Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et af H. C. Andersens mindre kendte eventyr, et, som fortjener at kendes af mange flere, hedder "Det utroligste". Og selv om det er skrevet for mange år siden, er det højaktuelt den dag i dag. Digteren lader i dette eventyr kongen, bekendtgøre, at den, som kan gøre det utroligste, skal have prinsessen og det halve kongerige.

H. C. Andersen personificerer i dette eventyr de to kræfter i menneskets sind, der hver på sin vis kan præstere det utroligste, som de har gjort det gennem årtusinder, og som de gør det i dag: den onde nedbrydende, magthaveriske og egoistiske side og den humane, skabende, forskende og næstekærlighedsbefordrende side. Men det ville ikke ligne den store eventyrdigter at slutte sin beretning med den brutale magts sejr. Eventyret ender godt, fordi han selv troede på det godes sejr. Man kan naturligvis indvende, at det kun er i eventyrerne, det går sådan; i livet er det anderledes, der får brutaliteten oftest det sidste ord. Og dog er det et spørgsmål, om ikke eventyret har ret, fordi det på sin måde, en genial måde, fortæller om livet. Men lad os inden vi beskæftiger os med dette: at ende godt, se lidt mere på det utroligste.

Så længe der har været mennesker, har der også været myter og eventyr, og fælles for dem alle er, at de lukker porten op til en verden, hvor alting kan ske, også det utroligste. Men med den udvikling den fysiske videnskab gennem de sidste 100 år har gennemløbet, og som har ført til den nøgterne udmåling af universets detaljer og detaljers detaljer, må eventyret vel være trængt tilbage til barnekammeret? Hvordan kan der blive plads til eventyr i en verden af mål- og vægtfacitter, maskiner, statistiske tabeller m. m.? Virkeligheden viser os, at der i høj grad er brug for eventyret og myten også i vor tid. Mange moderne forfattere iklæder nogle af deres produkter det fantastiskes og det utroligstes kappe for at udtrykke, hvad de har på hjerte. De må fabulere, de må vise tingene fra nye synsvinkler og kan ikke nøjes med en snæver naturalistisk form. De må fortælle, at verden ikke blot er det, den ser ud til at være, men meget, meget mere.

Hidtil har livet for de fleste mennesker været som et af de uhyggelige eventyr, eller rettere som den uhyggelige del af mange eventyr, som kommer før end dette, at "det ender godt". Mange variationer af elendighed, krig, sygdom og ulykke har præget menneskenes liv. Vel har der været lysglimt i alt det mørke, men de er ligesom blevet opslugt af mørket. Fine kulturer er bygget op, som, når vi læser om dem eller ser ruinerne af dem, må synes os det utroligste. Men "manden med øksen", krigen og den rå magtudfoldelse, har også udført det utroligste: at ødelægge på øjeblikke, hvad andre har skabt gennem århundreder. Det får pessimisten til at sige: "Ja, livet selv har vist, at det ender i den forfærdeligste elendighed, det er ikke som eventyrene, der ender godt". Det er en naturlig indvending, men den kan man møde med et spørgsmål: har livet overhovedet vist, at det ender? Nej. Såvel som det heller ikke har vist, at det begynder.

Tilsyneladende begynder vort liv ved undfangelsen og fødslen og ender med døden. Men selve den fysiske videnskab lærer os jo, at vi ikke skal tro på tilsyneladelser. Intet er blot det, det ser ud til at være, heller ikke en begyndelse og en afslutning. Den fysiske videnskab er, uden at man er helt klar over det, ved at bane vej for en ny forståelse af liv og død. Den baner møjsommeligt vejen frem til tærskelen af den verden, hvor det eventyrlige bor. Men den må, ligesom Moses, selv blive uden for "det forjættede land". Til det, der nu skal opdages og udforskes, er de hidtil anvendte videnskabelige metoder og redskaber ikke tilstrækkelige. Det betyder ikke, at man nu skal til at være uvidenskabelig, blot at man nu også må tage andre kræfter i brug. Videnskaben kan ikke vedblive kun at være en fysisk videnskab, og forskningen ikke kun fysisk forskning. Åndsvidenskab og åndsforskning må føre menneskeheden over grænsen til forståelsen og oplevelsen af det utroligste: at hver eneste af os er et evigt væsen, i øjeblikket på vej mod en suveræn tilstand af skabende livsudfoldelse, som eventyrernes flyvende tæpper, tryllestave og lignende "rekvisitter" er symboler på. Vi er på vej til at overvinde det, vi kalder tid og rum. Vi er jo så småt begyndt på det. Men ikke blot det; vi skal lære forvandlingens kunst. Ikke at forvandle andre, men at forvandle os selv, at materialisere og dematerialisere vor egen tankeverden. Det er vel det utroligste. Men ligesom den unge mand i eventyrene først vinder prinsessen og det halve kongerige ved at overvinde vanskeligheder, hvor hans moralske habitus består sin prøve, vil det jordiske menneske også først vinde eller udvikle sin modsatte pol (prinsessen) og dermed "kongelig" suveræn magt over livets fysiske og psykiske love ved at udvikle de etiske kræfter, broderskab og næstekærlighed, i sit sind. Og det sker kun gennem modgang, vanskeligheder, besvær og lidelser, gennem det utroligste mørke, som ved at overvindes forvandler menneskets sind, så det bliver i stand til at skabe og opleve det utroligste lys.

Det er først og fremmest atomforskningen, der har bragt videnskaben til tærskelen af "det utroligste". Man er trængt ind i en usynlig verden, og den usynlige verden var tidligere forbeholdt eventyret og religionen. Vel er det ikke usynlige væsener som feer og trolde eller engle og djævle, man fandt, men at man dog fandt usynlige væsener, er man begyndt at få en anelse om. Niels Bohr talte om individualitet hos atomerne, og kan individualitet være andet end udtryk for levende væseners tilstedeværelse?

Der er endnu noget højst utroligt, som den moderne videnskab har konfronteret mennesket med, noget der har skabt utrolig lidelse og smerte, død og lemlæstelse, og som har fyldt millioner af menneskers sind med angst for fremtiden. Dette utrolige har mere end noget andet understreget, hvor vigtige de etiske kræfter er for menneskehedens beståen og videre udvikling. Det er atombomben.

I vore dage er man så småt ved at opdage, at der ikke bliver nogen sejrherre efter en krig. Man har fundet ud af at frigøre naturens inderste kræfter, de kræfter, der i bunden form er det fysiske livs fundament, så menneskeheden må frygte, at den er ved at opløse sig selv, hvis den misbruger disse kræfter. De berømte ord: "Hver den, der dræber med sværd, skal selv omkomme ved sværd", som man har kendt i snart 2000 år uden at forstå deres forbindelse med virkeligheden, er nu, da sværdet er blevet til atombomben, rykket menneskene så nær ind på livet, at nogle mennesker begynder at se virkeligheden i øjnene. Og alligevel synes muligheden for en varig fred netop nu det utroligste af alt, en ren utopi. De stridende parter bruger ikke atombomber - endnu. De har dem som trumfer i baghånden, medens de spiller deres krigsspil om "magten og æren". Deres præster siger ganske vist, at det er noget, der tilhører Gud i al evighed. Men Gud, han er da det utroligste af alt, han ville ikke tillade atombomber, siger man, og derfor tror man ikke på ham.

Videnskabsmænd og teknikere har været med til at skabe bedre og bedre våben og har dermed banet vej for den totale krig. Vil de også kunne bane vej for den totale fred? Det kan de i alt fald ikke gøre alene. Kunst, religiøsitet, filosofi og alle andre humanistiske kræfter må medvirke. Men der mangler noget, der kan forene alle disse menneskelige kræfter, en etisk basis, et fast punkt. Engang var guderne det faste punkt for de forskellige folkeslag, men de var lige så ofte faste punkter i krig som i fred. Desuden er vore dages religioner stivnet i dogmatisk snæversyn, så intellektuelt betonede mennesker har svært ved at inspireres af dem. Gud er næsten et uartigt ord i vor tid, i alt fald noget, man helst ikke ser sat i forbindelse med videnskabelig forskning, kunst og filosofi.

Engang var både kunst og videnskab kirkens ydmyge tjenere, og det, kunstnerne søgte at give udtryk for, såvel som det, forskerne ville, når de prøvede at finde ud af, hvordan tingene fungerede, var "til ære for den højeste og til gavn og glæde for menneskene". Men både kunst og videnskab blev løsrevet fra kirkens diktatur og MÅTTE løsrives, da det efterhånden viste sig, at diktaturet ville begrænse kunstens og videnskabens videre udfoldelse og udvikling. Hver på sin vis fortæller de om "Guds billede" eller virkeligheden, og da kirkens dogmatiske gudsbillede blev forældet, måtte deres veje skilles. Men både videnskab og kunst arbejder stadig - hvor utroligt det end kan lyde for mange mennesker - med at vise menneskeheden "Guds billede". Gud er større end kirker og religioner, Gud er "det hele", og videnskaben har vist en vej, der også fører til Gud, uden om dogmer og blind tro. Men, som før nævnt, den fører kun til tærskelen af den usynlige verden. Derefter opløses alt i tåge for de fysiske sanser, da er vi i den verden, som er ånd, den verden, som på lidt forskellig måde er åbenbaret i religionerne, og som kunstnere gennem deres inspiration har været i større eller mindre berøring med. Den verden er ikke så mystisk og langt borte, som vi kan være tilbøjelige til at mene, tværtimod, den er os nærmere end vi tror, den er DET VÆSENTLIGE i hvert levende væsen. Den slumrer i mineralet, vågner til anelse i planten, til begyndende bevidsthed i dyret og til bevidsthed om "jeg og det" og til begyndende skaberkraft i mennesket. Men hvorfor skal vi slutte der? Livet er ikke blot det, der er sket, og det, der sker. Det er også det endnu-ikke-skete, som nuet bærer i sit skød. Mennesket er endnu kun et væsen, i hvem animalske nedbrydende kræfter eksisterer side om side med de begyndende menneskelige. Historien viser os, at de nedbrydende kræfter endnu har været de stærkeste, men den viser os også, at længsler og drømme om det utroligste er blevet realiseret i handlende skaberkraft, så noget nyt er blevet bygget op. Det er som om begyndelsen til noget større end det, vi nu er, er nedlagt i vort sind, men det koster sjælekamp, tålmod og ihærdighed at få det frem. Vor verdens skæbne er, i langt højere grad end det enkelte menneske tror, afhængig af dette enkelte menneskes arbejde med sig selv og sit sind. Et sådant arbejde vil engang føre menneskeheden mod mål, som ligger lige så højt over dens nuværende stade, som dette ligger over plantens og dyrets.

Når vi lever i demokratiets tidsalder, eller lad os nøjes med at sige begyndelsen, den spæde begyndelse til demokratiets tidsalder, betyder det ikke blot, at det politiske parti, som får flertal ved et folkevalg, skal danne regering. Ej heller er demokrati noget, der blot skal give sig udtryk i partipolitik, der desværre ofte, selv i såkaldte demokratiske partier, kan være temmelig udemokratiske. Demokratiets indførelse vil i virkeligheden sige en fundamental ændring i forståelsen af ansvarets placering. Det betyder, at det enkelte menneske er medansvarlig for vor verdens videre udvikling.

Disse mennesker er begyndelsen til noget, der har med mange menneskers fremtidsdrømme og længsler at gøre. De er begyndelsen til "en ny himmel og en ny jord", hvilket vil sige en ny bevidsthedsudfoldelse og væremåde på jorden. At det nogen sinde skulle blive virkelighed, tør mange ikke tro. Det er jo også lettere at sige: "Der har altid været krig, og der vil altid vedblive at være krig". Men ved at tænke sådan lukker mennesket sig inde i krigens onde cirkel. Freden er en mulighed, der ligger som en spire i det enkelte menneske, en mulighed, der har utrolige perspektiver. Den kan gøres til virkelighed i det enkelte menneskes hverdag, og som hjælp dertil er der skabt en videnskab, som vi godt kan kalde fredsvidenskaben. Det er videnskaben om det utroligste, om den usynlige virkelighed, som er i alt og alle. Den fortsætter, hvor den fysiske forskning må standse, og den kan, efterhånden som dens sandheder går op for menneskene, bringe ny inspiration til kunsten, religionerne og det politiske og praktiske liv uden at danne sekter, -ismer, foreninger eller partier. Denne videnskab er Martinus kosmologi, som først og fremmest er skabt for at give inspiration til det enkelte søgende menneske i hans eller hendes forsøg på at orientere sig i den verden af utrolige begivenheder og ting, som omgiver os alle.

Den fysiske forskning har vist os, at livet overalt er bundet af love, der betinger såvel stoffernes reaktion som himmellegemernes kredsløb, de mindste og de største ting i vor verden. Martinus viser i sine analyser, at lignende love gælder i den psykiske verden, som også er VOR verden. Årsags- og virkningsloven er ikke blot en fysisk, men også en psykisk, ja, en kosmisk lov. Vi taler om den blinde skæbne og om tilfældighedernes spil i vor livssituation i dag, hvor meget ser så tilfældigt ud. Martinus siger derimod direkte, at hvis et støvfnug kunne lægge sig tilfældigt, ville hele verdensaltet være af lave. Det er måske også det, mange mener, at det er. Men Martinus påviser, hvordan vor situation er en virkning af årsager, der strækker sig langt ned i dyreriget, som vi stadig tilhører og først er på vej ud af. Dyrerigets lov er magtens lov, den stærkestes ret til at dominere med sin form for livsudfoldelse, hvor utroligt pinefuld og absurd den end kan virke på mange af de svagere. Men netop denne erfaring vil gøre de svage stærkere på længere sigt, så de på basis af indvundne erfaringer og udfoldelse af energi og skaberkraft kan yde det utroligste på helt nye felter, overfor hvilke den gamle volds magt kommer til kort.

Vi er endnu i dyreriget, men gennem "skabelsens" mange forvandlinger er vi ved at blive mennesker, "mennesket i Guds billede", hvilket vil sige medskabere og medarbejdere i universets skabende forvandling. Det utrolige i Martinus kosmologi er, at alt bliver logisk, selv ulykken og smerten, alt det såkaldte onde får sin naturlige plads i helheden som dét ubehagelige gode, uden hvilket de levende væsener ikke ville være i stand til at skabe og opleve det behagelige gode til gavn og glæde for omgivelserne. Mørket er den baggrund, mod hvilken lyset kan opleves som lys. I sit verdensbillede afslører Martinus de verdenskredsløb, der som årsager har bragt menneskeheden og det enkelte menneske ind i den nuværende situation, som kun er et led i en skæbnedannelse, der i fremtiden skal bringe os det utroligste - ikke i retning af krig og uhyggelige begivenheder, men i den skabende og næstekærlighedsbefordrende retning, vi længes efter. Det betyder ikke, at vi så blot kan sætte os hen og vente på, at alt dette skal komme. Det kan kun komme som en virkning af de årsager, vi selv sætter i gang gennem vore tanker og skabende handlinger i nuet. Læren om reinkarnation og karma, som for mange vesterlændinge står som det utroligste udslag af primitiv østerlandsk overtro og fantasi, bliver gennem analyserne til en logisk udredning af livets kredsløbsprincip, som gælder for alle levende væsener, enten det er dem, vi kalder atomer og celler, eller dem vi kalder himmellegemer. Eller dem vi umiddelbart opfatter som levende: planter, dyr og mennesker. Eller for sådanne væsener, som religionerne har kaldt engle og højere ånder, noget, der for det moderne menneske er det utroligste, fordi han forbinder det med englevinger og helgenglorier og andre billedbibelske "rekvisitter". Martinus sætter alt dette på plads, uden at det utrolige bliver mindre spændende, tværtimod, men det bliver logisk sammenhængende. Ikke med tør logik, men med det overblik, der viser de utroligste muligheder for fremtiden.

Lad os vende tilbage til vort udgangspunkt, H. C. Andersens eventyr "Det utroligste". Manden med øksen i eventyret er sprællevende i dag, i Dem, i mig og i masser af andre mennesker. Han er den del af vor animalske livsudfoldelse, der endnu er tilbage i vort sind som egoisme, hidsighed, magtbegær, hensynsløshed og en lang række andre egenskaber. Han er det ene af menneskets to sind. Det andet sind, der vil det gode, har Andersen symboliseret med den unge mand, der havde bygget det både teknisk og kunstnerisk fine ur, og som karakteriseres som hjertensgod og barneglad. Han lever også i os. Det er det begyndende menneskelige, der kan drømme og længes efter en bedre verden, men som heldigvis også er i stand til at realisere noget af sin drømmeverden.

I nogle digteres værker vil den opmærksomme læser opleve, at de skriver sig fri af det onde ved at prøve at finde en mening i det, ved at fortolke det, som noget, der set i et større perspektiv, viste sig at være til gavn. H. C. Andersen hørte så absolut til disse positive fortolkere af livet. Han repræsenterede det, man med et gammelt ord kalder en "teodicé", en positiv fortolkning af det onde. Man ser det også i følgende citater fra hans to romaner "improvisatoren" og "De to baronesser": " - selv hver ulykke, hver sorg var overgangen til noget bedre." "Igennem hvert enkelt menneskes liv går der i småt og stort en usynlig tråd, der viser, at vi tilhører Gud." "Det som Andersen kaldte lykke", skriver forfatteren Villy Sørensen, "havde intet med borgerligt velvære at gøre, det var snarest et magisk begreb som det oldnordiske lykkebegreb: at have lykken med sig vil sige at opleve at alt, hvad man foretager sig har mening, at være "lykkelig" vil sige helt at være sig selv. Men dette er kernen i al religiøs mystik: at i samme nu man helt er sig selv, er man også noget mere, det er som man træder i berøring med noget, som ellers er skjult for mennesket, og som det egentlig ikke må se, det kan digteren føle i sin lykkelige inspiration."

Åndsvidenskaben vil lidt efter lidt afsløre den verden for os, som vi kalder "usynlig" eller "overnaturlig". Men vi får kun det indblik, som vor moral og etiske livsholdning tillader os at få. De er "tærskelens vogtere". Vi kan være nok så intelligente, og vi kan have nok så megen kendskab til psykiske fænomener, men det hjælper alt sammen ingenting, hvis ikke den livsform, den store livskunstner fra Nazareth virkeliggjorde i verden, næstekærligheden og ydmygheden, er den drivende faktor. Indstiller vi os på denne "universets grundtone", som Martinus kalder den, både i vort lønkammer og i vore forsøg på praktisk livskunst, vil vi få at se, at vi er på vej ud af den mørke del af livets eventyr og nu selv som digtere skal være medskabende og bevirke, at det "ender godt". Men vi vil også få indblik i, at det aldrig virkelig ender, og at det indeholder så utrolige muligheder, at vi i vort nuværende liv står ved porten til en så strålende virkelighed, at alle digternes skønneste eventyr blegner derved.