Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Under gennemgang og ved læsning af Martinus analyser støder vi gang paa gang paa udtrykket "De store verdensgenløsere". Ingen er vel i tvivl om, hvad dette udtryk dækker, men samtidig staar saavel de mænd, der stiftede Buddhismen, Muhammedanismen og Kristendommen, som det centrale i disse religioner indhyllet i et taageslør for de fleste. Hensigten med denne artikel skulde derfor være i korte træk at ridse disse mænds levnedsløb op, paavise det væsentlige i de tre nævnte religioner og endelig søge at tegne et billede af den logiske sammenhæng imellem dem, set udfra den viden Martinus har givet os. Fremstillingen vil maaske paa nogle virke temmelig summarisk, ligesom mangt og meget, som tilsyneladende burde være medtaget, er udeladt. Dette skyldes dels hensynet til den begrænsede plads og dels ønsket om at give et saa klart billede som muligt af det centrale i religionerne.
 

Indien har ned gennem tiderne været berømte for den lange række af "vismænd", yogier, asketer og aandelige ledere, som efterhaanden har gjort Inderne saa interesseret i aandelige studier og tilstande, at deres kamp med den fysiske materie har voldt Inderne større vanskeligheder end tilfældet har været med andre folkeslag. Det er derfor ikke overraskende, at een af de tre store verdensgenløsere reinkarnerede netop i Indien. Buddha blev født i en lille by Nepal ved foden af Himalaya. Begivenheden fandt sted omkring aar 560 før vor tidsregning. Begivenhed – ja, men ikke anderledes forstaaet end enhver ny verdensborgers tilsynekomst naturligvis er en begivenhed for et par forældre, der ikke trykkes af økonomiske sorger paa grund af familieforøgelsen. Buddha eller rettere Siddharta, som han blev døbt, blev født ind i en adelig og meget velhavende familie, og hans barndom, ungdom og første manddom tilbragte han i rige og sorgløse omgivelser. Alt tegnede sig lyst og lykkeligt for den unge mand, der med sin kone og lille søn ingen spekulationer havde for det daglige udkomme. Ikke desto mindre plagedes Siddharta oftere og oftere af dybe spekulationer og stærke indre brydninger, der i hans niogtyvende aar udløste en revolution i hans liv. Den aversion og lede han efterhaanden følte ved sin trygge, men tomme dagdrivertilværelse, forøgedes yderligere ved synet af den fattigdom, smuds og de ulykkelige mennesker, som omgav hans fædrene palads, og en dag forlod han sit hjem, sin familie, sin rigdom for, bogstavelig talt klædt i sæk og aske, at drage ud i verden for at søge den sandhed og frelse, som han rent intuitivt følte maatte eksistere. Han opsøgte derfor den ene aandelige lærer efter den anden, men ingen af dem tilfredsstillede ham, og han prøvede da at naa sit maal gennem askese og selvpinsel. I denne selvsuggererede tilstand fandt han endelig en nat, som det hedder, "den rette oplysning, den frelsende, fuldkomne erkendelse". Med vort kendskab til Martinus analyser, maa vi formode, at Buddha oplevede "den store fødsel". I den nat blev han til Buddha "den oplyste", idet navnet Buddha ikke er et egennavn, men betegnelsen for en egenskab.

Hans liv blev nu en tiggermunks. Han drog omkring, især i landet ved det østlige Ganges, og prædikede, som oftest i lignelser, eller lod sig udspørge. Under disse vandringer lykkedes det ham at samle mange disciple om sig, som regel fra de dannede klasser, og efter en omhyggelig forberedelse eller, om De vil, "læretid", sendte Buddha dem ud for at missionere. Det var ikke alene disciple han vandt for sig, men ogsaa velyndere strømmede til ham og hjalp ham paa mange maader, blandt andet ved at overlade ham deres parker til opholdssted.

Saaledes forløb resten af Buddhas liv, indtil han i sit firsindstyvende aar døde i Kusinigana. Hans livsværk som lærer havde da varet i 44 aar.

Efter Buddhas lære maa mennesket frelse sig selv, ingen kan gøre det for det. Denne opfattelse viser os altsaa, at Buddhismen er ateistisk i sin oprindelse, da der ikke gives nogen gud. Buddha er saaledes ikke, som mange opfatter ham, en gud, da enhver "oplyst" er en Buddha. Senere tiders trang til en gud, man kunde rette sin bøn imod, har udnævnt Buddha til en helgen eller om man vil – en gud.

Læren er sammentrængt i de fire saakaldte "ædle sandheder":

Man maa imidlertid erindre sig, at disse buds moral ikke for Buddhisterne er et maal i sig selv, men er et middel, et middel til at naa det endelige maal, som ligger hinsides godt og ondt. Dette endelige maal, som betegnes Nirvana, er en tilstand, hvor livstørsten er "slukket". Med andre ord kan det udtrykkes saaledes, at den livstørst, der skal tænde den næste tilværelse, er blæst ud, og følgen bliver da, at man er befriet for sjælevandringen. Dette kan naas i levende live, og naar man det, opnaar man ved døden at blive helt fri og frelst. Denne højeste tilstand kaldes af Buddha for Parinirvana. Oprindelig var den identisk med fuldstændigt ophør af enhver form for eksistens, men senere er Parinirvana blevet udlagt som et paradis – en salighedstilstand. Her, som ved de følgende religioner, viser det sig, at "tidens tand" har gnavet i de oprindelige udlægninger, saaledes at denne oprindelighed mere eller mindre er gaaet tabt til fordel for udlægningen, som har passet bedre ind i senere tiders opfattelsesevne, liv og tro.
 

Jesu liv, saaledes som vi har faaet det genfortalt gennem evangelierne, er kendt af alle. Enhver fremstilling af Jesu liv maa nødvendigvis anvende de nytestamentlige evangelier gom hovedkilder, men da disse ikke er biografiske i moderne forstand, altsaa historiske skrifter med nøjagtige beretninger om, hvad der virkelig er sket, men derimod opbyggelsesskrifter, hvis hensigt det har været at vække og styrke troen paa, at Jesus er Messias, og som derfor netop fremdrager de træk, som synes bedst egnede til dette formaal, er det klart, at den viden, vi rent historisk kan faa om Jesu liv, er meget sparsom. Yderligere er de reelle oplysninger, der findes, i den grad indhyllet i modsigelser og unøjagtigheder, at slutresultatet af en saadan forskning bliver overordentlig magert. En medvirkende aarsag hertil er ogsaa den omstændighed, at nedskrivningen af evangelierne først har fundet sted godt tredive aar efter Jesu død. Det er sandsynligt, at der til grund for disse nedskrivninger ikke alene ligger selvoplevede oplevelser, men ogsaa skriftligt optegnede samlinger dels af Jesu undergerninger og dels af hans ord.

Historisk set ved vi altsaa ikke saa forfærdeligt meget om Jesu liv. De første tredive aar af hans liv er os saa godt som ubekendte, og om hans to sidste leveaar indtil hans tidlige død har vi kun modstridende beretninger. Det er slaaet fast, at han blev født i Bethlehem det aar, vor tidsregning begynder, som søn af en fattig tømmermand, som det hedder i evangeliet. I virkeligheden har hans far snarere været murer, da den tids huse alle var bygget af sten. Hans opvækst har uden tvivl formet sig paa samme maade som det blev børnene fra den tid og det samfundslag til del, muligvis har han været mindre robust og mere tænksom end de andre, men først ved daaben i sit tredivte aar bliver det en klar kendsgerning for ham, at han maaske er udset til noget mere betydningsfuldt end de fleste. I alt fald bliver mødet mellem ham og Johannes Døberen af afgørende betydning for ham, ja, man fristes til at tro, at han paa dette tidspunkt oplevede den store fødsel. De følgende to aar blev baade dramatiske og afgørende ikke alene for ham, men for en hel menneskehed aartusinder frem i tiden.