Kosmos 1949/2 side 25
DANSK GULDALDERDIGTNING
i åndsvidenskabelig belysning
Af
Peter Zacho,
Kommunelærer
(Fortsættes)
Ørsted og Grundtvig.
Har man læst H. C. Ørsteds bog "Ånden, i naturen", kan man ikke tvivle om, at han var en fremragende livsytringsforsker. Hr. Gerner Larsson har i "Kosmos" 1936 skrevet en glimrende artikel om H. C. Ørsted. Jeg skal derfor her nøjes med et enkelt kort citat, der klart viser Ørsteds evne til kosmisk analysering: "– – – men dersom navnet udødelighed ikke båres af et højere udødelighedshåb, dersom det ikke var et genskin af et evigt liv, hvad var det da andet end et tomt luftbillede, en skygge, der ikke viste os glansen af et højere lys gennem den jordiske materies dråber."
Vidste man ikke bedre, kunne man godt gætte på, at dette citat var taget fra "Livets Bog", og det vil da være ganske i Ørsteds ånd at gå dybere ind i analysen, som Martinus har gjort det: at vi mennesker har øjne og øren, hvilket ikke altid har været tilfældet. Vi kender organismer, som endnu kun aner lysets og lydens tilstedeværelse, en vandmand f. eks. Vore organer er udviklet ved naturens påvirkning gennem millioner af år. I en fjern fortid havde vi kun evne til at ane lys og lyd. Uden solskin og uden larm og bulder var vi aldrig nået til at opfatte verden gennem disse to vigtige sanser. Det er imidlertid en kendsgerning, at vi foruden fysiske også har åndelige sanser, der er under udvikling og har været det i årtusinder. Som vi engang anede lyset, aner vi nu – udødeligheden. Denne anelse er det, vi udtrykker som "et evigt liv". Men en anelse er forløberen for dagsbevidst viden; og da sanseorganerne umuligt kan blive til uden ydre påvirkning: Guds evige ånd eller "ånden i naturen", er udødeligheden hermed bevist.
Ørsted ville have frydet sig over en slutning som ovennævnte. Grundtvig derimod ville (trods sin storhed på sit felt) nok være blevet dybt forarget. Lige til sin død troede han, det var solen, der drejede sig om jorden, og at det var synd mod det guddommelige at udforske stjernerne. Om disse to mænd skriver Troels-Lund i "Bakkehus og Solbjerg": "Begge kunne de mødes i første vers af Grundtvigs digt:
Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.
Men Ørsted fulgte straks deres bud og steg med op til Gud. – – – Da Grundtvig efter denne omvej med den nye stjerne (i andet vers), bibelen, i hånden, så sig om efter Ørsted, var denne forsvunden. Grundtvig blev forarget. Han anede ikke, at Ørsted var gået den lige vej op og allerede i færd med, hvad Grundtvig mente først kunne ske efter døden: "på stjernetæpper lyseblå skal glade vi til kirke gå."
Jeg tror nu ikke, Ørsted går i kirke i "himmelen". Snarere er han travlt beskæftiget med at udforske fremmede kloder. Han er til "gudstjeneste" i Guddommens eneste sande kirke: Universet.
Forskellige syn på døden.
Heller ikke Hauch synes at finde tilfredsstillelse ved Grundtvigs beskæftigelse. I "Dødens Genius" tænker han sig det nye liv således:
Af dødens dyb sig hæver mangen strand,
hvor milde blikke vinker dig mod land.
Der sidder elskeren sin elskov nær,
de bedste drømme drømmes atter her.
Og hver en ven, for hvem din tåre randt,
selv den, du elsked, som du hist ej fandt,
den finder du, hvor dødens bølge ler,
og hvis I vil, I skilles aldrig mer.
Jo, i Guds himmel er der mange boliger. Der er plads til alle, både til dem, som går i kirke, og til dem, der har andre interesser; og godt således. Derfor bliver de enkeltes syn på døden forskelligt. Romantikkens mennesker følte, at det var naturen, de måtte henvende sig til for at få svar. Det var smukt og beroligende at se, hvordan den byggede bro mellem liv og død: Solen, der går ned hver aften, og kommer igen hver morgen. I letbevægelig romantisk begejstringsrus forkyndte man denne kendsgerning som en lov, der også gælder menneskelivet; men man forstod den ikke helt. Ikke så underligt; for menneskets solnedgang ligner for det meste langtfra sit forbillede. Meget a propos kan læseren i dette nummer af "Kosmos" studere den fuldkomne fortolkning af naturens lov i en solnedgang. Romantikerne svingede derimod stemningsfuldt mellem den første opfattelse og denne:
Naturen fødes igen hvert år,
mennesket har kun en eneste vår.
Døden bliver en evig søvn; men denne opfattelse kan dog ikke tilfredsstille i det lange løb. Enkelte digtere har været inde på reinkarnationstanken. Påvirket af Hegel har Johan Ludvig Heiberg givet denne tanke form i "De nygifte", hvor Frederik, der er i færd med at forberede et skinsygemord, pludselig erindrer, at han i en tidligere tilværelse har begået samme art forbrydelse og blevet dømt til døden. Men Heiberg formår ikke at bringe sin livsfilosofi i overensstemmelse med livet. Han opgiver at finde svar og skriver ved Poul Møllers død:
Hisset toner dig et svar i møde;
Din gåde løses ved en bedre strand.
Hvor meget menneskene end søger efter en opklaring på livsmysteriet, så ender det dog gerne med det selvopgivende: gåden løses først på "den anden side". Kun enkelte har følt eller føler, at problemerne kan og skal løses her. Det er denne ejendommelighed i menneskets psyke, der gør, at profeterne "bliver stenet", og at kun så få oplever de store og inspirerende øjeblikke i verdenshistorien, hvor det guddommelige fødes på ny.
1833 skrev Oehlenschläger et digt, som i logik – såfremt man tror på en alkærlig Gud – ikke kan overgås:
Barnet ting at danne kun begynder
For dem straks igen at bryde sønder.
Men udødelig er kunstens værk;
Og vor Skaber!
Du med grusom kulde
Selv dit værk tilintetgøre skulle?
Nej, dertil er Du for viis og stærk.
Dog er det mere udødelighedshåbet og tvivlen end visheden, der har inspireret Oehlenschläger, idet han til andre tider var mere svingende. På sit dødsleje søgte han trøst hos vismanden ved at lade oplæse en scene af sit eget digt "Sokrates" der, hvor denne omtaler døden:
– – – –
Tænk hvilken glæde det da vel må vorde
At leve der med guder og at tale
Med Hesiod, med Orpheus, med Homer
Og alle store mænd, som var før os.
Jo, det ville være en dejlig oplevelse. Men man må blot huske på, at formår man ikke at "tale" med vismændene allerede her, så har man heller ingen mulighed for denne korrespondance på det åndelige plan. Martinus' analyser viser os netop klart, at vi her lever så meget i den åndelige verden, at vor bevidsthed ikke udvides, fordi vi dør.
B. S. Ingemann.
De fleste kunne sikkert udmærket tænke sig Sokrates' og Oehlenschlägers paradis, og vist er det, at
Har sjælens liv ej ende, så er der ingen død,
Og vi er dog så godt som i paradiset fød.
Således taler "Holger Danske" gennem Ingemanns mund; og Ingemann fortsætter:
Se frem, men ej tilbage!
– Hvad sjælen attrår,
Måske dog engang under solen den når.
Men når under solen ej sjælen, hvad den vil,
Så er der andre sole og andre stjerner til.
Og slukkes alle sole og stjerner engang –
Dog livets kilde springer, hvor evig den sprang.
Det er ikke den barnligt fromme Ingemann, der her taler; det er vismanden, der dristigt sprænger alle snævre teologiske forestillinger. Der er udødelighed i dette digt, ikke alene for alle tings ophav, Gud, livets kilde, men også for digteren, der intuitivt fornemmer, at han selv udgør en af dråberne i livets kilde. Det livssyn, han her tolker, sprænger alle rammer og kan umuligt rummes inden for kirkens snævre forestillingskreds. Ikke så underligt, om nogen i dag tvivler på, om han var en "kirkens mand". Som et barn af romantikken inspireres også han af naturen:
Lig solen farer livet hen,
Går til forklaringskysten.
Med glans opdukker sol igen
Fra paradiset i østen.
Jo, også digterne har givet os blade af Guds store billedbog. Jeg kan her ikke lade være at tænke på mange "moderne" menneskers opfattelse af salmerne som noget naivt, man næsten ikke kan være bekendt at befatte sig med. Det er for sådanne moderne mennesker, Gud er blevet borte, De befinder sig midt i døden, fordi de har "kastet barnet ud sammen med badevandet". De bedste af de gamle salmer er netop det højeste, der er og vil blive nået i sin kunstart. Vi kommer her atter tilbage til det store og forunderlige, at kosmisk viden kaster en meget skøn glans over livet. Den mest oprigtigt troende vil ikke have mulighed for at nyde salmerne med tilnærmelsesvis samme lykke, oplevelse, ekstase og højnelse som den, der ser dem i kosmisk belysning. For den første betyder salmerne som regel kun en stærkere eller svagere følelsespåvirkning, mens den anden kan se evighedens porte åbne sig. Jeg er selv i den situation, at min stilling "tvinger" mig til at begynde dagen med morgensang, og jeg kan kun sige, at det ikke er uden værdi at gøre morgenen til en tankeflugt ud i de guddommelige sfærers musik.
Vi er tilbøjelige til at gå sløvede gennem livet, fordi så mange timelige problemer trænger sig på, sikkert også til den overtro, at "vi alene vide", netop fordi vi er begunstiget med større teoretisk viden. Her er det blot hensigten at vise, hvorledes man i kærlighed knytter fortiden til vor egen tid. Hvis ikke de kosmiske analyser lærte os, på den smukkeste måde vi formår, at forbinde fortid, nutid og fremtid med vor egen viden om livet, hvad har vi da forstået af dem? Vi skal ære vor fader og moder, hedder det. Det falder os ikke vanskeligt, når fædrene er guldalderdigterne, og det kan kun være den største glæde at give dem en hædersplads i dette blad og i vore hjerter.
Frederik Paludan Müller.
En hædersplads her skal også "dødens digter" have. Paludan Müller formede sig, som Hauch, H. C. Ørsted, Ingemann og Kierkegaard, sin egen religion uden om kirkelæren. Han var ikke så gerrigt ortodoks, at han ikke havde råd til at give både planter og dyr del i det evige:
Og dyrets liv, der dækkes som af en dunkel sky,
Skal ej det opvækkes, når livets tåge fly?
Den hund, som trofast døde af sorg på herrens grav,
Skal aldrig ham den møde, til hvem den hen sig gav?
Vi kan prise os lykkelige over, at det ikke er institutioner, der skal formidle adgangskortene til saligheden; og vi kan være glade for digterne, når de skriver som Paludan Müller i "Gensyn":
Til undergang ej skabtes endog det mindste frø.
Det var kun skal, der tabtes; livskernen kan ej dø.
I samme digt kommer han til den konklusion, at "Gud er alt i alle, og alle er kun eet". Sit religiøse livssyn tolker Paludan Müller også i "Abels død". For første gang stilles mennesket over for døden. Adam og Eva forstår den ikke, men nødes til at erkende den. Vi bliver vidne til den første begravelse, da Adam rejser en sten over Abel, og
– Det var af kunstens liv det første spor.
Til trøst i nøden blev den jorden givet,
Thi kunsten kom med døden ind i livet.
(Sluttes)
Tilbage til artikelregister
Forrige