Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den livserkendelse, som de humane religioner har frembragt, har således følelsesmæssig overvægt og kan derfor ikke repræsentere det endelige stadium i udviklingen mod det "rigtige menneske". Den må afløses eller suppleres af en kulturimpuls, som kan berige menneskeheden med et dyberegående kendskab til universets og livets fundamentale natur. Denne impuls har til opgave at supplere religionernes kærlighedsideal ved at erstatte de irrationelle trossætninger med viden om livets fundamentale love. Martinus: "Men da det kun var de i de nævnte religioner forekommende dybeste kerneideer, der var af universel eller international natur, medens de ydre former og tilpasninger udelukkende var baseret på det særlige folk, i hvilket hver især af de nævnte religioner var opstået, kunne en sådan religion aldrig nogen sinde blive helt fyldestgørende for et andet folk end det, til hvis erfaringer og udviklingstilstand den særligt eller specielt var tilpasset. Og de forskellige såkaldte "verdensreligioner" fremtræder derfor også skarpt overfor hverandre, og ikke en eneste af disse vil være i stand til at udfylde de betingelser, der er absolut nødvendige for en religion, der skal kunne være specialreligion for hele verden eller for den samlede jordmenneskehed. Men da de som før nævnt har i sig internationale ideer og tendenser, påvirker de dog hver især jordmenneskeheden til at stile mod enheden, mod "én hjord, én hyrde". Og den samlede jordmenneskeheds religiøse sammenslutninger, trossamfund og religioner er i virkeligheden hver især at ligne ved de spredte enkelte dele i en nebulose, der er i færd med at fortætte sig for derved til sidst at komme til at udgøre et fast legeme. Dette faste legeme vil være den samlede jordiske menneskeheds absolutte forening under én religion.

Men en religion, der skal formå at koncentrere hele den samlede jordmenneskeheds interesse i sig, må være af en sådan natur, at den er inspirerende lige såvel for videnskabens mest fremragende repræsentanter som for repræsentanterne for den mest primitive uvidenhed. Den må kunne give ufejlbarlige svar på alle Vestens såvel som Østens erfaringer og oplevelser. Den må tilfredsstille alle folkeslag. Men en religion, der skal tilfredsstille så enorme krav, kan ikke være af lokal natur. Den kan ikke tage sigte på et særligt folk, en særlig videnskab eller et særligt erfaringsfelt. Den kan ikke være partisk for nogen eller noget. Den må lade enhver tænkelig mulighed for udvikling stå åben. En sådan religion må derfor være ikke alene af international natur, men også af universel natur. Den kan ikke blot være en forestilling om sandheden. Den må være sandheden selv. I modsat fald vil den komme til kort. Den vil blive en adskillende i stedet for en forenende kraft. Den vil skabe splid mellem sine tilhængere og "ikke-tilhængere". Den vil sætte skel mellem "troende" og "vantroende", mellem "frelste" og "fortabte". Den vil gå imod sin opgave og skabe nationalisme i stedet for internationalisme, skabe selviskhed i stedet for uselviskhed og derved blive en kilde til ufred i stedet for at blive en basis for opfyldelsen af jordmenneskenes ønske om en varig fred. Den religion, som således skal formå at gøre den i racer, nationer og trossamfund adskilte menneskehed til "én hjord", kan altså kun udgøres af en realitet, der absolut er ens for alle mennesker, ganske uafhængig af om disse tilhører den hvide eller de kulørte racer, ligegyldigt om de tilhører natur- eller kulturmennesker. Den må vise enhver tings berettigede plads i den guddommelige verdensplan og derved gøre alt forståeligt og alle forståelige. En sådan religion kan ikke udgøres af en "lavet" religion, men absolut kun af "livets egen religion", eller selve den evige sandhed i utilsløret tilstand. Dette vil igen sige det samme som en i harmoni med alle erfaringer fremtrædende viden om livets dybeste love, dybeste problemer eller den guddommelige verdensplan. Den overbevisning om livets højeste problemer, der skal være så stærk, at den kan samle og forene alle jordmenneskers højeste interesser i sig og derved blive det klippefaste tyngdepunkt, på hvilket det kommende menneskerige kan hvile, kan ikke være en myte, et sagn, en formodning eller teori, en kombination af overleveringer eller dogmer. Det kan ikke være en overbevisning, der er blevet autoritet, fordi den er buddhistisk, muhamedansk eller kristen. Det kan heller ikke være en overbevisning, der er blevet populær, fordi den er østerlandsk eller vesterlandsk, fordi den er europæisk eller amerikansk, fordi den er materiel eller religiøs. Det kan kun være en overbevisning, der har autoritet, fordi den er en kendsgernings analyse, har rod i jordmenneskehedens daglige liv og virkelige erfaringer. Den åndelige basis, der skal gøre alle folkeslag på jorden til "én hjord" eller enhed, kan således ikke udgøres af en tro på, men en oplevelse af Guddommen. Den må være selve synet af den evige Fader. Ligesom individet har lært at opleve dag og nat, sommer og vinter, hav og land, således må det også lære at opleve den ene store Gud, den ene store "hyrde". Kun i denne oplevelse alene ligger al visdommen, lykken og harmonien. Og kun igennem den vil verdensfreden kunne befordres til jordens zoner, og det guddommelige, rigtige menneskerige opstå. Men at opleve Guddommen er jo det samme som at opleve dennes manifestationer. Disse vil igen være at udtrykke som væsenernes daglige tilværelse eller oplevelse af livet. Men at opleve den daglige tilværelse med alle dens foreteelser, dens såkaldte "forbrydelser", lemlæstelser, krig, ulykker, armod, nød og sygdom, såvel som dens lyse sider som identisk med Guddommens manifestationer, har individet ikke evne til, før det ser disse realiteters sande identitet, plads og hensigt i den guddommelige verdensplan og derved bliver vidne til, at de samme realiteter har en guddommelig mission, fører til et guddommeligt og ophøjet mål, og at de alle uden undtagelse er i den højeste kontakt med begrebet "Alt er såre godt". At få denne evne, at komme til at se livet fra så stort og ophøjet et horisontområde, at hele verdensplanen bliver synlig, bliver til viden, vil altså udgøre den fælles åndelige interesse, den absolut eneste religiøse basis, der kan forene alle jordmennesker til ét folk, til ét rige, til én "hjord"." (Livets Bog, I, stk. 89-90).

Denne nye kosmiske kulturimpuls er allerede begyndt at gøre sig gældende i menneskeheden. Dens første symptomer er videnskabens fremkomst, som Martinus sammenligner med havduften nær havet. Desuden viser den sig i moderne kunst, musik og arkitektur, som til trods for deres ufuldkomne form i dag har en strålende fremtid for sig.

Også indenfor det politiske viser den nye kulturimpuls sig, nemlig som en bevægelse bort fra den enevældige, formyndende statsform frem mod et demokratisk styre, der bygger på borgernes medbestemmelsesret i samfundets ledelse. Som historien dokumenterer, har heller ikke den nye verdensimpuls kunnet vinde indpas uden svære gnidninger og konflikter med det ældre kulturlag, repræsenteret af de ortodokse religioner og de autoritære statsformer. Der udfoldede sig voldsomme stridigheder mellem de mennesker, som troede på det nedskrevne og hævdvundne, som autoriteterne stod inde for og de personer, for hvem iagttagelser i kikkerter og mikroskoper i forbindelse med logisk tænkning var større sandhedsvidne end skriftens og autoriteternes ord. Da den gamle impuls' tilhængere var i overtal, blev de første videnskabsmænd genstand for forfølgelser og henrettelser i det omfang, deres videnskabelige resultater afveg fra skriften. Det er ikke mærkeligt, at reaktionen mod det religiøse diktatur, som totalt krænkede den nye impuls' princip: frit at tænke, tro og tale, blev en fremvoksende irreligiøsitet. De banebrydende videnskabmænd i Vesten i 16. - 17. århundrede var interessant nok ikke irreligiøse, men opfyldt af religiøs og videnskabelig idealisme i deres bestræbelser på gennem eksakte natur-studier at få mere at vide om Guds univers. Men i det 18. - 19. og 20. århundrede vendte billedet: flere og flere kastede det religiøse verdensbillede bort dels på grund af en følelsesmæssig reaktion på kirkens despoti og intolerance og dels fordi det forekom dem håbløst ulogisk og uvidenskabeligt. Materialisme som livsanskuelse opstod, som skulle medføre et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie. De religiøse værdier, sjælen og enhver form for metafysik blev latterliggjort. Kun det fysiske stof eksisterede. Universet var ét stort formålsløst maskineri og menneskene var fysisk-kemiske robotter. Med de religiøse værdier kuldkastedes også de etiske. Når Gud ikke eksisterede, var morallovene ugyldige og enhver var sig selv nærmest. Biologiske udviklingsteorier, som mente at dokumentere, at de dyr, som havde overlevet den biologiske historie, havde været i stand til det i kraft af deres overlegne egenskaber, ikke mindst deres kraft og styrke, bekræftede berettigelsen af det irreligiøse menneskes mest dyriske drifter. Med biologisk hjemmel og med bistand i teknik og videnskab fremstilledes forfærdelige våben, som mangedoblede effekten af det dræbende princip. Fremmede, primitive folkeslag underkastedes og udnyttedes som slaver og billig arbejdskraft, samtidig med at disse teknikstater indbyrdes udkæmpede blodige krige med stedse grusommere våben.

Denne tilstand, som endnu i det 20. århundredes midte er karakteristisk, idet man allerede i dette århundrede har oplevet to verdensomfattende krige og frygter en tredje, som må påregnes at ville udslette det meste af livet på jorden, samtidig med at små lokale krige som en slags forprøve på det store opgør til stadighed raser forskellige steder på jorden, er for Martinus ensbetydende med kulminationen af åndelig død. Her er den fulde virkning af at have spist af Kundskabens Træ manifesteret. Mennesket er nu længst væk fra de åndelige verdener, fra det virkelige liv i sin passage gennem mørkets og dødens zoner. Her har mennesket vendt sit guddommelige ophav ryggen og kender kun sit eget begær og sin egen frygt.

Det kan forekomme mærkeligt, at denne nye kosmiske verdensimpuls, hvis centrale formål er at supplere verdensreligionernes kærlighedsbud med et logisk, videnskabeligt grundlag, skulle medføre en sum af nød og rædsler, død og lemlæstelse, som langt overgår alle tidligere perioder i historien. Men Martinus gør gældende, at menneskeheden herigennem oplever de fødselsveer, som må gå forud for dens færdigskabelse og dens kosmiske indvielse. Menneskeheden vil gennem disse begivenheder repetere og opsummere i forstærket form alle det dræbende princips konsekvenser. Menneskenes samlede udviklingsstandpunkt, dets menneskelige-, etiske- og religiøse evner, skabt gennem en lang række inkarnationer, er i virkeligheden af en så stor lødighed og kvalitet, at det er muligt gennem en sidste voldsom renselse at få dets kosmiske evner til at bryde igennem. En primitivere menneskehed ville måske have destrueret sig selv med de uhyggelige våben, som i dag står til rådighed, men det er Martinus faste overbevisning, at for den nuværende menneskehed vil de begrænsede krigsrædsler være tilstrækkelige til at fungere som en anskuelsesundervisning af godt og ondt, en, verdensomspændende illustration af, at samliv mellem åndsvæsener er betinget af tolerance, forståelse og kærlighed.