.

Et livgivende princip lader sig da også umiddelbart iagttage, nemlig befordret gennem livsformernes forplantningsevne. Gennem forplantningen fornyes livet på en sådan måde, at virkningerne af det dræbende princip afbødes. Imidlertid skal det allerede nu nævnes, at denne form for udfoldelse af det livgivende princip er lige så elementær og primitiv, som den aktuelle udfoldelse af det dræbende princip er målt med den tidligere omtalte idealform. Som det dræbende princip kan forædles og sublimeres, således kan også - ja i virkeligheden i endnu højere grad - det livgivende princip forædles og sublimeres, således at det fra blot at give sig udslag i elementær fornyelse af fysiske organismer kan give sig udtryk i frembringelsen af bl. a. strålende åndelige verdener af ny og hidtil ukendt karakter.

- - - -

ØKOLOGI er et nyt ord, der er ved at vinde indpas i sproget. Herved forstås videnskaben om det, man tidligere populært kaldte "naturens husholdning". Altså det spil af kræfter, der foregår i naturen, og som bestemmer karakteren af det miljø, den til enhver tid og på ethvert sted repræsenterer.

Det lader sig hurtigt konstatere, at samtlige økologiske kræfter lader sig indordne under to kategorier, repræsenterende hver sit grundprincip, nemlig det dræbende princip og det livgivende princip. Og ligeledes kan det iagttages, at et øko-systems stabilitet afhænger af en vis balance eller ligevægt mellem det dræbende og det livgivende princips kræfter.

Ved et øko-system forstås et mere eller mindre afgrænset område af naturen, hvor samtlige de kræfter er repræsenteret, som systemets beståen er betinget af. Man kan f. eks. tænke på en dam, en skovsø eller et gadekær, hvor der foregår en vis livsudfoldelse.

For at denne livsudfoldelse kan sikres en principielt evig fremtid, er det som sagt nødvendigt med en vis balance mellem det dræbende og det livgivende princips kræfter, hvor disse kræfter henholdsvis giver sig udtryk i et nærmere bestemt forbrug og en tilsvarende nærmere bestemt produktion af livsbetingende emner, det vil her sige organismer. Herved fører de omtalte to principper til dannelsen af såkaldte øko-kredsløb eller fødekæder, som det gælder om at opretholde og beskytte mod skæbnesvangre forstyrrelser, idet en sådan forstyrrelse, rent principielt vil være ensbetydende med en trussel mod øko-systemets beståen, Og det ganske uanset om balancen ændres til fordel for det dræbende eller det livgivende princip. Får nemlig det dræbende princip overtaget (der fortæres flere fødeemner - organismer - end der produceres), opstår der hårdt og ubønhørligt fødemangel; og får det livgivende princip overtaget (der produceres flere organismer, end der fortæres), opstår der pladsmangel, miljøforurening og på længere sigt fødemangel. Og i begge tilfælde trues økosystemet af undergang, altså død. Med andre ord: uanset om det dræbende eller det livgivende princip vinder overhånd i et økosystem, bringes systemet i fare, således at der under alle omstændigheder vil være tale om en sejr for det dræbende princip. Og herved viser det sig, at som det dræbende princip under visse forhold kan "hæves op" til at virke livgivende, kan det livgivende princip under tilsvarende særlige forhold "sænkes ned" til at virke dræbende, hvilket i forbindelse med omtalen af disse to princippers tilstedeværelse i den simple bevægelse (KOSMOS nr. 5/70) skulle give os mulighed for at indse, at det dræbende og det livgivende princip bag om de formelle begreber er én og samme kosmiske realitet.

- - - -

Hvis nogen opfatter denne fremstilling som en idealisering af det dræbende princip, må en vis ængstelse nødvendigvis blive følgen, idet den kunne tænkes at blive taget til indtægt for det allerede i forvejen såre dræbende menneske. Og dertil synes den at være i den skarpeste modstrid med budet: du skal ikke dræbe, der set på denne baggrund synes mere miskrediteret end nogen sinde. Når balancen i naturens husholdning ligefrem afhænger af det dræbende princips udfoldelse, hvorledes skal man så kunne respektere et selv nok så magtfuldt udtalt forbud mod at dræbe?

Denne anfægtelse er i høj grad berettiget. Men man må ikke glemme, at Moselovens ti bud - og herunder også budet: du må ikke dræbe - fra første færd udtrykkeligt har været henvendt til mennesket, og ikke til naturen under ét. Ganske vist er det flere tusinde år siden, det blev formuleret, ligesom det med århundreders mellemrum er blevet gentaget af andre store personligheder, uden at det i øvrigt har affødt nogen særlig virkning. Men mennesket har dog haft det for øje; ikke mindst inden for den kulturkreds, hvor senere videnskaben og teknologien skulle opstå. Og netop i vor tid sker der ting, som på særdeles effektfuld måde bringer det femte bud i erindring og skaffer det interesse. Takket være netop videnskaben og teknologien har menneskets udfoldelse af det dræbende princip nået et sådant omfang, at det økosystem, jordkloden som helhed repræsenterer, på det alvorligste er bragt i fare. Ja i så høj grad, at man realistisk kan tale om udsigter til verdens undergang.

- - - -

Trods ihærdig forskning kender man endnu ikke fuldt ud de faktorer, der virker regulerende på det dræbende og det livgivende princip i et økosystem, således at balancen opretholdes. Det er imidlertid en kendsgerning, at sådanne faktorer eksisterer. Således har man adskillige eksempler på, at vinterklimaets indflydelse på fugle- og dyrebestande omgående søges udlignet gennem regulering af frugtbarheden.

Trods det, at alle huntorsk lægger titusindvis af æg, bliver det statistiske resultat af hver æglægning gennemsnitligt to formeringsdygtige torsk pr. modertorsk, hvilket med fadertorsken taget i betragtning giver par for par.

Og i flere tilfælde har man iagttaget, at dronningen i et honningbisamfund personligt regulerer sin frugtbarhed i henhold til udsigterne for honninghøsten, år for år, uden nogen sinde at tage fejl.

Man kender som sagt ikke disse og mange andre regulerende faktorer, hvorimod man begynder at få det indtryk, at de af ukendte grunde svigter i menneskets tilfælde. Herom vidner den såkaldte befolkningseksplosion med dens katastrofale perspektiver for det økosystem, mennesket er knyttet til, nemlig jordkloden.

Med det taget i betragtning, der foran er nævnt angående balancen i økosystemer, er det klart, at mennesket med den udfoldelse af det livgivende princip, som dets formering repræsenterer, på det alvorligste truer det globale økosystem. Allerede i dag er problemerne mærkbare, hvad der giver sig udslag i såvel tiltagende fødeproblemer og miljøforurening, samt som følge heraf: voksende rovdrift på naturen plus udsigt til regulær pladsmangel, altså lige akkurat de tendenser, der kendetegner det truede økosystem. Hvad skal dette ende med?

Fra Martinus side bekræftes det, at menneskeheden og hele jordkloden befinder sig i en tiltagende krisesituation. Men det tilføjes, at denne situation må ses som et naturligt stadium i den udviklingsproces, jordkloden og menneskeheden er fælles om at gennemløbe, og som det også med tiden vil vise sig, de har fælles interesse i at fuldbyrde. Og Martinus hævder endelig, at denne udviklingsproces i allerhøjeste grad er behersket af sådanne regulerende faktorer, som kendetegner ethvert sundt og levedygtigt økosystem, således at en stabil balance mellem det dræbende og det livgivende princips energier en gang med tiden vil indtræde.

I virkeligheden har en sådan balance aldrig eksisteret for alvor, så længe kloden har eksisteret, hævder Martinus. Herom vidner dens udvikling gennem de forskellige geologiske og biologiske tidsaldre, der i virkeligheden er ensbetydende med en stadig forskydning mellem det dræbende og det livgivende princip til fordel for en sluttelig balance på et plan så sublimt og ophøjet, at vi vanskeligt kan gøre os forestillinger om det i dag.

Den nuværende krise er det foreløbige højdepunkt i denne proces, og den rummer følgende kosmiske perspektiver i sig.

På et tidspunkt vil mennesket blive grebet af en stærk og vedholdende interesse for at lede sin naturligt iboende trang til at befordre det livgivende princip ind i andre og mere ophøjede baner end dem, der nu giver sig udslag i formering og frugtbarhed. Tidspunktet er endnu ikke nået, nemlig af følgende to komplementære grunde. For det første mangler mennesket endnu en ganske lille smule i at være modent herfor, ihvorvel den begyndende interesse for fødselskontrol kontra social status er symptomer på denne modenheds nærhed. Og for det andet er der i virkeligheden - set fra jordklodevæsenets synspunkt - brug for en hel del flere mennesker, end der i dag lever på jorden. Menneskene spiller jo ifølge Martinus rollen som jordklodens hjerneceller, og netop den aktuelle udvikling for jordklodens vedkommende tilskynder til etablering af en maksimal hjernekapacitet og kvalitet! Denne vil være nået i og med, at mellem 6 og 8 milliarder mennesker er blevet borgere på jorden, og tilgangen vil da automatisk aftage som følge af de førnævnte regulerende kræfter.

Disse registrerer mennesket som sagt som en voksende lyst til at lede sine naturlige livgivende energier ind i andre og højere baner end dem, formeringen repræsenterer. Denne står jo i nær forbindelse med menneskets kærlighedsliv, og netop kærlighedslivet befinder sig over for en reform, der vil lade det fremstå på en helt ny måde, nemlig bl.a. som en livgivende udfoldelse på det administrative plan.

For tiden beherskes dette plan overvejende af det dræbende princip, hvilket giver sig udslag i den rovdrift og ødelæggelse af naturen, som nu finder sted, og som i mindst lige så høj grad som befolkningseksplosionen truer det globale økosystem. - "Mennesket har alle dage faret frem, som om det ville myrde naturen", udtalte forfatteren Ole Vinding for nylig i en af sine populære og tankevækkende radioudsendelser over emnet "Måneden, der gik". - Det er en hård påstand, men næppe til at afvise. Og hvad enten man er naturelsker eller blot bange for perspektiverne i denne dræbende fremfærd, må det være inspirerende at høre et menneske udtale og begrunde, at vi befinder os i umiddelbar nærhed af en tidsalders begyndelse, hvor det i modsætning til nu vil være berettiget at udtale, at mennesket udfolder sig, som om det elskede naturen, ja ville give sit liv for den. Og denne adfærd vil være symptomatisk for hele menneskets kommende gøren og laden, ikke blot som en dyd af nødvendigheden, sådan som det overvejende vil være tilfældet i begyndelsen, men efterhånden også - og i stigende grad - som følge af indre trang og tilbøjelighed.

Stærke kosmiske energier overstråler netop i dette århundrede jordkloden, hævder Martinus, og på samme måde, som de til dato har befordret en stadigt accelererende udvikling, som intet menneske har kunnet standse, vil de i løbet af dette århundredes resterende årtier medføre en dybtgående mentalitetsændring hos mennesket, der ved sin fuldbyrdelse vil lade det fremstå som et helt nyt væsen, som en livs-elsker, der støttet af sin fornuft og sit intellekt vil repræsentere en helt ny og ophøjet balance mellem det dræbende og det livgivende princip. Det vil sige som et væsen, der på såvel ernæringens som ethvert andet behovområde indstiller sig på så vidt muligt at undgå det dræbende princip, at vælge det mindste af de foreliggende onder - helhedens interesser og ret til livet taget i betragtning - og som i alle sine dispositioner og al sin færd demonstrerer den mest omsorgsfulde hensyntagen til alt andet levende på jorden, det fælles økosystem.