Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Svaret kan mest enkelt udtrykkes ved "noget". Vi kan nemlig ikke forestille os nogen absolut grænse i sansernes verden, udenfor hvilken der skulle eksistere noget "intet". Den oplevende må for at fornemme noget erfare kontrasten mellem forskellige objekter eller bevægelseskombinationer (Livets Bog, stk. 1074). Hvis der virkelig fandtes et absolut intet "udenfor" det noget, som universet udgør, så ville verdensaltet ikke have noget at være kontrast til. Oplevelsesevnen ville dermed være umuliggjort. Alt ville være intet. Men det er jo ikke tilfældet (Livets Bog, stk. 707). – Det samme ræsonnement kan anvendes på mikrokosmos. Hvis der virkelig var en mindste størrelse, en "urelementarpartikel", hvoraf alt skulle være opbygget, så måtte de afstande, der adskiller disse partikler, jo være absolutte tomrum eller intet. Urelementarpartiklerne ville da ikke have noget, de kunne være kontrast til, og de ville dermed ikke kunne opleves, – lige så lidt som alt andet i øvrigt.

Bag den yderste materielle grænse må der altså være "noget", og udforskningen af dette kan vi kalde "åndelig videnskab". Denne beskæftiger sig med logiske konstruktioner i tankeverdenen, mens den materialistiske videnskab arbejder med love og samspil indenfor fysiske begreber. Disse sidste udgøres af de for sanserne og disses forlængelser håndgribelige realiteter, som kan mål- og/eller vægtbestemmes.

En nærmere undersøgelse af materialistisk videnskab viser, at denne beskæftiger sig med fakta, der kan kommunikeres. Fakta udgøres af målelige begreber, hvis indbyrdes forhold og samspil følger visse love, der kan opstilles på grundlag af resultater fra gentagne forsøg under ens betingelser. De årsags/virkningskæder, man overalt kan iagttage, har som yderste årsag (den årsagsløse årsag) tilfældigheden. Tilfældighedens endegyldige resultat bliver kaos. At dette endnu ikke er indtruffet, beror på at tilfældigheden skaber (tilfældige) nødvendigheder, som sørger for, at tilfældigheden vedligeholder disse nødvendigheder. På den måde kan midlertidige "logiske systemer" som atomer, den menneskelige hjerne eller et solsystem tilfældigt opstå.

Nu behøver det ikke nødvendigvis at være sådan. Materialisten har som vigtigste grundlag for sin ideologi: eksperimentet. En i "virkeligheden" løst forankret hypotese kan via nogle eksperimenter blive til holdbar teori, som efter yderligere forsøg kan blive til faktum. I denne udvikling fra hypotese til faktum spiller eksperimentet altså en afgørende rolle. En kritisk undersøgelse af forholdet teori/eksperiment viser imidlertid, at man med god grund kan sætte spørgsmålstegn ved objektiviteten af de "fakta", som eksperimentet anses at give. Man kan nemlig videnskabshistorisk vise, at "fakta" er teoriafhængige, og at helt neutrale observationer er umulige. Til dette kan føjes, at selv objektiviteten er relativ, idet den afhænger af det rådende verdensbillede eller et vist forskersamarbejde.

Matematikken indtager en betydningsfuld plads inden for de materialistiske videnskaber. Indenfor så godt som alle områder er den alfa og omega, – om det så gælder datamatiseringen af verden eller udforskningen af Saturns ringe. Man kan også sige, at matematikken er den mest "åndelige" af videnskaberne. "Åndelig" i den betydning, at den er teoretisk og skabende i tankeverdenen snarere end i sanseverdenen. Materialisten arbejder stort set altid med håndgribelige objekter, mens matematikeren – lige siden nullet blev indført – er blevet teoretiker. Hvad er det så for noget, dette nul? Materielt eller talmæssigt set er det intet, men samtidig udgør nullet dog det noget, hvorom alt bevæger sig. Martinus viser (Livets Bog, stk. 1011-1025), at nullet er udtryk for det faste punkt (evigheden og uendeligheden), som i kombination med bevægelsen (tallene 1-9) udgør det levende væsen. Bevægelsen beskriver de kredsløb, talsystemet foretager. Nullet i sig selv er aldrig intet; såvel i kombination med andre cifre som alene udtrykker det noget. Anvender vi talsystemets principper på videnskabelige formler, kommer vi på en helt anden måde end nu til at forstå, hvad livet er – under forudsætning af at formlen er rigtig.

Kemien og fysikken beskæftiger sig med materiens opbygning og med energier. Man har konstateret, at energien er uforgængelig, at den kan overgå i forskellige former, samt at slutresultatet af energisamspillet bliver kaos. Hvad energi egentlig er, ved materialisten ikke.

Al materie er opbygget af mindre partikler, der på sin side består af endnu mindre partikler osv. Lige for tiden jages "urelementarpartiklen", hvoraf alt andet skulle bestå, – til trods for at alle erfaringer hidtil har vist, at nogen allermindste småpartikel ikke eksisterer. Hver gang vi får yderligere forfinede instrumenter til at kikke ind i mikrokosmos, kommer vi – det viser den hidtidige forskning – til det resultat, at ethvert fysisk objekt er opbygget af mindre partikler, adskilte af relativt set enorme tomrum. Konsekvensen af dette bliver, at alt, hvad vi opfatter som fysisk materie eller stof, kan reduceres tilbage til en tilstand, der kan betegnes som "tomrum". Men dette tomrum er ikke noget absolut intet, – det må være noget, eftersom vi oplever. Tomrummet er – set fra vort synspunkt – mættet med stråler og bølger, en energiernes verden, hvor der lokalt skabes fortætninger, der opleves som fysiske objekter. Forudsætningen for at kunne opfatte disse er, at fysiske sanseorganer er udviklet til at registrere disse sammenhobninger.

Ifølge nyere iagttagelser skulle al energiudveksling mellem partiklerne ske ved hjælp af særlige partikler. Enhver form for "føling" over store afstande af tomrum anses for usandsynlig. Hvis vi omsætter teorierne fra mikrokosmos til vort eget mellemkosmos, skulle dette svare til kommunikation mellem mennesker ved hjælp af budbringer, brev, telegram etc. Men vi kan jo også meddele os til hinanden over store afstande ved hjælp af radio og andre elektromagnetiske fænomener. Skulle principperne være forskellige i mellem- og mikrokosmos? – Og hvordan foregår det i makrokosmos? Hvis to galakser ville meddele sig til hinanden, hvilke metoder måtte da komme til anvendelse: budbringere hurtigere end lyset, hvilket ville være usandsynligt ifølge vor videnskab? – lyssignaler over afstande, som det ville tage lyset millioner af år at overskride (millioner af år set ud fra vor synsvinkel, med galakseindividets mål svarer dette måske bare til nogle få sekunder)? – Kan man tænke sig noget andet, rent principielt?

Hvad er det da for grænser, vi oplever i vort ubegrænsede univers? – For nærmere at analysere dette må vi først forsøge at indse, hvad kraft og energi er. Kraft er dirigeret energi. Hvad eller hvem dirigerer? – Hvis det er tilfældighed og nødvendighed og/eller termodynamikkens love, så ville alt forlængst være endt med totalt kaos – ud fra den betragtning, at verdensaltet er evigt og uendeligt, noget som ingen undersøgelser modsiger. Men alt er ikke kaos, tværtimod fungerer alt observerbart efter hårfine love. "Noget" eller "nogen" må stå bag energidirigeringen. "Noget" som omsætter energi planmæssigt, må betragtes som skabende, og noget skabende er levende. Det, der ligger bag energimanifestationerne, er altså livet eller de levende væsener.

Hvilke energier har så disse levende væsener til deres rådighed? – Indenfor mikrokosmos regner videnskaben med gravitation (tyngdekraft), elektromagnetisme samt stærke og svage kernekræfter. Af disse anses elektromagnetismen og den svage kernekraft for at være identiske. Gravitationen betragtes som noget, man i så "små" sammenhænge ikke behøver at regne med, mens den stærke kernekraft anses for at være den stærkeste. Man forsøger at påvise, at alle de nævnte kræfter egentlig er en og samme "urenergi". Det synes dog sandsynligt, at der findes flere forskellige energiarter, eftersom energikombinationerne ser ud til at kunne variere i det uendelige. Kombinationerne gennemgår kredsløb. De fødes, udvikles, degenererer og overgår i nye kombinationer. Der må findes mere end én energiart, ellers ville alle disse kombinationsmuligheder være utænkelige. Dette fremgår også af, at gravitationsenergien, som materialisterne anser for at være en "ren" energi, uden tab kan gå over til andre energiformer. Evnen til at "opdele sig i" eller "overgå til" andre former indebærer, at der findes flere energiarter.

Det er gravitationen, der forårsager fortætninger i det elektriske felt i alle kosmos. Ud fra en mellemkosmisk synsvinkel er gravitationen ganske vist uden betydning i mikrokosmos, men for atomer og subatomare partikler betyder gravitationen lige så meget, som den betyder for os. Når vi taler om den stærke kernekraft, der holder kernepartiklerne sammen, kan denne – set i mikrokosmisk perspektiv – helt enkelt betragtes som gravitation. Denne er til syvende og sidst udtryk for levende væseners tilkendegivelse.

Biologi er læren om det levende, som nu for tiden – materialistisk set – omfatter planter og dyr. Hvad udmærker livet? – Nogen eksakt videnskabelig definition på, hvad liv egentlig er, findes ikke. Man siger, at livet er reproducerbart (formeringsdygtigt), eller at det levende omsætter energi på en formålstjenlig måde. Men hvad er formålstjenligt? For hvad og hvem? Hvorledes opretholdes og udvikles det, – hvis det udvikles? –

Mange mener, at det kun er her på jorden, der findes liv. Det skulle være startet i en varm, lille dam eller ude i havet, hvor visse aminosyrer fandt sammen og dannede livsenheder under påvirkning af elektriske udladninger. I løbet af nogle milliarder år skulle disse enkle og "primitive" væsener så siden have indgået kombinationer, forandret sig og udviklet sig til mennesker, fugle og fluer. Livsgrænsen "nedad" udgøres af virus, som i krystallinsk form er at betragte som "død" materie. Men så snart dette virus kommer i kontakt med visse levende væv, bliver det levende og begynder at reproducere sig. Størrelsen på dette mindste liv er brøkdele af tusindedele af millimeter. Det største levende væsen er blåhvalen på op til 130 tons.

Alle vore anlæg og egenskaber styres af DNA-systemet. Dette har vist sig at fungere efter andre principper, end man forestillede sig i 1970'erne. Større dele af DNA-molekylet er inaktive; i visse celler arbejder nogle gener (arveanlæg), i andre er aktiviteten forlagt til helt andre anlæg. Der må findes særlige systemer, der styrer DNA-processerne, for man kan ikke entydigt forklare disse som svar eller "feed-back" på omgivelsernes påvirkninger. Forskningen peger på "underliggende" årsager, som på sin side påvirkes af andre endnu "mindre" systemer. Vi må derfor erkende, at før eller senere kommer vi "ned" i systemer, hvor vi ikke længere beskæftiger os med fysiske materier; vi aner, at disse er under påvirkning af stråler og bølger, dét vi skulle kunne kalde "den åndelige verden". Vi forstår, at i vort arbejde med at klarlægge cellens funktioner, kommer vi før eller siden til en grænse (set ud fra vort mellemkosmiske standpunkt) mellem den fysiske og den psykiske verden.

Hvad bestemmer et individs adfærd? – Når det gælder planter og dyr, finder vi ofte faste mønstre, som i visse tilfælde har kunnet føres tilbage til bestemte gener. Store dele af årsags/ virkningskæderne mener man således at kunne forklare. Adfærdsmønstrene er ofte formålstjenlige i et for individet normalt miljø. Men i en foranderlig verden bliver disse faste adfærdsmønstre ofte slået i stykker.

Det er vore fysiske sanser, der skaber vore begrænsninger i den fysiske verden. Når vi oplever med vore øjne, ører, næse, mund og følesans, indebærer dette, at visse bevægelser reagerer med de bevægelseskombinationer, som vore sanseorganer udgør. Reaktionerne forvandles og viderebefordres via nervesystemet til hjernen, hvor særlige centre for de forskellige sanseorganer bearbejder de udefra kommende informationer. Impulsoverføringen og bearbejdningen i hjernen er af elektrisk natur og finder altså sted i det, vi kalder "den psykiske eller åndelige verden".

Nogen absolut grænse mellem fysisk og åndelig oplevelse findes altså ikke; for de grænser vi opstiller, er udelukkende skabt på grundlag af vore fysiske sansers rækkevidde, som igen afhænger af, hvor i kosmos vi befinder os.