Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Er der mon nogen, der ikke kender til Skuffelser? Er der mon en eneste levende Sjæl, der ikke har grædt sig i Søvn over en eller anden dyb Skuffelse? Nej – det findes vist næppe, og da jeg selv har været ude for den samme Form for Oplevelse, og da denne Oplevelse har bundfældet sig i en Konklusion, kunde det maaske tænkes, at denne havde Interesse for en eller anden.

Forudsætningen for en Skuffelse er altid en bestemt Forestilling om et eller andet.

Man glæder sig saadan til en Skovtur, et Selskab, et Bal, et Møde med en stor Mand eller Kvinde, et Møde med sin bedste Ven, som man maaske ikke har set længe, et Stævnemøde o.s.v. Man skal maaske vise, hvad man kan præstere indenfor Musikken eller anden Kunstart for en snæver Kreds af velvillige Tilhørere, og man glæder sig til det. Man gør sig i alle Arter af Tilfælde visse Forestillinger om at ville være saadan og saadan, man tænker sig Situationerne netop folder sig ud paa den og den Maade, man gør alle Forberedelser til den absolutte Sukces. Selv Personen og Tøjet faar sig en ekstra Omgang i den givne Anledning, jo vist glæder man sig.

Men saa kommer Oplevelsesøjeblikket. Tæppet gaar op for Scenen. Men hvad er det for en Dekoration, hvad er det for et Stykke af Livet, man ser? Jo, det er jo det samme Sted, de samme Mennesker, de har ogsaa det paa, som man regnede med, men alligevel er det Hele anderledes. Efterhaanden som Tiden skrider frem, bliver Skuffelsen større og større, og til sidst ender den i dyb Sorg. Intet af det, man havde glædet sig til, blev opfyldt. Selvfølgelig var Menneskene meget imødekommende, der var gjort en Masse Ting for netop at præge Begivenheden, men det Hele var ligesom ved Siden af, det blev slet ikke det, man havde tænkt sig.

Naar Sorgen er overstaaet, naar Begivenheden kommer paa Afstand, naar Hjernen begynder at arbejde koldt og klart med de engang noget hede Stemninger, kort sagt, naar man begynder at reflektere over Tingene, saa tager man Sagen frem og betragter den nøje fra alle Sider, og saa opdager man, at der var kun een Person, der ikke gjorde sit til, at Sukcessen kom i Stand, og det var en selv, og hvorfor?

Fordi man i sin egen Forestilling havde iklædt Begivenheden en ganske bestemt Form, og da denne Form ikke fandtes, blev man nedtrykt og forstemt, og i en saadan Sindsstemning bliver alting sort, kantet og lidet tiltalende. Man er ligesom et Menneske, der gaar til Foredrag i Haab om at faa Svar paa et ganske bestemt Spørgsmaal. Det hører kun efter, om netop dette Emne er fremme, og lader alt andet passere som sig uvedkommende, og naar det ved Foredragets Slutning opdager, at Emnet overhovedet ikke kom, ja saa var det et rigtigt daarligt Foredrag, der i Grunden ikke havde nogen Interesse. Som man heraf vil forstaa, har man – sig selv ubevidst – taget et Par Briller paa, der ligesom fortegner hele Billedet for en, og man gaar skuffet bort. Men er det muligt at modarbejde en saadan ubevidst Tilstand? Jo, det er det, og her kommer som altid vore Analyser os til Hjælp.

Der findes ikke to Bevidsthedskombinationer, der har samme Sammensætning, der findes ikke to Væsener, der ville kunne give den samme Begivenhed det samme Præg, der findes ikke to, der opfatter den samme Ting ens, og det er jo netop Grunden til Skuffelsen. Man havde jo – stadig sig selv ubevidst – forudsat at ens Medvæsen eller Medvæsener netop tænkte, som man selv tænkte, det var jo denne Bevidsthedernes Overensstemmelse, som man havde regnet for en Selvfølgelighed, ja man havde end ikke regnet med den, det var simpelthen saadan. Men Analysen er kold og uimodtagelig for Følelsesudslag, den fastslaar simpelthen Kendsgerningen, uden om Taarer eller sentimentale Forestillinger, og Gud-ske-Lov derfor. Vi er og vedbliver i al Evighed at være Individualister med hver sit Syn. Følgen heraf maa saa blive en helt anden Indstilling, men hvilken? Efter mine egne Erfaringer – den neutrale. Den neutrale, vil De maaske sige, den er jo farveløs og uden Ide, men lad os se lidt nærmere paa den.