Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For mange mennesker i vor tid er det blevet et spørgsmål, om der eksisterer noget objektivt grundlag for moralske normer og retningslinjer, således at disse baserer sig på andet og mere end subjektive menneskelige påfund afhængige af timelige konjunkturer, tid og sted. Altså om moral er noget, der på en eller anden måde kan gøres til genstand for rationel, videnskabelig behandling, f.eks. med henblik på udviklingen af en lovgivning, der baserer sig på universelle, objektive fakta.

Netop dette problem finder i Martinus verdensbillede en definitiv afklaring, idet begrebet moral her kommer til syne som en simpel relation mellem det levende væsen og universets bærende love, ikke mindst dets åndelige love, som naturligvis specielt åndsvidenskaben beskæftiger sig med.

Det er i denne forbindelse ikke tilfældigt, at Martinus kosmiske verdensbillede deler sig i to hovedområder: en verdensanskuelse og en livsanskuelse.

For verdensanskuelsens vedkommende drejer det sig om en beskrivelse af den måde, verdensaltet i dets egenskab af en fysisk og åndelig størrelse er indrettet på, samt de love og principper, der betinger dets fremtræden som et kosmos, altså som et ordnet verdensalt.

Med hensyn til livsanskuelsen er der tale om en redegørelse for de principielle retningslinjer, det levende væsens vekselvirkning med omgivelserne må følge, for at udfaldet i sit slutfacit kan blive til glæde og velsignelse for begge parter. Og netop her kommer moralbegrebet ind i billedet, idet moral hos Martinus defineres som et spørgsmål om retningslinjer for adfærd eller væremåde. Men der er her tale om et objektivt moralbegreb, fordi de retningslinjer, der er tale om, naturligt fremgår som logiske konsekvenser af netop den måde, verdensaltet er indrettet på, samt de love, der behersker det. På samme måde er der tale om, at livsanskuelsen i Martinus kosmiske verdensbillede naturligt fremgår som en logisk konsekvens af verdensanskuelsen, hvilket er ensbetydende med, at den etik, der fra Martinus side kommer til orde, ikke er bestemt af subjektive hensyn og følelser, men derimod har relation til objektive faktorer og omstændigheder. Det vil igen sige, at hensynet til Martinus person er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte vil indrette sit liv efter den livsanskuelse, han har formuleret, eller ej. For hver eneste eksisterende livsenhed er der tale om et forhold mellem vedkommende selv og universets love, og det står til den enkelte selv at tage dette forhold højtideligt eller ej. Til gengæld må der også gøres regning på en skæbnedannelse, der på det nøjeste står i forhold til den personlige væremåde. Her er overhovedet alle lige for loven, og ingen kan hverken trække fra eller lægge til, hvad den enkelte måtte have i vente.

Denne objektivitet ved moralbegrebet i Martinus verdensbillede kan f.eks. belyses således, at hvis det levende væsen er undergivet en skæbnelov, der bestemmer det til at opleve på sig selv alt, hvad det gør mod andre, da må det også anlægge en væremåde, det i givet fald selv vil kunne føle sig tjent med at blive genstand for, hvis det vil gøre sig håb om at skabe sig en tilfredsstillende skæbne. Dette er logik i en sådan grad, at det må gøre indtryk på ethvert tænkende menneske, og det er samtidig udtryk for en placering af moralbegrebet på objektiv videnskabeligt niveau.

Hvem kan vel forestille sig omfanget af de omvæltninger, erkendelsen af en sådan skæbnelovs faktiske eksistens vil føre med sig? Den enkeltes adfærd vil få et helt nyt perspektiv, der uundgåeligt vil tvinge til en betydelig mere samvittighedsfuld overvejelse af de personlige dispositioner, end der nu er tale om. Og fra Martinus side hævdes med stærkt eftertryk eksistensen af en sådan skæbnelov. Netop skæbneloven indtager i hans verdensanskuelse sammen med reinkarnationsprincippet en central stilling. Og hvad der måske er endnu vigtigere: han er ikke den eneste, der gør sig til talsmand for princippet om at høste som man sår. Praktisk taget alle store religiøse personligheder ned gennem tiden har betonet dette, hvilket naturligvis væsentligt bidrager til sandsynliggørelsen af skæbnelovens eksistens.

Når der er grundlag for at operere med et objektivt moralbegreb, skyldes det ifølge Martinus først og fremmest, at samtlige levende væsener bag om deres ydre fysiske iklædning, der jo overvejende er kendetegnet ved stor individualitet, råder over en vis kosmisk struktur, der til gengæld er præget af en strengt ensartet, principiel opbygning; netop deraf udtrykket kosmisk struktur.

Denne struktur danner ikke alene grundlag for det levende væsens personlige udødelighed samt dets tilknytning til reinkarnationsprincippet, men bestemmer det også til at være underkastet universets bærende love og principper på absolut lige vilkår med alle andre levende væsener i tilværelsen. Ingen er favoriseret eller disfavoriseret; alle er lige for loven og har nøjagtigt ens forudsætninger, betingelser og muligheder for skabelsen af en maksimalt lykkelig skæbne og livsfylde Dette er på det kosmiske plan ethvert levende væsens eksistentielle urrettigheder, ganske uanset hvorledes det på det fysiske plan i øjeblikket forvalter dem. Og på disse urrettigheder baserer sig et universelt og fuldstændigt objektivt retfærdighedsprincip, som aldrig nogen sinde vil kunne anfægtes.

Fra Martinus side betones det, at det ikke skyldes nogen tilfældighed, at de levende væsener på det kosmiske plan udviser en sådan principiel ensartethed. Det er simpelt hen en følge af det faktum, at alle levende væsener er dele af et universelt helhedsvæsen, hvis kosmiske struktur, opbygning eller billede de hver især afspejler. Ikke som et tilfældigt lune fra naturens side, men som en simpel følge af det forhold, at de kun på denne måde kan tjene helhedsvæsenets interesser. Disse igen kan sammenfattes i udtrykket: livets oplevelse og fornyelse. I virkeligheden er Martinus kosmiske verdensbillede en eneste storslået behandling af temaet: det levende væsen og livets oplevelse. Og det gøres på en måde, så det både belyses fra helhedsvæsenets udsigtspunkt og fra individets eller den enkelte livsenheds udsigtspunkt. Og det viser sig her, at de to parter gensidigt og gennemført er afhængige af hinanden, ja i en sådan grad, at ikke et eneste enkeltvæsen kan undværes. Helhedsvæsenets eksistens er grundlaget for enkeltvæsenernes tilværelse og oplevelse af livet; og ligeledes er samtlige enkeltvæseners eksistens grundlaget for helhedsvæsenets tilværelse og oplevelse af livet. Og for gensidigt at kunne tjene hinanden på dette fælles interesseområde, kræves en indbyrdes organisk identitet og forbindelse af så intim natur, at de to parter gensidigt kan hævde at være ét med den anden.

I sine værker behandler Martinus indgående dette identitetsforhold, og han viser, at det først og fremmest giver sig udtryk i, at såvel helhedsvæsenet som enkeltvæsenerne - hos Martinus kaldet Guddommen og gudesønnerne - med hensyn til deres kosmiske konstitution eller opbygning har præg af et tre-enigt princip, hvorved forstås et universelt Noget med tre tilsyneladende forskellige identiteter. Ifølge den første af disse er det pågældende Noget "en skaber"; ifølge den anden "en skabeevne" og ifølge den tredie "noget skabt". Dette gælder både helhedsvæsenet og enkeltvæsenerne.

Med hensyn til "skaberen" registreres denne subjektivt som et centrum for manifestation og sansning eller skabelse og livsoplevelse, altså som det centrum, vi har givet navnet Jeg. Skabeevnen registreres som Jegets evne til at forfølge sine hensigter, nemlig gennem skabelse at befordre oplevelse. Og endelig registreres det skabte som resultatet af skabeevnens virksomhed, hvor først og fremmest livsoplevelsen bør nævnes.

Normalt fornemmer enkeltvæsenet det, som om det har sit eget personlige Jeg, sin egen personlige skabeevne og sin egen personlige livsoplevelse og bevidsthed. Den logiske konsekvens af det påståede identitetsforhold mellem helhedsvæsenet og enkeltvæsenerne er imidlertid, at samtlige enkeltvæsener betjener sig af samme fælles Jeg, der er det samme som helhedsvæsenets Jeg. Til gengæld er skabeevnen en individuel størrelse, der i virkeligheden betinger den individuelle jegfornemmelse hos enkeltvæsenet eller gudesønnen, men som i fællesskab med samtlige øvrige enkeltvæseners skabeevner danner Guddommens skabeevne. Dette kan man også udtrykke på den måde, at helhedsvæsenet gennem udstykning af sin universelle skabeevne indirekte opspalter Jeget og derigennem giver anledning til enkeltvæsenernes eller gudesønnernes tilsynekomst og eksistens. Og udbyttet af dette arrangement bliver for Guddommen, at denne gennem at lade gudesønnerne vekselvirke med hinanden etablerer en livsoplevelse for hver af disse og derigennem for sig selv, således at summen af gudesønnernes livsoplevelse bliver Guddommens livs oplevelse, fordi hver enkelt gudesøns livsoplevelse i virkeligheden registreres af et og samme universelle Jeg.

P.s. Forklaring til symbolskitsen side 155. - Skitsen illustrerer symbolsk verdensaltet i dets egenskab af et universelt helhedsvæsen, der ved et evigt kosmisk skabeprincip tilknyttet "skabeevnen" (livsenhedsprincippet) er opdelt i et uendeligt antal livsenheder eller enkeltvæsener med en principielt ensartet strukturel opbygning, nemlig som treenige principper. Subjektivt registrerer livsenhederne sig selv som værende totalt selvstændige individer med hver sit Jeg (trekanterne i periferien), medens sandheden er, at de alle er rodfæstet i samme fælles centrum: helhedsvæsenets Jeg (X). I praksis oplever den enkelte livsenhed sin tilværelse som en vekselvirkning mellem sit eget Jeg (den enkelte periferitrekant) og de andre livsenheders Jeger, som derved reelt placerer sig i symbolskitsens centrum. Denne vekselvirkning foregår via den enkelte livsenheds skabeevne (parabolspejlet), og resultatet bliver for hver enkelt livets oplevelse (cirklen med udråbstegnet). Det ses, hvorledes den ene og de mange gensidigt er afhængige af hinanden.