Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Til denne hører nemlig også en særlig indre lykkebasis, der er nok så vigtig; – og den kan tilmed opnås uafhængigt af de – på grund af skæbne måske foreløbigt uopnåelige – mål i yderverdenen, omend man jo har lov til også at stræbe efter dem. Men for sikkert at finde den rette indre basis udenom udefineret og dermed ustabil følelse og tro, må man først studere livet og dets love og sin egen indre struktur for at opnå et tilstrækkeligt rigtigt overblik over disse vigtige foreteelser.

Heraf er årsagsloven måske vanskeligst at opfatte som almengældende i praksis; og når ikke flere mennesker, end tilfældet er, gør dette, så skyldes det sikkert, at virkningerne af ens handlinger, "de tilbagevendende skæbnebølger", ofte følger så længe efter ens egen årsagsudløsning. (ja, for de største og vigtigste handlingers vedkommende endda eet eller flere liv), at denne som regel slet ikke kan erindres, når reaktionen kommer. Man ser derfor sjældent sig selv som direkte årsag til sin skæbne på langt sigt (navnligt ikke til den – nu fremherskende – ubehagelige del deraf).

Dette kommer endvidere af, at "gengældelsen" som oftest kommer tilbage gennem helt andre personer, end den er udøvet imod – og på højst ubelejlige tidspunkter, – hvorfor de fleste mennesker overraskes pinligt, – føler sig uretfærdigt behandlet og derfor svarer med at "udsende" en ny intolerant eller hævnende skæbnebølge såvel i væremåde som tale og tanke (og tænker iøvrigt ikke på, at også den sidste form har en virkning!). Man stirrer sig blind på sine egne ønsker og begær, hvis opfyldelse forekommer højst rimelige og nødvendige – samt under hensyn til de sidst udløste gerninger også fortjente. Og når man ikke får dem opfyldt, men stilles overfor en afvisning fra livets side, geråder man i stor skuffelse og "retfærdig harme" – både imod de mennesker, der bruges af forsynet som tugteredskaber, og over skæbnens "klare uretfærdighed", da man måske netop mente at have været særlig god imod disse. Navnligt gør det ondt, når alt synes at tegne sig så godt, – da pludselig at høste ukærlighed, ligegyldighed eller direkte frastødning fra et menneske, man elsker og har ofret sig for på en eller anden måde; – – men, – hvis man selv engang for mange år siden tankeløst har opført sig ganske tilsvarende (men glemt det) imod en, der elskede een selv på samme måde, – så er det jo logisk, at man, – når man selv skal "høste sin udsæd", – for selv at komme til at føle den samme smerte nødvendigvis må få det tilbage netop fra det menneske, man selv elsker mest og føler sin lykke afhængig af. (Og det menneske, der gør een ondt, vil jo uvægerligt selv i et andet kredsløb senere komme til at høste sin smerte, – hvorfor intolerance mod denne kan analyseres at være overflødig – og gør blot ondt værre). – Illusionen om uretfærdighed kommer af, at omverdenen ikke opfattes som eet væsen, nemlig "Gud", i stedet for mange, – (og disse blot som redskaber for dette væsen); – men en sådan sansning tager det lang tid at tilegne sig.

Som følge af denne evige årsagslov kan man ikke logisk vente at høste, det man ønsker, uden først selv at "så" det samme overfor andre. Derfor er det logisk rigtigt, når det hævdes, at mængden af den kærlighed, man selv får, står i nøje forhold til den mængde kærlighed, man giver andre, – (og at "næsten" går forud for den, man selv helst vil give den til, fordi det sidste er noget, der glæder een selv!). Desuden må erindres, at alt tager tid på dette plan, også for en skæbnebølge at nå frem. Derfor må man fortsætte i temmelig lang tid med at "udsende" gode handlinger og tanker, inden man kan vente virkningen tilbage; – og i denne ventetid vil man sandsynligvis høste netop det modsatte af det ønskede såsom mistro, uvillighed og ukærlighed, – nemlig resultatet af den tidligere "udsæd" – alle de hidtil udsendte skæbnebølger, der naturligt nok må høstes eller modtages først – uden at fortrydelse bør vises. De allerfleste, der hører om årsagsloven og oprigtigt prøver at ændre deres levevis og handlemåde overfor andre, bliver derfor skuffede og nedslåede over tilsyneladende at høste det modsatte; og mange anser – netop på grund af denne tidsforskydning – årsagsloven for bevislig forkert eller kun gældende indenfor begrænsede felter, – og falder derfor hurtigt tilbage til en negativ, depressiv eller forurettet væremåde. I denne forbindelse vil det være af betydning at erindre om det gamle bibelord om: at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre"; – thi skønt de fleste almindelige mennesker netop finder dette allervanskeligt, ja direkte ydmygende og tåbeligt at gøre i praksis, så er forskriften jo af nævnte grund både fornuftig og logisk.

Når man kommer ud for åndelig smerte og ulykke, bør man derfor ikke sætte dette i forbindelse med sine seneste og gode menneskekærlige handlinger – eller i skuffelse indstille disse, men i stedet for væbne sig med tålmodighed i forståelsen af, at man selv alene må være årsag dertil ved i længst forglemte tider at have udført handlinger af tilsvarende art, fordi "sæd" og "høst" naturnødvendigt må ligne hinanden uanset, om det drejer sig om materielle eller åndelige foreteelser; – medens man trøster sig i forvisningen om, at virkningerne af ens positive og kærlige handlinger – og dermed grundlaget for en lykkeligere levevis – ligeså usvigeligt sikkert vil nå tilbage til een, blot man venter og stadigt undlader ved sin handlemåde at udsende skæbnebølger af negativ art. Årsagsloven medfører også, at man i virkeligheden slet ikke kan ønske eller længes efter noget, som ikke engang vil blive opfyldt; – men opfyldelsen følger ofte så længe efter, at den til den tid slet ikke er aktuel eller har interesse mere og derfor ikke kan nydes eller ligefrem kan være ubehagelig og uønsket! Som følge heraf burde man – for at skabe en lykkelig fremtidsskæbne for sig selv – være langt mere varsom med at ønske noget ligesom i det hele taget med sin tankeblanding, der i væsentlig grad er medbestemmende for ens skæbne og navnligt for det humørmilieu, man kommer til at befinde sig i.

Hvis man forstår disse forhold, bliver det klart for een, at en permanent og absolut lykke ikke kan opnås uden på alle måder at opfylde livets love og derved komme helt i kontakt med verdensplanen og Forsynets vilje, der kun indirekte og stilfærdigt kommer til syne i et formentligt kaos for den, der søger at få øje på den. En sikker vej til lykken må det derfor være – som det også anbefales af de tre hovedreligioner – at søge at bringe sin egen levevis i overensstemmelse med denne plan. Man kan ganske vist skuffet udtale, at denne anvisning ikke gør det stort lettere at nå lykken, thi det er klart for alle, at det er en meget lang vej at gå. Alligevel er det af stor betydning for ethvert menneske at klargøre sig denne "vej" rent logisk og ikke bare som en ubestemmelig fornemmelse, man ikke rigtigt retter sig efter, – samt forstå, at en ganske "billig" genvej til det endelige mål for ens lykkedrift ikke findes; thi ved at prøve at gå den, nærmer man sig lykken bevidst mest muligt metodisk og dermed ad korteste vej – i stedet for at opgive at orientere sig, miste modet, fordi ingen positive resultater kan iagttages, og overlade alt til tilfældighedernes energirøvende spil. – – Da dette på grundlag af livsforståelse at lære at styre sig selv og dermed sin skæbnedannelse er et helt nyt talent, der skal opbygges inde i een, tager det selvsagt lang tid at skabe den rette indre basis. Ved bevidst arbejde med sig selv og metodisk øvelse tager det ca. 7 år og ved mere tilfældig og afbrudt indstilling måske 14 eller 21 år at nå til fuld klarhed over livet og sig selv samt lære at beherske sine ubevidste indskydelser og selviske begær. Ikke mindst trykket af de tilbagevendende skæbnebølger kan være så stort og tungt at bære, at man ikke undgår resignationen – med opgivelse af al lykke i denne inkarnation – som et nødvendigt gennemgangsled for at kunne komme videre, men selve dette begreb giver snart en indre lettelse, fordi det medfører en ydmyg indstilling overfor tilværelsen, der befordrer det nye sinds dannelse og hindrer een i at gentage de fejltagelser, der tidligere var årsag til, at man forspildte sine lykkemuligheder.

De fleste mennesker får lov til flere gange i deres liv at opleve "lykken" en vis tid ved oftest tilfældigt at komme i kontakt med "livet", nemlig hver gang de ydre omstændigheder, som deres begær særligt er rettet imod, pludseligt passer ind i deres ønsker. Dette sker oftere for mentalt set mere primitive og usammensatte mennesker, hvis lykkemål er rent materielle, hvorfor de har større mulighed for at komme i kontakt med det liv, de søger. Det sker også nu og da, at direkte egoistiske og nedbrydende ønsker af livet får lov til at nyde fremme, fordi det er "livets mening", at noget skal nedbrydes med det som redskab, men det er altid kun midlertidigt (jævnfør Hitlers succes i begyndelsen, indtil kulminationen af hans magt), hvorefter opbygningen af noget andet og bedre begynder. – Ligeledes møder næsten alle mennesker i deres ungdom den kortvarige men rige lykkefølelse, som den seksuelle forelskelse medfører; – idet den gennem et iboende gammelt talent automatisk i menneskesindet skaber en indre – næsten elektrisk – kontakt såvel mellem parterne som med selve kærlighedstonen i livet, der får alt til at lykkes. Dette virker umådeligt inspirerende og belivende i den korte tid, denne ustabile tilstand varer (indenfor ægteskabet normalt kun i hvedebrødsdagene). – – – I alle sådanne perioder tager mennesket imidlertid oftest lykken bare som en ren selvfølge og nyder den uden mange tanker om årsagen, ja tilskriver den endda ikke sjældent selvglad sin egen fortræffelighed og måske som bevis på dets egne meningers og handlingers rigtighed; hvorfor det anser "den hellige grav for vel forvaret" og tror, at det altid vil være sådan. Men da en sådan selvoptagethed og ren egoistisk levevis hverken på grund af årsagsloven eller rytmeprincippet vil kunne fortsætte uændret særlig længe, vil denne udefinerede lykketilstand opløses og kontrasten dertil hurtigt indtræde. Og dermed opstår savnet, "sulten" og smerten, som før eller siden ved sin stærke men indirekte belæring om livslovene og strukturen af menneskesindet efterhånden trin for trin atter vil lede mennesket på sporet af "lyset" og på vej til en mere varig lykke, som nu værdsættes på helt anden måde; – og dette vil navnligt tage fart, når mennesket lærer at betragte smerten positivt som en slags "alarmklokke", der viser, at der er noget galt med ens egen levevis og handlemåde, som bør ændres, før det kan blive bedre.