Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvor gerne havde Eckehart ikke afslået denne priortitel for at leve i sin celles lykkelige ensomhed.

Men som alle virkelig vise var mester Eckehart ganske klar over, at kun i et levende arbejde mellem andre mennesker kunne de rige indre oplevelser, hans kærlige sind og redebonne vilje til at leve i overensstemmelse med de evige love gav ham adgang til, blive frugtbargjort og værdifulde også for hans medmennesker.

Eckehart levede i en tid, hvor kirken var meget vagtsom overfor kætterske anskuelser, videnskaben havde allerede taget fart, og selv menigmænd vovede sig bort fra kirkens sikre rammer.

Og nu kom Eckehart og sagde, at "Den, der går hen ad en vej med et rent hjerte, er lige så salig som den, der modtager nadveren".

Altså tilsidesatte han kirkens vedtagne autoritet, dogmer og ritualer, ikke som nytteløse, slet ikke, men som midlet til målet, midler, som man lod bag sig, voksede fra, efterhånden som ens åndelige liv blev tilstrækkelig selvstændigt, og Guds egen ånd oplyste og ledede menneskets handlinger.

Denne tale kunne naturligvis ikke tolereres, og Eckehart blev da også forkætret.

Hvilken bitter ensomhed denne bandlysning har betydet for Eckehart, må man selv have kendt til ensomhed for at forstå.

Hele den tids åndsliv var kirken!

Kirken var for denne begavede og fromme munk kulturen selv. Der var grobunden for hans tankelivs barndom, dér var det samfund, hvor hans arbejde gjorde ham til menneske blandt mennesker. Tungt har det været for ham at føle sig mistænkt og misforstået i det samfund, hvor han hørte hjemme.

Selv hans nærmeste disciple vovede ikke at gengive hans lærdomme i renkultur, men stynede dem ned til jævn opbyggelighed.

Og hvad var det da så, der var så farligt og forargeligt?

Det var sandheden! Eckehart sad åndelig talt oppe i et højt tårn, og derfra så han sandhedens lysende land, og han råbte til menneskene, hvad han så: "Hvad kirken lærer jer er sandt," sagde han, "men der er mere endnu, og der er noget af det, der er sandt på en helt anden måde, end det er blevet jer fortalt." Intet under at kirken iførte sig sin højeste forargelse og kort og godt sagde: "Kom ned fra det tårn og hold nogle ordentlige prædikener, og sid ikke der og fortæl det menige folk noget, som kun præster bør vide!"

Men Eckehart havde det som den, hvem sandheden driver. Selv om han godt kunne se, hvad det ville ende med, måtte han lade sin dyrebare viden komme andre mennesker, ganske almindelige mennesker, til gode. Han holdt sine prædikener, og skrev sine afhandlinger, trods isolationen fra de kaldsfæller, der burde have sluttet op om ham og glædet sig over det lys, der brændte så klart i deres midte. Men endnu engang blev det sandhed, at "lyset skinnede i mørket, men mørket forstod det ikke."

Lad os da se lidt på disse guddommelig inspirerede skrifter.

Eckehart prædiker, at lykken findes i afsondrethed, ikke afsondrethed fra andre mennesker, slet ikke, men en stille hjertets "stabilisering" i Gud, som bevirker, at man tager mod livets tilskikkelser uden frygt, men i tillid til Guds styrende hånd. Med stor medlidenhed ser Eckehart på de stakkels mennesker, der kun kan være lykkelige, når det går dem, som de ønsker, og som bruger bønnen til at overtale Gud til at lade dem få deres ønsker opfyldt.

Med megen overbærenhed, men også med fin ironi, taler Eckehart om de brødre og søstre, der er blevet så fromme, at de ikke for nogen pris vil andet, end hvad Gud vil, og så beder de af hjertets inderlighed, at Gud må ville, hvad de ønsker!

Eckeharts tryghed hviler i en urokkelig glæde, der ikke forstyrres af noget udefra.

"Den, som intet har, er rigere end den, der ejer alle ting, og ikke kan undvære dem," siger Eckehart udfra sit hjertes lykkelige frihed og uafhængighed af materielle goder.

I denne hjertets afsondrethed fra ydre ting opfyldes bønnen "Komme Dit rige". Det menneske, der på denne måde lader sig flytte over i evigheden, får hele verden i eje, ikke stykkevis, men udelt.

Med hensyn til smerten skriver Eckehart:

"Mennesket oplever Gud i den bitreste modgang som i den sødeste lyst. Lidelsen er, som alt andet, livet selv, ligeså virkelig og dyb og ligeså uundværlig som glæden; man kunne ikke tage den bort uden at formindske livets rigdom!"

Jamen det er jo ganske det samme, som analyserne lærer os! Naturligvis, sandheden modsiger ikke sig selv!

Og om glæden: "Ordet: "Gå ind til din Herres glæde", det betyder gå ud af alle glæder, som er delte og ikke har liv i sig selv og gå ind i den udelte glæde, som er, hvad den er af sig selv og i sig selv!"

"I evigheden hviler enhver glæde i sig selv uden at forstyrres af dette mere, mere, dette stadige hvorfor, som her i timeligheden venter os ved hver ny erobring og jager os ud med et nyt begær."

En af Eckeharts dristigste prædikener er den, der hedder: "Bliver mennesket Gud". Den afsondrede sagtmodige mand er aldeles ikke nøjsom. Om Gud gav ham hele verden som en gave, ville han dog ikke være tilfreds, han vil have livet på samme måde, som Gud har det.

"Gud må give sig selv til min besiddelse, sådan som Han besidder sig selv, ellers får jeg ingen ting, og har ikke den ringeste glæde," siger han.

Jamen, hvis dette er at kende Gud, så må mennesket jo blive Gud! Hertil svarer Eckehart uforbeholdent ja! – her er sjælen Gud!"

"Hvor Gud er, der er jeg, og hvor jeg er, der er Gud!"

"Den retfærdige lever i Gud og Gud i ham."

Her er sjælen og Guddommen eet, her har sjælen fundet, at den selv er "Guds rige"!

Eckehart var ganske klar over, at før et menneske er nået dertil i sin udvikling, at hans erfaring siger ham, at dette er sandt, før vil han ikke være i stand til at akceptere denne sandhed, hvorfor han da også slutter denne tale med at sige: "Hvem, der ikke forstår dette, skal ikke bryde sit hovede med det, thi så længe et menneske ikke er blevet forvandlet til denne sandhed, vil han intet fatte af den."

"I Gud er der intet hvorfor," siger Eckehart! Gud lever for at leve og skaber for at skabe.

Således også med det frigjorte eller afsondrede menneske, han elsker livet, ikke for Guds skyld, heller ikke for sin egen skyld, for han venter sig ikke nogen fordel af sin kærlighed.

Det afsondrede menneske er fri, men fri bliver man ikke ved at skille sig ud, og ville være sig selv nok, fri bliver man først, når man er livet selv, der drikker af sine egne kilder og kun bevæges af sin egen strømmende, jublende kraft.

"Som en hest, der slippes løs på en jævn grøn eng, giver sig hen i sin styrke og galopperer afsted af lutter vårlyst, sådan er livet i den, som har fået frihed til at være sig selv."

"Menneskets faldne væsen består i, at sjælen overhovedet kan finde sig til rette i mangfoldigheden, at den kan opgive fylde og frihed for rigdom og slaveri, at den tåler en Gud over sig og modtager livet som en gave, i stedet for at besidde det i sig selv!" Eckehart tirrer sine tilhørere til opmærksomhed, til eftertanke.

Og han fortsætter: "Gud er med sit liv, med sit er, i alle skabninger, i hver en sten og hvert et træ, og om et menneske fik sine øjne op, ville han læse Guds magt i alle ting som i en bog. Menneskesjælen har sit liv i Gud, og om den kendte sig selv, måtte den sige: han er mig mere nær, end jeg er mig selv."

Her er læren om mikrokosmos, makrokosmos og mellemkosmos, sandheden om Gud, der er "alt i alle".

Eckehart er ganske overbevist om, at det, han ser og oplever, ikke er noget specielt for ham, men at ethvert menneske kan gøre de samme åndelige erfaringer, om de blot et øjeblik kunne vende sig bort "fra deres leg med aktuelle ting"!

Eckehart kendte mennesker og gjorde sig ikke særlig høje tanker om deres kærlighed til Gud. "Folk vil se Gud, som de ser en ko – – og de elsker Ham, som man elsker en ko, for den mælk og ost den giver." Eckehart nøjes ikke med at fortælle folk, hvor dejligt det er at være af sondret og frigjort, han anviser dem ganske praktisk vejen til denne glæde.

"Tænk på, hvordan det gik den samaritanske kvinde ved brønden, Jesus sagde til hende: "Gå hen og hent din mand!" Hun svarede, at hun havde ingen. "Du har ret," sagde Jesus. "Du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din." De fem mænd var hendes sanser, som hun havde syndet med, så de var døde, og den mand, hun nu havde, var hendes frie vilje, som hun ikke havde magt over, fordi han lå bundet i dødssynder. Men da hun havde hørt Jesu ord om at tilbede i ånd og sandhed, hentede hun sin mand, den frie vilje, og blev fyldt med gudsrigdom til overmål!" Kærligheden til Gud ligger viljen, den, der siger: "Jeg vil elske, elsker allerede!"

Men mennesket skal ikke vente, at andre kan gøre arbejdet for ham, ved egen hjælp må mennesket frelse sig selv. Udefra kan han ikke vente nogen bistand, allerhøjst vejledning på begyndelsen af sin bane.

Når der kom mennesker til Eckehart og bad ham, om han ville bede for dem, svarede han: "Hvorfor bliver I ikke hos jer selv og griber ned i jeres egen skat, I bærer jo alle det evige liv i jer!"

Gennembruddet, eller det Eckehart kalder "sjælens fødsel", kommer på sin egen måde, eller uden nogen måde, det er en begivenhed, der ligger ud over al vilje og fornuft; den sker!

Det for kirken forargelige ved Eckeharts evangelium er, at det gør den officielle religion overflødig: "Det frelste menneske behøver ikke at hente visdom udefra, han er færdig med at tro og mene, thi han har i sig selv den visdom, der springer lige ud af Guds hjerte. Kirken indeholder vel sandheden i symbolets form, men den, der er nået til sandheden selv, behøver ikke længere at gå med krykker!"

Eckehart måtte komme til at virke som en kætter og ryste kirken i dens grundvold. Men dette oprør var et nødvendigt resultat af hans erfaring, og slet ikke tilsigtet.

Også med den vise mester Eckehart blev et billede af sandhedens rige holdt op for menneskene, og de sind, som var modtagelige derfor, erkendte, at det, der lyste gennem ham, var stråler af det guddommelige lys!