Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Denne artikel er inspireret af et Martinus-foredrag med efterfølgende spørgerunde. En deltager mente, at før vi stiftede bekendtskab med Martinus' kosmologi, styrede vi selv vores liv, og nu skal vi lade os styre. I dette udsagn er der efter min mening både noget forkert og rigtigt.

Jeg ser det på den måde, at vi altid selv har styret vores liv – bevidst eller ubevidst – og altid skal gøre det. Vi skal lære at være herre i eget hus!

Før jeg stiftede bekendtskab med Martinus' kosmologi, følte jeg, at jeg styrede mit liv, og alligevel havde jeg en fornemmelse af at famle rundt i tåge, og at det var tilfældighederne, som styrede mit liv. Gennem erfaringer har jeg fået en fornemmelse af, om jeg var på rette kurs eller ej. Jeg har været styret af andre mennesker, andres meninger, holdninger og dyriske behov m.v. og er det stadig. Men forskellen er, at jeg nu er bevidst om det.

Jeg øver mig i at styre. Styre mit eget liv, styre mine tanker, styre mine handlinger, styre det hele i den retning, hvor jeg ved, at solen skinner, og alt er lyst og klart, for det er dér min fremtid er, og jeg er selv med til at forme den. Jeg skal ikke mere famle mig frem i tåge og blinde. Jeg bliver bedre og bedre til at finde vej, jo mere jeg øver mig, og jo mere jeg rådfører mig med det fantastiske "vejkort", som Martinus har givet os i form af kosmologien.

Der vil stadig i perioder fremover være tidspunkter, hvor jeg bevæger mig ind i en tågebanke på vej mod lyset; men der vil blive længere og længere imellem, og jeg har en sikker forvisning om at være på rette kurs – tågebanker eller ej. Det bevirker, at jeg ikke mister modet og livslysten, mens jeg befinder mig i den uigennemsigtige tåge. Når jeg igen kan se og orientere mig, kan jeg finde "kortet" frem og navigere efter det i tillid til, at jeg så bliver hjulpet. Ikke fordi nogen fortæller mig, at sådan kan eller skal jeg gøre; men fordi mine erfaringer har vist mig, at sådan er det. Jeg kan ud fra disse erfaringer drage logiske konklusioner og er ikke længere et viljeløst væsen, som flyder rundt i uvidenhedens hav.

Jeg har i mig alle de redskaber, der skal til, for at jeg kan bevæge mig frem mod lyset, hvor jeg endda oven i købet nu har fået et meget præcist vejkort, som jeg kan bruge til at finde vej, korrigere kursen efter, hvis det er nødvendigt. Efterhånden vil jeg kende kortet så godt, at jeg ikke behøver at have det som en fysisk realitet i form af bøger om Martinus' kosmologi, men har kortet printet i min bevidsthed og har det på den måde altid med mig – og er det ikke guddommeligt?

Når jeg bevæger mig ud af kurs – den rigtige kurs – bliver jeg belært af "livets direkte tale", og jo mere bevidst jeg er om livets direkte tales betydning, jo hurtigere kan jeg korrigere kursen og skabe mig den tilværelse, jeg drømmer om og længes efter. Så er det virkelig mig selv, der styrer – godt og smukt hjulpet på vej af det eneste sande, nemlig livets direkte tale.

Sommetider bliver der talt til mig med store bogstaver, andre gange bliver der hvisket, og kun min indstilling og modtagelighed bestemmer med hvilken styrke, "stemmen" skal tale til mig. Jeg tror i grunden ikke, der er så mange mennesker, der holder af at blive råbt ad, og hvis jeg ønsker et mere normalt stemmeleje med hensyn til livets direkte tale, må jeg lære at være lydhør og opmærksom på alle de små som store ting, jeg oplever hver dag i samspil med andre levende væsener.

Grundtonen i livets direkte tale er altid kærlig – selv om jeg ikke altid opfatter det sådan i den konkrete situation. Også her vil jeg få erfaringer, som jeg kan bruge til at drage logiske konklusioner ud fra, og når oplevelser, tanker og handlinger kan defineres som logiske, bliver de konkrete, og noget jeg kan forholde mig til på en fornuftig måde, og jeg oplever, at der er en mening med alting.

Der findes vel for de fleste mennesker intet værre end meningsløshed. Vi taler og læser om f.eks. meningsløs vold, meningsløs undervisning af arbejdsløse, meningsløs underholdning m.m. Men alt har en mening. Vi skal "bare" lære at finde den guddommelige mening, og det kan være svært, da den ofte viser sig i forklædning.

Jeg gik en dag for nogle år siden en tur med min dejlige hund, som jeg havde gjort det så mange gange før. På disse gåture gjorde jeg mig altid tanker om livet og meningen med det hele, og den pågældende dag var ikke anderledes på dette punkt. Men alligevel var den erkendelse, jeg kom frem til på denne tur, et kvantespring i min måde at tænke og handle på. Jeg havde beskæftiget mig med den åndelige dimension af livet i en periode og havde også stiftet bekendtskab med Martinus' kosmologi i det små. Denne dag var en pragtfuld dag, og alligevel var jeg trist og tung i sindet og syntes, at jeg havde så mange byrder at bære på. Jeg var begyndt at få indsigt, og indsigt betød et større ansvar.

Jeg gik og tænkte: "Åh gid den tid ville komme tilbage, hvor jeg gik i lykkelig uvidenhed." Jeg var næppe færdig med tanken, da jeg sagde til mig selv: "Jamen, hvad er det dog for noget sludder! Det er rigtigt, at du gik i uvidenhed; men du var jo ikke lykkelig!" Det var et klassisk eksempel på, hvad man kan bilde sig selv ind for at slippe for at tage ansvar for sit eget liv. For det var præcist det, der virkede for overvældende for mig på det tidspunkt.

I samme tankerække kom fornemmelsen og følelsen af en stor lettelse. "Jamen, det vil sige, at tingene ikke er tilfældige, at jeg selv kan bestemme, hvordan mit liv skal være, hvordan det skal forme sig. Det hele – alt, hvad der sker – alt, hvad jeg oplever, er jeg selv ophav til. Herligt! For det betyder, at jeg selv fra nu af kan bestræbe mig på at få sået og dyrket nogle mere attraktive afgrøder – afgrøder med masser af smag, dyrket under solen og stopfyldte med vitaminer og energi."

Da følte jeg, at jeg kunne begynde at øve mig i at være herre i eget hus, og at livet var spændende og fuld af udfordringer. Jeg har øvet mig lige siden!