Kosmos 1969/10 side 111
Jens Oluf Lund
DEN TREDIE VERDEN FORRÅDT
Jens Oluf Lund, der er free lance medarbejder ved Danmarks Radio og redaktør af Mellemfolkeligt Samvirkes Artikeltjeneste, skriver om ærkebiskop Dom Helder Camaras analyse af situationen i den tredie verden: ulandene.
Vi må nødhjælpsmentaliteten til livs
Den tredie verden forrådt. Det er en mand fra denne tredie verden, der taler. Det er titlen på en bog om udviklingslandene af Dom Helder Camara, ærkebiskop af Recife i det nordøstlige Brasilien.
Hvad ligger der bag denne bogtitel? Hvem forråder? Helder Camara tænker først og fremmest på sine egne trosfæller, "jeg vil ikke tale om de kristne i Europa, men om de kristne i hele verden - europæere såvel som brasilianere eller australier. Der er en bestemt mentalitet, som vi må til livs, for eksempel den, der reducerer hele problemet om sult og elendighed i verden til et spørgsmål om nødhjælp. De kristne har denne mentalitet, som jeg vil kalde for "nødhjælpsmentaliteten", og som består i, at man tror at kunne løse alle sociale problemer ved næstekærlighed eller fattighjælp. Denne mentalitet må forandres. Det vi må arbejde for, er indførelse af social retfærdighed. Jeg kan gå med til, at den private og offentlige næstekærlighed, hjælpen til de fattige, altid vil være nødvendig, fordi der altid vil være ulykkelige, forladte, mislykkede mennesker, som ikke har kunnet finde ud af det. Men en virkelig social og kristen samfundsordning - og de kristne har pligt til at gennemføre en sådan i samfundslivet - kan ikke bygges på nødhjælp. Den bør bygges på retfærdighed".
Det gælder kampen for retfærdighed
Således udtrykker Helder Camara sig uden omsvøb på side 55 i sin bog. Hele resten af bogen er et forsøg på at belyse denne grundtanke. For eksempel fortsætter han på omtalte sted: "Man siger ofte, at når man laver reformer, gælder det om at bevare den sociale orden. Men jeg siger: Hvilken social orden? Jeg kender ikke de udviklede lande, men hvad angår de underudviklede lande, må man sige, at det man kalder for den "sociale orden" ikke er andet end en samling lovfæstede uretfærdigheder. Vi er ikke revolutionære, for enhver pris, men hvis noget ikke er retfærdigt, må man fjerne det, selv om det længe har været en del af den traditionelle sociale orden. Hvis man derfor spørger mig, hvad de kristne i vesten, i de udviklede lande kan gøre for folkene i udviklingslandene, så må jeg svare: Prøv at uddybe, hvad begrebet social retfærdighed vil sige".
En international social retfærdighed
Og Helder Camara fortsætter: "Hidtil har moralteologer og sociologer kun behandlet spørgsmålet om social retfærdighed med henblik på forholdet mellem de sociale klasser i et bestemt land og ikke med henblik på internationale forhold. Jeg tror, der i dag findes en international retfærdighed".
Længere henne i bogen udvikler ærkebiskoppen, hvad han mener med dette begreb. "Hele verden har brug for en revolution i sine strukturer. I den underudviklede verden synes denne sandhed at være indlysende. Det er næsten lige meget fra hvilken vinkel, man anskuer den. Såvel på det økonomiske, det videnskabelige, det politiske som på det sociale og religiøse område når man til den indsigt, at en nem overfladisk revision slet ikke slår til. Man må have en revision i dybden, en hurtig og dybtgående forandring. Man må nå til - lad os ikke være bange for ordet - en revolution af strukturerne".
De kristnes ansvar
På det økonomiske område er det velkendt, at der i selve udviklingslandene eksisterer et indre kolonistyre, det vil sige at en lille gruppe priviligerede opretholder sin rigdom på bekostning af millioner af medborgeres elendighed, fortsætter Helder Camara. Når denne situation foreligger i et kontinent som det latinamerikanske, der er kristent, i det mindste af navn og tradition, forstår man kristendommens enorme ansvar her.
Uden at glemme de store eksempler på offervilje og heroisme må vi erkende, at vi latinamerikanske kristne bærer et alvorligt ansvar for den eksisterende uretfærdighed på kontinentet. Det var tilfældet i fortiden og faren eksisterer i nutiden. Vi har accepteret indernes og afrikanernes slaveri. Har vi i dag talt tilstrækkeligt klart og tydeligt til vore godsejere, til de store, til de mægtige? Eller lukker vi øjnene og hjælper disse mennesker til en god samvittighed, når de først har tilsløret deres afskyelige uretfærdigheder med almisser til bygning af kirker, der ofte er skandaløst store og rige, og som står i skærende kontrast til den omkringliggende elendighed. Eller almisser til kirkens sociale arbejde. Har vi i praksis ikke givet Marx ret ved at stille samfundets pariar overfor en passiv, fremmedgjort og fremmedgørende kristendom - en opium for masserne?
Og alligevel er kristendommen der med sine krav om retfærdighed og broderskab. Hvis vi kristne fra Latinamerika tager vort ansvar op overfor vort kontinents underudvikling, kan og bør vi hjælpe med til at gennemføre dybtgående forandringer i samfundet særlig hvad angår det sociale og politiske område og i undervisningen.
Det politiske liv kan ikke forblive de priviligeredes ejendom. Sker det, vil de forhindre de dybtgående reformer, gøre dem ukendelige eller simpelt hen lade dem blive på papiret.
Vigtigere end at lære at læse og skrive
Nu må man ikke tro, at Helder Camara lader det blive ved denne tordenprædiken. Han er gået aktivt i spidsen for at skabe et helt system af radioprogrammer, der ved transistorens hjælp når ud i de fattigste landsbyer, også til dem uden elektricitet. Målet er at gøre folket politisk bevidst som en forudsætning for alt andet. Dette er vigtigere end at lære dem at læse og skrive, siger Camara. Ønsket om at læse og skrive følger i kølvandet på en politisk bevidsthed. Ikke underligt at disse radioskoler var det første offer for det nuværende militærregime. Det er også karakteristisk, at det første bud i den nuværende censurlovgivnings 10 bud er: Omtal ikke præsters eller biskoppers politiske aktiviteter. Forbuddet mod at omtale studenternes kommer først ind som nummer to.
Solidaritet med Asien og Afrika
Også på et andet punkt sætter ærkebiskoppen af Recife ind. Det gælder solidariteten med udviklingslandene i Afrika og Asien. Vi har ofte de samme problemer. Vi erkender på alle tre kontinenter, at politisk uafhængighed og selvstændighed ikke er det samme som økonomisk selvstændighed. Vi kæmper mod den samme neokolonialisme. Ganske vist opstår der ofte modsætninger mellem udviklingslandene i deres kamp for livet, men en dag vil man blive klar over de dybere grunde til en fælles indsats, siger Helder Camara, og fortsætter: Det er trist at tænke på, at Latinamerika med åndelige bånd er knyttet til den rige verden, der udbytter Asien og Afrika. Vore brødre i disse lande får ofte det indtryk, at kristendommen er de hvides religion. Deres religion, som i illusionen om at forsvare den menneskelige frihed og værdighed fortsætter rustningskapløbet, der gør hjælpen til udviklingslandene umulig. Deres religion, som ved hjælp af priser og toldpolitik fortsætter med at tage mere fra os, end de giver.
Derfor må vi, slutter biskoppen sin bog, give eksemplet ved som folk at proklamere retten til udvikling og gå over til at betragte underudviklingen som et retfærdighedsproblem snarere end som et hjælpeproblem. Den bedste hjælp man kan give os er solidaritet i kampen for retfærdighed.
Kilde: tidsskriftet Dansk Røde Kors, nr 4/1969. Med redaktionens venlige tilladelse.
Tilbage til artikelregister
Forrige