Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kristus sagde engang: "Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål I måler med, med det skal I selv få tilmålt". For en masse mennesker er disse ord kun et dødt postulat, eller de bliver opfattet som overtro. Og så er sandheden dog den, at de er en af de alvorligste advarsler, der nogen sinde er givet menneskeheden. Alvoren i denne advarsel er udtrykt som en kosmisk-kemisk formel, som et facit for loven om årsag og virkning. Hvad vil det sige, en kosmisk-kemisk formel? Det vil sige en læresætning eller grundsætning for åndelige love i universet, ligesom der findes formler, læresætninger eller grundsætninger for de fysiske love, man har fundet frem til ved studiet af og arbejde med den fysiske kemi.

Den kosmiske kemi er den åndelige videnskab om, hvorledes et levende væsen skaber sin skæbne. Kristus kendte de åndelige love, og det er ud fra dette sit kendskab, at han fremkom med ovennævnte advarsel til menneskene. At ignorere denne advarsel er at ignorere den mest geniale metode, ved hvilken man kan skabe sin egen lykke som menneske. Men hvorfor talte Kristus ikke om "kosmisk kemi"? Fordi det var hans autoritet, der var brug for, da han levede på jorden og lang tid derefter. Menneskene var ikke modne for åndelig videnskab. Det er de knapt nok endnu, men nogle begynder at blive det, og mange flere vil blive det i kommende tider. Derfor må der nu gives den jordiske menneskehed et teoretisk grundlag for skæbnevidenskab eller kosmisk kemi, således at samme menneskeheds enkelte individer, efterhånden som de modnes dertil, kan anvende disse teorier i praksis i deres daglige liv. Det vil i de kommende århundreder betyde en forvandling af hele menneskehedens skæbne.

Statens ret til straf og hævn viser os tydeligt, at samme stat egentlig ikke kan have noget som helst krav på at kaldes en kristen stat, om den så nok så meget har kristendommen som "statsreligion". Den må i forhold til, som den udøver straf og hævn, og det vil i særlig grad sige i forhold til, som den udøver dette med brutalitet og voldsmetoder, kaldes en hedensk stat. Overalt hvor der er dødsstraf, koncentrationslejre og fysisk og åndelig brutalitet, hvor man påfører mennesker fysisk og sjælelig pine, overtræder selve staten dvs. dens autoriserede magthavere, universelle love. De overtræder måske ikke juridiske love, som de i mange tilfælde selv har skabt, og dog overtræder de lovene og må tage konsekvensen af en sådan handling. Hvad er konsekvensen af, at man dømmer til døden? Det er statens død. Thi med hvad dom den dømmer, skal den selv dømmes. Fortæller menneskehedens historie ikke netop om masser af staters død og undergang? Stater, hvori dødsstraf, tortur, brutal indespærring, slaveri og lignende straffemetoder var almindelige? Det er ikke så mærkeligt, at ingen kultur hidtil har kunnet bestå. De har alle undermineret sig selv, fordi deres love ikke var i overensstemmelse med selve livets love. De har været - og det samme gælder mange stater i vor tid - stater "skabt i forbryderens billede". Det lyder måske mærkeligt, og det er heller ikke ment som kritik af nogle stater, hvoraf ingen i dette øjeblik kan være anderledes end de er, ligesom deres enkelte undersåtter heller ikke kan være anderledes end de er. Men hvor såvel stater som enkeltindivider dræber, hævner, straffer og på anden måde udøver brutalitet, afslører disse kendsgerninger for den udviklede forsker, at de pågældende stater og individer er primitive og uudviklede. Er det ikke en kendsgerning inden for enhver stats universiteter og læreanstalter, at når man koncentrerer sig stærkt om en ting og dyrker den, så udvikles den og styrkes og formeres? Men når man virkelig ønsker, at staten skal gøre sig fri af mord, hvad nytter det så, at samme stat myrder et menneske som straf, fordi vedkommende selv har myrdet et menneske? Vil det ikke sige, at staten ligefrem konkurrerer med mordere og forbrydere i at dræbe? Derved bliver staten forbryderens udtrykte billede, hvordan kan den da blive en kulturstat?

Nu vil mange rimeligvis indvende, at der dog er forskel på motivet til statens udløsning af henrettelse og straf, og forbryderens motiv til sin forbrydelse. Men hvad forskel er der? I begge tilfælde er motivet: selvopholdelsesdriften. Når et menneske vil hævne sig og gør det ved at myrde, skyldes det den forestilling, at hævneren føler udløsningen af sin hævn som retfærdighed. Ja, selv når det er rovmord eller tyveri, der udøves, har forbryderen i de fleste tilfælde den opfattelse, at han i det samfund, hvori han lever, og hvor de materieller goder er så uretfærdigt fordelt, begår en retfærdig handling. Og staten begår en retfærdig handling ved at henrette forbryderen, der er en trussel mod dens eksistens. Princippet er i begge tilfælde det samme som i dyreriget: selvopholdelsesdriften.

Hvis de stater, der har været de bedste til at opfylde den autoriserede straffelov "øje for øje og tand for tand", var de bedste til at hævde sig, så måtte de jo dominere i verden i dag som verdensstater. Men gør de det? Hvordan gik det Nazityskland? Hvordan er det gået de store kolonimagter? Giver det ikke en alvorlig grund til eftertanke? Disse magter troede om dem selv, at de skulle blive denne verdens herre. De var de bedste til at udløse straffe og dødsdomme, og de blev dømt med deres egen dom. Det vil hver eneste stat blive i forhold til som dens dom er jungleagtig og umenneskelig. Men lad os vende tilbage til spørgsmålet: "Hvordan kan staten komme uden om at straffe?" Naturligvis kan en stat eller et samfund ikke lade sine mest primitive medlemmer, forbryderne, skalte og valte, som de vil. Det er statens opgave at beskytte samfundets øvrige medlemmer mod forbryderne. Men en sådan opgave løses ikke gennem dødsstraf eller nogen anden form for hævnagtig reaktion fra statens side. Hvis staten skal have en fremtid for sig af menneskelig karakter og human udvikling, må den være beskyttet, og hvordan bliver den det? Ved at skabe beskyttelse for andre, ikke blot ved at beskytte borgerne mod forbryderiske elementer, men også, og det er noget meget væsentligt, ved at beskytte de såkaldte forbrydere mod en sådan vekselvirkning med omgivelserne, som de endnu ikke er modne til at opleve.