Kosmos 1949/5 side 89
MOGENS MØLLER
Den magiske cirkel
Man vil måske tro ved at læse denne artikels overskrift, at den handler om magi. Så må jeg desværre straks skuffe læserne, i alt fald hvis de med dette begreb mener noget såkaldt overnaturligt eller mystisk. Den handler kun om noget ganske dagligdags, ja, det allermest dagligdags, nemlig hverdagen.
Hverdagen er et vidt begreb, for selv om vi alle oplever »den samme« hverdag, oplever vi den dog vidt forskelligt, så vi må siges at have hver sin hverdag afhængig af vort »indre vejrlig«, vore tankeklimaer. For nogle er den konstant grå og trist, ja, måske et rent helvede, hvormeget end solen skinner, for andre er den mere som aprilvejr, snart mørk, overtrukket af mentale uvejrsskyer, og snart fuld af strålende solskinshumør. Men i det store og hele er det »gråvejret«, der dominerer, og konstant mentalt solskin er der kun meget få, der oplever; for dem er der ikke tale om nogen hverdag i den gængse betydning. Udtrykket »hverdagsagtig« dækker jo netop over begreberne »mørk, grå, trist, kedelig«, hvilket må være ensbetydende med, at de fleste oplever hverdagen sådan. Det lyse og strålende karakteriseres mere som »søndagsagtigt«, altså som noget, der er i pagt med den ene dag om ugen, hvor man har fri, hviledagen eller »hellig«-dagen, som den engang hed. Når hverdagen eller arbejdsdagen fornemmes som grå og trist, mon det så ikke for en stor del er, fordi arbejdet er blevet en forbandelse for tusinder af mennesker, en trædemølle eller trivialitetens helvede?
Det moderne helvede eller arbejde uden skabelse.
»Livet er det samme og det samme, bare der dog ville ske noget, noget nyt!« Vi kender vist alle dette omkvæd. Grunden til, at der for så mange mennesker ikke sker noget i deres daglige arbejde, er, at dette er blevet rutine, automatfunktion. Man føler det som slaveri og ikke som en skabelsesproces. Lad os tage et eksempel. I gamle dage var håndværkerens arbejde noget, hvori han lagde hele sin sjæl. Han kælede for sit værk og slap det ikke, før det ikke var ham muligt at gøre det bedre. Det var skabelse. Her fik et menneske udløsning for noget, der rørte sig i ham. I vore »moderne tider« med seriefremstilling og samlebåndsteknik gør en sådan håndværker en ynkelig figur. Han kan ikke klare sig i konkurrencen. Han har den udvej, at han kan blive kunsthåndværker, og må da som andre kunstnere håbe på at kunne få en kundekreds af interesserede. Han skiller sig ud fra de andre og må tage den økonomiske risiko, det kan medføre. Til gengæld har han mulighed for en mindre triviel tilværelse og større individuel udvikling gennem sin arbejdsglæde. De andre skal blot lave noget, der er udtænkt i forvejen både teknisk og kunstnerisk. Det skal bare laves, og det skal være ens, og det skal gå hurtigt. De føler sig som »Robot'er«, som mekaniske dukker uden individualitet.
»Den højeste ild«s dyriske og menneskelige udtryksformer.
De tusinder af mennesker, som bittert ironisk kalder sig »lønslaver« kan ikke i deres arbejde finde udtryk for den skabertrang, der er begyndt at røre sig i mennesket. Hvordan skal de »få luft«, »for ud skal den, om den så skal ud gennem sidebenene!« Trangen til at der skal ske noget, noget »æventyrligt«, er for en stor del forårsaget deraf, at vi ikke i tilstrækkelig grad får udløsning for den »ild«, der brænder i os, som i mange tilfælde får næring af visse biografstykker og kulørte hefter. Denne »ild« er skaberkraften, som Martinus i alle dens udtryksformer kalder »den højeste ild«. Denne guddommelige kraft virker i os som i alt levende. Men hvordan virker den, og hvordan føles resultatet af dens virkninger?
Når denne kraft ikke kan komme til at »slå ud«, udfolde sig, så »slår den ind« og kan ligefrem blive en »helvedes ild« i stedet. Når en uimodståelig kraft holdes tilbage, bliver den blot yderligere fortættet, pludselig er den stærkere end modstanderen, og eksplosionen finder sted. Det, der kunne være blevet en begyndelse til menneskelig livsfornyelse, bliver dyrisk ødelæggelse, et eksplosionernes helvede.
Dette mentale helvede kender vi alle mere eller mindre. Vi kommer ind i det, når vi »får luft« for vor lede ved det »forstenede« liv i trædemøllen; men blot for at opdage, at vi er kommet »fra asken i ilden«, fra trivialitetens helvede til lidenskabernes brændende helvede med eksplosioner, der udsender kvælende røg og efterlader slagger og endnu mere aske: fortvivlelse, lidelse og besvær. Man farer rundt i disse helvedestilstande fra den ene ind i den anden. Man »sår« et helvede for andre og »høster« et helvede selv. Det er den »magiske cirkel«, som har indkredset menneskeheden. Vi har det lige som hønen, der – indkredset af en kridtstreg – tror, den ikke kan komme ud. Vi er i et mentalt fængsel og løber rundt og rundt inden for dets mure lige som hønen i sin cirkel. Der er blot den forskel, at vi selv har lavet vor cirkel og ikke kan »løftes« ud, det må ske ved egen hjælp.
Vi længes efter, at livet skal blive nyt. Det vil det også blive, men ikke før sindet bliver nyt. Vort sind er vor skæbne, og kun ved en sindelagsændring og ved dennes udløsning i hverdagen, bryder vi cirklen og vil komme til at opleve den eftertragtede livsfornyelse.
Den organiske forvandling.
Men hvordan kan dette nye sindelag, det menneskelige, komme til at gøre sig gældende i stærkere grad, end det hidtil har gjort? Ved træning, hvorved der lidt efter lidt sker en organisk forvandling.
Den forvandlingsproces, som gennem svundne årmillioner har ændret vegetabilske livsytringer til animalske, er nu ved at ændre de animalske til menneskelige. Lige som de animalske organer er opstået i primitiv form, efterhånden som der var trang til dem, og disse primitive organer ved træning er udviklet til geniale redskaber (f. eks. vore sanseorganer, kønsorganer, hjerte, nyrer o.s.v.), kan de primitive menneskelige organer, som på grund af vor trang til nyt liv er under udvikling, udvikles til genialitet, men kun ved at bruges!
Mange mennesker bruger næsten ikke deres slumrende menneskelige skaberkraft og opøver derfor ikke de organer, hvorigennem denne kraft skal vibrere. Men »ilden« kan ikke holdes tilbage, og kan den ikke få et menneskeligt udtryk, baner den sig selv vej, og udfoldelsen bliver »dyrisk«: kræfterne bliver herre over væsenet. Virkningerne er mangfoldige, men kan karakteriseres med eet ord: krigen. Krigen i alle dens faser, som den udkæmpes på den »ydre front«, de manges krig, mellem soldater, rivaler, ægtefæller, på arbejdspladser eller andre af hverdagens slagmarker. Men der er også en anden krig, den enkeltes eller krigen på den »indre front«. Den udkæmpes på den mentale slagmark, vi kalder samvittigheden som en kamp mellem den dyriske og menneskelige livsudfoldelse. Endnu har »dyret« overtaget, bl. a. fordi det har forstået at camouflere sig og »arbejde bag fjendens linier«, hvor det taler om det »sunde« had, den »hellige« vrede og den »retfærdige« harme eller prædiker, at man helt skal bekæmpe sin livsudfoldelse og resignere. Men flere og flere er ved at opdage, at aktiv sublimering af kræfterne er vejen til det menneskeliges sejr, til en ny virkelighed, hvor »man« er herre over kræfterne.
»Himmel og helvede«.
Dantes makabre helvedesskildringer i hans »guddommelige komedie« er ikke værre end vort »moderne helvede«, hvorover der også står skrevet med ildskrift (eller neonlys): »her lades alt håb ude«, fordi menneskene selv har mistet håbet. Men Martinus viser, at der er en vej ud: at blive et intellektuelt skabende menneske i næstekærlighedens tjeneste. Til denne »vej« kan ikke fås adgangskort, man må selv søge den, selv finde den og selv vandre den. Men de individuelle veje fører alle mod samme mål, bort fra trivialitetens og de utøjlede lidenskabers helvede, der som en »magisk cirkel« indkredser menneskeheden og mod kontrasten til dette mentale helvede, en mental himmel: et liv i hverdagen uden »hverdage«, en tilstand, hvor der virkelig sker noget, hvor man oplever hvert sekund som helligt på grund af de guddommelige skaberkræfter, der gennemstrømmer en, og som man i kraft af sine udviklede talenter og organer kan viderebringe til sin næste.
Man kan begynde at se mange af disse individuelle veje ud af helvederne i form af de såkaldte lønslavers større og større interesse for og arbejde med kunst, forskning og andre udviklende hobbies i deres fritid. Og ligeledes deri, at trangen til et nyt liv i mange menneskers sind begynder at tage form som tanken om »een verden«, hvor der er fred, gensidig forståelse og bedre arbejdsforhold. Rationering af rutinearbejde og adgang for alle til studier inden for kunst, videnskab og filosofi. Det er også en søgen bort fra den triste hverdag mod »æventyret«, men ikke en æventyrtrang, der fører til ansvarsløs løssluppenhed. Til verdensfjerne drømmerier da? Ikke for de mennesker, som livet selv er begyndt at tale til. Deres inderste trang er at gøre en endnu skjult sansedimension, den menneskelige, til et »rige af denne verden«, at give en højere realitet fysisk liv.
Tilbage til artikelregister
Forrige