Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Faget var kristendomskundskab, et langt ord, der på skemaet altid blev forkortet: rel., dvs. religion. Læreren var en aldrende cand. theol. med et enormt snydeskaft af en næse, som han med korte intervaller snuste kraftigt op igennem. Derfor blev han kaldt "Lugte", og jeg er ikke engang sikker på, at hans kolleger kendte hans rigtige navn.

Selvfølgelig var han en komisk person, som ingen tog højtidelig. Dels var der jo hans snøfteri, men også hans fag og uddannelse var diskvalificerende på en københavnsk skole i 50'erne.

Jeg beundrede ham. Han kunne f.eks. sige, at han ikke forstod Jesu mirakler, dem måtte han sætte et spørgsmålstegn ved. Det syntes jeg var enormt flot sagt. For det første sagde han "jeg" og ikke "man", og for det andet havde jeg en forestilling om, at når man var cand. theol., var man nødt til at lade som om man troede på alt i Bibelen.

Men han kunne også sige andre ting, som fik mig til at spidse øren. Han kunne f.eks. sige, at man ikke kunne klare sig uden Gud, og de der troede de kunne, nok en dag skulle opdage at det kunne de ikke, når først de kom ud i vanskelige situationer. Og så tilføjede han, at det havde han selv erfaret.

Tænk at sige sådan! Det var både modigt, selvstændigt og på sin vis videnskabeligt, syntes jeg. Og min beundring fik mig til at lytte opmærksomt til dette løjerlige menneske. Som den eneste i klassen gav han mig rent Ug og vidnesbyrdet: "Interesseret og påpasselig med sine ting". Jeg tror han var lige så overrasket over mig, som jeg over ham.

Nu kom jeg imidlertid lidt i vanskeligheder, for vidnesbyrdet skulle jeg jo vise hjemme og få kvitteret hos min far. Men gudskelov, far var diskret og ikke så meget som løftede et øjenbryn. Jeg var reddet fra at blive til grin.

Denne lille anekdote skal være introduktion til Martinus artikel på de følgende sider. For mig er den et festfyrværkeri af ærlighed, mod og videnskabelighed. Den er en direkte fortsættelse af min oplevelse i skoleårene, men til forskel fra den tid, føler jeg nu endelig, at jeg ikke er den eneste, som kan spidse øren, blive nysgerrig og lytte opmærksomt, når et menneske åbenlyst blotter sig på et område, som ikke regnes for at være helt videnskabeligt. Martinus viser, at der findes en videnskab, som baserer sig på personlig udvikling, personlige erfaringer og hvad jeg vil kalde for "hård nødvendighed".

Jeg er sikker på at cand. theol. "Lugte" fra sin himmel i det hinsides vil skue stolt på sit øgenavn, når han ser det vis á vis den store læremester Martinus. De fortjener begge anerkendelse.