Kosmos 1987/9 side 171
OM UDVIKLINGEN FRA DYR TIL MENNESKE I
Det guddommelige univers
af Walter Christiansen
Udviklingsbegrebet er et centralt tema i Martinus kosmologi. I denne og i tre efterfølgende artikler vil jeg gerne behandle dette store emne på en sådan måde, at det kan træde mere levende frem for den studerende. Samtidig håber jeg også at kunne bidrage til at fjerne nogle forståelsesbarrierer hos den ene eller den anden læser. Min behandling af emnet sigter ikke mod at være udtømmende med hensyn til omtale af alle væsentlige kosmologiske sammenhænge af betydning for emnet. Jeg har snarere valgt at lægge tyngdepunkterne i min fremstilling sådan at fjernelsen af specielle forståelsesbarrierer spiller en mindst lige så stor rolle som selve det at oplyse om kosmologien.
Mennesker med interesse for kosmologi har i nogle tilfælde svært ved at danne sig et tilstrækkeligt klart billede af udviklingsbegrebet, som det præsenteres i kosmologien. Det kan skyldes, at andre religiøse eller åndsvidenskabelige teorier eller forestillinger spiller en vis rolle i disse menneskers sandhedssøgen, hvilket til tider kan virke spærrende for en dybere forståelse af Martinus kosmisk-videnskabelig prægede udviklingsanalyser.
Overordnede analyser
– underordnede sansehorisonter
Da Martinus verdensbillede helt udpræget er et værk, som har pålagt sig selv den viselige begrænsning fortrinsvis at beskrive universets og tilværelsens store eller overordnede linjer, – vel at mærke i fuldstændig afhængighed af naturvidenskabelige eller metodisk-åndsvidenskabelige forskningsgrene, vil der blandt studerende uundgåeligt dukke mange spørgsmål op, som har relationer til de mere underordnede linjer i udviklingen og tilværelsen, linjer, som i særlig grad tangerer den studerendes egen personlige sansehorisont.
Nogle af disse spørgsmål kan måske lyde som følger: Kan det nu egentlig være rigtigt, at mennesket af i dag er "halvt dyr" og "halvt menneske"? – Kan det ikke være sådan, at mennesket af i dag repræsenterer en udviklingsgren helt for sig, som åndsvidenskabelig betragtet kan føres "direkte" tilbage til en oprindelig himmelsk mennesketilstand, helt udenom dyrestadiet? – Er det ikke sådan, at vi mennesker af i dag under alle omstændigheder er betydelig nærmere dette at være mennesker, end dette at være dyr?
Udvikling, hvad er det egentlig for noget?
Lad os begynde med at se lidt på spørgsmålet om, hvad udvikling "egentlig" er, – dybest set. Hvis vi forstår udviklingsbegrebets helt overordnede karakter bedre, vil mange andre spørgsmål lettere kunne falde på plads.
Universet – med alt hvad det rummer af kloder, solsystemer og stjernetåger – er dybest set identisk med Guds evige og uendelige ånd – og legeme. Selvom Han ikke i sig selv kan siges at have nogen som helst endelig form eller ydre skikkelse med absolutte makrokosmiske omrids, så er Han dog direkte tilstede i alle de vidt forskellige karakteristiske former, som levende væsener kan have. Uanset hvor vi hver især er placeret i Ham, så er Han lige nær, lige fuldkommen, lige evig og lige uendelig. Vi er i Ham. Og Han er i os.
Gud, – det levende og uendelige univers, – er ikke levende og uendelig på en statisk eller stillestående måde, men på en levende måde. Han tænker, føler, oplever. Han er evig bevægelse og forandring, samtidig med at Han dog hviler i sig selv, hviler i sin egen uforanderlige, grundlæggende helhedskvalitet eller væremåde. Denne væremåde opfylder universets vidder og udgør dets mentale grundtone. Og det er denne grundtone, som vi i Martinus verdensbillede lærer at kende som "kærligheden".
Selv en galakse er kun som et fnug i det store og uendelige univers – og dog et levende noget, en organisk enhed, en del af Guds ånd og legeme
Guds levende væren er selve den proces, som vi skylder vor egen evige eksistens, vor egen evige livsoplevelse. Vi er partikler eller bestanddele i den strøm af tanker og følelser, som pulserende udgår fra Ham. Vi allesammen, – mennesker, dyr, planter og mineraler – hører til Hans væsen. Hvis ikke vi var til, ville Gud ikke kunne eksistere. Universet ville ikke være til. Alt ville være tomhed.
At være til indebærer både det, at kunne afgive tanker og følelser, og det, at kunne modtage tanker og følelser. Derfor oplever vi alle, – båret som vi er af Guds tankestrøm, – skiftevis en bevægelse, der udgår fra Ham, og en anden slags bevægelse, der vender tilbage til Ham, o.s.v.
At kalde dette for "udvikling", – ja, det kan man jo godt gøre, hvis man har lyst til det. Og det er der faktisk adskillige levende væsener, der har. Ja, i vor verden bliver der stadig flere af dem. De samme væsener er endog blevet så afhængige af at betragte livet og tilværelsen i et "udviklingsperspektiv", at de faktisk kun kan finde "tilbage" til deres egen guddommelige identitet ved at tænke i "udviklingsbaner".
Dette har Martinus til fulde forstået, og det er derfor, at han har skabt et verdensbillede, et hjælpeinstrument, som kan imødekomme det voksende behov for fundamental afklaring af livets og tilværelsens mysterier ved hjælp af særlige kosmiske forklaringsmodeller (1).
Hvad er et dyr?
Et dyr er ikke mindreværdig i forhold til et menneske, lige så lidt som en plante er mindreværdig i forhold til et dyr. Men der er naturligvis forskelle, såvel fysiske forskelle som mentale eller psykiske forskelle. Men vi mennesker har det med at fæstne vor opmærksomhed mere på de ydre konturer end på de bagvedliggende kvaliteter, med megen forvirring til følge.
Set i guddommeligt perspektiv udgør alle levende væsener som sagt tankesubstans i Guds tanker. Når vi som tankesubstans pulserer ud fra Ham, er dette en anden fornemmelse for os, end når vi med strømmen føres tilbage til Ham. Midt imellem er der et "dødpunkt", et vendepunkt, et skift. I dette "dødpunkt" vil vi opleve os selv som "dyr" under en eller anden form. Hvis ikke det forholdt sig sådan, ville der ganske enkelt ikke eksistere nogen dyr.
Men inden vi når dertil, at vi oplever os selv som dyr, vil det være sådan, at vi oplever os selv som "plantevæsener" under en eller anden form. Da vil vor fremtrædens eller væremådes "kvalitet " eller "svingning" være noget "intensere" eller "højere" end den bliver, efterhånden som vi nærmer os "dødpunktet" eller "dyreriget", som altså er en særlig karakteristisk tilstandsform i Guds samlede væren, d.v.s. en forholdsvis træg (materiel) tilstandsform i det bevægelseskredsløb, som Guds væren udtrykker.
At blive til "menneske" er det samme som atter at nærme sig Gud (øge sin fremtrædens eller væremådes "kvalitet" eller "svingning", efter at have passeret "dødpunktet" (dyretilstanden). Det er altså fuldstændig umuligt for et levende væsen at undgå dette, i overensstemmelse med givne kosmiske rytmer at geråde ind i en dyretilstand, et "dødpunkt".
Gud ophører aldrig med at være til, lige så lidt som Han nogensinde har begyndt sin tilværelse. Alt dette er ikke let at forstå helt og fuldt. Men grunden til, at vi ikke kan komme en sådan forståelse ret meget nærmere, er, at vi endnu hænger fast i "dødpunktet" med en for stor del af vor bevidsthed.
Bevidsthed – et nøgleord
Alt det foranstående, som jeg har skildret, er kosmisk-videnskabelig set et spørgsmål om bevidsthedsenergier af vidt forskellig art og i rytmisk skiftende sammensætninger. Men at komme mere systematisk ind på de enkelte bevidsthedsenergier (grundenergier) og deres virkemåde ville gøre denne artikelserie for lang og uoverskuelig. Jeg kan anbefale at studere Martinus symbol tegning "Grundenergiernes kombination" (2) og de dermed beslægtede symbolbilleder. Disse kosmiske illustrationer skildrer udviklingen (og dermed Guds væren) så at sige i ét blik, i det omfang, som disse sandheder overhovedet lader sig udtrykke i ord og billeder. Illustrationerne fortæller i sig selv mere, end ord alene ville kunne forklare. Ja, man kan endog sige, at de taler et sprog, som i en modtagelig iagttagers sind kan bane vejen for en mere detaljeret sandhedserkendelse, som i sine særlige detaljer endnu ikke er iklædt ord.
At Martinus symbolbilleder kan have en sådan erkendelsesbefordrende virkning, skyldes for det første, at de er skabt på baggrund af "kosmisk bevidsthed", og for det andet, at billedernes farver, former og linjer netop afspejler bevidsthedsforhold, idet hver farve udtrykker en bestemt bevidsthedskvalitet. Illustrationerne udstråler altså informationer, som kan samvirke levende med den studerendes egen bevidsthed.
"Dyreriget" kan betegnes som værende et bestemt stadium i vor egen evige tilværelse, et stadium, som vi jordiske mennesker er ved at vokse ud af. Men selve stadiet som princip har evig eksistens. Det har alle andre stadier også. Gud behøver ikke skiftevis at placere sin opmærksomhed i det ene eller det andet stadium for derigennem at opretholde dem efter tur. Hans væren er total. Han er allestedsnærværende. Og det vil sige, at alle stadier eksisterer på én gang. Alle er de opfyldt af Guds cirkulerende tankestrøm – samtidig. Strømmen er her og der og alle vegne. Men vi selv er altid kun ét sted – ad gangen.
Af alt dette følger, at ethvert dyr har guddommelig identitet, og at det ret beset ikke er sådan, at den ene eller den anden bestemte biologiske dyreorganisme engang bliver til en menneskeorganisme , men at det snarere er sådan, at en ganske bestemt "evig og guddommelig, navnløs sjæl" bevæger sig frem gennem utallige biologiske tilstandsformer, som i deres ydre konturer ikke er andet end midlertidige bevidsthedsinstrumenter for en iboende bevidsthedsindehaver. Men da indehaverens bevidsthed til stadighed kompletteres gennem erfaringerne i den fysiske verden, knyttes han eller hun gennem gentagen undfangelse og dermed inkarnation til et sådant biologisk materiale, som kan leve op til indehaverens stigende bevidsthedskvalitet.
Om du, kære læser, ser din trofaste hund i øjnene eller møder et rovdyrs vagtsomme blik eller står ansigt til ansigt med en forsigtig-nysgerrig abe, – har du altid foran dig et individuelt guddommeligt væsen, for hvilket der udelukkende kan foregå en fremadrettet udvikling, frem imod bevidsthedsmæssig suverænitet.
Portræt af en artsfælle, på vej ud af dyreriget: "Jeg kender ikke jeres tanker. Men også jeg har længsler, også jeg er den, jeg er"
Udviklingsbaner gennemkrydser universet
Når vi betragter hele vor omgivende natur i al dens fascinerende mangfoldighed, kan der melde sig mange nye spørgsmål i vore sind, spørgsmål, som det måske ikke er så let at bringe ind i en naturlig sammenhæng med den her skildrede kosmiske udviklingsproces.
Klimaændringer og andre forhold kan føre til, at visse dyrearter (og naturligvis også visse plantearter) ikke mere kan trives. De "uddør", som det hedder i almindelig naturvidenskabelig tale. Inden det kommer så vidt, vantrives de og degenererer. Måske opstår der nye former, som kan overleve, i alt fald for en tid.
En gradvis forsvindende dyrearts sjælelige substans "uddør" imidlertid ikke, lige så lidt som den enkelte dyresjæl udvikler sig "baglæns" eller "tilbage". Nogle åndsforskere mener virkelig, at levende væseners sjæle kan tage en sådan retning og ende i absolut "fortabelse", "forstening" eller "materialisering". At en sådan opfattelse kan opstå, skyldes manglende indsigt i, at selv den hårdeste eller tungeste materie er sammensat af mentale substanser og derfor er udtryk for liv. Mineralsk liv er blot en anden form for liv end f.eks. vegetabilsk og animalsk liv.
Når vi betragter dyreriget udfra denne kosmologiske erkendelse, så vil vi forstå, at det her altid kun er det levende væsens fysiske redskab, den ydre biologiske form, som kan "degenerere" på grund af ugunstige livsbetingelser – og ende med at forsvinde, som form betragtet. Når formen, på grund af en sådan fysisk betinget stagnation, ikke mere kan byde en ganske bestemt gruppe af dyresjæle tilstrækkelige udviklingsmuligheder i den hidtidige fysiske verden, inkarnerer der gradvis laverestående dyresjæle i den degenererende form. For dem byder den forringede ydre form stadig på rimelig gode udviklingsmuligheder. Dette udskiftningsprincip fortsætter, indtil en bestemt biologisk form eventuelt ophører helt med at eksistere på Jorden.
De dyresjæle, som ikke mere kan inkarnere på jorden, fordi de kræver specielle fysiske livsbetingelser, inkarnerer i andre verdener, hvor de har mulighed for at komme fremad i deres "udvikling". Inkarnation udgår altid fra det åndelige eller overfysiske plan. Her er den fysiske afstand mellem planeter eller verdener ingen hindring for en omplacering eller omdirigering. En sådan sker ad mentalelektrisk vej efter princippet om tiltrækning og frastødning, når bestemte tolerancegrænser overskrides. Universet eller Guds legeme er en organisk enhed eller helhed, som "på kryds og tværs" rummer et for os usynligt "vejnet" af utallige udviklingsbaner (3).
Himmeriget er nær
Når vi "ser tilbage" på vor egen udvikling i et større perspektiv, vil vi udfra vort kendskab til reinkarnationsprincippet kunne forstå, at det må have taget meget lang tid for os at blive forvandlet fra den "rene" dyretilstand frem til den tilstand, som vi repræsenterer i dag. Og når vi så hører af Martinus, at alle mennesker om kun ca. 3.000 år vil være blevet absolut "færdige", så er disse 3.000 år en så lille brøkdel af vort samlede udviklingsforløb som dyr, at vi kosmisk set allerede nu står foran himmerigets porte (det rigtige menneskerige), dog uden endnu rigtig at være klar over det.
Hertil kommer det bemærkelsesværdige faktum, at vi lever som "hjerneceller" i dén større organisme, som jordkloden udgør for os. Dette individuelle levende klodevæsen er i følge Martinus kosmiske analyser så tilpas foran os i sin egen udvikling, at det står umiddelbart foran sin personlige, individuelle indvielse eller fuldkommengørelse. Dette kan i mere end én henseende lyde mærkeligt og uforstående for os. Det rummer perspektiver, som er for omfattende til at blive behandlet mere indgående her. Men vi må gøre os klart, at dén bevidsthedsfuldendende proces, som medfører "kosmisk bevidsthed", kommer til ethvert levende væsen, når tiden er inde til det, også til en planet (4).
En sådan proces har ikke noget som helst med en hierarkisk betinget grænseoverskridelse at gøre. Den opmærksomme studerende kan roligt gå ud fra, at enhver tale om åndelige hierarkier udspringer af realiteter og forestillinger, der ligger på et lavere plan end det, som "kosmisk bevidsthed" repræsenterer. "Kosmisk bevidsthed" indfinder sig i et levende væsens psykiske sfære som en slags "naturfænomen" (5) og er udelukkende betinget af kandidatens sansemæssige udviklingsstandard. Og denne er igen et spørgsmål om kandidatens direkte sansemæssige forbindelse til "universets grundtone" og dermed til Gud. Denne kosmiske indvielseskarakter af "naturfænomen" gælder også de forløbersymptomer, som Martinus betegner som "kosmiske glimt".
Det enkelte jordiske menneske af i dag er altså passet ind i en usædvanlig makrokosmisk begivenhed eller proces, samtidig med at det også har sin helt egen fremadskridende rytme i denne store proces. Sådan har det været længe. Men det er først i vor tid, at vi gennem kosmiske analyser bliver vidende derom på en kosmisk-videnskabelig måde.
På baggrund af denne det jordiske menneskes dybgående sammenhæng med en makrokosmisk eller global proces, kastes der nyt lys over, at Jesus allerede for to tusinde år siden kunne sige, at "himmeriget er nær". Han var "kosmisk bevidst", kunne se de store kosmiske sammenhænge direkte, ved selvsyn. De to tusinde år, som er gået siden da, er kosmisk set et lige så forsvindende lille åremål som det, der endnu skiller os fra det "færdige menneskerige". Ja, bibelens tid og vor egen tid er i virkeligheden så nært forbundne, at vor nutidige historiske udvikling er i direkte organisk sammenhæng med vor såkaldt bibelske fortid.
Det er derfor ikke uden grund, at Martinus har givet sit samlede værk titlen "Det tredie Testamente". For i dette værk forenes kosmiske analyser og bibelske sandheder til et fundamentalt videnskabelig-religiøst verdensbillede, til en "åndens naturvidenskab", som udstråler en fornyende kosmisk religiøsitet.
Nogle litteraturhenvisninger:
1. Symbol nr. 11, som er Martinus hovedsymbol, viser universet som en i sig selv hvilende Guddom, hvis uophørlige væren giver sig udtryk i seks forskellige tilværelsesplaner (DET EVIGE VERDENSBILLEDE, I).
2. Symbol nr. 9 viser, hvordan bevidstheden er sammensat på hvert af de seks forskellige tilværelsesplaner, og i hvilken rytme sammensætningen ændres fra plan til plan (LIVETS BOG, II samt DET EVIGE VERDENSBILLEDE, I, her som symbol nr. 12).
3. Symbol nr. 8 viser arternes sideordnede udviklingsforløb på det fysiske plan. Alle arter får før eller siden "menneskelige kvaliteter". Deres udviklingsbaner kan føre ind over flere forskellige kloder eller verdener (LIVETS BOG, I samt DET EVIGE VERDENSBILLEDE, III, her som symbol nr. 29).
4. Symbol nr. 1 illustrerer vor klodes tilstundende "kosmiske indvielse". Denne proces strækker sig over årtusinder, målt ud fra vor egen tidsopfattelse (LIVETS BOG, I samt DET EVIGE VERDENSBILLEDE, III, her som symbol nr. 27).
5. Martinus har i 1921 selvoplevet det "naturfænomen" , som i hans egen psyke fremkaldte "kosmisk bevidsthed". Det skildrer han detaljeret i sin lille bog OMKRING MIN MISSIONS FØDSEL.
Tilbage til forfatterregister
Forrige