Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad er det for kræfter, der sønderslider et samfund, som tilsyneladende intet savner for at kunne blomstre som en kulturel enhed i fuldkommen harmoni med de højeste idealer, de dristigste drømme og de videste sociale perspektiver? Hvad er det for kræfter, der driver menneskene afmægtigt gennem Hades efter Hades af frigjort karmisk mørke til trods for den ydre videnskabelige kunnens absolutte kulmination? Hvad er det for kræfter, der midt i en verden af materiel velstand og tæmmede naturenergier gør skabningen fredsløs og hvileløs; midt i en verden af levende kilder får mennesket til at vansmægte af tørst; midt i en verden af levende føde får mennesket til hungrende at søge næring i nihilisme og tomhed; midt i en verden af blomstrende vidder får mennesket til at fæste bo i ørkenens goldhed? Hvad er det for kræfter, der i en verden af muligheder for at elske og kærtegne får menneskene til at myrde og lemlæste; midt i en verden af muligheder for at tænde smilets og glædens rolige lys får mennesket til at markere sine jordiske spor, sin lokalitet i Guds rige, med gråd og tænders gnidsel?

Svaret er, at denne for mennesket at se uovervindelige og ubetvingelige kraft er seksualkraften i dens enpolede aspekt. Martinus energianalyser i almindelighed og hans lære om polforvandling i særdeleshed viser klart, at seksualkraften i sin overgangsfase, således som den er aspekteret i det almene menneske af vor tid, binder menneskene til dyrehammen, begrænser dets frie vilje og frie tænkning og i det væsentlige giver de instinktførte talenter for anvendt tyngdeenergi dominans.

Seksualkraften er ubestrideligt den drivende kraft i enhver form for skabelse og dermed i enhver form for bevidsthedsudvikling. Alene denne kendsgerning gør det klart, at der er seksualkraft bag enhver tanke og enhver bevægelse. Blot må begrebet seksualkraft og begrebet erotik ikke helt gøres identiske, dersom man med erotik forstår den kønslige akt mellem mand og kvinde.

Hos dyret, hvor hjernen som organ for den ydre bevidsthed endnu ikke har tilstrækkelig kapacitet, er seksualkraften udelukkende virksom for artens beståen såsom instinktet for at finde føde, instinktet for selvbeskyttelse gennem forsvar og camouflage samt formeringsinstinktet og instinktet for beskyttelse af afkommet. Efterhånden som hjernekapaciteten vokser, og dyret forvandles til det begyndende menneske, vokser interessen og drifterne ud af dette ensporede leje, og menneskene "får så mange sære ting for'', som profeten udtrykker det. Men har mennesket end sådanne sære ting for, er det dog i væsentlig grad engageret i samme ydre fysiske virke som dyret, nemlig den daglige kamp for selvopretholdelse, parringsdriftens tilfredsstillelse samt beskyttelse og sikring af afkommet under opvæksten.

Hvor imidlertid større hjernevolumen, mere sublim hjernekvalitet og dermed større bevidsthedskapacitet og mere nuanceret skabeevne ud over de nævnte til kødets opretholdelse knyttede foreteelser gør sig gældende, dér begynder det virkelige menneske at komme til syne som mere end blot et formeringsvæsen, nemlig som den vågnende gudesøn - den vågnende ADAM.

Medens den erotiske akt i væsentlig grad animerer det fysiske legeme til voldsom aktivitet, er det som om den videreudviklede seksualisme i form af den kunstneriske åndelige indgivelse tvinger legemet til stilhed ind for noget uhåndgribeligt ophøjet, noget skønt, rent og ædelt. Fryd og ærefrygt opfylder sindet og får hjertet til at bæve. Gud toner frem som levende virkelighed i menneskets inderste centrum. Ord og toner, farver og former, lys og vælde omgiver dette centrum med harmonisk lydløs brusen, der forlener opleveren med en egen usigelig glæde og vished. Enhver af skaberglæde besjælet håndværker, enhver digter, enhver kunstnerisk benådet maler, enhver billedhugger og komponist har i de mest inspirerede stunder oplevet den seksuelle skabe- eller undfangelsesakt i denne sin højeste og virkeligt guddommelige aspektering, sin hele oprindelige fylde.

Og dette er Guds kalden og skabningens vågnende lydhørhed for denne kalden: Adam, hvor er du? - Og den som hører, svarer med bævende hjerte: Ja, Herre, her er jeg! Drag mig nærmere ind til Din rene væren! Rens mig yderligere for jordisk tyngde med Dit ords lutrende ild! Kald mig oftere og oftere gennem Din store, Din vederkvægende stilhed, at jeg må sejre over dyret, at jeg helt må frigøre mig af dette lavhedens klædebon, at jeg som Din frigjorte søn, Din suveræne Adam må dvæle i Dit hjertes belivende altforklarende glorie!

Hvor guddommeligt salighedsflimrende et lys og velvære den animalske forplantningsakt end kan forlene sine oplevere med, er der dog en evolutionær afgrund mellem denne oplevelse og den bedagede kunstneriske skabelse. Men ikke desto mindre har begge disse foreteelser rod og oprindelse i samme guddommelige ild. Begge er rørelser i Guds hellige bevidsthed.

Endnu føler skabningen sin nøgenhed ind for Gud, endnu skjuler skabningen sig i haven under kundskabens træ; men Guds kalden vibrerer med forøget styrke mod Skabningens hjerte og registreres gennem mere udviklede følelses- og intelligenslegemer. Flere og flere hører denne kalden. Nogle fornemmer den som en svag, ubestemmelig dragning, andre som en aldrig stilnet længsel, der gør de pågældende fredløse og hvileløse på jord, indtil dyrehammen helt er afkastet, og den frigjorte Adam iklædt livets funklende sejrskjortel befinder sig ret ind for Guds evige trone. "Den som sejrer" er netop det væsen, i hvem den sekundære pol eller næstekærlighedspolen er af en sådan størrelsesorden, at forplantningsinstinktet er under absolut kontrol af de højere energilegemer såsom følelses- og intelligenslegemerne.

Det er privilegeret at vide, at vi har en sådan sejrende Adam iblandt os - et menneske som ikke føler sig nøgen og uværdig ind for Gud, men som i al sin væren er et med denne sin inderste oprindelse, og som vover at sige det: Jeg og Faderen, vi er ét! - Takket være denne nærværelse er de seksuelle veje og afveje kortlagt. Ingen skal mere søge og spørge forgæves. Hos det jordiske menneske er der nu deponeret en fyldestgørende redegørelse for de vældige kræfter, der i hvert enkelt kulturelt fremskredent individ kæmper en sidste drabelig og afgørende kamp om herredømmet. Det er kampen mellem den organiske egoisme og den organiske altruisme, kampen der i Åbenbaringens Bog er betegnet som "djævelens sidste kamp".

Og det er på denne sindets valplads, midt i stridens larm og hvirvler, at individ efter individ, enhed efter enhed pludselig bliver opmærksom på Guds kærlige kalden. Det er i denne samme kamps hedeste og mest kritiske timer, at den samme Gud på ny sender sin "enbårne" søn til vejledning og frelse. Denne enbårne søn har lokaliseret stridens "æble" som den organiske egoisme, der er dyrelegemets natur, men er menneskelegemets unatur.

Ja, Gud Herren kalder på sin ADAM, og ingen vågnende gudesøn vil opnå fred for denne kalden, før han vender sine gerningers kurs mod den evige Fader. At lytte til Guds kalden på sin Adam, at følge den enbårnes råd og vejledning, vil medføre, at de indre kampe omsider stilner af, splittelsen bliver til helhed, paradisets fred og polære harmoni vil generobre sindets valplads, og himlen over denne valplads vil atter forkynde Guds ære!

Men alt dette er så nyt for mennesket; så nyt at der ikke er rum for det i menneskenes sprog. Man tror, at ADAM er mandkøn og EVA er kvindekøn, medens sandheden er, at mandkøn og kvindekøn begge er EVA VÆSNER. EVA er betegnelse for den tilstand, hvori livsvæsnet alene har adgang til at ernære sig af kundskabens frugter fra livets træ; medens ADAM er det kosmisk helstøbte individ, den suveræne beboer af de åndelige lysverdner.

Man betegner også GUD som mandkøn, medens Gud naturligvis hverken kan være mandkøn eller kvindekøn. Der findes intet fyldestgørende personligt pronomen for GUD. Betegnelsen han, hun, den eller det kan ikke træde i stedet for ordet GUD og dække hele dette ords fylde. Intet stedord dækker Guds storhed og almagt, og dog må vi i vor sproglige afmagt betegne Gud som Han.

ADAM er Guds enbårne søn. Thi at være enbåren er at have oplevet effekten af de to kønspolers indbyrdes balance, og denne effekt er det, Martinus kalder den store fødsel eller kosmisk indvielse. De seksuelle polers balance eller sammensmeltning medfører væsnets enhedsvordelse. Fra at være halvkønsvæsen bliver det et helkønsvæsen og bliver derved bevidst "ét med Faderen". Fra at skulle søge glimt af det himmelske lys gennem seksuelt forhold til et andet halvkønsvæsen, oplever det nu en permanent indstrømning af den himmelske saligheds lys eller åbenbaring.

Hvilken gradsforskel i logik er der ikke på den tågede bogstavelige teologiske fortolkning af den bibelske skabelsesberetning, og den i absolut evighed og absolut alkærlighed og visdom rodfæstede udlægning, som Martinus giver denne bibelske allegori. Gennem kæde efter kæde af ubristelig logik forjætter Martinus det nye menneske, ADAMs genopstandelse. Midt i uvidenhedens trøstesløse mørke lyder på ny røsten fra "den store trøstermand". Guds Hellige Ånd indbyder atter gennem en opstanden ADAM: Kommer hid til mig, alle I som arbejder og er trætte; alle I som er besværede af jordiske bekymringer og uvished! Kommer hid til mig, alle I som blødende kæmper og strider uden at kende til kampens hensigt og mål! Kommer hid til mig, alle I som famler blindede gennem mørket, og jeg vil udpege jer vejen mod lyset! Kommer hid til mig, alle I som hungrer og tørster efter livets ord, efter sandhed og retfærdighed, og jeg vil vise jer, at Guds kærlighed og retfærdighed lige fuldt vibrerer i mørket som i lyset, lige fuldt pulserer gennem det blødende og det lægte hjerte! Jeg vil tage af "hans" og forkynde jer! Jeg vil tale med nye tunger, men om evige sandheder! Jeg vil opvække den slumrende Adam i jer og indføre jeg i de højder, hvorfra Gud Herren kalder jer! Jeg vil vejlede jer til disse højder, og I skal frigjorte fornemme Guds nærhed og anskue livets forunderlige mirakler fra Hans ophøjede himle!