Kosmos 1969/2 side 22
Som et a propos til Martinus artikel: "Partikler, tomrum og tankekraft" bringes i det følgende nogle passager fra bogen BISÆTTELSE, i hvilken Martinus analyserer fænomenet ligbrænding.
red.
KAPITEL 91
Hvis jordkloden, der er vort makrovæsen, kom i brand.
At opleve mikrokosmos gennem mellemkosmos vil være det samme som at betragte sig selv som et mikroindivid. Og vi vil nu på denne måde gøre os klart, hvad der ville ske, hvis jordkloden, der jo et vort makroindivid, lod sin organisme opløse ved ild. Da vi er mikroindivider i denne organisme, vil vi således få de store grundrids af de fakta, der i grundprincip vil være absolut analoge med de fakta, som vil gøre sig gældende over for mikroindividerne i vor egen organisme ved en ligbrænding.
Hvis jorden på en eller anden måde kom i brand, f. eks. ved et sammenstød med en anden planet, ville den umiddelbart forudgående tid før dette sammenstød fylde verdens dyr og mennesker med en rædsel, til hvilken der aldrig på dens overflade har eksisteret noget sidestykke. Et panisk virvar ville som en stormvind gå hen over jorden og forvandle den til en forgård til helvede. Mennesker og dyr ville i afsindig skræk som jaget vildt i rasende fart styrte afsted frem og tilbage hen over en vaklende klode, hvis tyngdekraft og ligevægtspunkt, ved det fremmede himmellegemes nærhed, forlængst var kommen af lave. En hær - ikke af soldater med kanoner, maskingeværer, bombeflyvemaskiner eller andet menneskeligt påfund af mordinstrumenter, hvis virkninger her i nærværende tilfælde næsten kun ville være at betragte som kærtegn, - men derimod en hær af skypumper, stormfloder, jordskælv, nye opdukkende vulkanske udbrud ville omringe den jagede menneskehed og øvrige repræsentation af liv. I en regn af glødende partikler fra jordens indre måtte de tilbageblevne overlevende væsener hjælpeløst balancere på randene af opståede mægtige svælg eller dybe afgrunde i den revnede jordoverflade. En fortættet atmosfære af mere eller mindre giftige dunster og røgskyer ville forpeste luften og udelukke enhver stråle af solens lys. Og i den begsorte nat ville hærskarernes dødsrallen og angstskrig totalt overdøves af en altdominerende larm eller torden fra en sammenstyrtende jord eller elementernes undergang. Over den mørke himmel ville der gnistre en mangfoldighed af lyn, der ligesom en hærskare af flammesværd, ført af usynlige hænder, ville dolke eller nedsable livet både her og der.
Men endnu er enden ikke nået. Fra den fjerne horisont begynder et rødligt lysskær at gennemtrænge mørket. Verden er kommen i brand. Et umådeligt flammehav æder sig med stærk fart frem gennem kontinenterne og med sine altomspændende røde ildsluer lader forstå, for de sidste rester af organisk liv, som har været i stand til at trodse og overleve de hidtidige strabadser, at "her lades alt håb ude". Og med den sidste hendøende gnist fra dette mægtige flammehav slukkes en stjernes lys. En før så lysende, skøn og beboet verden er gået under i nattens mørke.
KAPITEL 92
Mellemkosmiske væseners rædsler og pinsler ved jordklodens undergang ved ild vil i princip være det samme som dem, der bliver mikrovæsenerne til del ved ligbrænding.
Dette var en "ligbrænding" set i mellemkosmos, hvor individet netop har sin klareste og skarpeste oplevelsesevne. De fakta, som vi her blev vidne til, er de eneste absolutte, der kan være basis for logik. Dette vil altså sige, at den logik, vi bliver vidne til i mellemkosmos, er den eneste absolut ufejlbarlige og derfor også den eneste absolut retmæssigt anvendelige i oplevelsen og erkendelsen af detaljerne i såvel fjernkosmos som nærkosmos. Dette vil i nærværende tilfælde igen sige det samme som, at ovennævnte skildring af jordklodens unaturlige undergang er identisk med den rædsel, der gør sig gældende ved den almindelige ligbrænding. De grundprincipper, vi blev vidne til ved jordens unaturlige undergang, er også uafviseligt til stede i enhver anden form for opløsning af et organisk legeme ved ild. Den forskel, der kan være tale om, eksisterer ikke i princip, men kun i den ganske overfladiske detaljering.
Da store grupper af mikroindividerne i vor organisme har fysisk dagsbevidsthed, vil dette betyde, at de samme sjælelige kvaler, den samme rædsel og dødsangst, den samme panik, som er til stede blandt dyrene og menneskene ved jordklodens unaturlige undergang, også er til stede hos de førnævnte mikroindivider, når vor organisme prisgives en unaturlig undergang ved ild.
KAPITEL 98
Når et individ lader hånt om enhver beretning om ligbrændingens unatur.
Når et individ lader hånt om enhver beretning om ligbrændingens unatur, er det udtryk for, at det i dette felt er meget ufærdigt eller uudviklet. Dette vil så igen i følge de evige love betyde, at det i det samme felt er ganske blottet for beskyttelse mod lidelser. Et sådant individs beskyttelse mod ildsvåde, brandsår, skoldning og indebrænding er meget spinkel. Og det vil derfor før eller senere enten i dets nuværende eller i kommende liv mere eller mindre falde i disse realiteters vold, således at det selv kommer til at opleve det helvede, til hvilket det har prisgivet sine mikroindivider, for derigennem at blive tildelt den i det pågældende felt manglende guddommelige erkendelse af kærlighedslovens identitet som fundamentet for al lidelses ophør.
(Citat slut).
Tilbage til artikelregister
Forrige