Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi er en del, der i disse aar iagttager Rusland med særlig interesse i den tro, at den nye mennesketype, der skal skabe de næste aarhundreders kultur, vil vokse frem her. Imidlertid er vi foreløbig blevet mødt af saa modstridende oplysninger, at dette haab kan være noget vanskeligt at fastholde. Hvad vi gennem russisk litteratur og tænkning har mødt af det russiske menneske stemmer saa lidt med, hvad aviserne i dag fortæller os derfra. Vi ser overfor os de to typer: den dybt religiøse bonde, ydmygt knælende ved sit helgenbillede (og maaske alligevel pryglende sin læredreng to minutter efter – jf. Maxim Gorki: Min Barndom) – og overfor ham ser vi den ateistiske unge kommunist, kirkeforfølger og gudsbespotter!

Hvor vil disse to typer mødes? Bliver det trods alt kirken, der efter sin genfødelse kommer til at bære hele kulturen? Eller bliver det gudløshedens tekniske kultur?

Vi kommer ikke udenom, at det er hele vor tids menneskelige problem, der i dag oprulles i Rusland.

For det vestlige menneske ligger verdens centrum i det selv. Det føler sig rodløst, løsrevet fra verdensaltet og bliver derfor i sin selvcentrethed til overmenneske, til herskertype. Lige modsat heraf tegner russeren sit udgangspunkt i verdensaltet omkring sig og ser sit liv foregaa i et stadigt samspil med omgivelserne. I modsætning til over-mennesket er russeren et tjenende al-menneske.

Europæeren er fra første øjeblik indstillet paa at retfærdiggøre sig selv overfor baade Gud og mennesker, medens russeren mere umiddelbart føler sig skyldig overfor andre. Det samme finder udtryk, naar europæeren i samtale med en anden helst taler om sig selv – med mindre han af ren høflighed og uden særlig indre deltagelse først spørger til den andens helbred. Russeren oplever ikke verden udfra Jeg'et, men udfra Du'et, Vi'et. Russeren giver sig selv, som han er, uden først at forsøge nogen vurdering af sig selv.

Vestens gudløshed bestaar i verdsliggørelse af det hellige, medens østens bestaar i helliggørelse af det verdslige. Vesteuropæeren nærer sin gudløshed paa grund af ligegyldighed – han lever ikke imod Gud, men uden Gud. Den russiske ateist udfører derimod sin vrede mod Gud saa voldsomt, at det faktisk er en religiøs handling, han foretager – bare med modsat fortegn.

Et vigtigt led i russerens natur er hans trang til at vælte verden. Medens inderen med den største ro vilde lade den synlige verden gaa til grunde omkring sig, saa har russeren en vild iver efter at være med, hvor det foregaar. Han vil endog fremskynde sammenbruddet, om han kan! Han er apokalyptisk og har saa stærkt levet i haabet om en ny verden, at han allerede har opgivet den nærværende. Russerens egen lille del af verden er jo ogsaa gang paa gang blevet sønderbrudt af revolution og krig og hærgende mongol-bander – hver gang er han begyndt at bygge op forfra.

Men med nihilismen er han naaet ud i en udartning af denne trang, for den har intet at gøre med tro paa Guds planer om verden. Den er absolut u-russisk i sin natur. Nihilismen er, siger Schubart, "det sidste, store paa forhaand fejlslagne, forsøg paa med magt at gennemtvinge vestens drømmebillede paa russisk jord."

Denne apokalyptiske tilstand er paa mange maader afgørende for russerens indstilling til livet. Medens vesten – for langt størstedelens vedkommende – lever videre i sin satte, borgerlige kultur og tror sig i sikkerhed midt i en udvikling (ja, i grunden gør de fleste det endog i dag), saa har Rusland altid følt sig ved enden af en kultur, paa omstyrtelsens rand. Det giver en særlig intens livsoplevelse. "I midte-kulturen er religionen politisk, men i ende-kulturen bliver politikken religiøs" (Schubart).

Vi kan haanende sige, at samfundet er blevet kommunistens guddom – og vi gør det, fordi den guddom ligger i stik modsat retning af vores. Men hvad nu, hvis kommunistens politiske forstaaelse bliver endnu mere uddybet og gaar over i en helt ny livsforstaaelse, der maaske nok er politisk, men er saa omfattende, at den tillige rummer den dybeste gudstro. Ser vi paa de foreliggende faktorer, maa vi indrømme, at muligheden er der. Medens vi i vesten endnu staar med kirkeliv og religiøsitet som en overbygning paa samfundslivet, saa er østen maaske nærmere, end vi tænker os, ved at skabe en helhedskultur, hvor de to ting er eet.

Nogle interessante iagttagelser i denne forbindelse kunde man gøre, medens de russiske flygtninge efter krigen var her i landet. Resultatet af en statistik over deres indstilling viste, at religiøsitet og gudsfornægtelse stort set fordeler sig som blandt os andre. Men samtidig viste det sig, at adskillige renlivede kommunister var besjælet af en dybt religiøs menneskelighed, som vi almindeligvis slet ikke tænker os i forbindelse med "gudløse" mennesker – maaske skyldes den tildels krigstidens oplevelser.

Et enkelt eksempel kan nævnes: I en dansk provinsby færdedes en ung kommunistpige, som helt var opdraget med kommunisme (hun kendte f. eks. intet til Kristus). Hun udtalte, at hun meget ivrigt studerede Darwin o. a. "for der maa jo være en forklaring paa tilværelsen, jeg maa jo kunne finde frem til Gud." Hun drog tilsidst til Tyskland paa maa og faa for at lede efter sin kæreste – med en dyb tro paa, at det vilde lykkes.

At der i Sovjet findes en fanatisk og materialistisk inderkreds, er vel desværre en kendsgerning; men en del tyder paa, at der derudover i de brede kredse af kommunister, der er uden kirkelig opdragelse, lever og vokser en stærk religiøsitet og søgen efter Gud.

Der kan tænkes flere muligheder for, at folkets religiøsitet gennemtrænger eller fortrænger ogsaa den ledende kreds i Rusland. Med sorg ser vi efterhaanden en ny krig ikke blot som en af disse muligheder, men vel ogsaa som en uundgaaelig. Bliver det krigen, der skal knuse Rusland som diktaturstat, vil vi sandsynligvis ikke komme til at staa overfor en opløsning af det omfang, som vi ser i Tyskland. Russeren er vant til sammenbruddene. Der er tværtimod en sandsynlighed for, at det russiske folks naturlige religiøsitet da vil kunne bryde frem og i forbindelse med de senere aars tekniske opdragelse og udvikling vil skabe en ny kultur, ikke under styrelse af en kirkeinstitution, men i form af en helhedskultur, der paa een gang er kirke og liv.