Ældre Kosmos og Kontaktbreve

»Det evige verdensbillede« III

 

Ved De, at De ved et påbegyndt studium af Martinus analyser og symboler har betrådt vejen til den store indvielse?

Ved De, at De ved tilegnelse af Martinus verdenslære - som Paulus udtrykker det: bliver "husholdere over Guds hemmeligheder", og at De derfor påtager Dem bevidst kosmisk medansvar for hele det mundane evolutionsforløb?

Ved De, at den forvandling, der foregår i sjæledybet hos det menneske, som i fuld oprigtighed og alvor forsøger at tilegne sig den vældigt dimensionerede Martinuskosmologi, er en fase i den store forvandling af planeten Jorden fra at være sædet for et djævlesymposion til at udgøre et kosmisk kærligheds- og lyscenter belivet og forskønnet af mestre i anvendt kærlighedslogik?

Således er det! I "Det evige Verdensbillede", bind II, sluttede Martinus med beskrivelse af symbolet over et sådant af kærlighedslogik domineret planterige, og det tredie bind, som ventes at udkomme i løbet af de nærmeste måneder, indledes med en analyse af auraen omkring vor planet - den aura, hvori vor bevidsthed på godt og ondt indgår som henholdsvis lysenhed og mørkeområde alt efter vore færdige og ufærdige talenter for kærlighed. Analysen foretages ud fra det såre talende symbol: "Jordens kosmiske stråleglans".

Midt i en mental midnatstime, som vor egen og vore omgivelsers mørke udstråling gør vor jordiske vandring til, er det vidunderligt bekræftende via et menneske med kosmisk indsigt at få guddommelig garanti for, at en dagning er at vente, og at lyse genier trænges på tærsklen til jordisk legemliggørelse for at befri, belære og være til rådighed i samme stund menneskene råber til den Gud, hvis eksistens og billede en hel verdenskultur mere eller mindre dulgt har anstrengt sig for at udslette eller fortegne.

Når Guds vilje kommer til åbenbaring gennem menneskeånder som de store profeter og genløsere, er det ikke blot til vejledning og oplysning for de respektive kulturer, folk og slægter, men også i høj grad til advarsel for dem, der uden at være sig det bevidst ved deres dispositioner direkte modarbejder Guds plan med menneskene på det pågældende tidspunkt eller evolutionstrin. Naturligvis kan et menneske eller en menneskegruppe rent kosmisk betragtet ikke modarbejde gudsviljen eller hindre den evige verdensplans progressivitet. Men netop individualiteten står for vore slægters vedkommende over for at skulle sprænge sit puppehylster, hvilket medgiver den personlige frihed til at vælge på godt og ondt en vis margin netop til fordel for den individuelle skelneevnes vækst. At blive som Gud og få kendskab til livslovene på godt og ondt er jo netop den individuelle evolutions mål. Derfor må den selvstændige valgfrihed på et bestemt personligt vækststadie komme ind i billedet og erstatte den flokbevidste gruppeførte evolution.

De fire følgende symboler og tilhørende tekster i "Det evige Verdensbillede"s tredie bind angår netop denne individuelle suverænitetsfølelses evige opretholdelse, fornyelse og ekspansion. Symbolet over det evige liv eller livsstigen kunne fremtræde som en strålende illustration til Jacobs drøm, men blot med den forskel, at Martinus livsstige langt fra at være drømmeværk, tværtimod er udtryk for logisk analysering af individets garanterede rute fremad og opad gennem Guds evige riger.

Symbolet over de kosmiske udviklingsbaner har ligeledes til formål at understrege eller illustrere den kosmisk garanterede individuelle integritet. I Faderens hus er der mange boliger, nemlig lige så mange, som der er organismer. Men trods forskelligheden både i art, race og trin, er alle disse "boliger" dog indrettet som det evige livs helligdomme, hvori det levende suveræne gudsvæsen tager bolig, undervises og vokser i bevidsthed om sin høje guddommelige status, indtil det helt kan lægge de tunge materielle legemers zone bag sig og bevæge sig frit i det udstrakte kosmos, hvor det er ét med Guds viden, og hvor det er favnet af livets syv grundenergier i disses mest sublime vibrationstilstande og kombinationer.

Har nogen før Martinus kunnet løse insektverdenens forunderlige mysterier? Har nogen før Martinus kunnet give en kosmisk logisk udredning af fuglenes særlige organstruktur i forhold til pattedyrets? Har nogen før Martinus i det hele taget formået at få skabelsens mangfoldighed til at opgå i Gud som alvis, Gud som almægtig og Gud som alkærlig? Har nogen før Martinus med held viet en jordisk inkarnation til at påvise, at alt hviler i guddommelig fuldkommenhed, og at alt ikke blot engang skal blive, men at det i hvert fra evigheden isolerede sekund eller brøkdele af sekund urokkeligt er såre godt, og at alt, hvad der af individet sanses som ondt, er en særdeles kærlig anordning fra Forsynets side?

Svaret må blive, at det evige verdensbillede omfattet af evig ubrydelig kærlighed, logik og storhed, og frigjort af alt, hvad det ufærdige menneske i sin uvidenhed betegner som tilfældighed, aldrig før har været trukket op for den jordiske menneskehed! Svaret må ligeledes blive, at livets uendelige mangfoldighed i former, størrelser og livsudfoldelse, indtil Martinus forblev et skabelsens mysterium!

I symbolet "Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse" er det på særdeles anskuelig måde illustreret, hvilket enormt bevidsthedsregister det levende væsen vil kunne korrespondere med, efterhånden som det skrider frem i tilegnelsen af den sande kristne væremåde, og den begrænsende animalske mentalitet i tilsvarende grad slipper sit tag i tanke- og reaktionsmønster. Symbolet, der her er tale om, er en længere meditation værd og kan i det modne hengivne sind have direkte illuminerende effekt. Enhver tankestråle, der udgår fra et individuelt centrum, bevæger sig i Gud og skaber refleks af præcis den energiart og det empiriske niveau, tanken er fostret i. Og dette er Guds visdom og Guds kærlighed, at han i alt og overalt i åbenbaringen af sig selv afpasser sit ansigts strålende lys efter det betragtende øjes egen lysstyrke og således lader alt, hvad der lever, røres og er fra det mindste til det største fornemme livets harmoniske fylde.
 

Det næstfølgende symbol "Det levende væsen og udviklingstrinene", fremtræder i sort/hvidt og har i modsætning til de øvrige symboler ikke tidligere været publiceret. I symbolteksten giver Martinus en redegørelse for individets analyse og evige identitet som "menneske" ganske uanset hvilke organismeformer, det under sin inkarnationskæde betjener sig af og identificerer sig med. Og denne analyse gælder ikke blot hvirveldyrets udviklingsarter, men uden undtagelse alle livsformer fra amøbe over plante-, dyre- og insektorganismer til vort trins animalske mennesketype og videre fremefter mod det suveræne livsbeherskende menneske i Guds billede.

Symbolet illustrerer på overbevisende måde, hvorledes det ikke kosmisk bevidste væsen i sin verdensopfattelse er totalt afhængig af sin arts og sit udviklingstrins specielle organstruktur og sanseperspektiv. Uvidenhed om denne arts- og evolutionsbetingede forskellighed i livssyn og livsholdning samt det deraf følgende adfærdsmønster er i forbindelse med den enpolede seksuelle aspektering den dybeste årsag til intolerance, stridigheder og anden livssabotage, hvilke foreteelser dog i det fuldt udviklede kosmiske sanseperspektiv ses at være arbejdende detaljer under Guds vilje og fulde kontrol på virkeliggørelsen af en evig verdensplan for kulminerende kærlighed, skønhed og glæde. Dette symbol over det levende væsens sanseperspektiv beånder en gammeltestamentlig erkendelse med ny aktualitet: .. thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge. (Præd. 5.7.).

Den tolvdelte løsning på livsmysteriet, som det følgende symbol repræsenterer, må egentlig siges at være en bekræftelse af Martinus inkarnation som redskab for verdensgenløsningen, der jo ifølge betegnelsens natur må være: ved meddelelse af livsmysteriets kosmiske løsning at udfri menneskeheden af den binding, som den kredsløbsbetingede uvidenhed og heraf følgende isolering fra det kosmiske bevidsthedsocean naturligt har medført.

Midt i et område markeret af de kosmiske grundenergier, der udgør de dominerende komponenter i den aktuelle menneskelige bevidsthedsstruktur, og hvilende i den evige forvandlingsilds flammer, er placeret en tolvtakket stjerne indeholdende tolv kosmiske facitter i symbolform. Stjerneformen er netop ment som udtryk for det guddommelige lys, der vil illuminere enhver bevidsthed, hvori livsmysteriets løsning bliver oplevet som kendsgerning.

Stjernesymbolets tolv grundanalyser er kort resumeret følgende:

1: Individet plus verdensaltets grundenergier er kosmiske realiteter, hvis inderste analyse er "noget som er", hvilket vil sige, at disse realiteter udgør en del af livets evighedsstruktur.

2: Udgående og tilbagevendende impulser er livets oplevelsesprincip og identisk med kausalitetsprincippet, der har sit forløb i ovennævnte energiocean og i virkeligheden er princippet bag universets mangfoldighed af svingninger eller bevægelsesarter. Kausalitetsprincippet udgør en ufjernelig del af det evige liv, ja er selve livets ånde.

3: Den i punkt to nævnte årsags- og virkningslov ses i sit samordnede slutresultat at være udtryk for logik og derfor til glæde og velsignelse for levende væsener, hvilket er bevisførelse for, at al skabelse er under en højere og samordnende styrelses fulde kontrol. Korset, der illustrerer dette tredie livsfacit, er det fuldkomnes symbol: Universet hviler i total fuldkommenhed og harmoni. I kristendommen er korset forlenet med Jesu demonstration af den fuldkomne væremåde.

4: Et blik på det omgivende verdensalt viser en igangværende logisk skabelsesproces, der udtrykker hensigt og opfylder formål. Den videnskabelige forskning afslører samme kendsgerninger i mikrokosmos. Hensigt og formål er udtryk for bevidsthed, og der er således bevidsthed bag alle livsforeteelser.

5: Enhver reaktion, hvad enten denne giver sig udtryk gennem den mineralske, den vegetabilske, den animalske eller den æteriske stofverden, forudsætter et reagerende "noget". Dette "noget" er identisk med det levende væsens Jeg, der således gennem sin tilknytning til materien og dennes vibrationer åbenbarer sig som det levende væsen. Dette levende væsen er lig med det femte kosmiske grundfacit.

6: Livsmysteriets paradoks, nemlig enheden og mangfoldigheden, er illustreret som sjette grundfacit ved symbolet for "Jeg": den hvide trekant, og symbolet for "Det": verdensaltets energi- og bevægelsesocean med dets mangfoldighed af oplevelsesenheder.

7: Ophav til undtagelsesløst al bevægelse er altså Jeg'et, der udgør en uadskillelig enhed i universets ocean af Jeg'er, der videre tilsammen udgør Guds Jeg, medens de kausale impulser og disses virkninger udgør henholdsvis Guds skabekraft og Guds legeme. Livsanalysens syvende grundfacit er således på stjernesymbolet en repetition af de foregående seks facitter og disses opsummering i realiteten Gud som verdensaltets gigantjeg samt dette ultimative Jegs bevidsthed og legeme som udgørende alt, hvad der lever, røres og er til.

8: Ordet "individ" betyder "udelelig", og det ottende grundfacit er en bekræftende analyse af denne udelelige og derfor udødelige livskerne, symboliseret ved den ligesidede trekant. De foregående grundfacitter fører ind til denne livskerne, hvis treenighedsanalyse, således som Martinus har formuleret den i de tre X'er, er enestående og skelsættende i den erkendelsesteoretiske udvikling. Det er da også ud fra sin egen oplevelse af denne udelelige og uhåndgribelige evighedskerne som en realitet, at Martinus har skabt sit vældige altomfattende kosmisk analytiske system kaldet "den åndelige videnskab".

9: I den naturvidenskabelige forskningslinje er det ikke nogen fremmed tanke, at ethvert fysisk legeme repræsenterer et kosmos af individuelle levende enheder samordnet af det pågældende legemes bevidsthed eller livsmagnetisme. Den eksperimentelle kernefysik har endog kunnet påvise individuelle træk i atomets reaktionsmønster. Derimod går det mere trægt, når det gælder erkendelsen af, at den verden omkring os, vi kalder naturen: vor planet, vort solsystem, vor galakse, systemet af galakser og således videre, har samme analyse som det fysisk organiske legeme, nemlig systemer af levende, bevidste, individuelt reagerende komponenter synkroniseret af en samordnende og styrende makromagnetisk livsimpuls. Dog giver for eksempel den verdenskendte engelske professor i matematik og astronomi, James Jeans, i sin trosbekendelse udtryk for en vis erkendelse i den retning, idet han erklærer: "Hvad enten det gælder verdensaltet som helhed eller atomernes indre struktur, viser den mekaniske naturopfattelse sig at være uholdbar. Man kommer her til enheder og foreteelser, der på ingen måde er mekaniske, men som snarere minder om sjælelige end om mekaniske processer. Verdensaltet forekommer mig mere at ligne én stor tanke, end en stor maskine."

Men forudsætter det ikke også udtalt kosmisk blindhed eller påtaget akademisk bedreviden at benægte den kendsgerning, at livsforeteelserne såvel på vor egen planet som i det omgivende univers er udtryk for planmæssighed og systematik? Betegnelsen "kosmos" betyder verdenssystem eller verdensorden i direkte modsætning til betegnelsen "kaos", der betyder verdensforvirring. Og da denne navngivelse af såvel universet under vor egen størrelsesorden som over vor størrelsesorden fortoner sig i uregistreret forhistorie, bliver det åndelig kendsgerning, at store indviede for længst har erkendt et forsynsprincip, der garanterer ethvert levende væsen en evig førelse i logisk ordensfølge og intimt synkroniseret med en altomfattende verdensplan. Som livsmysteriets niende grundfacit har Martinus markeret disse kendsgerninger ved trekanter - livsenheder - inden i trekanter og uden om trekanter. Og er det ikke netop gennem dette forsynsprincip, at Gud Herren vandrer foran det levende væsen og således usvigeligt baner dets veje evigt fremad gennem kosmiske spiralzoner?

10: Enhver form for sansning, hvilket i realiteten vil sige enhver form for livsoplevelse, er betinget af kontrastprincippet. Begrebet "godt" har således ingen selvstændig værdi, men er betinget af sin modsætning "ondt" og vice versa. Lys kan kun opleves på baggrund af mørke, og kærlighed kan kun opleves som realitet på baggrund af en forudgående oplevelse af modsætningen had og vice versa. Dette åbenbare og logiske, men i filosofi og religion ignorerede eller forkætrede princip, indkorporerer mørket og lidelsen som en del af den guddommelige verdensorden. Og er dette ikke den dybe esoteriske bibelske belæring bag anden Mosebogs exodusberetning: at vejen til ethvert "forjættet frihedens land, der flyder med mælk og honning" går via "ægyptisk" trældom over savnets og fortrædelighedernes golde "Sinaj" ørken og gennem prøvelsernes og lutringens "Rødehav?" Jo, det universelle oplevelsesregisters uendelige mangfoldighed er et evigt spil mellem oplevet mørke og oplevet lys, oplevet binding og oplevet frihed. Det er kredsløbets metodik, der igen forløber som spiralkredsløb derved, at det ene evolutionskredsløbs erfaringssum på godt og ondt udgør fundamentet for det følgende evolutionskredsløb, hvorved dette opleves som en højere livsoktav. Kontrastprincippet og spiralkredsløbet som livets kosmiske grundfacit nummer ti har Martinus symboliseret ved trekanten og spiralen suppleret med en særdeles specificerende og forklarende tekst.

11: Den individuelle væremåde udgør energi- eller bevægelseskombinationer, hvis frekvens disponerer deres ophav for påvirkning eller indstrømning af tilsvarende bevægelseskombinationer. Harmoniske kombinationer forbinder sig med omgivelsernes harmoni og virker således direkte bevidsthedsudvidende, medens disharmonisk kombinerede svingningsarter åbner individets skæbne for kaotiske og bevidsthedsindskrænkende impulser. Er det ikke netop denne universelle harmonilov, der teknisk ligger til grund for radiofoni, television og lignende kommunikationsformer? Betingelsen for at komme på bølgelængde med en bestemt sender er, at modtageren indstilles på senderens bølgelængde, og betingelsen for at opnå en ønsket adfærd hos sine omgivelser er, at man først disponerer sin modtagelighed ved selv at praktisere den ønskede adfærd. I alt dette kommer karma- og skæbnelovens guddommeligt udviklende og hårfine funktionelle struktur til syne som åbenbar kendsgerning. Og når man giver sine betragtninger planetær dimensionering, hvad er det da for energiblandinger, der fra de jordiske menneskesamfunds adfærd strømmer ud mod Guds loves dybder? Er det ikke netop den forkerte frekvens, dersom det er fredens, lysets og glædens æteriske kraftstrømme, man ønsker at kontakte? Det globale mørkeområde, som Martinus på bogens første symbol har markeret omkring kloden, udgør jo produktet af den samlede menneskeheds indbyrdes væremåde og udgør samtidig en spærrezone for de kraftige, lyse forvandlingsenergier, der er rede for menneskesamfundene, når menneskesamfundene er rede for dem. Og her er karmaloven i sig selv en forjættelse om, at tidspunktet vil komme, da dette lysets gennembrud vil ske fyldest, idet de mørke karmiske aflejringer vil udløse den lidelsessum over menneskeheden, der i forbindelse med naturlig intelligensmæssig og moralsk vækst vil knægte det uvidenhedens overmod, som på grund af karmalovens sindrige, men dog usvigelige effekt så længe har gjort planeten Jordens bevægelse omkring solen til et kosmisk dødsridt.

Livsmysteriets ellevte grundfacit symboliseret ved trekanten og skæbnebuen den altid tilbage til sit ophav vendende bevægelseskombination - er således det levende væsen placeret som centrum i sine egne skabetalenters univers, der igen i al evighed hviler i et verdensalt af usvigelig logik og dermed uforbeholden kærlighed. Hvilke impulser der end udgår fra det levende væsen, vil disse impulser bevæge sig ud i dette kærlighedsocean og vibrere tilbage med guddommelig åndsnæring afpasset efter den individuelle fordøjelseskapacitet.

12: Og dette er netop konklusionen af de foregående elleve livsfacitter, at alt hviler i guddommelig fuldkommenhed. Den temporære begrænsning i individets evne til at korrespondere med denne fuldkommenhed er udelukkende en kosmisk lovbetinget sansefornyelses- eller selvrealiseringsproces, hvis metodik er, at det levende væsen vekselvis er ét med fysisk materie og ét med åndelig materie. Ånden er det primære, og åndens frugt er kosmisk kærlighed, hvilket vil sige uforbeholden næstekærlighed eller alkærlighed. Den totale altruistiske kærlighed, der er livets primære side eller grundtone, har Martinus markeret med solen som tolvte og konkluderende facit i livsmysteriets løsning. Solen som medium eller transformer for helligåndsenergi eller moderenergien er således evolutionens kulmination og højeste symbol.
 

Symbolet over livsmysteriets løsning indeholder altså tolv logiske facitter, der alle bekræfter det levende væsens udødelighed og dets garanterede evige oplevelsesevne eller bevidsthed fornyet og opretholdt gennem et spiralformet kredsløbsprincip spændende fra de mest sublime åndsmaterier til de mest fortættede fysiske materier og således videre. Men hvori består garantien for, at denne vekselvirkning mellem sansning i materie og sansning i ånd, dette evolutionære perpetuum mobile, styres og vedligeholdes af suveræne kræfter og principper i overensstemmelse med logikkens love? Svaret findes i det følgende afsnit, som Martinus har betitlet "De dyriske og menneskelige tankeklimaer". Dette afsnit består af nøje specificerede analyser af den individuelle tænkeevnes vækst i tilknytning til de seksuelle polers indbyrdes forhold og progressive forskydning i den enkeltes bevidsthed og legemsstruktur. Den mere og mere overhåndtagende forvirring, der præger det seksuelle område navnlig i de såkaldte velfærdssamfund, og som bevirker en stadigt lavere moralsk temperatur, er en følge af den store forvandlingsproces, der foregår i kulturelt fremskredne mennesker, og hvis fuldbyrdelse er intet mindre end menneskenes seksuelle omkalfatring fra hankøns- og hunkønsvæsner til menneskevæsener.

På grund af manglende kendskab til denne forvandlingsproces, dens almengyldighed og ophøjede mål, inkarnerer hundrede tusinder af mennesker jorden over til ulykkelige, men i kosmisk perspektiv dog velsignelsesrige overgangsskæbner, hvor de polære omlejringer i deres seksuelle struktur skiller dem ud fra de storemasser og gør dem til genstand for disse massers hån, spot og foragt. Hvilke kvalfulde sjælekampe er der ikke udkæmpet i sådanne menneskesind? Hvilke tårestrømme er der ikke grædt i det skjulte, og hvilke fortvivlelsens bønner er der ikke opsteget mod det ukendte fra sådanne eneres lønkamre om fritagelse for denne bitre kalk, denne byrde at være anderledes end de andre, at være udskilt fra normen og belejret og bevogtet af intolerante og perfide uvidenhedens repræsentanter?

Men det kærlige, altid årvågne Forsyn har ikke vendt sit blik bort fra disse sine udvalgte pionerer for den store metamorfose, hvis impulser vil vibrere mod den samlede menneskehed, indtil den guddommelige kærlighedsstruktur har taget bolig i dem. Som Krishna åbenbarede sig for Arjuna på slagmarken og vejledede og opmuntrede ham til udholdenhed ved at belære ham om det levende væsens struktur, destination og guddommelige tilhørsforhold, og som Gud skilte Rødehavets vande for det flygtende trællefolk og således friede dette folk fra sine forfølgere, således har det samme himmelske forsynsprincip atter for vore øjne bekræftet sin evige pagt med skabningen og sin aldrig svigtende førelse af den jordiske menneskehed; thi midt i de mentale cykloners og omlejringshvirvlers inferno har han ladet Martinus nedstige iblandt jordens folk og meddele dem sin højkosmiske belæring, trøst og forjættelse: Ved I ikke, at I er vordende repræsentanter for den fuldkomne kosmiske kærlighed, hvis altforgyldende stråler allerede spiller mod jeres hjerter? Ved I ikke, at Guds ånd er i færd med at tage bolig i jer? Ved I ikke, at de store lidelser, der påfristes jer, i virkeligheden er forjættelser om, at Guds rige er for hånden? Ved I ikke, at det temporære jordiske inferno er forvandlingsimpulser, hvis modne effekt er menneskets opstandelse fra dyrerigets organiske egoisme til menneskelegemer af organisk altruistisk tilsnit beregnet for at kunne rumme hele sandhedens, hele gudskærlighedens fylde, beregnet for at kunne give hellere end at tage, beregnet for uforbeholdent at kunne elske alle og alt og elske Gud, den højeste konge, over alle ting? Vær tolerante over for den store planetære metamorfoses pionerer, de som ikke mere blot er formeringens og den sanselige livsudfoldelses tjenere, men under Guds modellerende hænder er ved at tage form og struktur i hans billede efter hans lignelse! Spotter du disse pionerer, spotter du denne evolutionens store Mester, hvis værk er under vækst mod sin fuldførelse!

Den naturvidenskabelige forskning har konstateret, at hvirveldyrets udvikling frem til mennesket af i dag først og fremmest er karakteriseret ved et konstant øget hjernevolumen. Evnen til at tænke tyder således på at være et uomgængeligt led eller måske snarere kriteriet for det levende væsens evolutionære vækst. Men tankefunktion er jo lig med bevidsthed, og mangelfuld eller ufærdig evne til at tænke vil således skabe tilsvarende ufuldkommen bevidsthedsudvidelse, medens den totalt logiske tænkning er lig med kosmisk bevidsthed. Den ydre eller materielle forskning bekræfter således en udviklingslinje. Men da samme forskning bevidsthedsmæssigt kun har korrespondanceevne med materielle facitter, kan den umuligt nå frem til livsmysteriets løsning, som naturligt må være af åndelig struktur og betinge en vis grad af aktiveret åndelig sanseevne eller intuition for at kunne fattes. Tredie bind af "Det evige Verdensbillede" afsluttes med det store symbol over de dyriske og menneskelige tankeklimaer. Symbolet anskueliggør samtidig disse tankeklimaers progressivitet og nøje relation til væsnets seksuelle struktur og trin på udviklingsstigen mellem den dyriske zone domineret af tyngdeenergi og den menneskelige zone domineret af følelsesenergi. Det overordentligt belærende og orienterende symbol i forbindelse med den forklarende tekst må siges med baggrund i Martinus øvrige livssymboler og analyser på absolut fyldestgørende måde at indblæse Guds liv og ånde i den materielle forsknings golde, men interessante kraniemålinger.
 

Symbolet og det tilhørende tekstafsnit omfatter illustration og beskrivelse af tankeklimaer spændende fra det primitive dyrs tågede ydre bevidsthedskontakt til den kosmisk indviedes symmetriske tankestråling, der skaber varme og lyse bevidsthedsregioner, hvori den himmelske visdom kan blomstre, og hvorfra himmelsk manna daler ned over hungrende slægter. Dette sidste afsnit i "Det evige Verdensbillede", III, udgør på én gang en forsonende epilog til det allerede skrevne og en brusende ouverture til det, som skal følge. Men ikke mindst udgør dette afsnit en virkeligt konstruktiv opmuntring til og vejledning for gudesønnen på den videre færd gennem de forestående faser af den store, guddommelige forvandling.

Det er vinter i det jordiske bevidsthedsklima. I form af den jordiske karmas røde skæbneskyer ruger mørket endnu over vandene og himlene omkring kloden skælver af ærefrygt for Guds ophøjede domme. Djævlebevidstheden kulminerer i menneskenes omgangsformer, væremåde og moral. Dette er den sidste store mørkets opstand mod lyset. Men bag de mørkladne horisonter vibrerer forjættelsen om det nye solhvervs nære tilkommende. Energierne vender. Den kosmiske sol går atter nordover. Ånden søger atter opad. Den store forvandling fra dyr til menneske vil ske fyldest. Om nogle få årtusinder vil mørket i menneskenes og Jordens auriske sfærer ikke mere udgøre en truende dom, men være neutraliseret til at udgøre erindringsbaggrund for det inkarnerede kærlighedens brodersamfund, hvorfra lyse og lutrede energikombinationer strømmer uhindret mod Guds blå dybder. Kurs og destination er lyset! Menneskene står på tærsklen til nye riger, verdner og oplevelsesområder, hvor der ikke mere skal være gråd, skrig og pine, hvor kamppladsens sidste dødsklage er forstummet, og hvor døden kun er bevidst intonering i riger af kraft, højhed, lys, ekstase og vælde!