Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Erhvervelsen af dybtgående selvkendskab kendetegner slutfasen på den lange udviklingsvej, som gennem adskillige inkarnationer eller jordeliv fører os jordiske mennesker frem imod en højere bevidsthedsbalance, frem imod fuldkommenheden. Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvilken rolle vore såkaldte drømme spiller på denne vej.

 

Hvis vi tænker os at kunne følge vor evige tilværelse tilbage i tiden, ville vi konstatere, at vi har oplevet utallige inkarnationer frem til i dag og derigennem har forandret os gradvist fra primitivitet frem imod humanisme. Hele denne gradvise forandring af vor tilstand eller væremåde kan vi udmærket karakterisere som en tiltagende mental vågnen, som vil fortsætte i vore fremtidige inkarnationer. At vågne vil her sige, at vi bliver mere bevidst, mere opmærksom på alting omkring os. Vore sanser får en videre horisont. De fungerer indenfor rammerne af et mildere "klima", som fæstner eller bosætter sig i vor psyke. Som følge deraf kan vi styre og udnytte vore sanser bedre og mere hensigtsmæssigt, hvilket egentlig skyldes en voksende balance mellem vor følelse og vor intelligens og den deraf følgende begyndende intuition.

Jo mere intenst vi mennesker af i dag presser os selv i denne retning, des mere uharmonisk synes bevidsthedsprocesserne i vor psyke at foregå. Dette vil før eller siden stemme til eftertanke. Kosmologisk eftertanke belærer os om, at der eksisterer en skjult sammenhæng mellem vort kendskab til omverdenen på den ene side – og vort kendskab til os selv på den anden side. Vi bliver klar over, at der eksisterer en gensidig afhængighed imellem de to slags kendskab. Den ene form for viden kan ikke fuldendes, uden at den anden form for viden medvirker på lige fod. For at kunne omgås vore omgivelser harmonisk, må vi også lære os selv at kende.

Det kan vi f.eks. gøre ud fra en kosmologisk baggrund. Ved hjælp af Martinus kosmiske analyser kan vi nå frem til logisk at begribe, hvorfor menneskets psyke har forandret sig igennem mange inkarnationer, og hvorfor menneskets psykiske forvandling i vor tid foregår særlig hurtigt og dybtgående. Vi tænker og føler nu om dage mere logisk, mere skarpsindigt, mere rationelt end nogensinde tidligere. Det skyldes overvejende vor forsat voksende intelligens. – Samtidig synes vi at tabe forbindelsen med den natur, som vi er udsprunget fra. Tidligere tiders samhørighed med naturen og den dertil knyttede samfundsmæssige stabilitet og overskuelighed svinder bort. Usikkerheds- og angstfornemmelser breder sig. Det skyldes overvejende vort aftagende instinkt. – Vor voksende intelligens fremmer i første omgang en vis overfladiskhed, som i en vis udstrækning overdøver og fejlstyrer vort svindende instinkt. Vor mentale tilstandsforandring frem imod udvidet bevidsthed indebærer derfor en overgangsfase, som er præget af en vis psykisk instabilitet. Psykisk instabilitet kendetegner det moderne menneskes væsen.

Vort evighedslegeme giver altså ikke kun tilbagemeldinger ind i vor daglige tilværelses vågne tilstand, hvor vi møder disse tilbagevirkninger som vor individuelle skæbne eller vore individuelle ydre livsbetingelser. Vort oversanselige evighedslegeme samvirker også uafbrudt med vor såkaldte underbevidsthed, dvs. med de dybere eller skjulte lag i vort psykiske legeme. Vor sjælelige tilstand kan aldrig befinde sig så meget i hvile (f.eks. under søvnen), at vort sublime evighedslegeme eller skæbneelement periodevis standser sin afbalancerende eller genoprettende virksomhed. Da vore dybere bevidsthedslag tværtimod er udsat for vækkende kræfter fra den dagsbevidste side af vor tilværelse, igangsættes der mangfoldige rørelser i vore dybere bevidsthedslag, funktioner, af hvilke nogle kan være mere dybe, skjulte eller utilgængelige for vort blik end andre.

Hvordan vi under ét vil benævne disse noget forskellige "underbevidsthedsfunktioner", er ikke så vigtigt som at forstå deres væsen eller identitet. Vi kan udmærket betegne dem som oplevelsesfunktioner, idet de jo foregår i vor bevidsthed, også selvom vi ikke "husker" dem, når vi vågner efter kortere eller længere tids hvile eller søvn. Jeg vil gerne omtale nogle varierede former for bevidstheds- eller oplevelsesfunktioner, der foregår skjult eller hinsides vor vågne dagsbevidsthed.

Til tider kan nogle af vore søvnbetingede natlige oplevelser, som i deres egen natur fremtræder absolut meningsfyldte og logiske, i opvågningsfasen fremtræde forvrængede eller i usammenhængende glimt. Det sker i det som regel kortvarige øjeblik, da vor ræsonnerende dagsbevidsthed og dermed vor huskeevne atter tilkobles og derpå afslutter vor midlertidige natbevidsthedstilstand. Denne tilkobling sker ikke altid harmonisk, hurtigt og umærkeligt. Vi kan f.eks. være urolige og plagede af spekulationer, og denne uro kan trække tilkoblingen eller opvågningsfasen i langdrag. I denne halvsovende tilstand kan vi registrere såkaldte drømme, der fremtræder mere eller mindre meningsløse eller tilfældige. De benævnes af Martinus som "bevidsthedsaffald". Der kan ofte være tale om brudstykker af førnævnte natlige oplevelsestilstande, som i deres møde med de øvre lag i vor vågnende bevidsthed fremtræder løsrevet fra deres egentlige sammenhæng, ja, kan ligefrem sammensættes på nye måder i sammenblanding med vor ydre eller dagsbevidste tankeverden. Egentlig er der altså her tale om forvrængninger og sammenblandinger, der ikke på nogen måde forringer eller i det hele taget indvirker ændrende på de bagvedliggende natlige oplevelsers yderst meningsfyldte og logiske sammenhæng.

Da vor psyke under søvnen i særlig grad har "en åben dør" også overfor åndelige væsener, der står på et betydeligt højere trin end vi selv, kan vi fra sådanne væsener modtage ikke blot konkrete tankeprojektioner i form af såkaldt inspiration. Vi kan også ind imellem modtage konkrete levende billedrækkefølger af symbolsk karakter. Vi modtager sådanne billedrækkefølger i opvågningsfasen for at kunne huske dem og eventuelt tænke over dem, efter at vi er vågnet. Ofte registrerer vi først senere på dagen, at vi har modtaget sådanne indslag, f.eks. under tandbørstningen eller ved morgenkaffen. Da afspilles billedrækkefølgen pludseligt som en mental videofilm. Denne gælder det om at indprente sig, idet den har en tendens til at forflygtige sig.

Her står vi ikke overfor en psykofotografisk gengivelse af natbevidste oplevelsessituationer, der er foregået rent bogstaveligt. Vi modtager her visdomsfyldte vejledninger, som vi slet ikke ville være i stand til at producere eller skabe ved egen hjælp, omend vort eget psykiske rum leverer energierne eller stofferne til deres synliggørelse. Drømme af denne art er ret almindelige, idet alle menneskers bevidsthed står i usynlig forbindelse med højere bevidstheder, som kender os bedre, end vi kender os selv. Vore individuelle dybere bevidsthedslag rummer en uoverskuelig rigdom af overleverede forestillinger og traditionelle billedelementer, som kan "benyttes" af højere åndelige væsener, dvs. fremdrages og sammensættes på genial vis, altid med henblik på at hjælpe os til genoprettelse af hverdagslivets balance, der kan have fået stærk slagside.

Nogle af disse drømmebudskaber fremtræder advarende, andre opmuntrende, og atter andre kan være yderst dybsindige og sublime. Selv om sådanne lignelsesprægede drømme ofte ignoreres eller hurtigt glemmes, udgør de dog energipåvirkninger af vor psyke. Som sådanne kan de fortsætte deres virke i det skjulte, dvs. underbevidsthedsmæssigt. Ja, der kan næppe være tvivl om, at vi også i vor vågne tilstand, midt i hverdagens udfordringer, af og til står under positiv (eller negativ) indflydelse af åndelige væsener, der kan påvirke os underbevidsthedsmæssigt.

Det kan forekomme, at mennesker i drømme eller i et dagdrømmerisk syn oplever hændelsesforløb, før disse indtræffer, ligesom fortidige hændelser eller glimt fra tidligere inkarnationer i visse tilfælde kan oprulles for det indre øje. Dette kan forekomme, når et menneske i en særlig grad er følsom eller sensibel og derfor kan berøre en bølgelængde, der rækker ind i fortiden eller fremtiden. Det kan forekomme, at børn i en vis alder har sådanne evner, som senere igen ophører. Det er dog forholdsvis sjældent, at mennesker ganske naturligt står i forbindelse med sådanne mentale bølgelængder.

Derimod findes der mange eksempler på, at mennesker kan være overfølsomme eller oversensible og derfor fungerer som modtagere af projektioner eller sanseindtryk, der ikke har den oprindelse eller identitet, som modtageren selv tror. Oversensible mennesker kan åbne deres sanser overfor bølgelængder, der ikke berører hverken fortiden eller fremtiden direkte eller umiddelbart, men derimod bærer "uvedkommende" diskarnerede væseners mentalitet. Disse kan have en vis interesse i at række deres tanker og følelser ind i en følsom modtagers underbevidsthed for ved hjælp af det her forhåndenværende skjulte tanke- og forestillingsmateriale, at medvirke ved sammensætningen og synliggørelsen af tanke- og billedrækker, der af modtageren selv opleves som hans eller hendes egne. Sådanne vildledende, illusionære og uigennemskuelige sanseindtryk kan ofte beskæftige sig med fortiden eller fremtiden på en måde, der ikke repræsenterer førstehåndskendskab eller førstehåndsviden for modtageren, omend modtageren selv opfatter sine oplevelser som førstehåndsinformationer.

Specielle former for oplevelse eller modtagelse af budskaber og informationer fra usynlige kilder kan i nogle tilfælde forekomme i en tilstand af vågen dagsbevidsthed. Følsomme mennesker kan i vågen tilstand se fænomener, høre stemmer eller fornemme indre tilskyndelser, afhængig af, hvor flydende grænsen mellem dagsbevidstheden og de dybere bevidsthedslag er hos vedkommende.

Vor sovetilstand og dermed vor underbevidsthed reduceres, overstråles eller gennemlyses gradvist som følge af vore dagsbevidsthedsenergiers fortsatte vækst. Fremtidens mennesker har derfor et mindre søvnbehov end nutidens mennesker. Når det fysiske legeme forfines, aftager den fysiske slitage. Når det psykiske legeme afklares og harmoniseres, mindskes den psykiske slitage. Og når den samlede slitage således reduceres, bliver den dybe og langvarige søvn mindre påkrævet. Vort psykiske legemes genopbyggende funktioner forskydes gradvist over i vor vågne dagsbevidste tilstand, hvilket bevirker, at vi i mindre udstrækning trættes eller slides. Vi tænker, føler og handler da på en så varsom og opmærksom måde, at der er kontinuerlig balance imellem slitage og genopbygning. Grænsen mellem vågentilstanden og sovetilstanden udviskes altså gradvist, idet sovetilstanden med sine særlige funktioner mere og mere indgår i eller integreres i selve vågentilstanden. Jo mere mennesket som følge af udviklingen nærmer sig den såkaldte "kosmiske bevidsthed", des mindre markant bliver den adskillelse mellem sovetilstand og vågentilstand som vi mennesker af i dag endnu må leve med.

Set fra denne synsvinkel vil fremtidens menneske gradvist blive samtidigopmærksom på sine dybere eller baggrundsmæssige bevidsthedslag og på sin forgrundsbevidsthed eller dagsbevidsthed. Fantasien, drømmene og idealerne vil da ikke mere være henvist til sig selv. De vil indgå mere realistisk i dagsbevidstheden og i hverdagslivet udadtil. Eventyr og virkelighed vil smelte sammen, skabe vedvarende fornyelse, kaste en ny poetisk glans over tilværelsen.

Men i sin milde form kan dagdrømmeri være udtryk for en begyndende naturlig sammensmeltning af vågentilstand og sovetilstand, altså være kendetegn for en højere bevidsthedstilstand. Det kan vi se af, at kunstnere, åndsarbejdere og store humanister kan være præget af en dagdrømmerisk (fraværende) bevidsthed, der fungerer som en uudtømmelig kilde til inspiration.

Nogle sådanne mennesker kan have evne og trang til forskende at dykke ned i deres egen underbevidsthed – dybere ned end godt er. Sådanne forskningsresultater, der f.eks. kan have et udpræget mytologisk sigte, bliver ikke nødvendigvis almengyldige. Hvis den følsomme og adgangsåbnende psyke derimod udnyttes på et højere niveau, mere højintellektuelt, mere i overensstemmelse med kærlighed og forståelse overfor ens næste samt overfor sig selv i forhold til næsten, ja, så er der ikke grænser for den almengyldige psykologiske erkendelse, der kan udspringe af en sådan intuitiv-følsom psyke.

 

 

Her vil jeg dog gerne indskyde den for mig at se meget vigtige tankegang, at mange drømmetydere kan tendere at skænke deres drømme inderligere opmærksomhed end deres vågentilværelse eller hverdagsliv. De anser måske deres visdomsfyldte natbevidste drømme for at være udtryk for priviligeret undervisning. Men det behøver sådanne drømme ikke at være udtryk for. Tværtimod kan mennesker være priviligeret derved, at de kun sjældent modtager huskedrømme. Dette kræver en nærmere forklaring.

Det er velkendt, at alle mennesker "drømmer", eller er "bevidsthedsaktive", mens de sover, også selvom de ikke husker deres natbevidste oplevelsesscenerier. Drømmeaktiviteten i sig selv kan betegnes som en naturlig bevidsthedsproces, der styres ud fra menneskets skæbneelement eller evighedslegeme og sigter imod under søvnen at afbalancere eller udligne en fysisk-psykisk bevidsthedstilstand, der periodevis ikke er i rimelig harmoni eller balance. Nogle mennesker kan være så meget i splid med sig selv, at de i kraft af denne disharmoniske tilstand tiltrækker "ekstraundervisning" i form af huskedrømme. Jeg har gjort den erfaring med mig selv og i samtaler med andre mennesker, at det især er menneskets problematiske eller konfliktprægede situationer, der fremkalder huskedrømme, hvorimod mennesker, der lever i en vis fred ikke kun med deres omgivelser, men også med sig selv, sjældent har huskedrømme, idet de ganske enkelt ikke behøver ekstraundervisning. At leve i fred med såvel sine omgivelser som med sig selv er ensbetydende med realistisk at acceptere den levende undervisning eller skæbnetale, som hverdagens mange situationer rummer. En sådan accept, den være sig bevidst eller underforstået, overflødiggør ganske enkelt særundervisning i form af symbolprægede huskedrømme.

På grundlag af mine iagttagelser har jeg med interesse noteret mig, at "drømmeentusiaster" uafvidende kan øge deres huskedrømmeaktivitet ved at interessere sig mere dybtgående for tydningen af deres drømme end for selve den utvetydige direkte tale, som deres individuelle hverdag rummer. Hvis interessen for drømme således fungerer som virkelighedsflugt, optrappes den tilgrundliggende psykiske ubalance. Drømmeaktiviteten søger at kompensere herfor ved at gentage og udvide sine budskaber. Interessen for drømmetydning bliver da selvforstærkende, bliver til en sport i sig selv i stedet for at anskues som praktisk vejledning frem imod en helvågen og dermed drømmeløs hverdagsharmoni.

– – –

Jeg vil gerne slutte af med at understrege, at den fremtidige "drømmeløse" hverdagsharmoni ikke indebærer et tab af fantasi og kreativitet i en regelbundet verden, der ikke levner plads til eventyr og drømme. Eventyrene og drømmene vil tværtimod mere og mere "stige op" fra vor underbevidsthed og derved få virkelighedspræg, eftersom vor underbevidsthed gradvist åbnes, gennemskues, afklares og således indlemmes i vor vågne dagsbevidsthed. Dermed ophører underbevidstheden at eksistere som det psykologiske fænomen, den udgør i dag og i de nærmeste inkarnationer fremover.