Kosmos 1952/3 side 42
Vejen til lykken...!
En analyse af lykkeproblemet
Af civilingeniør G. Bastue Christensen
(Fortsat)
Lykkens kontrast
Men det almindelige menneske ser ikke så langt og opfatter slet ikke de ovenfor nævnte livslove og lykkebetingelser og søger ikke efter en logisk udviklingsplan bag "formernes verden". Det har intelligens, men bruger den kun rent negativt og kritisk, idet det endnu lever og sanser på grundlag af instinktiv, udefineret følelse efter samme princip som de laverestående væsener i det dyrerige, der er dets hjem. Det ser kun på og kæmper for sin egen øjeblikkelige fordel, og det søger rent egoistisk blot at skaffe sig dets egne begær tilfredsstillet – uden at skænke det mange tanker, om dette direkte eller indirekte kommer til at gå ud over andre mennesker, som det ønsker at "eje" og beherske. Det lever således, skønt udadtil i en "pæn" og civiliseret form, i virkeligheden ubevidst på grundlag af "jungleloven" om den stærkestes og klogeres førsteret og anser en hensynsfuld eller i alt fald uselvisk levevis for direkte tåbelig, hvad den vel også logisk ville være, hvis man, som det tror, kun levede "een gang". – Da det almindelige jordmenneske er uden orienteringsevne med hensyn til livets mening, er det kun naturligt, at det må handle ganske tilfældigt og ulogisk i forhold til verdensplanen – styret af varierende sympati og antipati til mennesker og meninger, hvorfor det slet ikke kan undgå at komme i stor disharmoni med livet i det menneskekærlighedens samfund, der er under opbygning "bag kulisserne", og må høste modvind og smerte, som det overhovedet ikke forstår. De fleste kan nok finde sig i lidt vekslende "held" og lidt skiftende lys og mørke eller lykke og ulykke; – men hvis de i længere tid udelukkende kommer ud for det sidste, bliver de stærkt deprimerede og føler sig yderst uretfærdigt behandlet. Først slår de rasende igen på "redskaberne" for hvert mentalt slag, de modtager af skæbnen, siden fortsætter de gengældelsen i sanseløs bitterhed – uden forståelse af, at de derved blot slår mere itu for sig selv og gør hele vejen længere, idet så også virkningerne af de nye handlinger senere må udlignes, førend harmonisk balance kan nåes; – siden trættes mennesket, og dets stigende lykketrang og uopfyldte sult efter harmoni og kærlighed stiger til ulidelige højder. Tilsidst skriger det åndeligt talt efter savnets opfyldelse og bryder mentalt sammen i håbløshed og depression. – Det ser ingen vej frem, måske søger det selvmordet uden at vide, at dette grundet på dets udødelige ånd blot gør ondt værre, idet det m. h. t. savnet i første omgang blot kommer fra asken og i ilden, ved på det åndelige plan at være helt afskåret fra de fysiske ting, det især begærer. Senere inkarnerer det igen på jorden og bringes frem til den samme tilstand mentalt set og har dermed forspildt en inkarnation for sig selv. – I de fleste tilfælde bliver det heldigvis ikke til noget med selvmordet; – "noget" holder det tilbage, – ofte tør det ikke tage sit eget liv, og det lever da videre indadtil som et såret dyr; – enten (hvis det er robust) som et intolerant, surt og kværulantisk menneske, eller (hvis det er mere følsomt) får det en neurose, ved at "fortrænge" sine uopfyldte begær fra bevidstheden til en dunkel underbevidsthed eller imaginær drømmeverden ofte i forbindelse med en heraf fremkaldt organisk sygdom eller med en last, f. eks. alkoholisme; sjældnere – (den følelsesmæssigt mest svage) flygter det helt ind i sindssygens skærmende mørke hviletilstand.
Der er således en hel skala af forskellige måder at reagere på under disse tilstande og mange grader af den depression, som er lykkens diametrale modsætning; – men fælles er det, at disse mennesker i deres indstilling til omverdenen er negative, ligeglade med alt, modløse og desillusionerede; – intet vil lykkes for dem, hvorfor de lader stå til og aner ikke, hvad de skal stille op med sig selv og livet eller i hvilken retning, de skal gå. Og mange flere mennesker, end man tror, har det sådan – inde i sig selv, skønt de for at "skjule" sig udviser et roligt, ligeglad og kynisk ydre. Det er en højst lidelsesfuld tilstand, – som alle før eller senere i tilværelsen må passere, – og disse mennesker trænger meget til forstående hjælp fra andre, skønt de næppe tør vise det, og – som det sårede dyr – i stedet for ofte "bider fra sig." – De trænger til orientering i livet, til opmuntring og forståelse, men først og fremmest til kærlighed, thi det er mangel på kærlighed, der har gjort dem syge; – og de ved ikke, at de med selve deres egen mørke udstråling selv har afskåret sig derfra. De må ligesom startes påny i positiv retning – efter at have fået lov at kaste hele fortiden fra sig – med tro på eller i det mindste håb om, at det vil lykkes.
De må bibringes forståelse af, at der er en logisk og planmæssig mening med tilværelsen baseret på faste love af ganske samme art som de kendte naturlove, samt indse deres eget meget store ansvar for det, som er sket. Man må lære dem at søge ud af den mørke "tågesky" eller den mentale "klokke", de uafvidende selv har anbragt sig i, og give dem et åndeligt kompas, hvormed de kan finde ud af tågen ved at gå stadigt i een bestemt retning hen imod vejen tilbage til lykken. De må hjælpes bort fra deres egoisme, deres eventuelle hadefuldhed og deres ubevidste selvoptagethed – hen imod interesse for og hensyntagen til andre mennesker – til en senere uselvisk kærlighed og tolerance. – At kunne gøre dette kræver både megen livsforståelse af hjælperen og megen menneskekundskab og interesse for sine medmennesker, der i virkeligheden kun kan erhverves gennem selvoplevet lidelse på ganske de samme felter; – men det er også således, at mange mennesker, der selv har haft store vanskeligheder på lykkefeltet, føler trang til, – når de selv kommer ind i smult vande og begynder at følge en fast rolig kurs i livet, – at hjælpe andre mennesker i åndelig nød; og for dem bliver det en lykkemulighed at hjælpe andre på ret køl ved anvendelse af deres egne livserfaringer.
En kendt fransk forfatter har udtrykt sit syn på lykken således: "Lykken er at handle, – at tro på, at det nytter at handle, samt at nyde øjeblikket". Dette rummer en udmærket og praktisk anvisning til start af et negativt indstillet menneske, idet den opfordrer til at gøre noget i stedet for uvirksomt at drømme, – til positiv handling efter bedste evne og opfattelse i stedet for negativ opgiven grundet på manglende klarhed eller passiv grublen i sin ulykke, der blot vil fremme depressionen og selvmedlidenheden. – For at modvirke den sidstnævnte meget almindelige indstilling af isolation og selvdyrkelse, der er mentalt skadelig og får livet til at gå i baglås for een, – gælder det om at skabe en mere udadvendt indstilling i dem, en positiv stillingtagen til livet, ved at opfordre til rolig udløsende handling, der kan fremkalde den sindsbalance og skabekraft, der ene kan bryde isolationen og bringe mennesket i sund kontakt med den levende omverden, det befinder sig midt i. Alene dette vil i sig selv skabe større mulighed for tilfredsstillelse af dets begær og opfyldelse af dets kærlighedstrang. – Men ofte må det have dyberegående hjælp, f.eks. i form af en hel analyse af dets sind og sygdomssymptomer, der i detailler kan fastslå årsagerne dertil og derved skabe mulighed for fuldstændig helbredelse både mentalt og fysisk; men den terapi, som kræves til en fuldkommen og almindelig tilgængelig løsning af dette spørgsmål, er først nu under dannelse i vort samfund.
Den, der selv har fået anvist et middel til såvel at orientere sig med i livet som til at følge en rigtig kurs, må derfor prise sig lykkelig, – enten det så sker gennem det enkle kompas, som kirkens religionsform følelsesmæssigt er for den troende, eller gennem den mentale radaranordning, som Martinus' livsanalyser bliver for den, der kan bruge både sin følelse og intelligens i rette balance til at orientere sig med i tilværelsen; – thi han behøver egentlig bare at vedblive at gå roligt og tillidsfuldt videre følgende en fast kurs gennem tågen – uden at bekymre sig om de uundgåelige, midlertidige ubehageligheder, den "stenede vej" kan berede een under vandringen. Man skal blot lære at se fremad i forståelsen af, at dagen "i dag", hvor smertefuld den end måtte være, vil være fortid i morgen; – medens dagen "i morgen" egentlig er langt vigtigere for os, thi den vil principielt i morgen være pinlig – eller frydefuld – nutid for os – alt efter vor egen handlemåde!
Lykken og seksualismen
I det forannævnte er seksualisme kun periferisk blevet omtalt, skønt denne realitet jo indgår i en overvejende del af al jordmenneskelig lykke. Den seksuelle kærlighedslykke ved samværet mellem de to køn er den lykkeform, de fleste mennesker søger i størstedelen af deres liv og vanskeligst kan undvære. I deres ungdom søger de særligt den ekstatiske lykke ved fysisk og følelsesmæssig seksualisme (såkaldt erotik og kærlighed), senere rettes deres trang mere imod den egentlige menneskelige kærlighed og på forstående venskab. Men også i de allerfleste andre lykkeformer indgår i virkeligheden seksualismen i langt højere grad, end et flygtigt syn lader formode – på grund af hele den menneskelige "polkonstellation" på dette udviklingstrin, som griber ind i alle livsforhold; idet der i enhver menneskelig energiudløsning eller tankeudveksling, navnlig ved al slags skabelse, findes både en aktiv eller afgivende del, som principielt er maskulin i sin natur, og en passiv eller modtagende del, der er feminin i sin natur. – – Som bekendt er jordmenneskene ikke længere rent enpolede han- eller hunvæsener, men har – trods deres ydre fysiske fremtræden som sådanne – tillige i deres mentalitet en meget betydelig og stedse stigende procentdel af modpolen i sig, hvorved de adskiller sig fra dyrene. Det er jo netop derved, at "ulykke" og åndelig smerte opstår i sindene, idet disse modpoler både reducerer den seksuelle ekstasespænding mellem de to køn og – som gensidigt konfliktstof – direkte modvirker det lykkelige samliv i ægteskabet – i alle de tilfælde, hvor parternes modpoler ikke tilfældigvis passer fuldkommen sammen såvel i mængdeforhold, temperament og detailsammensætning, d. v. s. at hver har fundet "den ideelle partner". Seksuelt set er menneskene derfor blevet langt mere selektive og vanskelige at tilfredsstille end i tidligere liv og kan ikke uden videre – som det er tilfældet med dyrene – blive lykkelige ved en kærlighedsforbindelse med en tilfældig partner af modsat køn, selvom en midlertidig stærk sympati opstår. Muligheden for, at et menneske kan finde og komme til at samleve i ægteskab med en helt ideel partner, der har netop den rette polsammensætning, og som det passer helt til i åndelig udvikling og mental "bølgelængde", er derfor meget lille, – og netop disse omstændigheder er betingelsen for at finde virkelig og varig seksuel kærlighedslykke. – Det er derfor en meget sjælden undtagelse at finde et indadtil fuldkomment lykkeligt og for parterne i sig selv helt tilstrækkeligt ægteskab blandt mere udviklede og intellektuelle mennesker (medens ægteskabelig lykke er mere almindelig blandt mentalt set mere primitive og usammensatte mennesker), og Martinus har derfor meget betegnende kaldt vort nuværende udviklingstrin for "de ulykkelige ægteskabers zone".
Som allerede nævnt har denne livszone netop til formål at påføre menneskene en ret forceret, smertelig moraludvikling; og hertil er i virkeligheden ægteskabet og den seksuelle kærlighed Forsynets allervigtigste mentale tilslibningsredskab. For at sikre dette formål er det så viseligt "ordnet", at menneskene i regelen vælger deres livsledsager på et så tidligt og åndeligt umodent stadie i deres liv (nemlig før det 28.–30. år), at de endnu ikke kender sig selv mentalt set og heller ikke er i stand til at bedømme den anden parts indre kvalifikationer i tilstrækkelig grad endsige deres gensidige egnethed til stadigt samliv (hvilket en udenforstående objektiv iagttager langt bedre kan gøre). Det er næsten altid modsætninger, der mødes på grund af en psykisk tiltrækning imod det ukendte og fra det selv afvigende, som netop skæbnemæssigt skal prøves og læres; – og netop modsætninger kan hurtigst og kraftigst tilslibe hinanden, idet der altid er tale om en gensidig proces. Og i de sjældnere tilfælde, hvor parterne ikke bare tiltrækkes gennem instinktiv, udefineret følelse uden nærmere fornuftsmæssig kontrol af tilpasningsmulighederne, men virkelig passer tilstrækkeligt godt sammen, – er de alligevel ikke helt sikre på den store varige lykke, fordi der er store chancer for, at de vil udvikle sig i forskellig retning eller med uens hastighed og derved senere komme i disharmoni med hinanden. Selve ægteskabsinstitutionen er for de implicerede således i virkeligheden en af de højeste klasser i "livets skole" og derfor efter livets hensigt lige det modsatte af den frydefulde lykkens bolig, som de allerfleste mennesker under forelskelsens suggestive forblændelse så sikkert tror ved indgangen dertil. Af analytiske hensyn er det med denne formulering måske sat lidt for meget på spidsen, idet der naturligvis forekommer i mange slags ægteskaber og heriblandt også et stort antal ret lykkelige eller i alt fald harmoniske ægteskaber, navnlig i de tilfælde, hvor ikke blot forelskelse men virkelig hensynsfuld kærlighed og indre forståelse findes ved starten; – men det ændrer ikke det principielt rigtige i ovennævnte udtalelser, – og de i harmoniske ægteskaber forekommer navnligt i tilfælde, hvor parterne modtager deres forudbestemte ubehagspåvirkning i livet på anden måde, f. eks. gennem sygdom eller pekuniære sorger.
Virkningerne af denne tilslibningsproces kan være meget store og viser sig ofte på ret få år. Det er sikkert unødvendigt at gå i detailler om de alvorlige mentale påvirkninger, som mange mennesker modtager som følge af vanskeligheder på det seksuelle område i forgæves søgen efter opfyldelse af deres egen lykketrang, navnlig i den åndelige "to-fronts-krig", som kan opstå i et ulykkeligt ægteskab, hvor intolerancens ild eller jalousiens giftige tåger destruerer al gensidig forståelse og alle tilløb til hensyntagen; fordi parterne stadigt skyder på den andens fejl og sigter på de erfaringsmæssigt fundne mest ømfindtlige steder – uden at prøve at få øje på sine egne fejl eller urimeligheder. At det endog kan udarte til drab eller selvmord og sindssyge fremgår næsten dagligt af storbyernes avisspalter, hvor den mest almindelige virkning af den åndelige krigs nerveslid, nemlig neuroserne, kun sjældent registreres. Virkningerne er naturligvis ganske de samme ved ulykkelige kærlighedsforbindelser udenfor ægteskab, hvor jalousien ikke blomstrer mindre stærkt, og savnet hos en forladt barnemoder ikke er fejltagelsens eneste høst. – Alligevel er den mentale virkning indenfor ægteskaber ofte mere langvarig, fordi ikke blot juridiske vanskeligheder, men også hensyn til børn, familie, indtægter samt bolig og andre forhold gør det yderst vanskeligt for parterne at få ægteskabet opløst, så de hver for sig kunne søge ny lykkemulighed; og et fortsat ufrivilligt samliv med en uegnet og disharmonisk partner virker på de fleste som en kærlighedsmæssig ørkenvandring, som de langt hellere ville gå alene.
Selve denne binding, der som alt andet i livet har en hensigt, viser, at det i de fleste tilfælde næppe heller er Forsynets mening, at menneskene helt eller delvis skal kunne unddrage sig denne stærke tilslibning; og de, der forsøger – (uden at indse deres egne fejl og prøve at rette dem) – at slippe med en "billig løsning", f. eks. mennesker, der økonomisk kan tillade sig måske endda flere skilsmisser, træffer som regel på ganske tilsvarende vanskeligheder i de nye ægteskaber – blot under andre former – og kommer ikke lykken nærmere under de nye forhold. Mennesket kan derfor ikke hverken ved økonomisk uafhængighed eller på anden måde snyde sig fra at høste de mentale klø, det har gjort sig fortjent til, – thi det er ikke frit stillet i sin søgen efter lykken, men er udover juridiske og menneskelige bånd bundet af skæbneårsager og utallige usynlige tråde, som tvinger det til efterhånden at få øjnene op for sammenhængen i livet og dermed for sin egen store andel i den skæbne, det er underkastet. – I stedet for at stille krav til den anden part om at ændre sig, hvilket bare afføder uvilje, modstand og dermed mental krig, må den enkelte lære at beherske sin mund og ændre sin egen indstilling, men det tager meget lang tid at tilegne sig dette som talent. Ved ydre pres og tvangsmidler er det kun muligt kunstigt at dressere et menneske til at indtage en vis holdning og ydre væremåde, men derimod ikke at ændre dets mentalitet. Dette kan kun gøres af det selv ved langvarigt arbejde, og hertil kræves først og fremmest, at det vil og ønsker det selv. – Et af de vigtigste kosmiske formål med ægteskabet er således, at begge parter skal lære at behandle hinanden hensynsfuldt, kærligt og med gensidig respekt – og derved også indirekte lære hensynsfuldhed, tolerance og næstekærlighed overfor alle andre medmennesker. Selve ægteskabsformen, hvor to mennesker dagligt er hinanden så nært på livet, at de – hvis fuldkommen harmoni ikke findes mellem dem – næsten ikke kan undgå at komme til at gå hinanden lidt på nerverne, er derfor ganske logisk udmærket egnet til at opfylde dette formål; idet kampen her er ført ind på den enkeltes "indre front", som altid kommer sidst i den mentale tilslibning, hvorved begge parter tvinges til efterhånden at undertrykke deres selviske begær samt jalousi, irritation og intolerance – og give afkald på at ville "eje", båndlægge eller på anden måde dominere hverken deres ægtefælle eller andre mennesker.
Hvor hård og langvarig denne påvirkning vil blive, afhænger i virkeligheden af parternes egen indstilling, thi det er ikke Forsynets vilje, at menneskene altid skal forblive i sådanne åndeligt bundne tilstande eller "mentale fængsler", som ægteskabet ikke sjældent er for mange; og frigørelsen deraf behøver slet ikke at bestå i en ydre adskillelse, men kan foretages indefra i mennesket selv. Ved at ændre sin egen indstilling til livet og ægteskabet vil dette forandre karakter; thi det er en illusion at tro, at et levende menneske med en udødelig ånd kan ejes af et andet eller – bortset fra ydre omstændigheder – være mere bundet, end det selv vil være. Størst vil forandringen blive, hvis parterne forandrer deres væremåde i overensstemmelse med princippet om "at elske sin næste" og "vende den anden kind til . . ."; og noget af det vigtigste er at give hinanden personlig frihed til dyrkelse af de interesser (hvilke modparten ofte er jaloux på) og til udfoldelse af det selvstændige liv, de hver for sig måtte ønske.
(sluttet)
Tilbage til forfatterregister
Forrige