Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er længe siden. Jeg var kun en lille purk; men den oplevelse, jeg nu skal fortælle om, har brændt sig ind i min bevidsthed og er med mellemrum dukket op til overfladen af denne.

Min far havde haft en karl, der senere blev vagabond, tilbragte nætterne i lader eller stalde og tjente til spritten ved at opkøbe og sælge klude og gammelt jern.

En dag kom han på sit tilbagevendende halvårlige besøg, som sædvanlig dinglende og fulgt af en flok grinende drenge.

Da vi havde afhændet vort gamle jern til "Fulde-Søren", var det, det skete, det meget smukke. "Fulde-Søren" kaldte os sammen: "Jeg har noget at vise jer, drenge!" Spændte stod vi og iagttog den gamle, mens han andægtigt tog en genstand, der var indhyllet i en laset klud, op af inderlommen på sin pjaltede jakke.

Ved de store øjeblikke i ens liv – eller små –, det kommer ud på et, husker man ofte tydeligt enhver detaille: vejret, omgivelserne, personernes minespil etc. Således også her. Måske er det, fordi "Fulde-Søren" altid kom med solskin og grinende drenge, men i denne time på denne dag stod solen i vest, den skinnede lige på Bette-Kristians opstoppertud og fik alle fregnerne til at lyse op i et lilla-violet skær og hans tjavsede, røde hår til at stå i skarp kontrast til hestestaldens hvide gavlvæg.

Lige så lang tid, det har taget mig at skrive dette, lige så lang tid var Søren om at afdække sit klenodie. Herunder var han blevet dybt bevæget: "En gave fra Gud, lille børn, en gave fra Gud!"

Endelig kom en skinnende genstand til syne. Ved gensynet med den strømmede tårerne ned ad den gamles kinder. Den nænsomhed, hvormed hans knortede hånd fattede om gaven, viste os – eller måske var det kun mig – at dette var et helligt øjeblik: "Lille børn, lille børn, hvilken gave fra Gud!"

Den nat behøvede Søren ikke at famle sig frem i høet for at komme til ro. Gaven fra Gud, en flunkende ny lommelygte, lyste i mørket for ham.

– – – Forsynet har mange måder at tænde lys på.