Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Martsnummeret af Kosmos kom jeg i en lille Artikel ind paa Forholdet mellem Intelligens og Følelse i vor Bevidsthed. Jeg forsøgte at vise, hvorledes disse to Grundenergier betinger saa at sige to "Opfattelser" af den Verden, vi lever i, akkurat som to Par Briller med forskelligt farvede Glas nok viser os de samme Konturer, men helt forskellige Kulører. En af de mest fremtrædende Afvigelser imellem disse to Billeder var denne, at den af Intelligensen prægede Opfattelse af mange blev følt som "havende Bund i Virkeligheden", medens den af Følelsen prægede, var mere svævende, uden at det derfor kunde siges, at den var mindre vigtig; det viste sig netop at forholde sig saaledes, at det var denne sidste, der udgjorde den største Del af det, vi kalder det daglige Liv. Lad os prøve at uddybe dette Problem lidt mere.

Et gammelt Ordsprog siger, at Vanen er det halve Liv. Har De ikke oplevet at komme som Fremmed til en By og følges med en af Byens Indbyggere paa en Tur igennem Byen, og har De saa ikke oplevet, at meget af det, De standsede op ved og kom med Bemærkninger over, det havde han "aldrig lagt Mærke til" – det hørte simpelthen til i hans Billede af Byen, det skulde være der. Eller De har maaske oplevet at faa Besøg af en af Deres gode Venner; og medens De viser ham Deres Hus og Have med alle dets Herligheder, kan der være et eller andet Arrangement, han falder i Forundring over, og spørger, hvorfor De har lavet det paa den Maade, det vilde dog være nemmere saadan og saadan. De maa give ham Ret, det var nemmere, men det havde De blot aldrig tænkt over, og nu var De vant til, at det skulde se ud, som det gjorde.

Det gaar ofte saadan med os Mennesker, at vi i den Grad vænner os til en Ting eller en Tilstand, at det ikke falder os ind, at den kunde være anderledes. Det gælder ikke blot Tingene i den ydre Verden, men lige saa godt "Tingene" i vor indre Verden, vore Tanker og Opfattelser. Vi kender det ogsaa som "Meninger". Der kan være noget farligt i at blive saa fortrolig med bestemte Tanker, idet det kan føre med sig, at ens kritiske Sans falder i Søvn. Man omgaas en hel Del pæne og kultiverede Mennesker, der har den uomstødelige Fordel, at de deler ens Meninger, og det er naturligvis behageligt paa en Maade, men farligt paa en anden Maade.

Til Skræk og Advarsel kan jeg henvise Dem til en lille Fortælling af Kipling, som hedder: Landsbyen som vedtog, at Jorden var flad.

En skønne Dag opdager man imidlertid, at en temmelig stor Part af det, man anvender til at belære saavel andre som sig selv med, dybest set er noget, man har "laant"; det er jo ikke i nogen bedragerisk Hensigt eller for at skade disse Mennesker, at man anvender denne "laante" Viden, meget ofte tværtimod, men man kan godt komme ind i Selvbebrejdelser, fordi man ikke overfor Vedkommende kan sige: Jeg har selv set og oplevet det.

– – –

Martinus har tegnet et Symbol, som sikkert de fleste af dem kender. Det har været reproduceret i Kosmos Februar 1935, og forestiller Menneskets Evne til at forstaa det Verdensalt, det lever i. Til højre i Symbolet findes en Trappeformation, der skal symbolisere de levende Væsners forskellige Udviklingstrin. Paa et af disse finder vi os selv – det jordiske Menneske – symboliseret ved en ligesidet Trekant, og fra denne Trekant udgaar en Lysstraale mod en Keglefigur i Symbolets venstre Del. Denne Keglefigur, der vender Spidsen nedad, symboliserer det samlede Verdensalt – Mikrokosmos, Mellemkosmos og Makrokosmos – og Figuren oplyses i et lille Felt, Mellemkosmos, af den Lysstraale, der kommer fra højre. Martinus vil bl. a. med dette Symbol vise, at kun der, hvor vi selv lever, har vi Mulighed for at skaffe os virkelig "Viden"; saa snart vi fjerner os fra dette Felt, famler vi i større eller mindre Grad i Mørke. Men han vil tillige vise, og det forekommer mig at være en af Hovedhjørnestenene i hele hans Analysering, at det er udfra den urokkelige Viden, som vi her har Mulighed for at erhverve os, og som alle Mennesker paa kortere eller længere Tid vil komme til at erhverve sig i denne Zone, at vi maa forske ud i de Felter, vi endnu ikke kender. Den Logik, vi her indenfor det klare dagsbevidste Omraade møder, bliver ikke paa en eller anden overnaturlig Maade "forvandlet", naar vi vandrer bort herfra, det er den samme hele Verdensaltet igennem, omend Materiekombinationerne skifter.

– – –

Det sker mange Gange i det daglige Liv, at De maa "forklare" et eller andet Menneske et Problem. Det kan f. Eks. være saa simpelt som dette at forklare ham, hvordan han kommer hen til et nærmere bestemt Sted. Hvordan forklarer De nu dette, – eller rettere: Hvad dækker den Vending "Jeg forklarer –". Jo, De nævner Gadenavne, forskellige Kendetegn saasom Torve, Statuer, letkendelige Huse o. l., maaske Afstande i saa og saa mange hundrede Meter, fortæller, at det sikkert vil vare 20 Minutter, før han naar derud, og Manden forlader Dem, glad over, at han nu véd, hvordan han skal komme derhen, og maaske ovenikøbet, hvor længe det vil vare. Men hele denne i Virkeligheden ret indviklede Proces kan kun finde Sted, fordi De blot behøvede at "nævne" alt det, jeg ovenfor skrev, saa "forstod" Manden straks, hvad De mente. "Overgaden neden Vandet" opfattede han ikke som en daarlig Vittighed, men som et geografisk bestemt Sted i København, – en "Meter" opfattede han ikke som et mystisk Redskab eller noget, der kunde spises, men som et Afstandsmaal, hvis Størrelse, han var fuldt fortrolig med, og paa samme Maade fremkaldte Ordet "Minutter" en Forestilling i hans Bevidsthed om en "Varighed" af en bestemt, kendt Størrelse. Med andre Ord, kun fordi De kunde benytte Dem af, at denne Mand i Forvejen havde et Erfaringsmateriale, der indenfor det Felt, hvor Deres Forklaring bevægede sig, var ret righoldigt, var det muligt for Dem paa saa kort Tid at overføre Deres Viden til ham. Havde det været et Menneske fra en fremmed By, havde det straks været noget vanskeligere, for slet ikke at tale om, hvis det havde været et Menneske, der ikke forstod Deres Sprog. I det sidste Tilfælde havde Deres Viden været lige saa rigtig som før, men den var utilgængelig for den fremmede, da han manglede de sproglige Erfaringer, der var nødvendige.

Vi saa altsaa, at dette at "forklare" noget for et andet Menneske, i Virkeligheden vil sige, at man i dette andet Menneskes Bevidsthed opsøger visse Realiteter (dette Menneskes egne urokkelige Erfaringer indenfor Feltet) og stiller dem sammen paa en ganske bestemt Maade. Mangler der een eller flere Erfaringer hos vedkommende, er der en "Brist" i hans Viden, da vil det i værste Tilfælde være umuligt at forklare ham den paagældende Ting, men – hans Tillid til Dem kan eventuelt bevirke, at han "tror" Dem.

Siden Mennesket "forlod" Dyretilstanden, har den fornemste Egenskab hos ham været denne, at han, sideløbende med Indsamlingen af Erfaringer, har næret Ønsket om at se Sammenhængen i Tingene, ønsket gennem Detaillerne at naa ind til det enkelte, ind til Lovene. Dette har ført med sig, at hele den materielle Videnskab ganske langsomt er vokset frem, præget af, at her har man virkelig "fast Grund under Fødderne". Det synes, som om Tingene her lader sig "definere", d. v. s. føre tilbage til enkle og faa absolut urokkelige Postulater. – I Parentes skal bemærkes, at den allernyeste Tids Forskning indenfor Atomfysik og i Forbindelse med Relativitetsteorien er ved at rokke dette Fundament. – Hele den fysiske Verden med dens Grundstoffer og kemiske Forbindelser udgør et Omraade, hvor Tingene sker, ligegyldigt om man kan lide det eller ej; Stofferne reagerer, som det er deres Natur. Overalt, hvor Menneskets Vilje og Ønsker ikke formaar at indpræge sig i Omverdenen, er denne tilgængelig for den saakaldte "objektive Forskning".