Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvor er det vidunderligt helt og fuldt at kunne åbne sig for disse »gamle« sandheder og ikke bare føle en højtidelig stemning og måske en svag hjemve ved at høre disse ord, men også at kunne lade tanken følge med i den bevægelse, som opstår i vor bevidsthed. For dem, som er kommet i berøring med åndsvidenskaben, er der jo sket det forunderlige, at den upraktiske og vanskelige opdeling af bevidstheden i forskellige afdelinger, som hverken kan eller må komme i kontakt med hinanden, er forsvundet. Tro og videnskab var jo f. eks. to ting, som man måtte vogte sig meget nøje mod at føre sammen. Herigennem opstod der en kløft mellem tanke- og følelsesverdenen, som har været og stadig er årsag til megen disharmoni og lidelse i verden.

Åndsvidenskaben har for os, som har haft den lykke i vort liv at komme i kontakt med den, skabt den bro, hvorover vi kan gå frem og tilbage for at lære at overvinde splittelsen i vort eget sind.

I begyndelsen er man så glad og strålende lykkelig over den nye forståelse, man har fået. Man ville gerne kunne tage hele verden i favn og råbe og synge de nye sandheder ud, som man nu har forstået. Og man gør det også. Så snart man får lejlighed til det, så taler man om det, fortæller og forklarer for andre, og netop herigennem modnes og afklares tankegangen, og det er kun godt – men der sker mere end det.

Vor stemme lyder ikke blot udad til vore venner, kammerater eller slægtninge, som sidder og lytter, den lyder også indad, og også der opfanges den af en bevidsthed, en dybere og alvorligere bevidsthed end den, som findes i den ydre verden. Hvert ord, hver sætning synker ned i denne bevidsthed og bliver liggende der. Jo mere vi taler, jo større bliver den opsamlede mængde af ord i denne erindringsverden. I begyndelsen gør det ikke noget. Man mærker det ikke engang. Man er glad og tilfreds med sig selv og med livet, som jo nu har fået en ny glans i den nye forståelses morgendæmring. Men efter en vis tid begynder der at ske noget, og det som sker, foregår inde i vor egen samvittighed.

Vor samvittighed begynder at mærke trykket af alle ordene. Ja, alle disse ord og sætninger og beskrivelser medfører en forskydning der inde i det allerdybeste mørke i vort væsen, netop der inde i de hjørner og kroge, som altid har ligget mest skjulte, der begynder nu noget at røre på sig, som begynder at sukke og stønne, præcis som når nogen vågner op af en langvarig og tung søvn. Den som sov, vågner nu op, fordi han i sin dybe søvn langsomt og lidt efter lidt blev belemret med noget, som trykkede på ham. Ja, dette tryk voksede og blev tungere og større, indtil det blev tilstrækkelig mærkbart til at nå ind til ham igennem hans tunge søvn.

Hvad er der nu sket? Al denne lykke og glæde og højlydte aktivitet udadtil har nu vækket den, som sov de »retfærdiges« dybe søvn i erindringsverdenen.

»Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnagtige«.

Sådan er det, men hvordan gik det til? Hvordan blev barnet til mand? Derigennem at manden, som lå gemt dybt nede i barnet, blev vækket af sin dybe søvn. Hvordan blev han vækket? Derigennem at barnet legede. Barnet legede, at det var mand, og til sidst blev det så ivrigt og så højlydt i sin leg, at det vækkede den sovende mand, og nu var det ikke længere et barn, men det var heller ikke en mand. Nu var det blevet et væsen med to bevidstheder, det barnlige på den ene side og det mandlige på den anden side. Men barnet, som havde længtes efter at blive mand, som havde beundret det mandige og ladet, som om det var en mand, det blev nu meget forskrækket, da det for første gang mærkede og mødte manden i sig selv. Uha, det var noget forfærdeligt, det var noget ubehageligt, men det var alligevel efterstræbelsesværdigt.

Og nu begynder den overgang, som vi kan kalde omvurderingen af alle værdier. Vi kender den alle. Langsomt mister alt det, som før gav livet dets glans og dets værdi, vor interesse. Undertiden dukker en stærk og vild længsel op efter endnu en eneste gang at kunne nyde fantasien og legen på den barnlige måde, men nej, det går ikke længere. Men vejen er, åh, så lang, før man kan leve livet og nyde livet på den voksnes måde. Den nyskabte mand udretter i begyndelsen ikke stort andet, end at han ødelægger barnets leg, så barnet ikke længere kan føle sig lykkeligt og ubesværet. Det begynder at skamme sig overfor manden i sig, over at det endnu gerne vil lege.

Jo mere vi læser bøger, hører foredrag eller selv taler om åndsvidenskaben, desto mere vågner det åndelige menneske i os, men i begyndelsen udretter det ikke stort andet, end at det ødelægger den gamle måde at nyde livet på for os.

Helt til at begynde med mærker vi det ikke, men lidt før hos den ene, lidt senere hos den anden kommer den dag, hvor vi begynder at mærke og kende det åndelige menneske inde i os, og så først begynder vi at skamme os overfor os selv. Skællene falder fra vore øjne, og vi ser og ved, hvad vi har undladt at gøre, og hvad vi endnu ikke er i stand til at gøre. Vi havde fyldt os med dette udefra gennem vore sanser, gennem vort syn og vor hørelse, vi havde fyldt vor fantasi dermed og troede, at vi var det, som vi beundrede. Barnet var mand i sine lege, men første gang manden i det rørte på sig, blev det bange.

Det er en herlig leg. Det er så dejligt og vidunderligt at skabe i fantasiens materie, den former sig så let. Den følger øjeblikkeligt vore mindste ønsker. Tanker og følelser er begge villige til at følge med og hjælpe til i denne det guddommelige menneskes barnlige leg, men »som man råber i skoven, får man svar«, talte jeg selv om sidste år, og nu kommer svaret i år.

Skoven, det er vor erindringsverden, som har lyttet til alle ordene og alle sætningerne, og som nu er vågnet op og fordrer af os, at vi skal lære at gøre alt det, vi hidtil har sagt. Det er den uundgåelige fremtid. Det er den eneste vej, som fører til at blive et rigtigt »menneske«, til at blive virkelig stor og fuldvoksen i den indre betydning.

Det hjælper ikke spor at sige: »Jeg kan ikke, jeg ved ikke, jeg orker ikke«, for vi har jo netop stået og talt til andre om, at man kan, man ved og man orker. Vi har fanget os selv i vort eget net. Livet har hørt os, og livet giver os svar, kommer os i møde med det, som vi selv har råbt ud. At »lege« åndelig er ikke »morsomt« længere, men være åndelig, det kan vi ikke endnu. Der er en lang og trang vej dertil. Den er streng og hård, når den betragtes nedefra med det gamle sind, men den er høj og ren og dragende, hvis den betragtes med det nyskabte indre sind. Tilbage kan man ikke længere gå. »Skibene er brændte«. Det eneste, som bliver tilbage, er med opbydelsen af alle evner at erobre sig en plads i det nye land, det hellige land. Men i dette land er der ikke tale om en kamp udadtil med omgivelserne, nej, det er en kamp indad og nedad. En kamp med at løse de bånd, som binder os til fortiden, først derigennem bliver vi frie, så vi kan bevæge os i fremtidens rige.

Den som ser tilbage, bliver til en saltstøtte. Vi må lære at tilgive og glemme, at tilgive andre, men også at tilgive os selv, at glemme andres fejlagtige handlinger, men også at glemme vore egne dårligdomme. Det er ikke nok at erkende og se, de var fejlagtige, derefter må man løsgøre sig fra dem for at koncentrere sig om og rette sig imod det, som er godt for de andre og dermed også for os selv. Det vi ikke kan komme over, det vi ikke kan tilgive, det binder os med tykke bånd til det, som er forbi. Og hvorfor kan vi ikke tilgive? Er det ikke som oftest stolthed og hovmod, som binder os? Tænk rigtig nøje efter, hvordan det er, når vi selv f. eks. har gjort noget dumt eller fejlagtigt, og vi går og er bitre på os selv, går og ruger over det, som er sket. Så er vi fornærmede over, at vi er kommet til at stå i et dårligt lys i andres øjne. Hvis der ikke var nogen, der havde set det, så havde det ikke været nær så galt. Er det ikke hovmod? Sådan er det også, når andre forulemper os. Vi kan ikke tilgive dem, fordi de har såret vor egen stolthed.

Stolthed og ærgerrighed er to kræfter, som stimulerer opbygningen af vor personlighed. En udpræget personlighed, det er en som har mere erfaring end andre, og som derigennem kan skaffe sig en bedre plads i samlivet med andre og mere magt. Stolthed og ærgerrighed driver den primitive til at træne og øve sig selv op til at blive dygtigere end de andre, både i kampen og i arbejdet. Stolthed og ærgerrighed driver også stadig vore politikere, forretningsmænd og videnskabsmænd, ja endog vore filosoffer til at anspænde deres kræfter til det yderste, til at arbejde dag og nat for at opnå toppræstationer.

Stolthed og ærgerrighed driver os til at søge at få fremstående stillinger, til at få overdraget opgaver, som ser ud af noget i andres øjne. Hele denne aktivitet er baseret på centrifugalkraften i skabelsen, kraften som slynger ud fra midtpunktet, hvor alt er eet, til periferien, hvor alt er differentieret, alt et specialiseret, udstyret og udsmykket, skønt og lysende, ligesom vor tidligere helligdom var det, inden billedstormen var gået hen over den.

Når det åndelige menneske er blevet vækket af sin søvn i vort indre, så er det sket, fordi centrifugalkraften har arbejdet sig ud til de yderste grænser, til den yderste periferi, til den yderste forfinelse og udsmykning i det specielles og adskiltes tjeneste og der svundet bort i den tørre materialismes ørkensand, hvorigennem tørsten efter at drikke af livets kilde, ensomhedens kilde, begynder at gøre sig gældende.

Men livets kilde ligger ikke i periferien, den ligger i centrum af skabelsen, den ligger ikke i den ydre verden i det, som er synligt og føleligt i den materielle verden, men tværtimod i den stik modsatte retning. Man kan ikke stræbe efter periferien og centrum på een gang. Hvis man har nået periferien og nu tørster efter centrum, så er man tvunget til at vende periferien ryggen for at kunne begive sig på vej til centrum.

Når denne forvandlingsproces sætter ind i et menneskes liv, ser det ud, som om dette menneske pludselig begynder at modarbejde sig selv, og selv river den bygning ned, som det gennem hele sit liv har arbejdet på at opføre.

Først rives taget ned. Det forhindrer synet af himmelen og solens lys. Senere rives væggene ned, de forhindrer den åbne forbindelse med omgivelserne og medvæsenerne.

Men så, når man helt har revet sit gamle hus ned, så mærker man, at hvis man ikke længere har nogen fast form, så kan man heller ikke gøre indtryk på andre. Man mærker, at for at kunne arbejde i den nye stil efter den nye lov, som fører fra splittelse til enhed, fra periferien til centrum, er man tvunget til at opbygge en ny form med nye organer, med nye evner overfor de nye kræfter, som skal føre os hjem til »Faderens hus«, og disse nye kræfter er tro, håb og kærlighed. Tro på det gode i andre og i os selv, håb om, at det skal lykkes for os og for de andre, og kærlighed som forbinder vort Jeg med vor næste og dermed med Gud. Kun når disse tre kræfter sættes i fuld virksomhed i alt, hvad vi gør, arbejder vi i den nye retnings ånd.

Når vi så begynder på at opbygge denne nye bygning, som vi kan kalde det nye tempel, det som Jesus kunne bygge op på tre dage, fordi han levede på de rigtige fundamenter, så mærker vi, at vi ikke engang kan anvende fundamentet fra det gamle tempel. Selv fundamentet er sammensunket og skrøbeligt, ja fuldstændig ubrugeligt. Så bliver vi nødsaget til at gribe til spade og skovl og hakke for at grave og sønderbryde det gamle fundament og arbejde os langt ned i jorden, for alt er løst og ustabilt omkring os. Alt det, som vi byggede op i fortiden, og som nu i form af vaner og tilbøjeligheder fylder vor bevidsthed, er ustabilt, er bygget på kviksand. Det var opbygget på det timelige liv, livet i periferien.

Megen tålmodighed, megen ydmygelse og megen trofasthed og udholdenhed, meget håb og megen tro og stadig og uudtømmelig kærlighed er nødvendig for at udføre dette arbejde, som vi kan kalde fornyelsen af fundamenterne til vort livstempel. Først når vi er nået så dybt, at vi støder på selve grundfjeldet, som her repræsenterer det urokkelige fundament, hvorpå Guds egen skabelse hviler, d.v.s. ind til forståelse af de love, som er grundlaget for skabelsen, kan vi begynde på at opbygge vor nye helligdom, som skal være bygget for evigheden.

Først når vi er kommet så langt, kan vi sige, at vi er kommet igennem den proces, som jeg i begyndelsen kaldte omvurderingen af alle værdier; Først da har vi befriet os for de bånd, som binder os til fortiden og til det timelige, først da har vi erobret os en plads i det nye hellige land, og først da er vi blevet i stand til at påtage os den nye opgave, som venter på os.