Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da krigen for nogle år siden standsede, havde vel langt de fleste mennesker foregøglet sig, at den fremtid, vi gik i møde, måske nok arbejdsmæssigt set ville blive streng, men tiden ville sikkert ikke desto mindre alligevel bringe megen glæde og lykke med sig. Man havde under krigen følt noget nyt vokse frem, noget, der var i den dybeste samklang med det bedste og fineste i menneskesindet, nemlig en følelse af samhørighed af fællesskab født og båret af den samme store længsel – det samme brændende ønske om at blive fritaget for krigens hårde tryk. Et fælles stort mål og ønske havde for en kort stund kaldt disse menneskelige, humane tendenser til live. Deres levetid blev imidlertid ikke lang. Næppe var freden blevet en kendsgerning, før dette nye forsvandt, og urinstinkterne stak atter deres hæslige hoveder frem. Tilbage blev imidlertid nogle ord, som man atter og atter støder på: Den nye tid. Det er, som om menneskene svagt aner, at der er sat skel i vor kulturhistorie, at noget nyt er ved at bryde frem, at vor kultur må slynges ind i helt nye baner, om den ikke skal gå under. De trådte og prøvede stier førte ikke frem til det, man inderst inde havde tænkt sig og havde håbet på.

Der lever i alle menneskesind en drøm om lykke. Dette luftige begreb har mange former, og hvert enkelt menneske har vel sin specielle lykkedrøm, som det ikke kan leve foruden. Nej, lykkedrømmen kan vi mennesker slet ikke undvære, den lever og lyser op i vore sind. Den kan være så stærk og levende, at den kaster sit genskin på den grå og nøgterne hverdag og gør denne lysere og lettere for os. Selv om vore lykkedrømme er meget forskellige, har de dog noget i sig, som er fælles for dem alle – en slags generalnævner, hvori de alle går op, nemlig ønsket om at opnå en bedre, en lysere og lykkeligere tilværelse. Vi længes alle efter noget, der er mere fuldkomment end det, vi i dag oplever som vor tilværelse eller skæbne. Dette menneskehedens store kollektive ønske om at nå frem til større fuldkommenhed til lysere og lykkeligere forhold er det, der mere og mere tager form af humanisme og gør denne til et højeste fælles mål. Dette store mål, som lever og lyser op i ethvert menneskes sind, er således noget, vi alle i fællesskab stiler imod. Da imidlertid menneskenes udsigt over livet eller de menneskelige erfaringer gennem inkarnationerne er højst forskellige, opstår der selvfølgelig på dette grundlag mange divergerende meninger og opfattelser om vejen til lykken. Vejene er således mange og meget forskellige, men det lysende mål, vi alle kæmper os frem imod, er det samme. Der rejser sig nu et stort og livsvigtigt spørgsmål: »Findes der nogen realitet, som kan bringe alle disse forskellige og hinanden modarbejdende meninger og opfattelser i harmoni med livets egen mening og dermed i harmoni med hinanden, således at ikke blot målet er fælles, men også vejen mod dette store mål bliver den samme?«

De aller fleste mennesker er af den opfattelse, at politik er det universalmiddel, som kan rette og udligne vor kulturs skavanker og misvækster. De politiske partiers kampe er et kapløb om at komme først til magten, for derigennem at praktisere partiets særlige ideer, de samfundsfrelsende goder, som skulle udfri menneskene fra hårde og ulykkelige skæbner. Vi ser imidlertid også, hvorledes politiske partier, som ikke evnede at indfri, hvad de havde lovet, og som måske endogså skabte uheldige reaktioner i samfundet, atter må aflevere magten til andre partier, som ligeledes før eller senere får deres ufuldkommenheder blottet. Denne politiske kamp, som raser kloden over, giver imidlertid dybtgående erfaringer, og efterhånden som disse erfaringer foreligger i tilstrækkelige mængder, vil der opstå en urokkelig viden eller videnskab på dette felt, og den vil være indstillet på et eneste endemål: humanisme. – De politiske partier er endnu kun optaget af samfundets ydre struktur, og disse kæmpende politiske partiers menige medlemmer stiller alle hver for sig krav om absolut retfærdighed. Da retfærdighed jo er det samme som livslovenes opfyldelse, og da alle politiske partier er blottet for kendskab til disse love, synes vejen endnu at være lang og trang.

Gennem tiderne har den ene kultur bestandig afløst den anden, og hvis vi vil prøve at efterspore vor nuværende, den kristne kulturs fødsel, ser vi, at den skete i stilhed i et lille land, hvor kun ganske få mennesker evnede at komme på bølgelængde med verdensgenløserens forkyndelse. Gennem nogle få mennesker, i hvis sind Kristi evige ord levede og blev en inspirerende kraft, bredte hans forkyndelse sig efterhånden ud over en stor del af verden, og den såkaldte kristne kultur opstod. Menneskets evige drøm havde fået ny næring og en midlertidig forløsning. Menneskeheden var blevet beriget med nye livgivende tanker, havde fået en ny tankemæssig indstilling til livet og til næsten. En ny tid var brudt frem, en ny mental solopgang kastede sine varmende og lysende stråler ud over en mentalt frysende menneskehed, som i kraft af en stærk og levende trosevne fik nye skønne, men dog fjerne mål i sigte.

Som alle tidligere kulturer, der hvilede på magt og ikke på ret, er gået under, således vil også den kristne kultur, som vel ingen vil driste sig til at betegne som funderet i retsprincippet, gå sin opløsning i møde. Det moderne menneskes forhold til »troen« er jo almindeligvis lidt køligt, idet en livsopfattelse, der ikke kan tåle efterforskning og derfor blindt skal troes, ikke kan bære en verdenskultur, i hvilken universiteter, skoler og læreanstalter efterhånden mere og mere præger og skaber menneskenes mentalitet. Når dertil kommer, som vi just har oplevet det, at vi stilles ansigt til ansigt med den kristne kulturs konsekvenser, som viser os en verden, hvor alt er gudløshed, mentalt kaos og forvirring, bliver det ikke vanskeligt at forstå længslen efter en ny tid. Vi har jo set en menneskehed, som mobiliserede alle kræfter på at udrydde sig selv, som ved hjælp af sin geniale tekniske kunnen udslettede store dele af vor kulturs ypperligste frembringelser, og som stadig lader sine dygtigste videnskabsmænd arbejde energisk på at fremstille endnu frygteligere drabsvåben end dem, der for ganske kort tid siden blev demonstreret for os. I den kristne kultur syder og flammer hedenskabet eller »det dræbende princip« stadigt. Menneskenes liv er blevet som en vandring omkring et krater – og er det egentlig så underligt, at der tales om »en ny tid«, og at menneskene inderligt længes efter en kontrast til vor nuværende urolige og forvirrede tid, hvor angst og frygt for fremtiden kvæler al naturlig livsglæde.

Et tilbageblik over såvel jordens tilblivelseshistorie som menneskehedens udviklingshistorie viser os, at begge disse store udviklingsprocesser ikke er sket gennem en fortsat langsom reaktion – nej, de udviklingsmæssige ændringer er sket i spring, som så atter er efterfulgt af perioder, hvor der tilsyneladende ikke hændte så meget. Den rytme, vi her møder, er ikke noget tilfældigt, som vi træffer på netop i de to valgte tilfælde. Nej, vi er her stedet over for et stort universelt princip, som enhver skabelse stor eller lille er undergivet. Martinus viser os gennem sine kosmiske analyser, at der bag alle former for liv eksisterer et evigt princip kaldet »Det guddommelige skabeprincip«, og at dette princip uophørligt beliver og befrugter alt levende i verdensaltet. Som ovenfor antydet sker skabeprincippets udløsning rytmisk. Menneskehedens sidste store impuls var af en sådan natur, at den igen spaltede sig ud i tre mindre impulser, der atter hver havde en verdensreligion til følge. (Buddhismen, kristendommen og muhammedanismen.) Disse religioner, hvis grundlag var en stærk og levende trosevne, taler hovedsageligt til menneskenes følelsesliv og blev manifesteret i brudstykkemæssige, symbolske ordformer, der kastede lys over områder, der var af betydning for den menneskelige morals videre udvikling. Nu er menneskene imidlertid gennem en stærk både følelses- og intelligensmæssig udvikling nået dertil, at de gamle trosformer ikke mere har magt over sindene. Det moderne menneske føler sig urolig og usikker, hvor det må nøjes med en formodning eller tro vedrørende et eller andet, kun på kendsgerningernes faste grundlag føler det sig sikker. Det vil altså sige, at langt de fleste mennesker hellere lader sig føre af deres forstand, af deres logiske tænkeevne end af deres følelseslivs ofte uforståelige reaktioner. Verdens længsel af i dag er således ikke nye trosformer, tværtimod forlanger menneskene fornuftmæssig begrundelse for enhver idé eller forestilling, der skal influere på deres liv. Da den kristne terminologi ikke opfylder disse krav, er der således efterhånden opstået en dødbringende materialisme på resterne af en tidligere livgivende religiøsitet. Den materialistiske videnskabs kendskab til det døde stof er fremragende og beundringsværdig, hvorimod kendskabet til »det levende«, dette mærkelige uhåndgribelige, som vi ser stråle igennem store og små organismer, som unddrager sig direkte sansning, og som ikke kan vejes eller måles – er minimalt. Mennesket har ingen praktisk viden om sin egen natur, og denne vældige viden om stoffet jævnsides en fuldstændig mangel på viden vedrørende »det levende væsen« er sikkert en af de største årsager til vor nuværende kulturkrise. Hverken den moderne videnskab eller den dogmatiske kristendom ejer således den viden, der alene kan skabe lys i det nuværende mørke.

Vi er allerede blevet indforstået med, at de tankeforestillinger og ideer, der senere blev det bærende i den kristne kultur, først spirede og groede i enkelte sind for derefter senere, da tiden var moden, og længslen efter en ny moralitet, en ny kommende idealisme blev virkelig levende, da at brede sig ud over jorden. Vi ser her, hvorledes livet i sin uendelige visdom, da længslen efter ny åndelig berigelse virkelig blev aktuel, da allerede havde skabt det »Livets brød«, som ene formåede at stille den mentale sult, at skabe glæde, lys og tilfredshed i menneskesindet.

Som det formede sig i hine fjerne tider, er det atter blevet gentaget i vor moderne tid. Vi lever i »Den nye tid«. En ny impuls fra det guddommelige skabeprincip stråler atter ind over jorden, og dens virkninger kan fornemmes på en mængde områder. F. eks. møder vi nu inden for arkitekturen de rene linier, de rolige afrundede former. I den moderne musik træffer vi nye rytmer, nye mærkelige harmonier, og den moderne tegne- og malekunst har frigjort sig fra tidligere love og regler og forsøger gennem forenkling eller nye farvesammensætninger at finde udtryk for nye rumforhold eller endnu ubevidst sansede åndelige realiteter. Intellektualitetens og dermed videnskabens umådelige vækst i vort århundrede er også en direkte udløber af den nye impuls. Den store viden om og udnyttelse af tekniske og kemiske foreteelser har skabt grundlag for at udvide krigens gru og rædsler, men giver denne overlegne drabsudfoldelse ikke også dybtgående erfaringer vedrørende det mentale mørke, som knuger os alle? Var dette mørke ikke blevet trukket op og oplevet i sine yderste konsekvenser, ville der ikke være opstået noget reelt eller virkeligt kendskab til mørkets årsager. Jo mere kendskab til mørket og dets konsekvenser, jo større forudsætninger skabes der for at opleve og fornemme mørkets modsætning, jo større længsel efter lyset, efter den ny tid, skabes der. Denne stadig voksende evne til at tænke logisk har også bevirket, at menneskene har kunnet gennemskue de traditionelle tankeforestillinger og dogmer, som gennem de svundne tider har dannet grundlaget for deres bevidsthedsmæssige og kulturelle udvikling. Denne afstandtagen fra udlevede opfattelser og meninger skaber modtagelighed for en ny åndskultur, som den vi gennem den nye impuls møder gennem de kosmiske analyser. Som den materielle videnskab har gennemanalyseret stoffets verden, har Martinus gennem sine kosmiske analyser klarlagt livets mysterium for os – givet det levende væsen kendskab til sin evige fortid og evige fremtid, vist os Guddommens eksistens som en urokkelig kendsgerning – og det levende væsens udødelighed samt livets evige kredsløb. Martinus viser os endvidere, at livet udelukkende er et udslag af en Guddoms evige væren i form af kærlighed. Denne strålende viden om livet og dets grundprincipper foreligger i fuldkommen logiske tankerækker tilgængelige for ethvert i følelse og forstand dertil modnet menneske. – Medens tidligere tiders kulturer hvilede på et åndeligt livgivende grundlag, der var betinget af en stærk trosevne, så er det afgørende i dag ikke at skabe et nyt trosgrundlag, men derimod dette for det enkelte menneske at skabe adgang til forskning af kosmisk viden kosmiske analyser. Disse livets egne analyser vil i begyndelsen, selv om de virker stærkt inspirerende på læseren, dog alligevel eksistere lige som uden for forskeren, men ved fortsat at beskæftige sig med dem, sker der det, at disse livets egne tanker umærkeligt lister sig ind i sind og tankeverden og ligesom bliver en del af en selv. Når dette først er sket, kan det slet ikke undgås, at det enkelte menneske tvinges ind i en kamp med urinstinkterne i sin egen bevidsthed. Det blændende lys, disse store tanker er udtryk for, aftegner skarpt, hvad der fører til lys, lykke og indre fred, og hvad der fører mod mørket og dets dybe skygger.

Som havet består af dråber, består menneskehavet af enheder, og efterhånden som flere og flere af disse enheder formår at frigøre sig for de mørke, dyriske traditioner, vil helheden også ændre sig. På dette grundlag, at freden i de enkelte enheder er en urokkelig kendsgerning, kan en kommende lys og strålende menneskelig kultur udelukkende opbygges. – Mange vil nu sikkert ryste på hovedet og være af den mening, at forannævnte kun kan være en ganske vist smuk, men håbløst umulig ønskedrøm. Lad os imidlertid huske på, at al udvikling sker i spring i rytmer, måske er der langt flere realiteter i ønskedrømmen end først antaget. Når et frø lægges i jorden, sker der i begyndelsen tilsyneladende intet, men pludselig en dag er underet sket. Er det ikke i princip det samme, vi som tidligere omtalt blev vidne til gennem det, der blev den kristne kulturs fundament? Doktor Nicolaj skriver i sin bog »Krigens Biologi« meget interessant om dette emne. Jeg tillader mig som afslutning at citere:

»H. de Vries har vist, at på en mark med kongelys, hvor efterkommere og forfædre igennem århundreder var hinanden lig, der optræder pludselig betydelige forandringer, og det foregår på følgende måde: På en mark med kongelys forekommer der hvert år nogle eksemplarer med visse abnormiteter – længere eller kortere, tykkere eller tyndere blade end de andre. Disse abnormiteter er i sig selv ligegyldige, men pludselig optræder et år en af disse forandringer – f. eks. lange blade – hos et stort antal af individerne (de Vries femte lov) og den er så straks fuldstændig konstant, d.v.s. nedarves ren og uafhængig af ydre betingelser. Næste år findes altså den nye art af kongelys næsten overalt ...... Det, som det kommer an på, er det virkelige forhold, som netop beviser, at der må bestå en eller anden sammenhæng mellem de enkelte eksemplarer af kongelysene og endog en sammenhæng, der endnu har muligheder for at gøre sin indflydelse gældende. Der består altså virkelig mellem de enkelte kongelys et kræfternes sammenspil, d.v.s. kongelysene danner tilsammen trods deres legemlige individualitet en helhedsorganisme. ...... Et lignende sammenhæng består der utvivlsomt også mellem menneskene. Og da vi mennesker som alle andre dyr fortrinsvis varierer med det organ, som i den seneste tid har gennemgået de største forandringer, nemlig med hjernen, så vil de fleste eksempler foreligge på det psykiske område. Uden tvivl optræder der også i menneskeheden pludseligt store omvæltninger, efter hvilke den menneskelige sjæl synes at være forandret lige fra grunden. En bølge, der vælder frem fra vore hemmeligste og inderste indskydelsers dunkle kilde, en ny verdensanskuelse, synes pludselig at have skyllet alt det gamle væk......«