Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af de Ting der, som Aarene gaar, gør en stadigt lykkeligere ved det Verdensbillede, Martinus har bragt os, er dets Overskuelighed. Takket være dets Afsløring af de bag Materien eksisterende "faste Punkter" har man følt en Klippegrund under sig. Tankerne huserer ikke længere planløst i ens Indreverden. Man forfalder ikke længere saa let til at forsvinde i en hoved- og haleløs Detaljeverden. Det er, som Kendskabet til "Skelettet" i enhver Tankekombination, i sig selv kræver Overblik. Med Martinus Verdensbillede bag sig, er de voldsomme Følelsesimpulsers Tid i ens egen Tilværelse uigenkaldeligt forbi. Man kan ikke længere føle sig lykkelig ved en blot og bar Følelsesdefinition af det, man oplever. Det livligtvoksende Intelligenslegemsfoster kræver stadigt Næring, og man undgaar ikke at mærke, hvorledes Kravet om Sammenhæng bliver det dominerende. Anelsen, om at alle Ting virkeligt er forbundet med hinanden, er blevet til en saa stor Vished for en, at man vil se denne Sammenhæng alle Vegne.

Tag blot et Omraade som Forholdet mellem Mineral – Plante – Dyr og saa det jordiske Menneske. Medens man tidligere her levede paa en decideret Følelsesoplevelse, idet man nok "følte", at disse Væsensgrupper indbyrdes var forbundne med hinanden, men ikke vidste hvorledes, ja daarligt nok vidste, hvor man egentlig skulde sætte Grænsen for "Liv", saa staar vi nu, takket være den Viden, Martinus har givet os, med en Viden om dette Forhold saa straalende klar, at ingen nok saa fremragende Videnskabsmand nogen Sinde vil formaa at rokke ved den. Med al Beundring i Behold for det fantastiske Arbejde, der her er udført fra "Stofsiden", hvilket altsaa vil sige den rent materialistiske Forskning, ser man klart, at det Resultat Forskningen fra "Livssiden" har givet en, er af ulige mere inspirerende Værdi. Opdelingen af samtlige Dyre- og Plantearter i indbyrdes beslægtede Grupper er en Menneskeaandens Triumf, som er uomdiskutabel. Den gav i sig selv et Fingerpeg om, hvor Løsningen var at hente. Men Løsningen gav den ikke. Den klare Paavisning af, at vi nedstammer fra abelignende Væsener var, al sin Sensation til Trods, ingen fundamental Løsning paa andet end et organisk Problem. De sjælelige Omraader bag os selv saavel som bag disse abelignende Væsener, var stadig lige ukendte. Var det hele blot en reproduktiv Proces startet ved en eller anden mærkelig Tilfældighed, som saa maatte siges at have faaet uanede Konsekvenser, eller fulgte denne storslaaede Udvikling en Plan, udkastet af en tilsyneladende udenforstaaende Kraft? Medens den første Opfattelse giver Rum for praktisk talt alle tænkelige Tankeafsporinger, giver den sidste, om Livet bekræfter den, kun Rum for een Erkendelse: Guds absolutte Eksistens.

Det er givet, at Studiet af Formernes Verden ikke kunde skænke os den hele Forklaring, dertil rummer den for mange tilsyneladende uforklarlige Afvigelser. At se Formernes Verden som en Aarsagsverden, maatte føre til fejlagtige Konklusioner. Formernes Verden er og kan aldrig være andet end en Virkningsverden. De Aarsager, vi her ser udløse sig, maa have et andet Hjemsted end Yderverdenen, men hvor? Paa dette Spørgsmaal er der givet Tusinder af Forklaringer, nogle sandsynlige, andre helt usandsynlige. Man anede, at der bag det skabte maatte eksistere lovbundne Funktioner, men paa hvilken Maade disse Funktioner udløste sig, havde man ingen Viden om. Indenfor det primitivere religiøse Liv satte man Bom for Spørgetrangen med Ordene: "Guds Veje er uransagelige", og indenfor Videnskaben opgav man aldrig Tanken om at kunde skabe "Liv", for dermed at bekræfte sin Yndlingsteori, at Liv blot er en Slags Stof, hvorved al Tanke om Udødelighed for den Enkelte een Gang for alle er bragt til Tavshed.

Og saa staar med eet iblandt os et Menneske, som udaf sin egen Bevidsthed viser os hele den straalende, mentale Struktur bag Formernes Verden. Et Menneske, der saa at sige drager Forhænget til Side og lader os se direkte ind i Guddommens eget Værksted. Et Menneske, der har gjort det uudsigelige sigeligt og dermed givet os Mulighed for igennem Selvtænkning at opleve et Verdensbillede, i hvilket alt gaar op i den Enhed, vi før svagt anede var, men som vi nu ser bekræftet indtil Overdaadighed, hvor vi saa end vender vort Blik.

I Lyset af denne Viden danner Mineral-, Plante- og Dyrerige ikke skarpt adskilte Grupper, men derimod kontinuerligt forbundne Omraader, hvis Formaal ene er det, at bibringe det levende Væsen bag Formen det Erfaringsmateriale, der danner Forudsætningen for den totale Individualitetsoplevelse. Fra at være et fysisk ubegrænset Omraade glider det, vi kalder vor "materielle" Verden, blot ind i en Række af Formomraader, der med hver sin specielle Energikombination dybest set blot udgør Guddommens straalende Underholdning af den evigtværende Gudesøn. Fra en ensrettet Koncentration paa de i Uendelighed varierende Former flyttes, i Lyset af Martinus Verdensbillede, Koncentrationen mere og mere over paa de bag samme Former skjulte Hensigter, og helt nye Panoramaer kommer til Syne for den, der her vil "se" og "høre".

Spørgsmaalet bliver altsaa her, hvad man anser for det væsentlige i Tilværelsen. Et Menneske kan muligvis faa hele sit sjælelige Behov dækket igennem den formentlige Lykke, det kan give at samle og rubricere samtlige Edderkoppearter paa Kloden, men mon ikke dette hører til Undtagelserne? Mon ikke det væsentlige for det store Flertal er det, at faa Spørgsmaalet om egen Udødelighed besvaret positivt eller negativt? Det normale er vistnok, at det, der optager Sindet mest, er Spørgsmaalene: Hvorfra? Hvorfor? Hvorhen? En virkelig positiv Besvarelse af disse tre store Spørgsmaal betyder mere end Tilfredsstillelsen af en overfladisk Nysgerrighed, det betyder Indstrømningen af en enorm Inspirationskraft i det enkelte Menneskes Sind. Ingen kan komme i Berøring med den virkelige Verdensplan og forblive det samme Menneske. Som en Ild breder denne Berøring sig i ens Blod og afstedkommer til Tider endog meget drastiske Forandringer i hele ens Tilværelse. Den første Fornemmelse af Sammenhørigheden med det ganske Verdensalt udløser ikke Ligegyldighed, tværtimod. De fleste indrømmer aabent, at Fornemmelsen bedst kan udtrykkes som en Oplevelse af at være "født paany". Man er ligesom blevet bevidst i det centrale i en selv, ens Jeg. Man har faaet et første "fast" Punkt udfra hvilket, man nu kan bedømme Tingene. Et Bind er blevet taget fra ens Øjne, og det hænder, at det nye Lys et Øjeblik blænder ved sin berusende Styrke. Men dette er kun en Øjebliksoplevelse. Ret hurtigt vænner man sig til dette rene, klare Lys, der i Begyndelsen fornemmes som den Tilstand, det fattige Ord "Salighed" skal dække.

Men fra at have beskuet og beundret Yderverdens straalende indre Sammenhæng i dette nye Lys, kommer uundgaaeligt det Øjeblik, hvor man retter denne nye Lyskilde mod sig selv, og de Syner, man her bliver bevidst i, er ikke alle af lige inspirerende Værdi. Gælder det før denne Oplevelse, at man ikke ansaa sig selv for noget særligt, vil Opfattelsen nu, give sig et om muligt endnu mere negativt Udslag. At komme paa Sporet af Loven for Skæbnedannelse er ikke ensbetydende med, at man nu selv er prædestineret til en omgaaende Oplevelse af denne lykkelige Skæbne, men det betyder, at man pludselig bliver bevidst i, hvad i en selv det er, der hindrer en i at opnaa den sjælelige Ligevægt, der er al sand Lykkes virkelige Fundament. Uanset den straalende Oplevelse af al Tings Samhørighed, er det positive ved de første glimtvise Oplevelser af kosmisk Bevidsthed den Kendsgerning, at Mennesket i Lyset af dem faar Øje paa det i deres eget Væsen, som maa "udrenses", om Lykken skal tage fast Bopæl i deres Indre. Nye Kanaler for skønne og ophøjede Tanker skal bores i ens egen Mentalitet, saavel som alt for anvendte Kanaler for Tilværelsens Eksplosionsenergi skal tilmures. I det kosmiske Lys ser vor egen Mentalitet ikke altfor tillokkende ud. Vi er Eksperter i det, vi ikke vil, men kun sørgelige Amatører i det, vi paastaar, vi gerne vil. Men godt at se det, thi det giver Inspirationskraft til det Omformningsarbejde, man fra sit eget Væsens Dyb nu kræver udført, et Omformningsarbejde man simpelthen ikke kan lade være med. Det vil evigt være en Kendsgerning, at Kendetegnet paa, om de aandelige Oplevelser, man har haft, har været mere end af teoretisk Natur, er om man forandrer sig eller ej. Thi disse Energier kan berøre ens Intellekt paa en saadan Maade, at de befordrer et alt andet end tiltalende Aandshovmod. Mennesket har der set noget, blot ikke Gud. Den virkelige Oplevelse vil altid befordre en meget stærk Ydmyghedsfornemmelse. Og denne Ydmyghed stammer ikke fra ens mikrokosmiske Forhold til det vældige Univers, man nu er blevet bevidst i eksisterer, men derimod fra Erkendelsen af ens moralske Ringhed i Forhold til den skønne Oplevelse, man er blevet til Del. Man føler med hver Fiber i ens Sjæl, at man har faaet langt mere, end man kan tilkomme, og der bliver i ens Hjerte tilbage en Drøm om, gennem Slid med sit eget Sind endnu engang at kendes værdig til en Genoplevelse af det samme betagende Syn.

Martinus Verdensbillede skænker Jorden en ny Videnskab, som man passende kan kalde "Overbliksvidenskab", idet det i sig rummer alt, hvad der har været, alt hvad der er, og alt hvad der kan blive. Men den største Værdi af dette Verdensbillede bliver ikke den til Del, der blot tager det til Indtægt for sit Intellekt, men derimod af den, der tager det til Indtægt for sin Moral, naar man da ved Moral forstaar en stadigt voksende Følelse af Kærlighed og Hensynsfuldhed ikke alene i Forholdet til de Mennesker, man møder paa sin Vej, men ogsaa, – og her mærker man maaske stærkest Lyset fra de Analyser, Martinus har bragt os, – i Forholdet til de Dyr og Planter, der er blevet os betroet. Thi som Viden i Kærlighedens straalende Indfatning er det mest livgivende, man kan møde paa sin Vej, er Viden uden Hjerte ikke alene det koldeste, men ogsaa det mest ufrugtbare, der findes.