Ældre Kosmos og Kontaktbreve

VI stk. 2334 - 2336

 

Idet verdensaltet, som før omtalt, er et levende væsens organisme, og alle levende væsener leve, røres og ere i den som dens organer, er det ikke så mærkeligt, at dyrene ser enhver bevægelse som udtryk for noget levende, ligesom naturmenneskene absolut tror, at der eksisterer levende, mægtige væsener eller en guddom eller guddomme bag naturens kræfter og skabelser. Og da de materielle kulturmennesker i deres videbegærlighed og forskning søger livets løsning, er det altså i virkeligheden verdensaltets Guddom, de søger, idet denne, som vi lige har set, er fundamentet i livsmysteriets løsning. Alle levende væsener er således, hvad enten de tror eller ikke tror på en guddoms eksistens, bevidst eller ubevidst indstillet på Guddommen. Guddommen er livets faste punkt. Alt er Guddommens livsfunktioner. Og da vor organisme er et lokalt felt i Guddommens organisme, og vor bevidsthed ligeledes er et lokalt felt i Guddommens bevidsthed, og vort jeg er eet med Guddommens jeg, bor Guddommen således i os alle. Hvad vi gør imod den eller den næste, gør vi imod Guddommen. Alle levende væsener er således i virkeligheden organismemæssigt eet med Guddommen. Men når der er tale om at være eet med Guddommen, ligesom Kristus var eet med Guddommen, vil det altså sige, at være eet med næstekærligheden eller livsloven i væremåde.

Strukturen i Guds bevidsthed er således formet, at den kun kan befordre en hundrede procents kærlighed igennem hele universet eller verdensaltet. Guds bevidsthed udgør altså hele verdensaltets samlede bevidsthedsområde. Men dette gigantiske bevidsthedsområde er inddelt i alle spiralkredsløbenes udviklings- og indviklingstrin. Alle disse trin repræsenterer hver især igennem de levende væsener en for trinet karakteristisk særlig væremåde. Disse forskellige væremåder udtrykker igen en skala, der strækker sig fra kulminationen af had til kulminationen af kærlighed. Af disse to væremåder bliver kærligheden altså toppunktet, eller den primære, idet den er livgivende. Hadets væremåde er derimod lidelsesbefordrende og dødbringende og vil derfor være at udtrykke som den sekundære. I den bogstavelig talt enestående bevidsthedsstruktur, som Guddommens bevidsthed udgør, fremtræder hadets og kærlighedens væremåde som stadigt skiftende i de levende væseners mentale struktur. Når et kærlighedsområde i spiralkredsløbet har kulmineret, degenererer det, og hadets område begynder da at vokse, indtil det har nået kulminationen, hvorefter dette degenererer, og kærlighedsområdet atter begynder at udvikle sig frem til kulmination og således fortsættende. I Guds bevidsthed vil der således altid urokkeligt være områder med kærlighedskulmination og områder med hadets kulmination. Men da kærlighedsområdet er liv- og velværegivende og dermed det stærkeste og mest fundamentale, medens hadets område er dødbringende og dermed selvmorderisk og således i virkeligheden er magtesløst overfor kærlighedsområdets væremåde, bliver det altså denne sidstnævnte væremåde, der er den bærende og derfor som før nævnt den primære. Da hadets bevidsthedsområde altid i sidste instans må vige for kærligheden, er det således kærlighedskulminationens væremåde, der er verdensaltets primære bevidsthedstilstand og dermed Guds væremåde.

Den jordiske menneskehed befinder sig i et lokalt område af Guddommens bevidsthed, der til en vis grad endnu hører hadets område og væremåde til, samtidig med at den også til en vis grad befinder sig i kærlighedens område. Den nævnte menneskeheds væremåde bliver derved præget, dels af hadets og dels af kærlighedens område. Idet den således ikke udgør kærlighedens væremåde i renkultur, vil den være at udtrykke som i disharmoni med universets primære kærlighedsbevidsthed, altså den bevidsthedstilstand, der er Guddommens. Men det princip, vi kender som udvikling, vil bringe alle ufærdige mennesker bort fra området for hadets væremåde og frem til totalt at være i kontakt med kærlighedsområdets væremåde. Og det er denne totale og kulminerende udfoldelse af kærlighedens væremåde, der betinger, at dens ophav udtrykkes som "eet med Gud". Når Kristus siger, "jeg og Faderen vi er eet", vil det altså sige det samme som, at Kristi væremåde var den samme som universets eller Guddommens kulminerende væremåde. Kristi væremåde var kun udfoldelse af kærlighed i renkultur. Han havde intet af hadets natur i sig. Og hans væremåde kunde derfor kun udløses som kærlighed. Dette, således at være eet med Gud, er igen det samme som at fremtræde som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse".