Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Huxley er så tindrende begavet, at jeg må læse hans bøger et utal af gange, inden jeg begynder at få fast grund under fødderne i dem (og så har jeg endda en lumsk anelse om, at der er masser i dem, der simpelt hen går langt over hovedet på mig!)

Det er rent ud imponerende, hvad det menneske ved. Han udtaler sig som en kender om musik, med kyndighed om malerier, litteratur ved han naturligvis alt om, og kvinder – hvad Huxley ikke ved om kvinder er ikke værd at vide (– det han ved, måske heller ikke!) og al denne viden giver ham jo rige muligheder som forfatter. Først kom alle romanerne, hvor personernes altoverskyggende interesse var at spørge til hinandens sexualliv – og de nøjedes ikke med at spørge! Men der var nu alligevel noget i de bøger, der fik en til at fortsætte, ligesom en slags lede ved legen, som om forfatteren lidt blaseret gabede og sagde »at jeg gider«! Og så kom »Kontrapunkt«, ih, hvor var den besværlig at læse, men hvor var den storartet! Tilsyneladende et flimmer af billeder, og så alligevel, et puslespil, der blev samlet. Her begyndte Huxley at gå i dybden, han ville fravriste livet en mening.

Der var en overgang i forfatterskabet, hvor man tænkte: »Nu bliver han katolik«, men det gjorde han nu ikke. Han borede dybere, og i bogen »Den grå Eminence« får han taget en del filosofiske problemer op til behandling på en meget klar måde.

Kapucinermunkens mærkelige tvedelte sind, der søndersled ham, hans overdimensionerede begær efter politisk indflydelse og den salighed, han havde erfaring for, sjælen kunne opnå ved ganske at opgå i Gud, blev af Huxley analyseret og dissekeret, så læseren får et klart billede af dette menneske, der både ville tjene »Gud og mammon«. Fader Joseph kunne se sandheden. Han vidste, at kvaliteten af hans åndelige liv forringedes, efterhånden som de politiske intriger optog hans tanker, og dog mægtede han ikke at løsrive sig. Det var ikke ham, der fik magten, det var magten, der fik ham!

Bogen »Mål og midler« er sikkert samfundsmæssig set hans vægtigste værk. Han gør der definitivt op med krigen, idet »Intet godt mål nogen sinde er nået med slette midler«. For første gang i sit forfatterskab stiller Huxley sig positivt. Han, der hidtil har revset og ironiseret og revet ned, begynder her at bygge op. Og hvordan mener denne blændende begavede mand så, at verden kan genopbygges? Ved kærlighed! Ved at mennesker glemmer sig selv for hinanden og elsker deres næste! Det er det såre enkle resultat af al hans overvældende viden. Huxley, den kloge, den intelligente, har erhvervet noget, der er meget mere end kløgt og viden – han er blevet viis! Og så kom »Den evige filosofi« – en dejlig bog!

For en meget stor del består den i citater fra hellige skrifter fra alle steder og alle tider, men ind imellem får man Huxleys eget syn på tingene, og det er ganske forunderligt at se, hvor forenklet hans tankegang er blevet.

Han ved nu, at hele meningen med et menneskes liv og stræben er at nå til åndelig erkendelse af eenheden med Gud.

»Den evige filosofi« er en sand guldgrube, men at komme ind på dens forskellige afsnit her, ville føre for vidt. Jeg vil nøjes med at tage enkelte udpluk fra kapitlet om lidelse. Hvad Huxley skriver om lidelse, falder så nøje sammen med, hvad de kosmiske analyser lærer os, at man gang på gang med fryd i hjertet konstaterer, at sandhedens lysende kyst, den evige filosofi's mål og længsel, ligger uforanderlig og strålende for de menneskers øje, hvis længsel og higen er rettet mod den. Om lidelsen skriver Huxley:

»Guddommen er ufølsom. Hvor der er fuldkommenhed og enhed, kan der ikke være nogen lidelse. Evnen til at lide opstår, hvor der findes ufuldkommenhed og adskilthed fra en omfattende totalitet. For det individ, der opnår enhed inden for sin egen organisme og forening med den guddommelige, ophører lidelsen.

Trangen til særskilthed eller begæret efter uafhængig og individualiseret tilværelse kan manifestere sig på alle livets planer. Det kan være en hel organismes higen efter en forstærkelse af dens særskilthed fra milieuet og den guddommelige årsag, – eller det kan være en drift inden for en del af en organisme i retning af en forstærkelse af dens eget del-liv, betragtet som adskilt fra (og følgelig på bekostning af) organismens liv som et hele. I det første tilfælde taler vi om drift, lidenskab, begær, egenrådighed og synd, og i det andet betegner vi det, der sker, som sygdom eller organisk forstyrrelse. I begge tilfælde resulterer begæret i lidelse, ikke alene for den begærende, men også for dennes omgivelser eller milieu – andre organismer i omverdenen eller andre organer indenfor samme organismes.

Om den ortodokse kristne opfattelse af sonofferet eller den stedfortrædende lidelse hedder det videre:

»Den ortodokse lære om sonofferet tilskriver Gud egenskaber, som ville være vanærende selv for en menneskelig magthaver, og dens plan for universet er ikke et produkt af åndelig indsigt.

Det selvløse og af Gud opfyldte menneske kan virke og virker som en kanal, gennem hvilken nåde er i stand til at overgå til det ulykkelige væsen, som har gjort sig uigennemtrængelig for det guddommelige ved det vanemæssige begær efter forstærkelse af sin egen særskilthed og selvhed. Dette er grunden til, at helgenerne kan udøve en myndighed, der er så meget større, som den er fri for enhver tvang over deres medmennesker. På tilsvarende måde er det i »stedfortrædende lidelse« ikke den af helgenen følte smerte, som er forløsende – thi at tro, at Gud er vred på synden, og at hans vrede kun kan formildes ved frembyden af en vis mængde smerte, er blasfemisk mod den guddommelige natur. Nej, det, der frelser, er gaven fra hinsides den timelige orden, gaven, som de i selvheden fængslede bringes af disse selvløse og af Gud opfyldte personer, som har været rede til at modtage lidelse for at hjælpe deres medmennesker«. Med hensyn til muligheden for at blive »en helgen«, da er Huxley ikke i tvivl om vejen, der går gennem opgivelse af selvet, omvendelse fra at være en slet og ret god borger til at være »fuldkommen ligesom jeres himmelske fader er fuldkommen«. Vanskelighederne ved at nå dette høje mål er naturligvis overordentlige, men blandt dem, der har gået vejen selv, er der heller ingen, der har sagt, at den var let eller at porten var andet end »trang og snæver«!
 

Bog efter bog – bibelen, upanishaderne, mystikerne i Indien, Kina, Ægypten, Europa, skrift efter skrift kan vi finde, hvori mennesker, der har fået øjnene opladt for den evige sandhed, alle tings oprindelige "væren", har forsøgt at give deres medmennesker del i den viden, der var blevet dem til del.

Let har det ikke været for dem at omsætte i ord, hvad de intuitivt har erfaret.

Ordene, som de måtte bruge, for at andre mennesker kunne forstå dem, er skabt til brug i en verden, der er ganske anderledes, end den, de vise vil delagtiggøre os i, ordene er slidt flade i brugen og dækker dårligt nok de ting og begreber, de anvendes om i det daglige. Hvordan da få dem til at fremmane for tilhørerens eller læserens tanke en realitet, der ikke alene er forskellig, men simpelthen af en anden art, end den verden han færdes i. Intet under, at deres forklaring ofte munder ud i et "ikke sådan og ikke sådan, ikke som noget I kender, og ikke som noget, I kan forestille jer udfra jeres daglige erfaringer".

Og så blev resultatet naturligvis, at mennesker med "begge ben på jorden" hurtigt opgav at finde mening i denne tågetale og vendte sig til den solide hverdag, den kunne de håndtere, der vidste de, hvor de var henne.

Men hvilken gavn har så menneskeheden haft af de mennesker, der til alle tider og på alle steder har søgt sandheden, meningen, og ikke standsede deres søgen, før de havde afført sig al selviskhed, så de blev i stand til at gå ind gennem "den snævre dør"?

De har holdt os alle i live – – simpelthen.

De har ned gennem tiderne løftet den åndens fakkel, ved hvis skær vor åndelige udvikling har kunnet finde sted.

Selv de mest hårdkogte materialister bliver jo på et eller andet tidspunkt kede af at rode rundt i mørket og ingenting vide, og så løfter de hovedet og ser efter faklen, og den er der – – den er der Gud være lovet altid.

Guds møllekværn maler langsomt, siger et gammelt ord, ja, naturligvis, for Gud er tusinde år som en dag, det har ingen hast, alt sker roligt følgende de evige love.

Og mennesker har fulgt deres udviklingsbane og er nået frem til mørkets kulmination – udtrykket lyder måske lidt paradoksalt, men det gør sandheden jo så ofte. Men natten er altid mørkest lige før morgengry, og der er da også mange tegn på, at dagen er ved at gry.

Martin Hansen har skrevet et sted, at "Et sted i nattens indre bliver nat til morgen", og det er livsaligt at vide, når man er i mørket, og det raser som værst, at lysets time er nær.

Det er naturligvis ikke alene i litteraturen, vi kan se konturerne af sandhedens land, det rigtige menneskerige.

På andre områder er der forårstegn, selv krigsmentaliteten, det dræbende princips blomst og højdepunkt, er blevet en anden. Soldaterne stormer nok frem, mens maskingeværernes helvedstrommer tapper mod deres trommehinder, men se, når en soldat falder, standser kammeraten ved siden af ham, trækker ham lempeligt i dækning, forbinder hans sår, dækker ham til for at holde ham varm, og binder en hvid klud om hans geværkolbe, som han stiller ved siden af, for at ambulancefolkene let kan finde ham, og først når han har gjort dette for sin sårede kammerat, løber han selv videre, ikke fordi han har lyst til det, der lyser ingen "kampglæde" i hans øjne, men fordi han anser det for sin pligt.

Altså går selv på slagmarken nænsomheden overfor de sårede frem for den militære pligt – – men det er dog kærligheden eller lysets fødsel midt i det mørkeste mørke. Billedet af soldaten, der hjælpende knæler ved den sårede kammerats side, har for mig en forunderlig lighed med julekrybben det lille Jesusbarn, der fødes midt i mørkets zone, og kærlighedens og barmhjertighedens første spæde lys i helvedes domæne, jo, der er slægtskab i disse billeder.

Og Hollands-katastrofen! Mens vore hjerter endnu græd med de ulykkelige, brød en tindrende fryd ind i ulykkens mørke skygger! Hvor gik det hurtigt med hjælpen, hvor var folk gavmilde, for et øjeblik glemte verdens krigsbange og nervøse og rastløse mennesker alle deres egne små besværligheder og flød bogstavelig talt over af iver efter at komme det stakkels skaderamte folk til hjælp.

Det forekom mig, at vi i denne situation så tydeligt oplevede jordkloden som et levende væsen, der ramtes af en katastrofe og straks mobiliserede hjælpetropper alle steder fra, nøjagtig som vor egen krop vil gøre det, når der "sker noget" et eller andet sted!

Jo, sandelig, selv ulykken i Holland viste os, at "Foråret så sagte kommer"!

Og hvordan skulle jeg kunne slutte denne artikelserie uden at skrive om Martinus? Umuligt! Men alle, der læser dette blad, vil sikkert give mig ret i, at dette at skrive om Martinus er lige så umuligt som at lade være! Hvad analyserne angår, da står jeg midt i et lys, der blænder mig, så jeg slet ikke kan se detaljerne i det vældige, vi her er så lykkelige at opleve. Vi ser, at det er "såre meget skønt", vi føler, at noget vældigt, noget strålende skønt sker, og vi har set, at det, som al sund vækst:

Det nynner i vore hjerter, det synger i København, det jubler ved Klint, og fra flere og flere af Danmarks byer svarer ekkoet. Der et et lille "Klint" i Sverige, og flere vil komme, ringene vil brede sig, og til sidst vil det virkelig være "en brusen under storbyens tag". Måske vil det vare længe, måske er vi, der nu fryder os over de kosmiske analysers gave til menneskeheden, forlængst "gået videre"! Det spiller ingen rolle, vi har fået lov at se foråret bryde frem, vi ved med frydefuld vished, at: