Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Efter at man havde hånet Jesus og kastet sten efter ham, var han på vej bort fra templet i Jerusalem, da han mødte en mand, som var født blind. Jesu disciple spurgte interesseret om denne alvorlige medfødte defekt var forårsaget af den blindes egen eller af hans forældres synd. Jesus svarede dem, at ingen havde syndet, men at manden var blindfødt, for at Guds gerninger kunne åbenbares på ham.

Jesus smurte dynd og spyt og jord på den blindes øjne og bød ham at gå hen og tvætte sig i dammen Siloam. Den blinde gjorde, som der var blevet ham pålagt - og kom seende tilbage!

Miraklet blændede naturligvis templets suveræne elite, der på alle måder søgte at bortforklare det skete og få den helbredte til at erklære det for svindel. Men den blindfødte, som var blevet seende, stod fast ved sit: Aldrig nogen sinde er det hørt, at nogen har åbnet øjnene på en blindfødt. Jeg mener, at denne mand må være en profet. Hvis han ikke var fra Gud, kunne han intet gøre!

Der er en væsensforskel mellem de kosmiske energiimpulser for evolution, der betinger fuldbyrdelsen af Martinus jordiske mission, og de energiimpulser, der indstrømmede over hin tids "hellige land", hvor Jesus vandrede sit korte jordliv og satte de "lærde"s sind i alarmberedskab ved på sin besindige og upretentiøse måde at øse af den virkelige alkærligheds visdom og ved samtidig at demonstrere dens undergørende og helende kraft. De kosmiske energiaspekter, der stod til Jesu rådighed, var mere disponeret for ydre manifestation af åndens magiske magt over materien. Med helligåndens mest uovervindelige virkemidler: ydmyghed, sagtmodighed og kosmisk selvfølgelighed ("Fader, tak at du har gjort det") sprængte han indefra den forstenede "lærde" ortodoksi, som indtil da havde holdt den brede "ulærde" folkemasse i ave. Fra hans fattige og selvudslettende ydre fremtoning udstrålede en hidtil ukendt personlig kraft, nemlig den altfavnende topolede kærlighedskraft, der forlenede ham med absolut åndelig suverænitet over for sine animalsk aspekterede samtidige og fik den dominerende "lovkyndige" fraktion af samfundet til at vige snerrende tilbage, som rovdyret viser tænder, men viger for bålets lysende og fortærende flammer.

Det er logisk naturligt, at den underernærede uoplyste og sygdomsbefængte folkehob rent instinktført søgte til en åndeligt suveræn personlighed som Jesus og lejrede sig omkring ham i ophøjet forventning om mirakuløs udfrielse fra det fattigdommens og uvidenhedens sceneri, de alle følte sig som tvangsindlagte aktører i.

Alt hvad der foregik og blev registreret for efterverdenen omkring personen Jesus, indicerede jo den nye retning for menneskehedens evolution, nemlig den sjælelige sublimering - fra kød til ånd, hvilket naturligt medførte et større eftertryk på de kødelige svagheder, medens nutidens sygdomme i stadig tiltagende grad er mentalt betonet, hvad der kunne tyde på, at udviklingen går i den omtalte og kosmisk set rigtige retning.

Vore dages fatale folkesygdom er den åndelige blindhed. Kun den sande kristusånd vil kunne hidføre miraklet at forvandle denne blindhed til svimlende kosmisk udsyn med den uundgåelige konsekvens, at den forvirrede, blinde religiøse og politiske famlen gennem hypotesers og teoriers lukkede labyrinter vil forene sig i et evolutionært folketog bevægende sig ad klart oplyste og afstukne veje mod de seendes guddommelige nye verden.

Hvor langt er menneskeånden fra en sådan fællesvandring ud af mørket? Hvor længe endnu skal de åndeligt blindede samfund ført og domineret af åndeligt blinde bevidst og ubevidst række deres hænder bedende og famlende ud i tomheden i håb om at kontakte helligåndens mirakuløse og undergørende kraft?

Svaret herpå må blive, at den jordiske menneskehed befinder sig midt i en ny messiastid, en messiastid med planetært omfang og sigte, og at den intensiverede fysiske og psykiske fællessmerte er det karmiske dynd, der i forbindelse med en efterfølgende "tvætning i Siloams dam" skal gøre mennesket åndeligt seende. Siloam betyder "udsendt", hvilket altså kan tydes som en tankens rensning og kosmiske aktivering gennem tilegnelse af den ufejlbarlige metode for avanceret universel tænkning og livsstyring, Martinus som udsending fra en avanceret åndsverden har bibragt menneskeheden. Og er det ikke netop den åndelige uvidenheds konsekvens: den intensiverede mørke karmiske lidelsesbølge, der ufejlbarligt præparerer menneskets åndeligt brustne øjne for det store mirakel: mødet med det virkeligt evige verdensbillede og med den alkærlige realistiske Gud eller verdensfader, hvis ansigt åbenbarer sig overalt i dette nye evighedsperspektiv?

Det nye "hellige land" er Norden, nærmere betegnet Skandinavien. Profetien fra Jobs bog: "Fra Norden kommer en lysning" over den karmiske formørkede menneskeånd, stråler som en gryende opfyldelse fra den vældige åndelige lysstyrke i Martinus verdenslære. Mange har søgt til Martinus med deres jordiske besværligheder; men de, som kom til ham med deres medfødte åndelige blindhed og tvættede deres øjne ved denne Mesters undergørende kosmiske lære, gik alle seende bort og priste Gud for dette åndens under. Og om nogen udfordrende ligesom i hine tider jøderne spørger, hvorledes dette kunne ske ved en ulærd og en synder, da kan alle disse ligesom hin blindfødte svare: Ét ved vi, at vi som var blinde, nu kan se! Vi, som før famlede ivrigt nedad, udad og opad for at finde vejen til livets forunderlige virkelighed, som vi fornemmede måtte være at finde, ser nu klart, at denne virkeligheds højvej udgår fra vort eget indre, og at vi selv, vort højere ego, er "vejen, sandheden og livet".

Ét ved vi: at hvor vi før oplevede alt, hvad der lå ud over det fysiske jordliv, som en tæt mysteriernes tåge, eksisterer denne tåge nu ikke mere for vort blik, der i stedet ser en strålende visdommens solskive forgylde og belive en evig livsvej for os og vore elskede medvæsner.

Ét ved vi: at vi, der før var blinde for mineralernes funklende verden som udgørende en livsrealitet vedkommende os, nu gennem mineralet skuer ind i et oplevelsesplan af ekstatiske vibrationer oplevet og opretholdt af levende medvæsners erindringsrepetitioner af årmillioners vekselspil mellem storhed og lidenhed, mellem lys og mørke, dag og nat, vinter og sommer, uvidenhed og viden, blindhed og klarsyn.

Ét ved vi: at hvor vi før betaget af den levende skønhed, men i kosmisk blinde famlede os gennem skove og engdrag, vandrer vi nu i disse områder bevidst gennem et livsplan for udfoldelse af den højeste visdom og skaberkraft, et livsplan hvor den store skaberånd i sin evige alkærlighedsaktivitet opererer i den slumrende gudesøn og lader ham opstå som evavæsen, for at han her i udlændighed borte fra sin åndelige hjemstavn og uvidende om sin høje guddommelige byrd kan forlene sig med livets natside og gøre sig til hersker i dens skyggeregioner.

Ét ved vi: at hvor vi før søgte ivrigt men forgæves efter Gud, ser vi nu ikke andet end Gud, hvorhen vi end retter vort blik. Af hele vort hjerte kan vi med David udbryde: Nu har vi altid Herren for øje! Og hvor før vore hungrige øjne stedet ind for det mindstes og det størstes mysterium opgav at finde vej og sti, anskuer vi nu den uendelige kosmiske helhed, som er denne genfundne Guds evige liv og ånd.

Ét ved vi: at hvor vi før ivrigt men forgæves søgte den "næste" vi skulle elske, som vi elsker os selv, ser vi nu denne "næste" i alle vore medmennesker og i alle vore medskabninger, i insektet, i ormen, i sneglen, i græstæppet og dets blomster, i skovens kæmpetræer, i den frie mælkebøtte og i den ædle rose, i markens vildt og i husdyrenes travle mylder.

Ét ved vi: at hvor vi før følte os omgivet af niddinger og fjender, møder vort øje kun kosmisk førte sendebud med stafetter af levende lærdom stilet netop til os. Hvor vi før i krigens, dødens, hadets og hævngerrighedens foregangsmænd og dyrkere så et område uden for Guds alkærligheds administration og kontrol, ser vi nu klart det dræbende sorg- og smertebringende princip som Guds levende og fungerende "venstreside" eller sekundære bevidsthed, der forlener skabningen med selvstændighed og med kosmisk synskapacitet for oplevelse af livet i Guds høje primære bevidsthedszoner.

Ét ved vi: at hvor vi før fornemmede døden som livets endelige afslutning, ser vi nu døden som en guddommelig proces for vedligeholdelse af oplevelsesevnen for evigt liv. Hvor vi før var segnefærdige under byrden af en postuleret arvesynd, er vore øjne nu åbnede, og se: Der er ingen arvesynd! Men vore jordiske trængsler og begrænsninger er kun til for at Guds forunderlige gerninger kan åbenbares på os og i os! Vi ser, at vort livs smuds og smerte er det alnaturens "dynd", der har dækket vort udsyn, men samtidig har præpareret vore øjne for den store intuitive åbenbaring af det guddommeligt logiske og visdomsprægede evige verdensbillede, der kom til syne efter at vi havde tvættet vor bevidsthed i den "Siloams dam", som Martinus kosmiske undervisning udgør. Ja, ét ved vi: at hvor vi før bag vor latente åndelige synsevne ensomme og længselsfyldt sukkende anråbte Gud fra en dunkel religiøs anelsesverden, ser vi nu klart hans nærhed i alle ting og føler os favnet og forenet med alt levende gennem livsstrømmen fra hans hellige hjerte.