Kosmos 1949/1 side 3
DANSK GULDALDERDIGTNING
i åndsvidenskabelig belysning
Af
Peter Zacho,
Kommuneskolelærer
"Og hvad jeg oplever i mine få glædesstunder, hvad der for mig er lykke, oplevelse, ekstase og højnelse, det kender og elsker verden i bedste fald kun i digtningen – i livet finder den det forrykt."
Det er den tyske digter Hermann Hesse, der i sin bog "Steppeulven" giver denne livsfilosofi udtryk; og den, der kender en lille smule til mennesker og har studeret "Livets Bog", må give Hesse ret. Digterne, og da især de såkaldte guldalderdigtere, som jeg her skal omtale, har meget ofte på en måde foregrebet de kosmiske analyser, ikke i analyseform naturligvis; men intuitivt har gnister af den absolutte sandheds ild fænget i deres hjerner, og i kunstnerisk iklædning er disse kosmiske sandheder blevet tilgængelige for menneskene. Tilgængelige? Det er meget sagt. Vel har de været og er stadig inspirationskilder for mange mennesker, det er jo guldalderdigtning, men – i livet finder man det forrykt, akkurat på samme måde, som "troende" finder Jesu ord inspirerende og opbyggelige, men ofte kalder dem, der vil forsøge at efterleve disse ord, for forrykte.
Naturen som inspirationskilde.
Det er ikke tilfældigt, at det er Guddommens eneste virkelige kirke: naturen, der mest af alt har inspireret vore digtere. Af denne grund, finder vi derfor et meget stærkt panteistisk islæt i deres produktion. Fra kirkens side har man en ligefrem krystalliseret afsky for dette "hedenskab", af hvilken grund den ofte diskuterer, om nu også den eller den digter virkelig var "kristen", og om ikke det var bedre at slette hans salmer af salmebogen; og således ser det ud til, at det bedste inden for kirken efterhånden bliver stødt bort fra denne, der derfor uundgåeligt må tabe terræn og gå sin opløsning i møde.
Derimod vil det sikkert vare længe, inden guldalderdigtningen vil ophøre at inspirere. Vel behøver vi den ikke absolut, når vi har gjort bekendtskab med de kosmiske analyser; men det er altid en kilde til glæde at nikke genkendende til gode venner, hvilket her vil sige det samme som at se erkendte sandheder fra andre synsvinkler.
Fra "Livets Bog" ved vi, hvordan Martinus gang på gang viser os, at det er naturen, Guds egen store billedbog, der giver os svar på vore spørgsmål. Gentagelser her kan, for den der forstår, aldrig blive kedelige, lige så lidt som man kedes ved morgen og aften, sommer og vinter, fordi disse fænomener gentages ustandseligt.
Carsten Hauch.
Heller ikke digterne blev trætte af naturens gentagelser; for i disse anede de hemmeligheden ved livet og døden. Hauch skriver således i sit digt "Høsten": "Jeg elsker denne tid, da naturen aner sin dødsstund. ... Dybt bag det visnede løv sig gemmer en hemmelig tanke om genfødelsens magt; den skjulte knop er til stede, minder om opstandelsens forår, om det liv, der aldrig kan dø. – Derfor, du hellige høst, er du jordens ven, thi når jordlivsglansen henvejres i støv og stormvind, drager dit evige lysvæld menneskets blik mod det høje."
Ord som disse har i mange menneskers sind rørt ved og forstærket den anelse om udødelighed, vi alle har. Men foreløbig har man blot ønsket at drømme om disse ting, man har i almindelighed ikke tænkt sig at få svar. Derfor ser man ofte det mærkelige, at selv litteratureksperter, der berømmer digte af den her citerede art, er de første til at smile overbærende, når talen falder på spørgsmålet om livet efter døden og reinkarnation. I digtningen er det udmærket, men i livet – –
For digteren selv er udødeligheden ofte ligefrem virkelighed, således for Hauch, der på sit dødsleje udtalte: "Det er meget lettere at dø, end så mange antage. Jeg ved, at jeg har udødeligheden i mig og skal gå ind til et andet liv. Det føler jeg med største sikkerhed."
Et af Hauchs smukkeste digte er "Planternes liv". Væksterne opfattes her som symboler på den tilværelse, der venter sjælene i udødeligheden: " ... Sådan glider også hisset de forløste ånder, saligt drømmende uden angst og sorg, med udødelighedens glans i øje gennem ubekendte verdener i tusinde forvandlinger, hvoraf hver kun er et larveslør for et nyt og højere liv, indtil omsider den højeste livsblomst i uforglemmelig glans, hilset af evighedens fugle, udfolder sig ved vejens ende. Men I ståe som billeder, hellige hieroglyffer, solbeskinnede – og dog dunkle, ved vejens begyndelse i støvets land; lykkelig den, der forstår at tyde jer tause billedskrift!"
"Kosmos'" læsere behøver vist ingen kommentarer her, billedskriften er tydet for os. Vi har nu mulighed for at nyde sådan digtning i højere grad, end digteren vist selv havde tænkt sig det muligt, enten vi nu opfatter "den højeste livsblomst" som det foreløbige mål "den store fødsel" eller som den højeste livsudfoldelse i den guddommelige verden. Jo, i kosmisk belysning får digternes mesterværker en helt ny betydning for os: større indlevelsesevne og forståelse og den deraf følgende større "lykke, oplevelse, ekstase og højnelse" (jvf. Hesse). Tænk, hvilken glans kosmisk bevidsthed hos blot eet enkelt menneske formår at kaste ind i vor for de fleste så triste verden.
H. C. Andersen.
Ligesom Hauch har også H. C. Andersen arbejdet med problemet døden, og som denne mere end aner han udødelighed for alle levende væsener. I "Det gamle Egetræs Drøm" finder vi udødelighedstanken som en idé, der er grundet i selve naturen. Tiden er en illusion, noget vi selv skaber; thi en døgnflue lever sit liv i evigheden, ligesom egetræet gør det. Døgnfluens liv er for den nøjagtig lige så langt eller kort som egetræets tidsfornemmelse af sit liv. "Tusind år er for Herren som een dag, og een dag som tusind år".
Egetræet drømmer sig ind i evigheden; og ikke blot aner det sin egen frigørelse, men også alle sine medskabningers. "Det er altfor utroligt dejligt!" "Hvor er dog al den lyksalighed mulig og tænkelig?" "I Guds himmel er den mulig og tænkelig!" klang det.
Men hvortil nu denne tanke med at besjæle planteverdenen? Hvis man ville spørge et almindeligt menneske, om det tror på, at en plante har en udødelig sjæl, ville dette menneske vist anse en for at være lidt småtosset. Ikke desto mindre er det H. C. Andersens hensigt med dette eventyr i det mindste at bringe spørgsmålet på bane. Man kan så sige, at det blot er en grille af H. C. Andersen, en digterfantasi uden nogen som helst rod i virkeligheden. Men dermed bliver dette eventyr det rene sludder; thi hvorfor fremsætte en komplet meningsløs tanke? Noget, der er fuldkomment meningsløst, kan ikke fængsle en normal bevidsthed. Men det er netop eventyr, der indeholder sådanne svævende tanker, der har gjort H. C. Andersen "udødelig".
Tankegangen i dette eventyr er panteistisk. Det er en personlig Gud, der besjæler både plante- og dyreverdenen. Gud er personlig til stede i egetræet; dette er derfor selv udødeligt, det lever sit liv midt i evigheden.
Eventyrene.
Er man fortrolig med Martinus' analyser, vil eventyrene være en kilde til større nydelse, end hvis man intet kendskab havde hertil. I "Rejsekammeraten" fortæller Andersen om, hvordan de døde kan hjælpe de levende. Johannes, er en dreng med hjertet på rette sted, gudfrygtig, ydmyg, tillidsfuld over for den gode Gud og altid hjælpsom. En afdød, som han har gjort en tjeneste, hjælper ham derfor i vanskelige situationer, som han ikke selv kan klare. I al sin "naivitet" er dette eventyr – fortalt, som det er for "børn" – et sandt mesterstykke. Digteren er i virkeligheden inde på, at livet her overvåges og kontrolleres fra det åndelige plan. Gud har sine engle til at gribe ind i visse situationer. Det er skytsengleprincippet, som vi møder det i Katolicismen, mens andre forestiller sig det blot som Guds styrelse. Men Andersen, som her har ladet en afdød være skytsengel for eventyrets hovedperson, går hermed ind for den tanke, at de, som vi har kendt og elsket her, lever videre efter døden, og at de endog kan have en vis forbindelse med den verden, de har forladt.
Her kommer man uvilkårlig til at tænke på Martinus bog; "Bønnens Mysterium". Hvorhen vi end retter vor bevidsthed, ligger livet badet i strålende lys, synes vi, men endnu er det blot et genskin; thi stadig en lang tid er det ikke i vort eget lys, vi ser livet.
Tager vi et eventyr som "Den lille Havfrue", der for den almindelige læser måske vil have en ret mystisk karakter, åbner også her de kosmiske analyser vejen til at forstå digteren. Personlig vil jeg tro, at havfruerne er ment som symbol på det primitive, uudviklede, der drages mod en højere udvikling.
Så længe man lever i uvidenhed og ikke har kundskab om eller tro på udødeligheden, ja, da "dør" man virkelig, netop fordi man tror det. Men når længslerne vækkes, og trangen til at nå et højere mål følges, vil man tilsidst komme til erkendelse af sin egen udødelighed. Dette mål nås ikke uden store smerter og lidelser; man må ofre sin "fiskehale", de dyriske tilbøjeligheder, og det gør ondt, hvert skridt på vejen er, som gik man på skarpe knive, og målet er ikke nået, før uselviskheden, opofrelsen og kærligheden har vundet sejr i ens sind. Eventyret må da være et symbol på vor egen tilværelse. Der skulle således ikke være noget i vejen for, at det er selve menneskehedens udvikling, H. C. Andersen har symboliseret i "Den lille Havfrue". Menneskeheden skulle da være på vej til erkendelsen af sit eget evige liv. Vi ved nu, at dette er tilfældet.
Fortolkning.
Læseren vil måske her indvende, at jeg risikerer at fortolke digterne på en måde, de ikke selv ville acceptere; og det er muligt, dette kan forholde sig således. Men de citater, jeg har fremdraget, er i udstrakt grad blevet til i kraft af intuitiv oplevelse. Derfor kunne man godt tænke sig, at en digter ville "benægte sig selv", når han begyndte at tage sin forstand med på råd. Vi ser her det mærkelige, at den, der er fortrolig med Martinus' åndsvidenskab, har mulighed for at forstå et digterværk bedre end litteraturkritikerne, ja, eventuelt bedre end digteren selv. Det må dog siges at være et mægtigt resultat, og det er kun een af de mange oplevelser, man får adgang til ved at studere "Livets Bog".
I øvrigt kan jeg henholde mig til en af Norges største litteraturforskere, hvis forelæsning jeg engang i Lillehammer havde lejlighed til at overvære (jeg husker ikke hans navn). Han sagde omtrent således: "Hemmeligheden ved at nyde litteraturens mesterværker er den, at man lægger i disse værker, hvad man selv ønsker og føler. Det er fuldt ud "lovligt", og kun således frigør man sig fra at blive et omvandrende leksikon for andres (kritikernes) tanker og meninger. Kun hvad man selv tilegner sig har værdi."
Disse guldkorn har jeg aldrig glemt; og når jeg som her forsøger at fortolke digterne efter mine egne ønsker og følelser, så er denne fortolkning fuldt ud forsvarlig, og det så meget mere, som "de lærde" jo gerne er uenige.
Mere om H. C. Andersen.
Fra Martinus ved vi, at døden engang vil blive en fest i modsætning til nu, hvor den for det meste betyder sorg, ikke alene på grund af uvidenhed, men også fordi døden for det meste er "unaturlig" som ved sygdom eller vold.
H. C. Andersen viser i "Historien om en moder", hvordan man bør tage sin skæbne med ydmyghed og i tillid til Forsynets styrelse, også når det drejer sig om en af vore allernærmestes "for tidlige" bortgang. Moderkærligheden er historiens sjæl, men det er døden, der er problemet. Efter overmenneskelige anstrengelser for at få sit barn tilbage giver moderen sig alligevel ind under Guds vilje i det øjeblik, hun kan få sit ønske opfyldt. Digteren vil hermed sige, at hvis vi selv evnede at se, hvad der er det bedste, ville vi aldrig vove at ønske begivenhederne anderledes, end de sker.
Vilhelm Andersen skriver herom: "Det er et af de digte, der uden anden religion gør selve menneskenaturen religiøs".
Ud fra en åndsvidenskabelig betragtning er "Historien om en Moder" dog ikke helt fuldendt; thi problemet om de to børns forskellige skæbner løses ikke. Digteren lader blot forstå, at kun Gud alene kender løsningen (jeg forudsætter digtet bekendt). En tænkende læser vil imidlertid spørge sig selv om årsagen. Så vidt går i almindelighed end ikke digterne, at de søger svar på det forudgående, og det endda til trods for deres mange sammenligninger med naturens kredsløb, som netop er den hemmelighed, der giver nøglen til den fulde forståelse: genfødelsen.
Anderledes når det drejer sig om det fremtidige. "En historie fra Klitterne" giver således udtryk for en stærk udødelighedstanke. Ingen er fuldkommen; der må da være mulighed for yderligere udvikling i evigheden; thi "intet liv kan fortabes", citerer H. C. Andersen.
Ligesom Hauch gik også H. C. Andersen bort fra denne verden med vished om, at han gik ind til en anden tilværelse. Selv har han givet denne vished form i sit meget skønne digt: "Løft mig kun bort du stærke død til åndens store lande!"
(Fortsættes.)
Tilbage til artikelregister
Forrige