Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Åndsvidenskab må jo være et arbejdsfelt, der har udløbere til alle livsområder, fordi den vil lære os om de skabende kræfter overalt i universet. Der er derfor al grund til at glæde sig, hver gang en af naturvidenskabens forskellige afdelinger kommer på sporet af de skabende kræfter bag tingenes overflade. Medens åndsvidenskaben prøver at lære de skabende kræfter at kende gennem direkte oplevelse - så at sige indefra - kommer de øvrige videnskaber udefra, fra stoffets ydre verden. Men i den søgen indefter, der er karakteristisk for dette århundredes videnskaber, vil de uundgåeligt støde på de åndelige, skabende kræfter før eller siden. Det er et sådant møde, Martinus har i tanke, når han påpeger, at hans arbejde er at redegøre for hovedtrækkene i universets love, så må andre med detail-analyser skildre alle forgreningerne.

Et område, der i disse år har taget et stort spring indefter, er psykologien. Sigmund Freud fik ved sine iagttagelser af menneskets "underbevidsthed" lukket op for et nyt stort forskningsområde, men flere af hans elever er kommet langt videre ved at vise interesse for menneskets mentale udvikling i det hele taget. F.eks. har Karen Horney og Erich Fromm fattet stor interesse for Zen-buddhismen. Psykologien begyndte som studium af syge sind, men er ved at blive til en videnskab om menneskets udvikling, hvorfra meget spændende stof kan ventes i de kommende år.

Menneskesindet er en indviklet mekanisme, hvor trådene let bliver spegede. I ældre tid krævedes det, at ethvert søgende menneske holdt sig nær til en lærer eller skriftefader, der kunne holde øje med, at udviklingen ikke gik skævt. Nu, hvor vi er mindre autoritetstro, overlades det mere og mere til den enkelte at varetage sit eget velfærd. Enhver, der har arbejdet med åndsvidenskaben, vil have erfaret den vældige forskel på at se udviklingens store perspektiver for sig - og dernæst selv at skulle vandre ad vejen. Det er visselig ikke gjort med at fatte perspektivet med sin tanke. Heller ikke bare ved at anspænde sin vilje.

Martinus har dette problem for øje, når han taler om den forstandsledede vilje til forskel fra den begærledede vilje. Begærledet vilje finder vi der, hvor et menneskes automatiske begær og instinkter styrer kursen. Vi kan nok ikke helt se bort fra, at en del af den selvtræning, europæere i disse år henter i Østen, dybest set bygger på en sådan begærledet vilje, der vil opleve hurtige resultater uden at gå altfor meget i dybden. Forstandsledet vilje bygger derimod på en forståelse, der er blevet til gennem mange stadier og lang tids erfaring, der har bundfældet sig. Forstandsledet vilje bygger ikke på tanke og erkendelse alene, men på både tanke og følelse, både erkendelse og indfølingsevne. Og indfølingsevne kommer i alt fald først gennem lang tids arbejde og lidelse.

Man kan sige, at dybdepsykologien i dens mere fremskredne former er et studium i den forstandsledede viljes tilblivelse.

Hos en biolog som Lecomte du Nouy ses situationen som bekendt sådan, at dyret i egentlig forstand er det væsen, der helt er bundet af sine instinkter, medens mennesket i egentlig forstand bliver til der, hvor et åndeligt princip tager overherredømmet. Men definerer vi således, må vi erkende, at grænsen går tværs ind igennem vort eget samfund, ja igennem vores eget liv, hvor vi snart vakler til den ene side og snart til den anden. Hos psykologien finder vi netop nærbilledet af, hvad der egentlig adskiller dyr og menneske, hvad der foregår i dette skelsættende opgør.

Det gælder først og fremmest om, at en række automatfunktioner fra dyreriget kommer under kontrol, ikke ved at vi med viljen tvinger dem væk (det ville netop være begærledet vilje), men ved at vi helt kender deres funktion og sætter dem på den plads i vores tilværelse, hvor de hører hjemme.

Der er nu flokinstinktet, som vi kalder det - trangen til at være, hvor andre er, og trangen til at lade de andre afgøre spørgsmål, som det er vanskeligt for os selv at stå ene med. Ethvert menneske, der bliver søgende, oplever det pinlige brud med flokken. Der er gamle venner, man ikke mere har interesser fælles med. Man trives måske ikke mere i samværet med sin slægt og familie, fordi de udgør et biologisk fællesskab og ikke nødvendigvis et interessebetonet. Men oplevelsen af at være sort får giver os netop trods nok til, at vi får lært at stå på egne ben. - På den anden side må flokinstinktet sætte sig det positive spor i vort sind, at vi aldrig glemmer, at vi selv har hørt til flokken, har hadet og myrdet med den. På den baggrund vil vi aldrig kunne foragte - kun elske.

Det værste ved instinkterne (eller automatfunktionerne) fra dyreriget er, at de er gennemsyret af "tyngdeenergi" eller rovdyrets begær efter magt. Flokken ønsker at udøve et socialt eller sjæleligt pres over os. Og på den anden side ønsker vi måske selv inderst inde at opnå en vis magt ved at høre til flokken! Dette magtprincip er kernen i al den aggression (som psykologen siger) eller selvhævdelse, som de gamle mystikere med god grund gik løs på som vor allerstørste hindring for at nå til kosmisk bevidsthed. F.eks. finder vi hos Johannes af Korset næsten dyrkelse af lidelsen og mørket som den korteste genvej. Læsning af ham kunne måske være gavnlig for den, der er meget forhippet på at nå succes i sin selv-træning! - Hvad begæret efter magt i en forædlet form kan give os er mod, denne uvurderlige egenskab for den, der gerne vil repræsentere noget nyt midt blandt junglemennesker. Men også her bør vi måske nok tilføje forstandsledet mod!

Af fortidens instinkter kan endelig nævnes seksualiteten i dens dyriske form, hvor den har fungeret som forplantningsenergi og altså har haft en biologisk opgave, nemlig slægtens opretholdelse. I den anledning har også den været stærkt farvet af magtbegæret. Seksualiteten blev brugt til at erobre med og derpå til at fastholde sin partner: man havde krav på den anden! - I dag ser vi de første tegn til, at seksualiteten bliver en sjælelig drivkraft, der i sine forløste former udfolder sig i evnen til at give (både den anden og de andre) og derved kan være med til at føre mennesker nærmere til den kosmiske bevidsthed.

For psykologen er det en given sag, at disse dyriske automatfunktioner kan vi ikke slet og ret kappe af eller benægte i vor tilværelse. Især for de mennesker, der har fået en høj stræben ind i deres liv, vil instinkterne være noget, man nødigt vil være ved. Men hvis vi benægter dem og "fortrænger" dem, vil de te sig som en trold, der er blevet forvist til husets mørke kælderetage, hvor man måske kan overse ham, men hvorfra han kan husere værre end før. Er han forvist med magt, vil han nemlig alligevel komme frem - det er ham, der skaber de øjeblikke, hvor "vreden løb af med mig" eller hvor "jeg ikke vidste hvad jeg gjorde".

Hvis automatfunktionerne derimod sættes på plads med forstandsledet vilje, kan de blive til værdifulde forbundsfæller på vejen gennem livet. Som oven for berørt kan de blive til grobund for værdifulde egenskaber, og bare kendskabet til dem i deres oprindelige grove former er tilstrækkeligt til at forsyne os med den ydmyghed, der lader os forstå og holde af mennesker omkring os. Man skal kunne snakke med sin trold, siger psykologerne. Og dermed menes rent bogstaveligt, at man kan etablere et sådant forhold til sit "ringere jeg", at man kan føre samtale med det ganske som med en anden person. Vi har sikkert alle oplevet det, når vi har skrevet et rasende brev, hvori vi har fortalt en anden alt "hvad han trænger til at høre" - hvorpå vi brændte brevet!

Men skal denne samtale med vore mørke sider gennemføres, må vi ikke være bange for at have dem. Vi kommer ikke fremad på livets vej blot ved at fordømme det negative. Også det er som brikker, der skal sættes på deres rette plads i livets skakspil. Har vores forstandsledede vilje gennemført det på rette måde, vil instinkternes negative udtryk i al stilhed kunne dø bort og give plads for deres mere ædle former.

I bjergprædikenen står der: "Vær I da fuldkomne, ligesom jeres himmelske fader er fuldkommen." - Det vil ikke sige, at vi skal udvikle en eller anden egenskab hundrede procent og forsømme alle andre. Det vil tværtimod sige: balance, helhed. Som det da også fremgår af de forudgående vers, hvor der bliver mindet om, at Gud lader sin sol stå op både over onde og gode. Peter Schindler oversætter ganske rigtigt førnævnte udtryk om fuldkommenheden således: "Se da til, at I favner vidt, ligesom jeres himmelske fader favner vidt."

Alt i alt lærer psykologien os, at vi ikke udvikler os hurtigere ved at sætte kikkerten for det blinde øje. Er oprydningen i vort sind ikke ærlig, må vi blot siden hen vende tilbage for at gennemføre den!

Men her kan da ske det samme som med trolden i os: de sider af vort liv, vi regner for betydningsløse eller mindreværdige, kan blive fortrængt lige så hårdhændet som trolden og kommer da til at spille samme negative rolle, fordi de stadig vil dukke op i ubevogtede øjeblikke og på den mest negative og krampagtige måde.

Disse iagttagelser fra psykologien kan minde os om, at målet ikke er, at én egenskab i os udvikles til fuldkommenhed, medens de andre lades i stikken. Det menneskelige mål må være helhed, balance.

Vi møder denne påvisning også hos Martinus, når han siger, at tanke og følelse må være i balance, for at intuitionen kan komme frem. Heri ligger jo igen, at forstandsledet vilje ikke bare har noget med tanke at gøre, men lige så vel med følelse. Så vist som høj-intellektualitet overhovedet er mere end bare tankedyrkelse!

Den måde, hvorpå vi bedst kan undgå at bringe vort indre liv i klemme her, er at glæde os over og dyrke kulturlivet i dets fulde udfoldelse. Det er aldrig tidsspilde at gå i teatret (og hvor er der i disse år dog mange skuespil med et kosmisk sigte!), det er aldrig nytteløst at slå sig til ro ved en smuk solnedgang eller fordrive en aften ved en god roman. Livets forskellige sider udvikler forskellige dele af vor mentalitet. Og de skal alle være levende og integrerede, for at den kosmiske bevidsthed kan fæste rod i vort sind.

Jung er på denne baggrund yderst betænkelig ved de former for mental træning, vesteuropæeren søger at lære fra Østen. Vor baggrund er en noget anden end Østens - det er 4.000 år siden de var krigerfolk, men kun 1.000 år siden, vi var vikinger! Der er altfor meget uudlevet selvhævdelse i os til, at vi kan tage hårdt fat i vor åndelige udvikling.

Som led i denne undervisning om helstøbthed kommer Jung udfra sine erfaringer med psykoanalysen også ind på forholdet mellem de to poler, der dybest styrer alt personligt liv: den mandlige og den kvindelige pol i ethvert menneske. I det overdrevent maskuline samfund, hvor vi lever, opstår mange sjælelige kriser ved, at begge køn får undertrykt den kvindelige pol i sig selv. Det ægte mandlige, siger Jung, er det udadrettede handlekraftige, medens det ægte kvindelige er evnen til at bygge rede og få noget til at gro. Det ægte menneskelige må være en forening af begge disse polers bedste egenskaber.

Der er en ejendommelig side af det kvindelige, som vi særlig har brug for at blive mindet om: det livsnære, der aldrig forskrækkes over livets rytme og altid finder vej gennem uvante situationer. Vi ser det ofte, når en forretningsmand går fallit, og det er hans kone, der først kommer til hægter igen! Særlig i vor tids åndelige opgør mærker man, hvordan mændene er det konservative, trætte element, medens kvinderne med fuld fortrøstning til livets gang prøver at undersøge de nye og uventede perspektiver. Denne tillid til livets mangfoldighed er en vidunderlig gave, som iøvrigt fremfor nogen anden vores moder har den opgave at bibringe os.

Alle disse opgør kan Jung skildre som stadier på livets vej. Men om vejens ende bruger Jung nødigt udtrykket "kosmisk bevidsthed". Han taler i stedet om det højere jeg, Selvet (det tilvante tyske udtryk for samme realitet). At dette højere jeg udvikles, er målet for alle kulturer og alle religioner til dato. Men dette stadium af bevidsthed, siger han, kan ikke tilegnes ved nogen indsats af forstand og vilje. Man lever frem til det gennem lidelse. Det kommer udefra, ligesom Bibelen taler om, at vi skal fødes af den ånd, der kommer ovenfra. Det består i at give sig hen (som også de gamle mystikere siger). Da ved vi os i en levende samfølelse med alle mennesker, alt levende, ja, selv med det såkaldte døde stof.

Hele denne sjælelige udvikling - opvågnen fra dyreriget, forædling af instinkterne, balancen i sindet, forening af det mandlige og kvindelige - finder vi ifølge Jung skildret i billedform i mange af de gamle folkeeventyr, men også (i hvert fald brudstykkevis)! moderne menneskers drømme. Det er en udvikling, hvor vi bevidst eller ubevidst kæmper os igennem en eller anden fase også i dette øjeblik, ganske som da ridderne i gamle dage blev sendt ud for at bestå livets prøver og vise deres offervillighed og sandfærdighed, og ganske som da man i græske mysteriereligioner under en underjordisk vandring skulle finde det rette svar på guders og gudinders spørgsmål, ganske som da man i Ægyptens pyramide skulle vise sin sindsro igennem en mental kamp med skræk og dæmoner. De samme prøver ligger gemt i vort hverdagsliv, tilsvarende oplevelser vil prøve at piske vore dyriske følelser og angster op. Men den, der har ydmygheden og sagtmodigheden, vil blive hjulpet igennem af hjælp, der kommer udefra!

Det sker, man møder bemærkninger om, at Martinus tager for let på spørgsmålet om vor mentale udvikling, som om det hele "skal komme af sig selv". Det er ikke rigtigt. Martinus advarer ganske, som det her er gjort, mod forceret selvtræning, men henviser til at lade hverdagens problemer og begivenheder være prøver på vor evne til kærlighed. De er det materiale, hvori vor "optræning" foregår. En absolut vågenhed over for sine egne fejl og lydhørhed over for sine omgivelsers reaktion skal nok vise sig at sætte os på arbejde - hvis vi da tør tage hverdagen alvorligt!

For det første hans udtalelser om udødelighed. Ganske korrekt fremfører han, at han som psykolog ikke kan udtale sig udover den almene erfaring, at jo større kendskab man får til sjælens eget, og mærkeligt selvstændige, liv, desto mere usandsynligt forekommer det, at denne sjæl skulle tilintetgøres, blot fordi kroppen dør.

Heri findes et kapitel om udødelighed, hvor Jung ud fra drømme og andre erfaringer af de døde fortæller om, hvorledes de døde har brug for de levende for at få belæring og tankers støtte. Nogle af os vil vel finde, at det interessanteste heri er Jungs ganske korte bemærkninger om reinkarnation: "Jeg kunne vel forestille mig, at jeg har levet i tidligere århundreder og der har stødt på spørgsmål, som jeg endnu ikke kunne besvare; at jeg måtte genfødes, fordi jeg ikke havde opfyldt den opgave, der var stillet mig". Men det afgørende i tilværelsen bliver for ham en skabende befaling, der afgør, hvilke sjæle der atter skal dykke ind i fødslen!

Selv her finder vi denne åndskæmpes ydmyghed udtrykt. Reinkarnationen er ikke et krav fra hans side, men noget man får lov til! Og mon ikke vi heri finder noget, der vil blive specielt for Vestens opfattelse af reinkarnationstanken, at vi til den knytter tanken om en opgave.

I Jungs psykologi rettes megen opmærksomhed på nogle urbilleder, arketyper, der kommer dybt nede fra sjælelivet og tydeligt nok udtrykker urgamle erfaringer, der er fælles for hele menneskeheden. De rummer menneskets oplevelse af godt og ondt, af Gud og djævel, af forløsende og nedbrydende kræfter, som de altid har færdedes i vore religioner, sagn og eventyr. Også på dybden af vort moderne sind ligger de. Jung vil i sin akademiske forsigtighed ikke gå længere end til at henføre dem til en fælles menneskelig underbevidsthed (ganske som vi har arvet en fælles menneskelig evne til f.eks. at bygge en krop op). Vi er vel andre, der vil finde det mere nærliggende i arketyperne at ane nedslag af erfaringsmateriale fra vore personlige liv. Under alle omstændigheder får Jung her åbnet mulighed for at tage de urgamle erfaringer i betragtning, når man vil vurdere et enkelt menneskes liv. Og dette turde være en væsentlig nyhed i psykologiens udvikling.

Lad mig til slut nævne Jungs beskæftigelse med religionernes sammenbrud. Det er ham iøjnefaldende, at moderne mennesker er på vej bort fra kirkens billeder. Hidtil har billederne skildret kampen mellem godt og ondt på en måde, så den ligesom foregik uden for mennesket og måtte forvaltes af autoriteterne i det ydre. Men i dag oplever menneskene kampen mellem Gud og djævel indeni sig selv, så ingen ydre autoriteter og billeder kan virke forløsende og hjælpe dem. I denne kamp føler vi os foreløbig fattige og hjælpeløse, fordi vi har mistet alle de ydre hjælpemidler, vi har tabt troen på.

Men netop i denne fattigdom, siger Jung, ligger chancen for en fornyelse. For fattigdommen er en helt personlig oplevelse, og kun af en personlig oplevelse kan religiøs fornyelse komme.

Denne fornyelse ser Jung ikke som sin opgave at spå om. Men han antyder dens form med ordet en ny gnosis - en ny erkendelse af de psykiske love, der ganske givet gennemløber vort univers.

Der er noget betagende ved Jung. En teutonisk skikkelse, der så stærkt som en buldog holder fast ved sine iagttagelser, selv hvor de vælter pæne akademiske beregninger. Ofte lader han ting være usagte, for at det allerede sagte kan stå mere urokkeligt. Men der er ikke tvivl om, at han har set meget langt ind mod altings centrum.