Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved en overfladisk Betragtning kunde det maaske synes at være et stort Gode for Menneskene, om de saa hurtigt som muligt blev bragt til Kendskab om det "faste Punkt", udfra hvilket den virkelige Sandhedserkendelse finder Sted; hermed vilde vel al Ufred og Intolerance være forsvundet, Verden vilde være blevet fuldkommen at leve i. Men det er som sagt kun tilsyneladende, at det tager sig ud som en Fordel, i Virkeligheden vilde det være en stor Ulykke for Menneskene. Selve Tilværelsen former sig da ogsaa paa en helt anden Maade, idet Udviklingen jo netop fører med sig, at intet levende Væsen kommer i andre Omgivelser end de, som det har Evne og Sanser til at forstaa og til at lære af; der forekommer i Livet ikke Spring saa store, at det enkelte Væsen derved kommer til at befinde sig udenfor den Sansehorizont, det er fortrolig med. Det vilde opleves som den største Smerte at skulle leve sit Liv blandt Væsener, der paa alle Felter stod uendelig højt over en selv i Viden og moralsk Udvikling. Vejen frem mod "det faste Punkt" stiger ikke mere, end at hvert enkelt Væsen under denne Vandring faar Tid til at gøre sig fortrolig med Omgivelserne, faar Tid til at lære dem at kende, og at blive træt af dem, saa at Længslen efter nye dukker frem.

Paa denne Vandring er Mennesket efterhaanden naaet saa langt frem, at det er ved at gøre sig klart, at dets Sansning for en stor Del er relativ. Indenfor Videnskabens Omraader har fremragende Hjerner forlængst paavist, at vor Viden om og Bedømmelse af den Verden, vi lever i, er "relativ", d. v. s. at enhver fysisk Erkendelse er foretaget "i Forhold til" noget andet fysisk, og dens Resultat maa følgelig være præget af dette andet. F. Eks. Bedømmelse af Hastigheder: I Forhold til den Perron, vi staar paa, passerer Ekspressen os med en Hastighed af 50 km/Timen mod Vest. Denne Hastighed opleves "absolut" af os, hvilket f. Eks. sker, hvis et Menneske falder af Toget. Men betragtet i Forhold til Solen, ser Billedet helt anderledes ud. Togets tilsyneladende Bevægelse mod Vest ophæves fuldstændig af Jordens Rotation om sig selv, som foregaar den modsatte Vej, og hertil kommer yderligere Jordens Rotation om Solen, saa Togets Bevægelse i Forhold til Solen bliver en helt anden end den, vi iagttog fra Perronen. Denne først iagttagne Bevægelse var langt fra "absolut", den var i allerhøjeste Grad "relativ". Det viser sig, at det er umuligt at tale om "absolut" Bevægelse, da alt Udmaaling i Hastigheder og Retninger forudsætter "noget", i Forhold til hvilket disse Størrelser kan bedømmes, og dermed er vi straks inde i det relative. Jeg behøver vist ikke at gaa længere med Eksempler her; de mange populærvidenskabelige Værker indenfor Astronomi og Atomfysik har udbredt Kendskabet til den videnskabelige Forskning indenfor disse Felter. Men jeg vil prøve at føre denne Erkendelse videre til andre Felter, hvor det ikke er saa almindeligt at se den anvendt.

I dette og foregaaende Nummers Indhold af Livets Bog har Martinus netop beskæftiget sig med "det faste Punkt", og han har igennem de her forekommende Analyser vist, hvor helt anderledes man maa indstille sig overfor dette Problem end overfor de i Yderverdenen tilvante Problemer. Jeg tror, at det gaar Dem saa nogenlunde som det er gaaet mig ved Læsningen af disse Analyser; man skal have Tid til at indleve sig i denne nye Tankegang. Vi kommer fra en aartusindlang Vandring, hvor hele vort Liv har været rettet mod en Verden, hvor vi maatte kæmpe mod Energierne under utallige Former; langt det største og i hvert Fald det friskeste af vort Erindringsmateriale er præget af, at vi har maattet vurdere, bedømme, tage Standpunkt til og lære af – forskellige Energikombinationer, saasom: andre Mennesker, Dyrene og Planterne, Klima, Naturkatastrofer o. m. a. Det er naturligt for os straks at bedømme udfra den Viden, vi har, og det er jo ogsaa en absolut Nødvendighed. Forudsætningen for at kunne leve her paa dette Plan er jo, som det forøvrigt er Tilfældet paa ethvert Tilværelsesplan, at man kender Planets Love. Men det, der i denne Forbindelse har Interesse, er, at den "Dom" eller "Erkendelse", vi saaledes kommer til, er "relativ" og ikke "absolut".

Der foresvæver vist de fleste Mennesker den dunkle Tanke, at naar Videnskaben engang faar gjort tilstrækkelig mange Fejltagelser, tilstrækkelig mange Eksperimenter, og der har levet tilstrækkelig mange Genier indenfor de forskellige Grene af Videnskaben, saa vil vi naa frem til den "absolutte" Viden, den Viden, der ikke kan rokkes en Tomme ved, og mange har vist tillige Forestillingen om et Bibliotek fuldt af mægtige Kogebøger, hvori staar skrevet, hvor meget man skal tage af den Slags og hvor meget af den Slags for at faa det og det, og saa vil det i al Evighed være det absolut rigtige, og – – – naa ja, saa kan man forresten lige saa godt lægge sig til at dø, for hvad i Alverden skal Menneskene saa tage sig til? – naar alt overhovedet er opdaget?? Allerede naar man naar hertil i Spekulationerne over den "absolutte Viden", begynder Tvivlen, for selv om man sætter Pris paa Orden, saa kan Orden jo ogsaa udarte til Kedsommelighed, og inderst inde har de fleste alligevel et lille lysegrønt Haab om, at de et Sted undervejs i deres Tankebane er kommet til at tage fejl.

Og saaledes forholder det sig heller ikke med "absolut Viden", som Martinus netop har skrevet om. Ligegyldig hvor uddetailleret Menneskenes Viden indenfor Stoffernes Verden bliver, saa vil den vedblive at være en relativ Viden. For at forstaa Stofkombinationer maa man sammenligne dem med andre Stofkombinationer, d. v. s. at man maa holde sig indenfor "det skabtes" Omraade, og dermed indenfor det Omraade, hvor Tingene har Begyndelse og Ende, hvor man møder "Forandring". Det siger sig selv, at her kan der ikke være Tale om at naa til "absolutte" Resultater.

Vi maa altsaa indstille os helt anderledes, naar vi ønsker at naa frem til et "fast Punkt" for vor Erkendelse. Medens vi som flere Gange før nævnt er vant til, og egentlig hemmeligt føler os mest tilfredse ved, den Tanke, at Antallet af Detailler forøger vor Videns Sikkerhed, maa vi nu se den Kendsgerning i Øjnene, at enhver Sammenligning med ligegyldig hvilken Del af vor Viden, kun vil give os en "relativ" Erkendelse, fordi al vor Viden – om jeg saa maa sige "af denne Slags" – er sammensat af skabte Ting og dermed "relativ". (Det, der i Dag er moralsk, er vidt forskellig fra det, der f. Eks. paa Vikingetiden var moralsk.)

Vi ser hele vor Rigdom af møjsommeligt samlede Detailler blive uanvendelige i dette specielle Tilfælde. Det er denne Tankegang, det, som jeg før bemærkede, tager nogen Tid at leve sig ind i. Man oplever, at al Bedømmelse falder bort, for Bedømmelse er Sammenligning, og Sammenligning kræver noget at sammenligne med, og saa snart vi kommer indenfor dette Omraade, dykker vi ned i Relativiteternes Verden, hvor det ene forholder sig saadan og saadan i Forhold til det andet.

Lad os gøre et lille Sidespring for at finde noget at trøste os paa og samtidigt noget til at vejlede os. Vi er nemlig i Besiddelse af en hel Del "absolut Viden", f. Eks. alt hvad De kender som "Matematik". Hvad karakteriserer denne Form for Viden? Ja, nogle vil maaske karakterisere den ved, at den er "svær at forstaa", men dermed bringer de sig straks i Modsætning til andre, der mener, at Matematik netop er let, – altsaa igen et "relativt" Resultat. Her er det Hensigten at fremhæve, at det om den Form for Viden, vi betegner med Matematik, gælder, at den er hævet over de Problemer, den lader sig anvende til at løse, – den anvendes lige saa godt af Urtekræmmeren, der vejer stødt Melis, som af Ingeniøren, der foretager en Styrkeberegning af en Bjælke, og som af Astronomen, der beregner en kommende Maaneformørkelse. Matematiken selv er hævet over Problemerne, der er kun.

I Deres Studium af Martinus Analyser vil De mange Gange være truffet paa den Vending, naar Analysen drejede sig om det levende Væsen, at man om Princippet X 1 kun kunde sige, at det er. Maaske begynder det at klares en lille Smule for Dem, at De i Virkeligheden er en hel Del fortrolig med denne mærkelige Tilstand, hvor man om det paagældende Problem ikke kan sige andet, end at det er.

Vi kan gøre et andet lille Sidespring. Lad os se paa en Cirkel. Den kan være tegnet med rødt eller grønt Tusch – men det er ikke det væsentlige ved Cirklen. Den kan være tegnet kæmpestor eller ganske lille, men det er heller ikke det væsentlige ved Cirklen. Disse Ting lader sig bedømme, altsaa: hvilken Farve den har, og hvor stor den er. Men man kan ikke diskutere, hvor rund den er! Her møder vi atter noget, der blot er. Cirklen er rund, "absolut" rund.

Vi kommer altsaa paa Sporet af, at skal vi naa frem til en Viden, der er "absolut", maa vi lade alt det bag os, der udgør "vor Verden". Vor Verden er nemlig en Verden af skabte Ting. Men denne Verden af skabte Ting har lært os noget, som vi skal tage med os for at løse det Problem, vi her har givet os i Kast med. Jeg har som Eksempel nævnt Matematiken, men i alle Naturens Foreteelser har Mennesket – som tidligere nævnt – søgt at se en Sammenhæng, stræbt at finde ind til en Plan. Martinus skriver i Livets Bog, 3. Del, Side 1226:

"Han begynder at se i Materiekombinationernes særlige Struktur "Ideer" eller "Planer", samt en logisk Ledelse eller Styrelse af disse "Planer". Materiekombinationerne bliver mere og mere synlige som "villieledede" og dermed afslørende "Tanke-" eller "Bevidsthedsmanifestation". Men eftersom Virkningskombinationerne eller Naturen saaledes begynder at opfattes som en logisk Proces og dermed afslørende Tanke og Villie, begynder Forskeren at vente sig Livsspørgsmaalets Løsning forekommende – ikke som Materie – men som "et levende, tanke- og villieførende Ophav".

Det er i selve dette "levende Noget", at vi møder det virkelige "faste Punkt". Her er vi stillet overfor Ophavet til alt, hvad der overhovedet sker omkring os, men om Ophavet selv er der kun at sige, at det er. Paa det levende Væsens Bud, efter dets svageste Ønske, bringes Energierne til at reagere, følgende deres egen Natur, og da er vi straks kommet i den Zone, hvor det, der sker, set fra det ene Standpunkt, er godt, og set fra det andet Standpunkt ikke er godt. Inden man bliver fortrolig med Tanken, kan den godt virke noget deprimerende paa os, fordi mange af os lever med en ikke gennemtænkt Forestilling om at naa frem til en Tilstand, hvor alt virkeligt er godt og godt for al Fremtid, saa at man ikke skal til at lave om paa det hele, men det er som sagt en ikke gennemtænkt Tanke (den evige Salighed), fordi selve Tillokkelsen ved Livet ligger i, at der er noget nyt at opleve. Tanken er imidlertid forstaaelig nok, idet den jo er affødt af en Tilstand, hvor Menneskets Skæbne er saa forceret, at det næsten ikke har to sammenhængende Dages Ro.

Set ud fra "det faste Punkt", eller set i det "virkelige Perspektiv", viser det skabte sig for os paa en helt anden Maade. Man ser Planen i det hele, ser Hensigten med de forskellige Tilstande, og dermed ophører al "Bedømmelse", alt er lige nødvendigt, og alt er "saare godt". Det er den højeste Erkendelse, der overhovedet kan naas.