Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Studiet af Martinus kosmologi kan til tider give os grå hår i hovedet, forstået på den måde, at det kan være vanskeligt for os at overføre de kosmiske analysers sprog til vor psykologiske hverdag på en sådan måde, at ikke kun meningen med selve analysesproget bliver tydelig for os, men også dette sprogs forholdsmæssighed til vor egen psykologiske situation fremtræder tilstrækkelig klart i vor bevidsthed. Sidstnævnte klarhed afhænger i særlig grad af vort eget aktive bidrag til den højere livsforståelse, som vi gerne vil opnå gennem studiet af kosmologien. Det er op til os selv så objektivt som muligt at vurdere vor psykologiske situation og føre den ind i et befrugtende møde med det absolutte, med de kosmiske sandheder.

I kosmologien kan vi f.eks. læse igen og igen, at den højere kærlighed er hævet over favorisering. Vi mennesker af i dag lever derimod i en verden, i hvilken favorisering spiller en dominerende rolle. Og da vi gerne vil øve os i næstekærlighed, kan der opstå problemer for os, når vi foretager vore øvelser uden at være tilstrækkeligt bevidst om vor individuelle afhængighed af favorisering. Thi at øve sig i næstekærlighed kan i længden ikke naturligt foregå med lukkede øjne over for vore begrænsninger, over for vor givne afhængighed af visse former for favorisering.

Det kan derfor være nyttigt at rette vor opmærksomhed lidt mere mod denne vor givne afhængighed.

– – –

Det færdige menneskeriges fuldkomne kærlighed, som Martinus analyserer i sine værker, og som Jesus af Nazareth 2000 år forinden inspirerende og trosskabende levendegjorde i sit eget kød og blod, er en ligelig sympati over for alt og alle, en upartisk sympati og hengivenhed, som ikke favoriserer nogen eller noget frem for andre eller noget andet. Et færdigt menneske vil ikke mere kunne nænne at begunstige nogle af sine medvæsener frem for andre, idet sådanne begunstigelser ikke stemmer overens med det færdige menneskes væsensnatur og derfor ikke mere kan komme til udtryk.

Således ikke mere at kunne nænne at favorisere nogen eller noget frem for andre eller noget andet vil egentlig sige, ikke mere organisk at være i stand til at træffe et valg, der almindeligvis træffes på basis af mere eller mindre uafklarede følelser samt på basis af dertil knyttede vurderinger eller refleksioner, som netop indebærer, at nogen eller noget foretrækkes frem for andre eller noget andet.

Det fuldkomne menneske vælger ikke mere mellem to eller flere muligheder. Det fuldkomne menneske foretrækker ikke mere noget som helst frem for noget andet, omend det måske til tider kan tage sig sådan ud for mennesker i deres omgivelser, der endnu ikke har fattet fuldkommenhedens væsen. Den livets kurs, som det fuldkomne menneske følger, udkrystalliseres i dets bevidsthed på en helt anden måde end hos os mennesker af i dag, som, tyngede af spekulationer og uafklarede forestillinger, er henvist til fra dag til dag at vælge det mindste af en række onder.

Et færdigt menneske vil ikke mere kunne udsættes for at vælge det mindste af en række onder, idet sådanne valg kun kan forekomme hos ufærdige mennesker som led i en undervisning, der i sådanne menneskers bevidsthed afføder fejltagelser og derved efterhånden fører disse mennesker frem til en fejlfri livsførelse, frem til fuldkommen kærlighed. Når kærligheden er fuldkommen, ophører mennesket med at "vælge" sig frem gennem livet.

For det færdige menneske opleves såvel de største som de mindste onder som mere eller mindre behagelige goder. Livet består da udelukkende af goder, givet af Gud, goder, som derfor modtages i taknemmelighed og hengivenhed til Ham, der nu opleves som virkelighed også i éns eget indre.

Enhver ny og uventet situation, som et fuldkomment menneske måtte komme i, giver ikke anledning til usikkerhed, rådvildhed eller rationelle overvejelser. Den giver kun anledning til dyb opmærksomhed, hengivelse, bøn, accept og deraf følgende handling.

Da det færdige menneske er ét med Gud, vil det bestandig have direkte eller umiddelbar føling med Guds vilje. Dette vil være ensbetydende med at opleve sin egen skæbnes bevægelser i hverdagen som udtryk for Guds vilje, også dér, hvor bevægelserne foregår i uventede spring. Gud taler uafbrudt til det færdige menneske i form af alle de skæbnebetingede bevægelser, som mennesket oplever omkring sit jeg-midtpunkt. Dertil hører ikke blot de ydre hændelsesforløb, men også rørelserne i det færdige menneskes bevidsthed.

At lade Guds vilje ske frem for sin egen er derfor ikke en favorisering af Guds vilje. Det færdige menneske ser jo i selvoplevet klarhed, at det selv er første årsag til sin skæbne, også i den fuldkomne tilstand. Det falder derfor ganske naturligt for et sådant menneske kontinuerligt at opleve sin egen suveræne vilje forenet med Guds suveræne vilje. Der er ikke mere nogen adskillelse mellem disse to viljer. De fungerer i levende sammenhæng.

– – –

Det ufærdige menneske er ude af stand til i praksis at forene sin egen vilje med Guds vilje på førnævnte måde. Det kan hengive sig til Guds vilje i bøn og i en vis afmagt – og derved opleve at blive ført af Guds vilje midt i sin ufuldkommenhed, hvilket er en stor velsignelse.

Det ufærdige menneske vil meget vel teoretisk kunne erkende, at det i ét og alt selv er første årsag til sin skæbne. Men det vil ikke være i stand til i praksis at identificere og gennem handling at bekræfte samtlige sine skæbnebevægelser som selvforårsagede. Det er involveret i sine omgivelser på en sådan måde, at det ikke kan skelne klart imellem, i hvilket omfang dets skæbnebevægelser retmæssigt bør modtages og bearbejdes indadtil, og i hvilket omfang de med rette kan reflekteres eller ledes videre til omgivelserne.

På grund af denne manglende organiske skelneevne er det heller ikke muligt for det ufærdige menneske i ét og alt at møde sin skæbnes mangfoldige bevægelser som "goder", der indimellem blot kan være ubehagelige. Visse ubehagelige skæbnebevægelser reflekteres eller bortvises tilnærmelsesvis automatisk, ubevidst eller i den tilstand af "fortrængning", som vi også kunne karakterisere som "halvbevidst". Sådanne skæbnebevægelser behandles derfor i virkeligheden som "onder", selv om det pågældende menneske i teorien udmærket kan være klar over alle onders identitet som ubehagelige og selvforårsagede "goder".

 

 

Da vi mennesker af i dag altså rent organisk er indrettet sådan, at vi fra dag til dag er henvist til at vælge det mindste af en række onder, eller sagt på en anden måde: er henvist til at vælge det behageligste af en række ubehagelige goder, vil vi atter og atter komme i situationer, i hvilke vi må reflektere, vælge, favorisere os frem gennem livet. I hvilken grad, vi må gøre dette, vil afhænge af vor dybere indsigt og af den dertil knyttede organisk voksende evne til at kunne opfatte og omsætte vor egen skæbnes budskaber korrekt. Vor dybere indsigt er ikke det samme som vor udmærkede teoretiske forståelse, men derimod det samme som et organisk erfarings resultat i vor bevidsthed, som derfor uden refleksion, valg eller favorisering fører til handling.

Mange studerende af kosmologien har specielle vidtgående erfaringsresultater i deres bevidsthed, der endnu ikke er nået helt op til deres dagsbevidstheds overflade. Her kan de sidste rester af uvidenhed eller uoverskuelighed blokere en umiddelbar erkendelse og handleevne på et eller andet livsområde. Refleksion, valg eller favorisering er her kun en tynd hinde, der kan gennembrydes ved hjælp af en forløsende tanke, som måske uventet indgår i bevidstheden. Et nyt livsområde er da blevet bevidstgjort, blevet indlemmet i vor højere bevidsthed, blevet hævet op over vor afhængighed af refleksion, valg eller favorisering.

Dog må vi erkende, at der over for sådanne bevidsthedsgennembrud står en uoverskuelig række af livsområder, hvor vi mennesker af i dag er temmelig henviste til at handle på basis af refleksion, valg eller favorisering og derfor også gør absolut bedst i at leve i fortrolighed og forsoning med den favoriseringens tykke gren, som vi selv sidder på. Velmenende at save i denne væmmelige gren med en kosmologisk sav i håb om således at fjerne den vil i længden ikke være hensigtsmæssigt.

– – –

Når vi møder et menneske, som vi føler os særlig tiltrukket af, og der i gensidig sympati opstår et samlivsforhold, kan denne vor naturlige favorisering sommetider være netop det skridt, der stimulerer indlemmelsen af nye livsområder i vor bevidsthed.

Vi er endnu langtfra så frigjorte, at vi helt kan undgå at favorisere mennesker. At favorisere mennesker er endvidere ikke alene eller isoleret set et spørgsmål om at foretrække et menneske frem for et eller flere andre mennesker. Det er også et spørgsmål om levende, naturlig omgang med vor individuelle skæbne, dvs. at omfatte den livets gren, som vi sidder på, med taknemmelighed og kærlighed. I en sådan kærlighedens ånd vil vi kunne udtale et smilende og favoriserende Ja til den guddommelige skæbne, som med sagte skridt prøvende og spørgende træder os i møde.

 

Kommentar: Rettelsen i Kosmos nr. 9, side 174, er gennemført her i webudgaven.