Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Vi kender allesammen den fornemmelse, man nu og da kan få, af at forholdene på een eller anden måde ikke udvikler sig, som man havde tænkt sig, troet eller håbet. At man f. eks. syntes, man gjorde noget helt »rigtigt« og var i gang med noget vældigt nyttigt og godt, – og det så forløb, – eller blev modtaget eller opfattet af andre, helt anderledes; – eller simpelthen slet ikke synes at kunne gennemføres sådan! – Der kom ligesom »noget i vejen«, der bremsede det. Eller der opstod een eller anden »misforståelse«, som ændrede andres opfattelse deraf, – og som krævede en hel omlægning af arbejdet, der måske helt måtte opgives til sidst. Måske syntes virkningen endda at være direkte »uretfærdig«, f. eks. derved at den, man ville hjælpe i allerbedste hensigt, misforstod det hele og frabad sig det med alle tegn på misbilligelse! ... Da er det på tide, at man – i stedet for at blive ærgerlig eller fornærmet – standser lidt op i aktiviteten og tænker efter – og siger til sig selv: Hvorfor forløb det mon sådan? – Hvad skete der egentlig! – Hvorfor blev du bremset i det, Du selv var så glad for, og troede at alle andre også ville være det?

Hvad er meningen dermed?

Thi der er jo altid en skjult mening eller hensigt med alt det, der sker såvel i stort som småt, – i det korte som lange løb. Når noget ikke vil lykkes, må det være, fordi forsynets mening og plan er en anden; – fordi selve »livet« vil have det ordnet på en anden måde, som det så gælder om at få øje på og bringe sin egen skabelse i kontakt med; thi det bliver alligevel sådan i den sidste ende! – Derfor er det spild af tid og kræfter at blive ved at presse på for at få sin egen vilje igennem, når noget tydeligt ikke vil lykkes trods alle anstrengelser; – det bliver i alt fald ikke til glæde for nogen, som man vel ønskede det. Det kan være svært nok at få øje på denne livets mening, navnlig når det er eens egne planer, der må revideres; (det er ligesom nemmere at se, hvad andre gør »forkert«). Dette med en stilfærdig »bremse« på ens skabeenergi, som man i første øjeblik ikke synes at kunne indse rigtigheden af, – er netop et typisk tegn på, hvor »ordren« kommer fra; og så er det tid at blive opmærksom derpå. Måske er det også kun tidspunktet, det er galt med; i så fald gives der »grønt lys« igen senere, når tiden er moden; – så bliver pludselig det muligt, som ikke før kunne lade sig gøre. Ja, man bliver da direkte opfordret til at gå videre med sagen.

Den rette holdning til denne »bremsefornemmelse« er derfor – uden nogen vrede overfor dem, der er redskaber derfor, – uden fortrydelse, – ganske roligt og neutralt at standse op og søge at tage et objektivt overblik over hele situationen, før man foretager sig videre dermed. Ganske afslappet og upersonligt, helst med et lille smil og en god portion nysgerrighed: Det var mærkeligt, – hvad gjorde jeg galt; kunne der ske noget andet derved, end jeg havde for øje? Hvilke andre muligheder er der, som er bedre? – Gå sagen efter, analyser den objektivt; – prøv at finde »meningen«. Hvad det er, der skal rettes i planen for, at den kan nyde fremme; for at bringe den i kontakt med det, der skal ske! ...

Vi kommer allesammen ud for modvind, ubehageligheder, ja endog lidelser. De forekommer i alle størrelsesordener i livet; og sådan må det være. Det er »livets skole«, og man kan aldrig forsikre sig imod det. Det er det, vi lærer noget af og udvikles igennem. – Egentlige lidelser er jo blandt andet kosmiske alarmklokker, der ringer og fortæller om noget, vi tidligere har gjort – eller levet forkert med; – og som radikalt må ændres, før tingene kan blive oprettet og komme i orden igen; – det være sig sygdomme på grund af uheldig kost eller nydelsesmidler, – eller egoistisk handlemåde mod andre eller lignende årsager, som man bør blive opmærksom på for at komme helt til ondets rod. – Vi høster jo kun, hvad vi selv engang har sået! (Årsagsloven).

På disse områder er det af umådelig værdi, at kende til Martinus' kosmiske analyser. Ved hjælp af dem kan man lære at analysere sit eget liv og skæbne, at se bagved de ydre fysiske hændelser og få øje på plan og mening dermed; at skelne årsag og virkning og få et højst gavnligt overblik som grundlag for en komplet revision af hele sin indstilling til livet og daglige væremåde. Det er ikke alene nyttigt at prøve at gøre dette, men det er en nødvendighed for at komme ud af en ulykkelig skæbne: at kunne indse, hvorfor det gik sådan, og begynde at »så« med en ny og bedre handlemåde, som grundlag for et lykkeligere og mere harmonisk liv fremover. – De fleste af os i denne kreds har forlængst forstået, at vor tilværelse – gennem en kæde af inkarnationer – forløber ad en udviklingsstige, – under stadig udvikling af vor bevidsthed og moral. Derfor er langtids meningen med vort enkelte jordliv først og fremmest en tilslibning af vore ufærdige sind og en erfaringsdannelse til opbygning af personlig kultur og moral i næstekærlighedens retning som det foreløbige fjerne og »utopiske« mål. Vi er ikke i tvivl om, at om vi handler umoralsk eller skadeligt overfor andre medvæsener, så »høster« vi selv det samme igen senere, som den kosmiske retfærdighed er. Og til at vide, hvad der er det rette, har vi bl. a. »samvittighedens stemme«, der klart fortæller os, hvad der er »rigtigt«, kærligst og mest moralsk, – (om man så kan gøre det i praksis eller ikke). – Men – der er også andre og finere korttids-»meninger« i livet, som det kan være sværere at få øje på, og som kan »variere« med tiden og forholdene. Det er dem, der nærmest tænkes på i denne artikel, og som man stadigt må være opmærksom på og prøve at indrette sig efter.

Det er forholdsvis let – ialt fald, når man er kommet lidt ud over den første ungdom, – som et modent menneske at se tilbage på sit hidtidige liv og finde plan og mening. Og det bør man absolut gøre nu og da; og altfor mange glemmer det, – indtil alderdommen, hvor det er for sent at gøre tingene bedre ved korrektioner af sit liv. – En lille »åndelig status« – f. eks. ved nytårstid – for at finde ud af, hvor man står, hvor langt man er nået, og hvad man vil fremover for at få det mest mulige og bedste ud af sin tilværelse. Det er også sund mentalhygiejne at gøre dette.

Ja bagefter, når et stort område af erindringer kan ses samlet, når tingene er kommet på afstand, og man kan betragte dem roligt og uhildet; kort sagt når der er dannet et klart perspektiv – så er det ikke så svært at få øje på en linie, en mening dermed, med et roligt overblik kan man ret let skimte, hvorfor det gik, som det gjorde. – Man opdager, at alle besværligheder, lidelser og ubehageligheder bagefter har medført noget godt og nyttigt; – man lærte noget af dem, fik udviklet sin følelse og sin intelligens, sin forståelse af menneskene og livet, sin bevidsthed og sine talenter på mange områder. Altså havde de en god hensigt, som man bare dengang ikke kunne få øje på; – og så gælder det om at lære at bruge denne erfaring til – efter det samme princip senere at kunne begynde at opfatte den samme mening, medens tingene sker – og evt. fremefter! – Jo, man lærte noget af det, og man ville – bagefter – end ikke have undværet lidelserne og besværet, hvis man samtidigt skulle »aflevere« den erfaring og bevidsthedsudvidelse, man opnåede. Det er beviset for værdien af det »onde«, man var ude for; og man forstår med Martinus, at det slet ikke var ondt, men bare det »ubehagelige gode«!

Jo, det er godt at kigge lidt tilbage og søge at analysere alle tildragelser i sit liv og se dem i det rette perspektiv. Oplevelserne »ses« da pludseligt som »brudstykker af et mønster«, et puslespil, der begynder at »gå op«, – og en klar – god og kærlig – mening dermed bliver tydelig, – det som hele tiden havde været guddommens hensigt og plan dermed. – Og så kommer smilet og glæden derved, – især når man får øje på en sådan plan med sit eget liv, mens man endnu står midt i det – og kan have nytte og glæde af det i sin fremtidige skabelse. – Og tilliden til forsynet! Thi når det er sådan, er der jo intet at være bange for, – man skal ikke kæmpe så meget for at få sin egen vilje. Selv de værste og ubehageligste oplevelser var jo ikke så slemme alligevel og blev altid til nytte til sidst; og jo mere man indser dette og prøver selv at undgå de værste fejltagelser og de grovere former for misforståelser, des lettere og »rigtigere« bliver livet jo omkring os. Alt går urokkeligt fremad til det bedre og kærligere, – alt er – eller bliver såre godt!

Er man een gang kommet til den erkendelse, så bliver det meget lettere at leve, – og man er endog blevet i stand til at kunne »tage« selv ret meget modvind og besvær i sin tilværelse uden at blive særligt nedslået deraf; thi man ved jo, at det blot varer en tid, dvs. er begrænset, – at det blot er den mørke side af en rytmisk svingning, som snart efterfølges af den lyse igen.

– Men så må vi da også kunne lære at »se meningen« med de små ting, som vi er så optaget af til dagligt og ofte lader os slå ned af, når vi ikke kan forstå småbesværlighederne; og opfatte svingningerne i de korteste perioder af livets rytmer. Og hvis vi kan afkontrollere vort liv og handlemåde noget oftere, helst i det daglige, – så bliver »afvigelserne fra den rette vej« jo så små som muligt, og vort liv så let og harmonisk, som det kan blive; hvorved der bliver mere energi tilovers til andre nyttige handlinger og arbejder.

Derfor bør man stadigt »føle efter« og søge at forstå forsynets mening: – og det er også muligt efterhånden at træne sig op til bedre at kunne det – under bevidst brug af såvel sin intelligens som følelse passende kombineret. Dette vil efterhånden ganske langsomt kunne danne grundlag for en begyndende ny intuitiv sans, hvormed »livets mening« eller Guds vilje, der er det samme som retningslinjen for al udvikling i tilværelsen i det lange løb, direkte vil kunne sanses.

I det praktiske daglige liv kan det ikke undgås, at man bliver optaget af de nære og materielle ting, hvis betydning og værdi synes ganske anderledes end i det guddommelige perspektiv; og vi må også handle, som det her synes rigtigst, og have lov til at kæmpe derfor til en vis grad (det kommer blot an på hvorledes, da det ikke må være til skade for nogen); – men hvis det alligevel ikke vil lykkes, og noget kommer i vejen og bremser eller hindrer i udfoldelse af vor private skabeplan, – så er det et »faresignal« om, at noget skal rettes deri. Så bør vi uden fortrydelse prøve at lægge roret om i en ny og bedre »retning«. Der er næsten altid flere »veje« at gå, og det gælder om at finde den rigtige efter livets plan, – den korteste til et bestemt mål; – og når man finder den, vil man næsten med det samme blive klar over det, thi så forandrer forholdene sig på en mærkelig måde. Bremserne forsvinder, atmosfæren omkring een bliver lysere og venligere; det hele glider videre igen. – Og vælger man en noget afvigende vej, så bliver modstanden kun noget mindre; og det bliver i praksis til en »omvej«, ad hvilken man noget mere besværlig – og senere – når det samme mål, som livet har bestemt. Omtrent sådan indvirker forsynets styrelse på menneskenes liv.

I »Kosmos« 1951–52 skrev nærværende artikelforfatter en analyseserie om lykkeproblemet, som i sin slutning omhandlede det samme emne. Herfra kan citeres følgende til belysning af »livets mening«:

Livets »mening« er en elektromagnetisk kraft, der gennemtrænger universet ligesom »jordmagnetismen« på vor klode, usynlig og stilfærdig, men reelt tilstede, stærk, ledende og retningsvisende på den kompasnål, som fysisk angiver den psykiske kraft. Derfor gælder det om for menneskene at skaffe sig et kompas, der stadigt kan vise dem den kurs, vi alle bør søge at holde for at være på rette vej gennem livet. Hertil kan Martinus' analyser benyttes, men de danner kun kompashuset og gradskalaen. Hvert enkelt menneske må selv – gennem opbygning af egne sanseevner – skaffe sig en »viser« til instrumentet, – en kompasnål og få den opmagnetiseret til passende følsomhed, så den klart kan reagere på den guddommelige styrekraft; – (og desto kraftigere, jo mere vi er kommet ud af kurs), så vi hurtigst muligt kan finde tilbage til kompasretningen og holde ret kurs i den fælles udviklingsplan, vi alle er prædestineret til at følge.

Livet er tit blevet sammenlignet med en sejlads på tilværelsens hav; og vort livsskib kan ofte blive kastet slemt omkring af bølger og storm; op og ned går det stadigt, og ofte sejler vi, – (måske uafvidende) mellem farlige skær, hvorpå mange alvorligt forliser; og derpå sejler hjælpeløse omkring uden mast og ror, indtil de når en midlertidig »havn« ved den proces, der tildanner et nyt skib, før de må lægge ud på ny og fortsætte sejladsen. – Ingen fysisk kaptajn ville sejle sit skib uden kompas; – men jordmenneskene gør det stadigt, ja, de ved end ikke, hvad de mangler på deres vildsomme sejlads på tilfældighedernes hav. Men efterhånden lærer alle af deres fejltagelser og begynder at søge, først famlende og usikkert, siden mere og mere bevidst og planmæssigt; – for tilsidst at få opbygget sig et kompas at styre efter.

Da »ser« man pludselig, at man er på afdrift – på vej ind i farlige skær og minefelter, – og retter kursen op – og holder den frem gennem tågen og mørket, indtil det lysner forude, og man kommer ind i smult vande igen. – Så kommer der vind i sejlene, – det klare dagslys og solen spreder de mentale skyer; skibet bliver repareret, og målet kommer til syne – derude i den fjerne blå horisont ...!