Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At se tilbage paa den nu svindende Vinter i Tankerne, er paa sin Vis det samme som at se tilbage paa et Mareridt. Genoplevelsen bringer ligesom noget af Oplevelsens Pine med sig. Hvilken Lykke for os, at vort Liv paa en Maade er pakket ind i Lag, og at det er umuligt for os at se mere af det, end det lige udpakkede aabenbarer. Det er jo mange Menneskers Drøm at faa bare et lille Blik ind i deres egen Fremtid, men mon ikke disse Aars Oplevelser har belært en og anden om, at "hver Dag har nok i sin Plage", jeg vil tro det! Og dog har vi i dette Land kun oplevet Krigens haarde Dønninger, hvor de andre har oplevet dens Ildorkaner. Vækker ikke ogsaa det til Eftertanke? Færdes man i en Storbys Gader, slaar det en, i hvilken forfærdende Grad Krigens Virkninger idag staar at læse i de flestes Ansigter. Det aabne, glade Smil er forsvundet. Det maatte langsomt vige Pladsen, først for det bekymrede, dernæst for det angstkrampagtige Smil. Livet taler et haardt Sprog til Menneskene i disse tunge Aar, og faa er sikkert de, der ikke af dette Sprog har lært betydeligt mere om Tilværelsen, end de før kendte. Illusionen om Menneskehedens høje kulturelle Stade splintredes sammen med Illusionen om den vidt fremskredne Civilisation. Ordet Humanitet høres mest i Forbindelse med Udtryk som "humant Fangenskab" eller "humane Drabsmetoder". Junglelovens Tilsynekomst indenfor Intellektualitetens Sfære er blevet fejret med et helt Orgie af Ordforbindelser, som lader selv de mest bestialske Handlinger faa et næsten sympatisk Skær over sig. Man bliver ikke mere slaaet ihjel, man bliver "likvideret", man flygter ikke fra Hus og Hjem, men "evakuerer", man sulter ikke, man er blot "rationeret", der ødelægges ikke, der "destrueres". Ja vidste man ikke bedre, kunde man næsten tro, at det var Udtryk for en Elskværdighed, naar en By bliver "belagt med et Bombetæppe". Men vi ved bedre. Og vi ved yderligere, at dersom ikke hele denne forfærdende Proces havde udløst sig over saa langt et Tidsrum, som Tilfældet er, vilde vore Nerver næppe have kunnet klare det Tryk, som Dagenes Gang har lagt paa dem. Men Livet er barmhjertigt. Ustandseligt gentagne Lidelser sløver og gør delvis immun. Man flygter ind i sin egen Indreverden og søger der, den Fred som en Yderverden nægter en. Men netop fordi Livet er saaledes indrettet, at man altid er henvist til at søge ind i sig selv, naar en Yderverdens Tryk bliver for uudholdeligt, kan det ikke undgaas, at man i denne Tid ofte spørger sig selv, hvorledes mon de har det, hvis Indreverden er ligesaa gennemstraalet af Had og Intolerance, som Yderverdenen idag er det. Kan der tænkes nogen mere realistisk Helvedestilstand end den, saadanne Mennesker maa befinde sig i? Martinus sagde en Gang til mig i en Samtale, at først naar denne Krigs Rædsler er noget helt tilbagelagt, vilde Menneskene opdage, hvor dybt de var sunket mentalt. Jeg har ofte mindedes denne Udtalelse i disse Aar, og særligt i de sidste. Hadet har kronede Dage nu. Overalt møder vi det, selv hos Mennesker som kalder sig "kristne", og, hvad næsten er værre er, selv virkelig tror, at de er det, ja ovenikøbet "gode Kristne". Uden at skænke Virkningerne en Tanke, inviterer disse Mennesker Hadet ind i deres Sjæl og undrer sig endda over, at ogsaa de skal opleve Smerte og Modgang. Har man blot den ringeste Interesse for kosmisk Kemi, for Tankeblandingsmysteriet, saa udgør Verden af idag den mest straalende Undervisning i, hvorledes man ihvert Fald ikke skal tænke, thi Livet omkring os er blevet en Dans henover Dødningegrave, Helvede har rejst sin Standart i de øde Vange.

Men Livet kan ikke dø, kun et System kan dø, siger Martinus. Og ejer vi i os Evnen til at lytte, kan vi ikke undgaa at høre en helt ny Tids Toner bag Lyden af de bragende Bomber og skrattende Maskinpistoler. Erkendelsen af, at Verden er en Eenhed, er vokset enormt i disse Aar. En saa overdaadig Udløsning af Bestialitet og Had, som denne Krig bar bragt, har samtidigt bragt Længslen efter disse Tilstandes Modsætning op med en hidtil ukendt Styrke. Man er blevet klar over, at Intellektualitet ikke alene kan misbruges, men den kan ogsaa bruges i højere Ideers Tjeneste, naar blot det tilstrækkelige Følelseserfaringsmateriale er tilstede. Men Følelseserfaringer er Lidelseserfaringer, og det er Verden blevet rig paa i disse Aar, saa rig, at Forudsætningen for en virkelig mental Kursændring nu er tilstede i et Omfang som aldrig før. Tidligere var det kun de intellektuelt meget fremskredne, der drømte om et forenet Verdensrige paa et humant Grundlag, men nu drømmer det store Flertal den samme Drøm. Maaske er denne Drøms Tilsynekomst i det almindelige Menneskes realistiske Tankeverden denne Krigs skønneste Frugt. Thi en Realisering af denne Drøm vil for altid ophæve selve Forudsætningen for Krigens Eksistens. Levende i et organisk forbundet, internationalt Verdensrige, vil det enkelte Menneske pludselig se sig henvist til, indenfor sit eget begrænsede Omraade, at faa fjernet sine egne resterende Tilbøjeligheder til Krig og anden Perversitet. De tøjlesløse Udskejelsers Tid vil dermed være uigenkaldeligt forbi, thi fra den Time, denne ydre fysiske Tilstand er en Realitet, vil intet Menneske kunde gøre sig Haab om et virkeligt lykkeligt Liv, med mindre det i fuld Alvor tager Kampen op mod egne ufærdige Naturer. Studiet af Tilværelsens virkelige Moralbegreb, hvilket vil sige det levende Væsens indre kosmiske Struktur, vil da blive mere aktuelt end nogen Sinde.

For mange blev Dagenes Gang under denne Krig en bitter Understregning af Tilværelsen som kaotisk og tilfældig. Uden Opdragelse i den virkelige Tænknings skønne Kunst, stirrede de sig blinde paa selve Begivenhederne uden Forstaaelse af deres inderste Hensigt. Men saa vidunderligt er Livet indrettet, at selv disse Mennesker, for hvem Gud kun er et taabeligt Navn i en taabelig Opfattelse, i sig begærer de nuværende Tilstandes Modsætning, hvorved ogsaa de bærer Ved til det Lysets Baal, hvis Flammer en Dag vil overstraale Hadets ætsende Ild. I det store kosmiske Spil gaar ingen, absolut ingen, Kræfter til Spilde. Og den Lidelse, der idag faar Kvinder i Tusindvis til at forbande den Time, i hvilken de fødte Børn til Verden, saavel som den, der faar Mennesker til, skræmte fra Vid og Sans at søge Ly i Huler og Kældre, er, sin tilsyneladende Uhyrlighed til Trods, ikke lidt forgæves. Rædslerne vil en Dag forstumme, thi hvor straalende og tilsyneladende mægtigt Hadets Regime end er, det er altid kort! Paa dets Ruiner vil en ny Tids mentale Bygning rejse sig, en Bolig, i hvilken de Drømme vil blive levendegjort, der idag som vældige Anelsesbølger gennemstrømmer den samlede Menneskeheds Sjæl.

– – –

Dagene gaar. Langsomt faar Solen paany Magt, og Buske og Træer vil inden længe staa med bristefærdige Knopper. Er det ikke Livets Triumf, at Menneskene i deres kulminerende, selvmorderiske Tilbøjeligheder er helt uden Indflydelse paa de Kræfter, der betinger Foraarets og Sommerens skønne Genkomst? Selv i de af Granater hærgede og sønderlemmede Skove vil Safterne stige og det grønne Løv inden længe søge at skjule, hvad ondt Menneskene bedrev. Livet kan ikke dø, kun et System kan dø. Indeholder disse Ord ikke en Vision, der helt er i Kontakt med Lysets Tilbagevenden? Hadet har haft sin Tid og udnyttet den vel. Med Stolthed kan den idag se henover de ødelagte Kontinenter, Billedet paa dens Triumf. Men det gærer i Mulde. Langsomt, men ubrydeligt sikkert arbejder Kærlighedens skønne Blomst sig frem imod Lyset og Livet. Den er Arvtageren. Og for dens Mildhed og Hjertevarme maa Hadets og den mentale mørke Nats sidste Skygger vige!