Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

På grund af den forstærkede egoisme hos primitive mennesker udvikler deres tilværelse sig til en tilstand, der nærmest må betegnes som et helvede, hvor "gråd og tænders gnidsel" er den daglige atmosfære. Det egentlige dyrerige er i forhold hertil et paradis, idet dyrene kun oplever mørkets princip som en legemlig smerte i drabsøjeblikket, medens de herudover lever en rolig og harmonisk tilværelse. Hos mennesket derimod er ufreden trængt ind på det sjælelige plan og har afficeret hele bevidsthedslivet, hvorved den bevidste ondskab, jalousi, forfængelighed, hævngerrighed, gridskhed, magtsyge, intolerance osv. er opstået.

Denne primitive moral har imidlertid en særdeles effektiv og betydningsfuld indflydelse på bevidsthedens og etikkens videre udvikling, da konsekvenserne af de primitive egenskaber falder tilbage på de primitive selv. Tilværelsen i et primitivt samfund bliver uundgåeligt meget lidelsesfyldt, men giver i samme forhold netop de erfaringer, som alene er i stand til at fjerne overtroen og dæmpe den krigeriske holdning. Vi berører her et særdeles centralt punkt i Martinus verdensbillede, nemlig fremstillingen af lidelsen som en følelsesmæssig og karaktermæssig modningsfaktor, der har til formål at give individet erfaringer, dvs. viden om, hvilke fællesskabslove det har overtrådt, og derved inspirere det til en ny moral. At aggressiv adfærd vender tilbage til sit ophav i form af lidelse hidrører fra en universel lovmæssighed, Martinus som nævnt kalder skæbneloven, som er identisk med den i østen kendte karmalov. Denne skæbnelov skal opfattes som et guddommeligt pædagogisk princip, hvorved menneskene på deres egen "krop" lærer virkningerne af deres handlinger at kende.

Den lidelsesfyldte tilværelse skaber efterhånden i det primitive menneske en mental grundstemning eller følelsestilstand, som bevirker, at det i en række situationer, hvor det tidligere ville have reageret med vrede og hævn, nu derimod resignerer og undlader den voldsomme affekt. Denne langsomt voksende nye grundstemning i følelseslivet afføder tillige evnen til at føle medlidenhed med andre mennesker, som er i nød. Medlidenhedsfølelsen og trangen til at øve barmhjertighed er en direkte virkning af vedkommendes egne gennemlevede lidelser, ligegyldigt om de kan erindres eller de ligger så langt tilbage i vedkommendes liv, at de må betegnes som ubevidste årsager til den nuværende følelsestilstand. Under alle omstændigheder opstår der en art sjælelig resonansvirkning mellem den fremmedes ulykkelige situation og vedkommendes egne lidelseserfaringer, hvorved den med-lidende tilstand opstår. Medlidenhed, baseret på selvoplevede lidelser, er således den fundamentale betingelse for enhver følt barmhjertighedsgerning, og er derved ifølge Martinus udgangspunktet for næstekærlighedens opståen. For alle primitive mennesker kommer der et tidspunkt, hvor bøn om fred og forståelse opstår i deres sind, hvorved de bliver modtagelige for et nyt og højere trin på vejen frem mod den kosmiske indvielse. For at hjælpe dem op på dette trin fødes der personer i deres midte, som er missionærer fra en højere verden. Disse individer viser sig at have overlegne evner for visdom og næstekærlighed og bliver derved inspirerende centre for ny religionsdyrkelse og kulturskabelse. Af disse åndelige lysbringere kender vi adskillige fra historien, fx. Lao-tse, Kongfu-tse, Buddha, Zoroaster, Jesus og Muhamed. Alle var de ophav til en ny etik og kultur, som havde grokraft til at brede sig ud over det meste af verden. Kernen i disse vises lære var ansvarsfølelse og næstekærlighed overfor næsten, og Martinus kalder derfor undertiden det kulturtrin, de bibragte, de humane religioners stadium.

Den verdensimpuls, som de humane religioners kulturstadium repræsenterer, rummer med andre ord meget forskellige sjælelige egenskaber spændende fra den mest fanatiske intolerance til en udpræget forstående tolerance og barmhjertighed, men fælles for dette stadiums mennesker er et grundpræg, som er mere følelses- end forstandsbetonet. Denne omstændighed har haft til følge, at dette stadiums mission kun har kunnet omfatte visse sider af sandheden om universet og tilværelsen, nemlig det etiske og mytologiske aspekt. På dette felt har denne impuls, hvor den har været renest udtrykt, været talsmand for den universelle sandhed om forholdet mellem levende væsener som den kommer til orde i den guddommelige opfordring: elsker hverandre! Anderledes på det teoretisk-intelligensmæssige område; her har denne impuls ikke kunnet give masserne en sammenhængende og logisk viden om universets kosmiske struktur og funktioner, men måttet nøjes med visse "brudstykkemæssige, symbolske ordformer, der var strejflys over enkelte for dens moral vigtige punkter eller emner i verdensbilledet", som Martinus udtrykker det ("Livets Bog", I, stk. 64). Der må man naturligvis se bort fra en hemmeligholdt esoterisk lære om universets struktur med et mere intelligensmæssigt og filosofisk præg, som har været forbeholdt en intellektuel elite indenfor de forskellige kulturstrøg og ligeledes undtage de filosofiske skoler, som eksisterede i oldtiden og som i virkeligheden foregreb en senere mere almen udvikling.

Et særligt karakteristisk træk ved de humane religioners stadium er deres tilhængeres tilbøjelighed til at tro på autoriteter. Dette hænger netop sammen med deres følelsesmæssige holdning, idet den ufuldstændige eller manglende viden om tilværelsens højeste realiteter naturligt afføder tillid til, at de religiøse ledere og de hellige skrifter besidder denne viden. Vi møder derfor i udstrakt grad på dette stadium den blinde tro, som er des mere irrationel og ofte fanatisk, des mindre vedkommendes egen viden og ræsonneringsevne er. Religiøse mennesker på dette plan er i virkeligheden undergivet en form for suggestion, som Martinus kalder den guddommelige suggestion. Som i enhver anden form for suggestion er det religiøse menneske kun i ringe udstrækning eller overhovedet ikke i stand til at give nogen intelligensmæssig, logisk begrundelse for sin tro. Ofte er troen blot en følelsesmæssig fastklæben til bestemte hellige ord eller sentenser, som ikke har nogen objektiv mening, men alene giver vedkommende en følelsesmæssig, religiøs stemning. De virkemidler, hvormed religionerne påvirker deres medlemmer, er da netop af en sådan karakter, at de i udpræget grad påvirker følelseslivet. De religiøse handlinger såsom ritualer, ceremonier, sakramenter, hymner, orgelbrus, messer, indvielser osv. er fremstillet med en højtidelighed og alvor, som umiddelbart anslår følelsesstrenge og skaber religiøs andagt i det følsomme sind. Martinus betoner imidlertid, at den religiøse stemning, som således skabes gennem den guddommelige suggestion på ingen måde er uægte, men faktisk er baseret på en gennemstrømning i bevidstheden af et særligt aspekt af den guddommelige skabekraft. "Ligesom et musikstykke kan virke direkte ind på et jordmenneskes følelsesliv og der fremkalde stemninger, ja, endog kan virke ind på dyr, uden at disse har nogen intelligensmæssig opfattelse af det, der i et sådant tilfælde foregår, således virker de førstnævnte realiteter (de religiøse virkemidler) også direkte ind på de for den guddommelige suggestion modtagelige individers følelsesliv og fremkalder her tro uden nogen virkelig intelligensmæssig forståelse eller viden. Og med troen åbnes som før nævnt bevidstheden for tilstrømningen af den ved de samme realiteter repræsenterede guddommelige eller kosmiske kraft. Og med denne kraft udløses der som også før nævnt en harmoni eller ligevægt mellem det pågældende individ og det udviklingstrins førende ideal, under hvilket det midlertidigt er henhørende": ("Livets Bog", I, stk. 141). Des mindre intelligent et individ er, des lettere har det ved at tro uden logisk grundlag. Martinus gør gældende, at dette forhold ikke omstødes af, at man inden for de troendes rækker træffer højt uddannede personer med doktorgrader eller professortitler. Til trods for deres omfattende studier og undertiden fantastiske detailviden er deres intelligens på det religiøse område alligevel ikke større, end at de stadig er underkastet den guddommelige suggestion.