Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Indenfor det sidste halvår har jeg flere gange mødt den antagelse, at vi jordmennesker i vore fysiske inkarnationer udelukkende skulle "repræsentere" eller "have medbragt" vores "værste mentale egenskaber eller sider". Hvis dette kan bekræftes, vil jeg meget gerne have forholdet nærmere belyst, og gerne således så følgende del spørgsmål også bliver besvaret:

1. Er det et ufravigeligt princip, at ingen inkarnerede mennesker har værre sider i deres "skjulte ballast" end de har med sig nu og mere eller mindre er bevidst om?

2. Hvad menes overhovedet mere exakt med at visse mentale egenskaber ikke skulle være "medbragt i den nuværende inkarnation?

3. Hvad er overhovedet "værste mentale egenskaber" og efter hvilke "kriterier" bliver de udvalgt?

4. Hvor stor del af vores gennem indeværende spiralafsnit opbyggede bevidsthed har vi således med os, og hvor meget kan det evt. svinge?

5. Hvilken højpsykisk mekanisme administrerer denne "bevidsthedsselektion", og hvordan foregår det?

6. Hvis der kan svares på alle disse spørgsmål: hvor har Martinus skrevet om disse sager?

Besvarelsen af dette omfattende og interessante spørgsmål til redaktionen vil jeg gerne tage stilling til i form af nogle grundlæggende betragtninger og derefter supplerende komme ind på de anførte seks punkter ét for ét.

 

Ethvert jordisk menneske har bag sig en uoverskuelig række af inkarnationer. Hver enkelt af disse inkarnationer er udtryk for den "samlede sum" af alle forudgående inkarnationer. Den åndelige "bagage" i form af karakteregenskaber og særlige evner eller talenter, som vi medbringer i indeværende inkarnation, er derfor i virkeligheden langt mere omfattende, end vor fremtræden her og nu umiddelbart giver indtryk af. Såvel vi selv, når vi betragter vort personlige liv, som også vore medmennesker, når de danner sig et billede af os som person, alle ser vi kun "toppen af isbjerget". Dette er det i øvrigt en god ting at huske på, når vi forarges over nogen og noget.

Den i enhver psyke indprogrammerede kosmiske fortid (i form af en umådelig erfaringsmængde) rummer såvel mange "værste" som også mange "bedste" egenskaber, fordelt på mange forskellige områder eller facetter af vort individuelle psykiske spektrum. Visse af vore "sider" er i tidens løb blevet mere harmoniske eller afbalancerede end andre. Det, vi hver især repræsenterer i det synlige, er altså på vort nuværende udviklingstrin ikke nødvendigvis et "dækkende udtryk" for den samlede sum af vore erfaringer gennem de mange liv. Hvorfor nu ikke det?

Vi føres gennem vore inkarnationer på grundlag af en skæbnelovmæssighed, som med hårfin "retfærdighed" (= logisk tilstræbning af vor psykiske balances fulde genoprettelse) vender de af vore sider "opad", som i særlig grad trænger til at bearbejdes af "vind og vejr", dvs. af livets skæbnemæssige storme, af personlig modgang, lidelse og nye erfaringsområder. Når "toppen af isbjerget", altså vor synlige psykiske repræsentation, er blevet "rundet noget af", dykker denne top før eller siden igen ned under "vandspejlet", ned i det usynlige, og en ny top med særlig skarpe kanter kan dukke op, måske til stor gene og forargelse også for en videre omverden. På den måde kan selv den "værste" folkeforfører have adskillige funklende facetter i sin "usynlige ballast", samtidig med, at han i det synlige repræsenterer "det onde" og i kraft af sine usædvanlige skarpe kanter danner "vind og vejr" for et stort antal mennesker i et smertefuldt historisk skæbnefællesskab.

Vi er alle som uslebne juveler, der liv efter liv omskabes fra en forholdsvis ru og glansløs naturtilstand til en bearbejdet og funklende kulturtilstand, som fremviser et utal af de fineste facetter, skinnende i alle regnbuens farver. Det, som sker med os, er, at "Gud arbejder på sit værk". Og princippet, som Han arbejder efter, er det samme som kunstnerens. Alle dele af værket bearbejdes skiftevis og gentagne gange, for at de alle kan blive afstemt i forhold til hverandre.

Men ligesom den sande kunstner ikke har travlt med at blive færdig, men ind imellem for en stund føler trang til at betragte det vordende kunstværk i passiv opmærksomhed, medens han kærligt lader det hvile i sine følsomme hænder, således er det også med os som "Guds vordende kunstværker". Ind imellem oplever ethvert menneske inkarnationer, hvor det forskånes for ret meget "vind og vejr", men tværtimod i sin ufærdige tilstand holdes op imod lyset af Guds kærlige hænder, således er livet her på Jorden – sin ufærdighed til trods – i virkeligheden overalt og til enhver tid udtryk for guddommelig ubekymrethed og skaberglæde.

Hermed turde det foreliggende spørgsmål i det væsentlige være besvaret. Jeg vil dog gerne afsluttende sige lidt til de anførte seks punkter hver især:

1. Særdeles mange mennesker i verden af i dag har stadig talrige "uslebne facetter" i deres "skjulte ballast". Der er her slet ikke tale om "djævelskab", men om psykiske naturtilstande, som har deres egen skønhed og berettigelse. Men når disse tilstande udsættes for "vind og vejr", forvandles de under smerte og lidelse fra deres naturtilstand frem til en kulturtilstand. Vor tids "djævelskab" er udtryk for en sådan bearbejdelse af samfundslegemet.

Nogle mennesker har altså i en sådan forstand her og nu "værre sider i deres skjulte ballast", at de er prædestinerede til at møde specielle påvirkninger i kommende inkarnationer, påvirkninger, som til den tid vil fremelske ubehagelige reaktioner og dermed adfærdsmønstre eller karakteregenskaber i deres psyke.

2. Når visse mentale egenskaber tilsyneladende ikke er "medbragt" i indeværende inkarnation, er dette altså først og fremmest udtryk for, at de ikke er fremme i vor dagsbevidsthed, men at de meget vel kan være til stede "under overfladen". De kan være til stede i den forstand, at de kun udgør kim, der endnu slet ikke har haft mulighed for at udvikle sig i psyken; men også i den forstand, at de – mere eller mindre udlevet – midlertidigt ligger i dvale under en overflade, der på grund af sin endnu begrænsede evne til at udtrykke den psykiske helhed til tider kan give en udenforstående iagttager et ret harmonisk og afbalanceret billede af det pågældende menneskes psyke, et billede, som ikke umiddelbart afslører samtlige eksisterende, mere eller mindre ufærdige karakteregenskaber, evner og talenter.

3. "Værste mentale egenskaber" er det samme som "facetbearbejdelsesprocesser". Sådanne uheldige egenskaber danner sig i psyken som midlertidige biprodukter eller ubalancer inden for rammerne af den evolutionsbestemte bevidsthedsudvidelse, som hæver det vordende menneske ud af selvfølgelighedens ubekymrede naturtilstand. Vi bliver gradvis bevidste om alting, og dermed vokser vi mere og mere ud af vor resterende naturmennesketilstands elementære og instinktledede, primitive eller regionalt begrænsede mentalitet. I første omgang sker der en grov bearbejdning af vor psyke, som vi ingen bevidst indflydelse har på. Men efterhånden når vi frem til bevidst og målrettet at bearbejde vore egne "værste mentale egenskaber".

4. Vi fører i princippet til enhver tid alt det med os, som vi har opbygget under vor langvarige tilstandsforandring fra det fordums himmelske til det såkaldt mineralske, vegetabilske og dyriske, frem til i dag. Men de fortidige faktorer taber i kraft, medens de mere nutidige præger os stærkest. Man kan også sige, at de fortidige faktorer gradvist indgår som tjenende, sekundære faktorer i vor nutidige bevidsthed, som fremover mere og mere bliver herskende i en kærlighedens ånd.

5. Gennem lidelse og deraf følgende selverkendelse og indlevelsesevne udvides vor bevidsthed og kærlighedsevne i særlig grad. Det medfører, at vi mere bevidst end tidligere begynder at arbejde på os selv. Vi fremdrager da ofte mere eller mindre metodisk eller viljeledet genstanden for vore afbalancerende bestræbelser, dvs. den ene eller den anden af vore egne ufærdige sider. Men successen i disse bestræbelser skyldes aldrig en isoleret egenpræstation. Vi hænger sammen med Gud igennem vor omverden. Den fremgang, som vi tilsyneladende præsterer i denne sammenhæng, er i virkeligheden ikke vor egen fortjeneste alene, men er i sig selv udtryk for en mere eller mindre synlig vekselvirkning med vor omverden, med Gud. Før eller siden vil vi da nå frem til den harmoni eller balance, som Martinus kalder "kosmisk bevidsthed".

Denne fuldendte tilstand nærmer vi os ganske vist på baggrund af et viljeledet arbejde med os selv, men et sådant arbejde kan kun have en fuldendende virkning i og med, at dette arbejde bliver det samme som at være fuldt opmærksom på sin næste og dermed Gud. Det er mig magtpåliggende at understrege, at en sådan afbalanceringsproces aldrig kan være udtryk for en egenpræstation i gængs forstand. Den kan slet ikke foregå uden at være udtryk for en trinvis forening af viljer, – en synkronisering eller sammensmeltning af vor egen vilje med Guds vilje.

6. Det sjette spørgsmål er for mig en smule "problematisk", idet min besvarelse af de foreliggende spørgsmål overvejende kommer ud af "den blå luft". Den bedste anbefaling for mennesker med trang til en mere dybtgående forståelse af kosmologiske sammenhænge vil nok være særlig opmærksomt at studere LIVETS BOG, alle syv bind, idet disse bøger for mig at se repræsenterer det mest "avancerede" læsestof på denne jord, hvilket hænger sammen med, at Martinus' hovedværk – snarere end at give svar på alt, hvad mennesker kunne ønske sig at få besvaret – gennem helhedsprægede svar gradvist åbner hjerte og sind for "den blå luft", som svæver mellem linierne, – hvor den bogstavelige tale ophører, og selve livets dugfriske tale sætter ind. Så derfor vil jeg gerne slutte med her at henvise til LIVETS BOG i sin helhed.

 

Vi kan supplerende henvise til Martinus' artikel "Bevidsthedens skabelse", der er gengivet i småbog nr. 14.