Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1968/12 side 137
Det evige Verdensbillede III
 
Fra Herren er dette kommet -
underfuldt er det for vore øjne!
(Matt. 21.42)     
 
Tredje bind af Martinus symbolværk "Det evige Verdensbillede", der er udførligt recenseret i Kosmos Årsskrift 1967, er nu udkommet og kan rekvireres fra Instituttet.
Præsenteret for dette værk må man stadig erindre sig dets vidtrækkende og tidssprængende mission. Var det ikke således, at Martinus med den indviedes rolige blik under sit lange virke i verdensgenløsningens tjeneste havde haft et evigt verdensbillede for øje samtidig med at have haft klart for sig visionen af den nye jordiske livsorganisation, han er talsmand for, havde det næppe ladet vente så længe på sig med den endelige registrering og tekstning af de for længst skabte symboler. Men et åndeligt kildemateriale, der skal danne basis for årtusinders kultur, bliver hverken til på må og få eller inden for et kort tidsrum. Heller ikke kan det forventes som en popbølge at blive verdenssucces på rekordtid, da dette kildemateriales åndelige karat naturnødvendigt ligger i overkanten af, hvad almenheden evolutionært bedømt er moden for. Hvorledes skulle det ellers kunne virke sjæleligt opaddragende? Åndens styrke er stilhed og tålmod, ikke larm og rastløshed. Ophøjet over alt jordisk jag og al åndsfornægtende materiedyrkelse venter den nye åndelige verdenskultur tålmodigt på sin sejr og sender sine forklarende stråler forud for at berede vej og sted.
Mennesket opdagede elektricitetens natur og dermed de vældige uudtømmelige kraftressourcer, den var udtryk for. Og såvel i denne krafts groveste som i dens fineste vibrations former har den udvirket undere i retning af at gøre livet mindre anstrengt og mere behageligt for menneskene. Men en kraft må vilkårligt være mere koncentreret og mere virkningsfuld, jo nærmere man er dens udspring, og elkraftens udspring er den åndelige verden, selv om denne esoteriske kendsgerning endnu ikke er slået igennem i den almene naturopfattelse. Elkraftens urform er den syvende grundenergi "moderenergien", der igen er lig med Guds egen viljekraft. Denne urenergis første funktionerende udspaltning i bølgelængder er de seks grundenergier, der vibrerer styrende og levendegørende gennem alle former, al materie, al psykisk og fysisk manifestation, ja al bevægelse på jorden, i himlen og i himlenes himle. Det er disse dybdesandheder om den universelle urkraft og en alkærlig kosmisk administration af denne kraft, der er den store åbenbaring i farvesymbologien, således som den er udformet af Martinus. Guds ånd dvæler evigt levendegørende over "vandene", der netop er identisk med disse af Martinus registrerede og navngivne åndelige energier. Guds ånd er det allerinderste, er kræfternes kraft, energiernes energi, livenes liv.
Som en sidste fase i menneskets førelse gennem uvidenhedens dystre underverden og frem til indvielse i den kosmiske tænknings mysterier, er disse universets dybeste hemmeligheder og mest camouflerede sandheder om livsudfoldelsens inderste identitet nu endegyldigt klart videnskabeligt og intelligibelt udlagt til optagelse og udnyttelse, efterhånden som den jordiske menneskeheds mentale frekvens bliver af en sådan etisk standard, at åndens ophøjede stilhed kan holde sit indtog og forlene det jordiske menneskerige med sin altsamlende, altvelsignende og altforgyldende kærlighedskontakt.
Når dette sker, da skal intet mere være umuligt for menneskene: thi i kraft af kendskabet til de evige højkosmiske livslove, som må siges at være indstiftet af det Evige eller Gud, og endeligt givet menneskene gennem Martinus, vil universets højeste og helligste kræfter formidlet af et i menneskesjælen udviklet nyt kærlighedsaspekt eller sympatisk anlæg stå til rådighed for livsorganisation og skabelse. Og dette er det kommende tusindårsrige. Dets herlighed er altfavnende; dets styrke er uovervindelig; dets love er Guds kærlighed; dets hersker er Gud!
--------------------
"Det evige Verdensbillede" bind III indeholder syv symboler med numrene 27 - 33 efter den sidste og endelige nummerering. De syv symbolers betegnelser er:
Symbol nr. 27: Jordens kosmiske stråleglans.
Symbol nr. 28: Det evige liv eller livsstigen.
Symbol nr. 29: Kosmiske udviklingsbaner.
Symbol nr. 30: Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse.
Symbol nr. 31: Det levende væsens sanseevne og udviklingstrinene.
Symbol nr. 32: De tolv grundfacitter eller livsmysteriets løsning.
Symbol nr. 33: De dyriske og menneskelige tankeklimaer.
Disse symbolbetegnelser vil altså sige, at bogen såvel visuelt som i ledsagende tekst udførligt belærer sin studerende om:
27. planeten Jordens nuværende kosmisk kemiske status samt dens kommende ekspansion mod større og renere åndsdybder;
28. at denne auriske ekspansionsproces er en vekselvirkning mellem den jordiske menneskehed og kosmiske impulser af sublimerende natur udløst ifølge evige åndelige love for evolution;
29. der gælder undtagelsesløst alle skabelsesarter, som hver især gennem erfaringstilegnelsen i de fysiske livszoner
30. opøver talenter for korrespondance med en stadig øget vibrationsskala, et stadigt bredere register af de fra Guddommen strømmende kombinationer af kosmiske grundenergier;
31. hvorved der såvel individuelt som kollektivt opstår evolutionsgrader med rigt varieret psykisk og fysisk sansekapacitet, der således tilsammen kommer til at udgøre den kosmisk set absolut homogene relativitetskæde, hvorigennem Guddommen skaber og oplever;
32. og ud fra disse åbenbarede kendsgerninger om livet som et produkt af en evig korrespondance mellem det levende individuelle væsen og Guddommen, kan livsmysteriets løsning opsummeres i tolv grundfacitter, hvis "tværsum" er, at alt er såre godt, og at Gud er kærlighed!
Bogens kosmiske undervisning kulminerer i en detaljeret udlægning af den store åndelige idé bag det vigtige nøglesymbol nummer 33. I forbindelse med en vejledende nummertavle uddyber Martinus på ikke mindre end 64 sider sin skelsættende analyse af det levende væsens bevidsthedskategorier og deres intime tilknytning til de forskellige faser i samme væsens evigt forsiggående seksuelle polforvandling. Denne forbindelse mellem individets seksuelle struktur og dets mentale evolution er egentlig nøglen til al evolutions mysterium, hvilket vil sige det evige forvandlingskredsløb fra sovende Adam eller umanifesteret drømmevæsen til suveræn, højkosmisk bevidst gudesøn.
Den "sten", bygmestrene hidtil vragede, nemlig den dobbeltpolede seksualisme, der er lig med kulminerende næstekærlighed, er hermed placeret som hovedhjørnesten i det helhedssamfund, der er under fremskreden udvikling på vor planet, og som Martinus påpeger vil være fuldt udbygget og fuldt funktionerende om tre årtusinder.
At tilegne sig de kosmiske dybdesandheder, som læren om polforvandling indeholder, er således at erhverve en Aladdinlampe, hvis ånd i enhver situation giver løsningen på den tilsyneladende uløselige problematik, som det fysiske jordliv uafladeligt konfronterer sin yngling med.
Tredjebindet af "Det evige Verdensbillede" må som helhed siges at være så fyldigt og så afrundet i symbolmateriale og tekst, at det lige så vel kan udgøre en særdeles berigende selvstændig kosmisk undervisningsenhed som en åndeligt pompøs afslutning på en epokedannende trilogi. Men fra Martinus side er dette tredjebind langt fra tænkt at skulle danne nogen afslutning. Martinus har allerede et fjerdebind i arbejde og har planlagt adskilligt flere hovedsageligt fyldt med nye, hidtil ikke publicerede symboler.
I en sag som den, man her er stedet overfor, gælder det i sandhed, at alle i princippet er kaldede, men kun meget få er udvalgte som direkte interesserede. Dette er årsagen til det beskedne oplagstal og den heraf følgende tilsyneladende ubeskedne pris. En del af denne pris må således egentlig betragtes som et frivilligt ydet bidrag til værkets udgivelse. Men med tanken på Martinussagens åndelige storhed og den uvurderlige gave det er at blive forlenet med den rigdom af esoterisk viden, som er nedfældet i hvert enkelt symbol, må enhver tale om pris forstumme. Tænk over hvad det vil sige at blive indviet i de guddommelige mysterier, som hundredtusinder slægt efter slægt har sukket efter at få indsigt i! Tænk hvilken uvurderlig gave det er at få lov til at være blandt de første, der tilegner sig den grundlæggende viden om livets evige love, hvorpå kommende årtusinders samfund skal opbygges, og hvorpå disse samfunds lykke, velfærd og skæbne helt vil bero! Tænk på at De ved virkelig indre tilegnelse af Martinus farvesymbologi og Martinus analyser har lagt grundstenen i Deres sjæl til det åndens tempel, som engang skal overskygges af Guds hellige ånd! Tænk på at De derved skal blive støttepille i det helhedens tempel, som engang skal udgøres af de jordiske samfund! Ingen pris i kroner og øre, ingen pris i jordiske målenheder overhovedet har vel nogen størrelse i forhold til den alle tidligere horisonter sprængende åndsstorhed, Martinussagen er forlenet med. Kun selve tilegnelsen af denne symbologi og de dertil knyttede analyser kan danne udgangspunkt for en sand vurdering af denne storhed. Livet får højde, bredde og dybde i en dimensionering, hvor alt kan rummes, hvor alt forgyldes af Guds stråleglans, hvor alt har sin præcise plads, og hvor kun Guds evige love for det levende væsens sansebegavelse danner dimensionsbegrænsning.
----------------------
Et nyt verdensbillede er blevet menneskene givet - et verdensbillede så evigt, og så evigt levende, at ikke en synålespids i det udstrakte kosmos kan finde fæste på et dødt eller blot statisk punkt; et verdensbillede så levende at de sidste dødsskygger viger og overstråles af en evigt prolongeret og evigt ekspanderende livs- og glædesudfoldelse overvåget af en Guddom så uforbeholdent integrerende, at ikke en nok så supermikrometrisk livsvibration forbliver uregistreret i denne Guddoms bevidsthed.
Og sidst men ikke mindst: For menneskene er der blevet åbenbaret en ny kosmisk kærlighedsvision - et univers så totalt opfyldt af alkærlighed, at end ikke et enkelt atom i et foragtet støvkorn er isoleret og uden for denne alkærligheds evigt givende favnen, et univers kun opfyldt af elskende og elskede, af kærlighed og af objekter for denne kærlighed! I sandhed:
Fra Herren er dette kommet!
Underfuldt er det for vore øjne!
Per Thorell.                     
Martinus:
DET EVIGE VERDENSBILLEDE

bind III
Forlag: Martinus Institut 1968
Pris kroner 125,00
De først solgte 500 eksemplarer
er signeret af Martinus.
---------------------------