Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I mine to forrige artikler "Masker og mennesker" og "Reinkarnationen og vor bevidstheds lagdeling" søgte jeg at demaskere det, vi kalder en person og gennem sindets mangespaltede ofte hinanden modstridende elementer at trænge ind til det levende væsens usynlige virkelighed, Jeg'et, vort universelle kraftcenter, der ER selve evigheden. I nærværende artikel, den tredie og sidste i denne trilogi, vil jeg forsøge at skildre forholdet mellem det i os, som består urokkeligt og det, som stadig forvandles. Livet er fuldt af kontraster og er i sig selv baseret på kontrasten mellem et "noget", som er et fast punkt og et "noget", som er bevægelse. Denne den inderste livskontrasts spaltning i utallige kontrastvariationer bliver til selve livets drama, der har sine evige, urokkelige love. Vi skal nu prøve at se på os selv som skuespiller, tilskuer og instruktør i livets store teater. Vi kan kalde det "DET EVIGE spil om enhver".

Når jeg fremhæver ordet EVIGE, er det for at undgå forveksling med skuespillet "Det GAMLE spil om Enhver", som dog også kan have sin betydning for disse analyser, hvorfor jeg vil begynde med at fortælle lidt om det.

Hans "gode gerninger" er personificeret i en kvindeskikkelse, der kraftesløs slæber sig hen ad jorden, men "troen", en anden kvindeskikkelse, hjælper ham, og han går i graven fulgt af sine "gode gerninger" for at hvile til "dommens dag".

Da jeg i sin tid så dette skuespil, virkede det på en måde betagende, man kunne ikke undgå at blive grebet af dets symbolik og dets poesi, men – thi der var et men – da tæppet faldt efter nedstigningen i graven, blev man uvilkårligt siddende og ventede, at der måtte ske noget mere. Det gjorde de fleste, en lidt forvirret stemning beherskede tilskuerpladsen, indtil en behjertet kontrollør gjorde os opmærksom på, at nu fik vi ikke mere for de penge.

"Det gamle spil om Enhver" er inspireret af den gamle verdensimpuls, af dogmernes og den blinde tros religion, ifølge hvilken menneskets liv begynder ved fødselen og slutter i graven, hvor man i den lange ventetid sover i den sorte muld for, når tidens fylde kommer, atter at iklædes sit GAMLE legeme og modtage sin dom: evig salighed eller evig fortabelse!

Dette gamle skuespils livs- og dødsanskuelse har ikke rigtigt bud til vor tids mennesker, selv om vi nok kan glæde os over nogle af dets poetiske skønheder og almenmenneskelige sandheder. Dette, at publikum blev siddende og ikke rigtig var, som om en tråd blev klippet over, ser nutidsmenneskets trang til logik. Det værdifulde i skuespillet pegede netop mod en fortsættelse; man var fuld af forventning, – og så gik tæppet ned! Det var som om en tråd blev klippet over, man fik ikke engang lov til, som man dog gør det i visse moderne skuespil, der også ender brat, at ane en fortsættelse, man selv kan digte videre på. Inderst i ethvert menneske skjuler sig en logisk forsker og en fantasifuld digter, og kunsten og videnskaben vækker dem mere og mere til live i os. Disse to livselementer kunne skuespillet vække i tilskuerne, men det kunne ikke give dem næring, man hungrede efter en fortsættelse. Inderst inde, hvor også digteren og forskeren i os bor, er der ingen af os, der tror, at graven er enden på vort liv, og at døden blot er søvn. Vi stiler mod et større perspektiv.

Der KAN fortælles meget mere om Enhver. Hans liv i "Det gamle spil" har et langt forspil, som vi ikke så, og det vil få et efterspil; og så er disse dog kun "sekunder" i hans evige tilværelse, der stadig vil bringe ham bort fra oplevelsen af det, han er mæt af, og lade alt det, han nu længes imod blive til virkelighed for ham. Måske vil en af fremtidens digtere formå at give disse store perspektiver dramatisk liv. Her skal vi blot betragte det kosmiske skæbneteaters struktur, der er årsag til vort livs skiftende scenerier af mørke og lys.

Vi begiver os først til det levende væsens inderste domæne, teatrets "allerhelligste". På tegningen er denne vor inderste realitet symboliseret ved trekanten X-1, vort usynlige faste punkt, betegnet af os selv med ordet "jeg" og oplevet derved, at enhver af os, lige meget hvor vi befinder os, føler os som verdensaltets centrum. Jeg'et, vort evige kraftcenter, formår ved sin udstråling at give sig til kende.

Denne udstrålings første og stadig usynlige fase er på tegningen symboliseret ved de stråler, der i stjerneform udgår fra trekanten X-1. Martinus giver denne energiudstråling betegnelsen X-2, skabeevnen eller moderenergien.

I denne vor fælles urgrund er vi alle ens, vi har det samme livsfundament. Men fundamentet i sig selv er ikke bevidsthed og dermed liv og oplevelse; en tredie faktor, der er lige så evig som de andre og ubrydeligt eet med dem, giver først mulighed for livsoplevelse, Martinus kalder den X-3, det skabte eller formernes verden. Gennem denne vor treenigheds tredie livsfaktor, hvor moderenergien omsættes i seks grundvibrationer eller grundeenergier, foregår det, man inden for den fysiske videnskab taler om som energiens beståen bag energivariationernes stadige forvandling. Thi vel er X-3 en evig livsfaktor, men dens livsytringsformer er stadigt skiftende, og giver derved livet kolorit og de levende væsener utallige muligheder for livsoplevelse. X-3 er det levende væsens energiforklædning eller maskering i faste, flydende, luftformige og stråleformige stoffer, og med denne livsfaktor er vi midt på livets scene som skuespiller i "Det evige spil om Enhver".

Alle levende væsener ER disse tre livsfaktorer i een ubrydelig sammenhæng. Det er den gamle treenighedslære i ny belysning, om tre der dog er een. I disse tre grundprincipper er vi alle ens, og dog er vi forskellige, fordi variationerne af energikombinationer i X-3 er uendelige. Vi er alle "i Guddommens billede efter hans lignelse", men hvis ikke vi var forskellige i visse variationer af lys og mørke, ville der ikke være mulighed for oplevelse af liv. Var vi alle ganske ens, kunne man måske tænke sig en slags eksistens, der kunne sammenlignes med et menneske, der taler i telefon med sig selv, og derfor hele tiden i forvejen ville vide, hvad der blev sagt. Det ville være trivialitetens "yderste mørke" uden fornyelse og forvandling, en umulighed – som dog nogle har troet var mulig! Tænk blot på de forsøg på ensretning og robotmentalitet, der har været gjort og stadigvæk gøres i diktaturstater såvelsom kapitalistsamfund på denne klode. Men livet selv læser korrektur på den slags forsøg, og livet er evig fornyelse!

Overalt i verden, hvor vi møder "det skabte", enten det er som mennesker, dyr eller planter, som makro- eller mikrokosmiske fænomener, beretter dette skabtes geniale opbygning af mindre livsenheder om en "skaber" med sin "skabeevne". Vekselvirkningen mellem vort treenige selv og en mangfoldig omverden, der i sig rummer den samme treenighed, er dybest set vor vekselvirkning med et eneste væsen, universets skaber, opretholder og fornyer, den evige Guddom, hvori vi "lever, røres og er". De enkelte væsener, vi på livets scene står overfor, bliver derved organer og redskaber for Guddommen, eller de masker og forklædninger, hvori Gud spiller skæbnespillet med os. Der er en dyb sandhed i Paul la Cours ord fra hans "Fragmenter": "Alting er dobbelt, alting opstår ved modsætningernes møde. Modsætningen til en er de uendeligt mange. De udgør et par. Sammen er de tilblivelse."

Vi skal nu se på tilblivelsen af den "guddommelige komedie", som spilles af Guden og Gudesønnen i mange masker og forklædninger, hvor Gudesønnen oplever illusionen om døden for derefter bedre at kunne opleve realiteten: det evige liv.

Da de funktioner, denne tegning er udtryk for, er evige kredsløb, kan man ikke pege et sted og sige: "Her begynder det". Men vi skal jo på et sådant billede begynde et sted, og lad os begynde med det, der her kan symbolisere den gamle billedtale om "Gud, der indblæser Adam livets ånde". "Livets ånde" er i virkeligheden den energi, der kommer fra omgivelserne (enten synlige eller usynlige) indad mod vort evige jeg. Skabelse er fornyelse af det, der ER. Da vi intet kan opleve uden energipåvirkning udefra, var der heller intet liv uden denne "indblæsning" af energi. Alt, hvad vi er i dag er et resultat af vort jegs reaktion over for en sådan påvirkning.

Vi begynder til venstre på tegningen, hvor den sorte ledning (energistrømmen) peger indad mod det levende væsens "overbevidsthed", således kalder Martinus X-1 og X-2 tilsammen. Strømmen går til den cirkel, der er betegnet med bogstavet F, og som sammen med mange andre er rodfæstet i en ring, der symboliserer det overfysiske organ, Martinus kalder "skæbneelementet" i X-2. Det er overgangsleddet mellem X-2 og X-3. Vi kan godt sammenligne dette elements funktioner med et elektrisk elements, thi også her er der tale om en negativ pol (F) og en positiv pol (M) og om opladning og afladning.

Cirklerne i skæbneelementet er det levende væsens "talentkerner", hvoraf de væsentligste, som alle de andre egentlig er underafdelinger af, er talentkernen for modtagelse af energi, F (den feminine pol), og talentkernen for afgivelse af energi, M (den maskuline pol). Talentkerner er mikrokraftcentre, hvori evner og talenter er opmagasineret fra liv til liv. Fra automatfunktionen i disse talentkerner opbygges nye organismer eller "masker og forklædninger på livets skueplads". Genialitet, såvelsom middelmådighed og åndssvaghed er resultater af talentkernernes foreløbige tilstand og ligeledes vor fysiske fremtræden som maskulint eller feminint væsen.

Væsenets feminine pol F modtager energien udefra, hvorefter den proces finder sted, Martinus kalder "Jeg'ets vending af energien", hvor den fra indtryk efterhånden skal forvandles til udtryk. Vendingsprocessen er det samme som en opladning af skæbneelementet, der medfører en senere afladning.

Denne vending af energierne, der finder sted i ethvert væsens overbevidsthed, er livets inderste form for "undfangelse, svangerskab og fødsel", det seksuelle princip i sin urform.

Energivendingen eller vort åndelige svangerskab bliver individuel derved, at ikke to væseners kombination af talentkerner er ganske ens. Det er ved hjælp af disse jeg'et vender energien og giver den sit individuelle "stempel", inden den som begyndende udtryk eller energiudstrømning gennem den maskuline pol M strømmer ind i X-3 og opmagnetiserer væsenets sjælelige og fysiske organer til tanke, følelse og handling i tidens og rummets verden, der bliver til skuespillet "Skæbnen".

Fra trekanten X-1 går en lige linie gennem X-2 til trekanten X-3 for at understrege disse figurers enhed. På et symbol som dette må de tegnes hver for sig, men det må ikke misforstås, således at man tror, jeg'et er eet sted henne og vor person et andet sted. Men vi må heller ikke tro, at jeg'et er et sted inden i vort fysiske legeme, som vi kan være tilbøjelige til at tro. Jeg'et er hævet over tid, rum og bevægelse, idet det skaber disse foreteelser. Jeg'et er allestedsnærværende, derfor kan der tegnes ikke blot de to trekanter X-1 og X-3 på linie, men også den tredie, trekanten T. Vi ER X-1, den usynlige, vi ER X-3, skuespilleren i livets spil, og vi ER også livets tilskuer, som vi om lidt skal komme tilbage til.

I X-3 bliver, som før omtalt, energien til tanke, følelse og handling, idet den først opmagnetiserer de åndelige legemer og derigennem det fysiske centralnervesystem og hele den fysiske organisme. Energien bliver nu materialiseret til fysiske svingninger og går som sådan videre til omgivelserne, på tegningen repræsenteret ved den anden skuespiller på livets scene, trekanten N. Selvfølgelig er der mange andre skuespillere, som vi vekselvirker med på denne scene, men da de alle er Guddommens forskellige redskaber og organer, "forklædninger og masker", er det i virkeligheden den samme aktør, der ganske vist har den særegne evne at kunne optræde på een gang i forskellige masker. Det er Guddommens evne til at være allestedsnærværende. Den punkterede linie, der fra trekanten N fører ud til et "omklædningsrum" med mange N-trekanter, skal vise denne den anden skuespillers utrolige forvandlingsmuligheder i samspillet med os.

Vi er nu nået til selve skuespillets opførelse, der foregår i hverdagen, thi livets scene er jo for os i øjeblikket den – ofte grå – hverdags oplevelser, hvor vi vekselvirker med mennesker, som vi måske kan lide, som måske er os ligegyldige, eller som vi muligvis forfølger med vor antipati og vrede. Men hvem er egentlig Hansen og Larsen og Møller o. s. v.? De er Guddommens forklædninger, hvorigennem denne lærer os livsspillets regler eller loven om årsag og virkning, sæd og høst. Thi de energier, der kommer fra N mod X-3, er alle et svar på energi, der engang er gået fra X-3 mod N.

På tegningen ser vi denne vekselvirkning, energi, der går fra X-3 til N og reaktionen fra N som energi, der rammer X-3. Det kan være alle tænkelige variationer af vekselvirkning, som foregår mellem væsener i hverdagen. Energien fra omgivelserne går gennem X-3 til den særlige "dobbeltgænger", vi alle har, jeg'et som tilskuer, den livsfaktor, der adskiller os fra det øvrige dyrerige, der ikke som det jordiske menneske kan spalte sin bevidsthed og træde ned på tilskuerpladsen, hvor det skelner mellem "jeg" og "det", samtidig med at det også er impliceret i selve skuespillets handling.