Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det varede længe, før det blev mig klart, hvor vanskeligt det i Grunden er at være objektiv i sin Tankegang og Væremaade, hvor vanskeligt det er for os "Dyr, som vi er" at se bort fra det subjektive, at se bort fra Sympati og Antipati. Det varede længe, før det gik op for mig, hvilken enorm Forskel, der er paa disse to Tilstande, og hvad de i det Hele taget betyder. Det er mig egentlig først nu klart, hvorfor jeg har haft saa vanskelige Forhold at arbejde under, som jeg har haft, hvorfor det varede saa længe, inden jeg fandt Vej i det vildsomme Terræn, som min Bevidsthed var.

Mit Sinds Haardhed, mine Standpunkters Urokkelighed, mine saakaldte Meningers haarde Konsekvens, hvad var det altsammen andet end ren og skær sympatisk eller usympatisk Stemning overfor et eller andet. En Stemning af en saa faststøbt Karakter, at der skulde en Livets Hammer til at knuse den, en Hjertets Sønderflængelse til at ruske den ud af sit krampagtige Leje.

Mit Følelsesliv forlangte Varme og Kulde, sort og hvidt, Helte og Skurke, Kærlighed og Had, Tørke og Væde, kort sagt stærke Kontraster. Jo mere Sympati og Antipati, jo større Kontrastvirkninger. Den rene Objektivitet havde jeg først ingen Anelse om. Da den endelig dukkede op i Horisonten, syntes den mig kedelig. Her var intet "ENTEN–ELLER", men et evigt "Baade –og". Her var intet Rum for de "store Følelser", her var ingen Detailler, som henrev een til Ekstase, her var kun Kølighed, Ro, Overlegenhed, en stadig Dæmper paa de oprørte Bølger, et evindeligt "Tænk før du taler" – "Overvej før du handler". Ingen "Given sig hen", men et stadigt "Pas paa". Det var for et Temperament at komme i Spændetrøje, det var Luftmangel, det var Snæversyn, det var Mangel paa Forstaaelse af ens indre Meninger og Hensigter, det var Hæmning overfor alt, hvad man syntes stort og stærkt, det var Mangel paa Farve, det var utaaleligt kedeligt. Før var man dog "oppe" eller "nede", nu skulde man skride jævnt, være ens. – Nej, det var uudholdeligt.

Ja – det tror jeg, for naar man skal fra en Zone med "Sympati og Antipati" og over i en Zone, hvor disse Begreber ikke er mere, skal man nok mærke Forskellen, der føles, som kom man fra en Markedsplads ind i et stort Kirkerum, hvor ingen Lyd griber forstyrrende ind.

I dette Rum faldt Sindet til Ro. Refleksionsevnen voksede lidt efter lidt frem. Jeg opdagede, at alt har ikke to Sider, Sympati eller Antipati, men mange Sider. Jeg opdagede Nuancernes fine Spil, de mangfoldige Farvers spillende Liv, Stoffernes Liv, Plantens, Dyrets og Jordmenneskets organiske Udviklingsproces. Gud blev synlig i alt og Over alt. Dette nye Rum, Verdensaltet, lukkede fuldkommen af for mine smaa Sympatier og Antipatier, de druknede simpelthen i Rummet. Man blev, om jeg saa maa sige, sat paa Plads, en meget beskeden Plads, men dog en Plads, hvor man saa Logikken, en Plads med Mening i, en Plads, hvorfra man lidt efter lidt lærer det fuldkomne objektive Syn at kende, en Plads, der klart siger "tjen", thi at være Herre her indrømmer man overstiger selv ens dristigste Fantasterier. Det objektive Syn bliver naturligvis i sidste Instans subjektivt, da vi jo er nødt til at handle ud fra vor Overbevisning, men det bør opstaa ved et upartisk, neutralt Syn paa Tingene, udrenset for Sympati og Antipati.

Hvis man nu atter gaar ud paa Markedspladsen med sit pulserende af Sympatier og Antipatier spækkede Liv med sin nye Indstilling, opdager man meget hurtigt, hvor langt der er fra Tænkning til Væremaade. "Det gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, gør jeg", siger Paulus. Ja – netop. Her har vi i en af de mest koncentrerede Sætninger Beviset paa Udviklingen fra Dyr til Menneske. Den Bevidsthedstilstand, vi er ved at forlade, er os i Kødet baaret, det er vor Natur, vort eget Jeg, det er det vi ubevidst, vanemæssigt, rent instinktivt gør – "det onde, jeg ikke vil". Den nye Bevidsthedstilstand er os uvant, den skal først til at slaa Rod i vor daglige Væremaade. Den er som en lille Plante, der Gang paa Gang bliver traadt ned, men Gang paa Gang rejser sig igen. Man fejler – fejler tit og smertebefordrende, men for hver Gang siger det inden i een: "Det var forkert, der saarede du unødigt, der bragte du en Diskussion i Gang, der skulde ende galt, o. s. v.". Ved denne stadige tilbagevendende Smerte, ved denne evindelige Refleksion slibes Bevidstheden, og lidt efter lidt vinder Menneskerigets Kærlighedslov mere og mere Terræn. At faa denne Bevidsthedstilstand til at være ens Natur er Maalet, et Maal, der ligger langt ude, men som dog er synligt.

Til Slut vil jeg angaaende Kærlighed tillade mig at henvise til det sidste Afsnit af H 23's Artikel i "Kosmos", Novbr., der paa en enkel og klar Maade har givet et Billede, som danner en udmærket Afslutning paa denne lille Tankerække.