Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1988/8 side 159
Nu vil nogle mennesker sikkert spørge: "Men er da ikke også den såkaldte åndsvidenskab blot en religiøs sekt, som vil søge at hverve proselytter og giver udtryk for at have patent på sandheden?" "Er den ikke også et skib, som søger at overtale andre til at følge sin kurs?" Dertil, må jeg svare, at der over mit arbejde aldrig nogen sinde vil blive dannet forening, sekt, menighed eller parti af nogen art. Og ligeledes, at intet menneske skal overtales til at blive "medlem", da der ikke er noget at blive medlem af. Mennesker, som føler sig tiltrukket af mine kosmiske analyser og føler trang til at studere det verdensbillede, jeg skildrer i mit hovedværk LIVETS BOG og andre bøger, gør det på grund af den indre bevægelse eller forvandling, der allerede er ved at ske i deres mentalitet. Hvis ikke De i Deres bevidsthed allerede besidder visse erfaringer, vil mit arbejde slet ikke have interesse for Dem. En indre organisk funktion må være til stede, og det er den funktion, man kalder næstekærlighed.
Martinus (Den mentale kursændring, KOSMOS nr.5/1986).