Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1985/3 side 67
En bølge af åndelige bevægelser går over verden
af Walter Christiansen
 
Fortsatte lejlighedsvise foredrag i det forløbne år i Tyskland om Martinus verdensbillede har blandt meget andet også vist mig, at der her, i Danmarks sydlige naboland, findes et hav af religiøse eller åndelige bevægelser af forskelligste slags.
Talrige mennesker med mediale evner fortæller i deres bøger, udgivet på forskellige forlag, om deres kontakter til den åndelige verden. Der er stor interesse og godt salg i disse beretninger, der oftest taler mere til følelserne end til forstanden og ikke sjældent rummer dystre eller sensationelle forudsigelser, ligesom disse beretninger som regel er udtryk for, at reelt eksisterende åndelige væsener via medier eller talerør (mennesker med mediale eller synske evner) omgærder sig selv med en autoritet, der ikke kan efterprøves, og udøver en vis suggestiv påvirkning af såvel mediet som, igennem budskabet, også af dettes læsere eller tilhængere.
Der går ligesom en bølge af religiøsitet hen over verden i disse år, og mange følsomme mennesker, der første gang kommer i berøring med åndelige fænomener som f.eks. "stemmer" eller "automatskrift", er ikke klar over den åndelige verdens sammensatte natur, hvorfor de "falder på stribe" for enhver røst eller påvirkning, der melder sig fra "den anden side". Dette, at den åndelige verden er så virkelig, at man kan komme i forbindelse med den, virker i sig selv bedøvende på mange menneskers kritiske sans. Dertil kommer, at sådanne budskaber eller påvirkninger som regel og af naturlige grunde ligger på en mental bølgelængde eller et mentalt niveau, som passer sammen med mediets personlige mentale struktur, hvorved en kritisk holdning fra mediets egen side på forhånd er undgået. For megen sund fornuft eller kritisk sans hos mediet eller redskabet er ikke det bedste grundlag for et åndeligt væsen, der søger kontakt med den fysiske verden. Det virker blokerende. Forbindelsen går bedst igennem der, hvor sådanne egenskaber ikke er fremherskende, men hvor der blot forefindes en tilstrækkelig følelses- og instinktpræget sensibilitet hos den, der bliver kanal for et budskab.
Da virkelig højtudviklede åndelige væsener kun sjældent meddeler sig gennem medier, er der al grund til at tage afslappet på budskaber fra den åndelige verden. Det voksende antal beretninger i vor tid varierer naturligvis meget i kvalitet. Nogle af disse budskaber fører mennesker ind i blindgyder og forvirring, andre kan rumme virkelig god inspiration. Men den sidste slags synes at høre til den sjældnere. Thi også en tilsyneladende god inspiration eller påvirkning kan være iblandet elementer, der fører mennesker ud i misforståelser, virkelighedsflugt og irrationalisme.
Blandt de mange forskellige beretninger, som læses i Tyskland i disse år, er også en tysk mystiker ved navn Willigis, som gennem hinduisme, buddhisme og langvarig meditationstræning er "vågnet op til lyset" og har nedskrevet sine indtryk fra den åndelige verden i form af direkte tale. Hans optegnelser blev udgivet efter hans død i 1965 og bærer titlen: "Testaments eines Eingeweihten" ("En indviets testamente").
 
Mine foredrag i august d.å. i Albert-Schweitzer-Haus i Bonn/Bad Godesberg førte mig ind i en kontakt med et tysk forlag, som for tiden overvejer at udgive Martinus'-bøger i Tyskland, efterhånden som der foreligger færdige oversættelser af disse. Det er kommet til en direkte kontakt mellem forlaget og Martinus Institut, uden at beslutninger dog endnu har kunnet træffes.
Netop dette forlag har i 1962 med eneret for Tyskland udgivet "Die Dritte Zeit" ("Den Tredie Tid"), et værk, som ligger på et ret højt niveau, og som på en række punkter minder om analyser, der også er fremsat i Martinus verdensbillede, hvorfor en kort omtale af dette værk kan have en vis informationsværdi også for læserne af "Kosmos".
Nævnte værk er et et-binds-sammendrag af et større værk, der består af 12 bind, som bærer hovedtitlen "Buendes Wahren Lebens" ("Bogen om det sande liv" eller "Det sande livs bog"). Kristi genkomst præsenteres her lige som hos Martinus som hellig ånd eller kosmisk viden, der kommer til hvert enkelt menneske.
Værket er uden symboler og skrevet i form af direkte tale, i et særdeles ophøjet og velformuleret sprog, dog ikke i form af logiske tankerækker med videnskabeligt præg, hvorfor det efter min opfattelse heller ikke vil være bæredygtigt i den fremtid, som vi er på vej ind i. Det har karakter af at være noget foreløbigt, skrevet for udprægede følelsesmennesker. Intelligensmennesker vil have svært ved at blive inspireret af denne tale, der ikke har en intelligensmæssig iklædning.
På side 117 i den tyske et-bindsudgave kan man bl.a. læse: "Mit værk vil blive fuldendt, og når Jeg har givet Mit sidste ord, vil I optage dets guddommelige væsens indhold i jer og nære jer derved, – I og alle de, som endnu kommer til i deres søgen efter Det Tredie Testamente".
Værket er ikke helt originalt, ja, er muligvis endog meget langt fra at være det. Dog rummer dets tilblivelseshistorie nogle interessante aspekter, som jeg gerne vil ridse op her.
Det oprindelige tankemateriale er opstået i årene 1861-1866 i Mexico og nedskrevet på spansk af en mand med synske evner, en mand af jævn byrd ved navn Roque Rojas. Denne mand har efter sigende nedfældet kosmiske informationer i direkte kontakt med den Højeste. Som indledning til denne mission har han været i forbindelse med en "herrens engel", som har erklæret Roque Rojas for at være den genfødte Elias. Roque Rojas har derpå haft nogle åbenbaringer eller visioner, som har lukket op for hans evner til direkte kontakt med de højeste sandheder, hvorefter han har givet sig til at nedskrive disse og har opbygget en organiseret tilhængerskare omkring sig, hvis kerne bestod af 12 mænd og 12 kvinder.
1869 ødelagde Roque Rojas egenhændigt sine endnu ikke publicerede notater, i skuffelse over sine disciples manglende forståelse, og erklærede sin mission som endt. I forbindelse dermed forudsagde han, at der engang igen ville blive åbnet for den hellige viden gennem guddommelig anvisning. Roque Rojas døde i 1879.
Nogle af hans tidligere disciple har senere rekonstrueret det ødelagte "verdensbillede" og fremstillet det i form af de nævnte 12 bind. Bag udgivelsen af denne omfattende rekonstruktion står den spiritualistiske bevægelse i Mexiko.