Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Engang i efteråret 1949 havde jeg en interessant lille oplevelse, som jeg synes illustrerer Martinus' analyser af menneskesindet på en så praktisk anskuelig måde, at det antagelig vil have interesse for en lidt større kreds. – Et møde med en ung beruset sømand, der viste sig at være en så højspændt »tyngdeenergibombe«, at det nærmest var et kunststykke at forhindre dens eksplosion. Heldigvis var jeg den pågældende dag i særlig fredsommelig, tolerant og menneskekærlig sindsstemning og havde usædvanlig god tid, hvorfor det lykkedes mig at klare situationen på en bedre og rigtigere måde, end det vist er sædvanligt i den mentale jungle, en storby nu engang er. Desuden var jeg så heldig straks at opfatte, hvor farlig rødglødende manden var, og nåede at indstille mig derefter, og dels undgå den modsigelse, som ville være tilstrækkelig provokation til at få den overhedede lille mand til at »gå af«, og dels søge at afsvale ham lidt for at undgå »selvantændelse«.

Oplevelsen blev samtidigt for mig selv en demonstration af, hvor helt overraskende »anderledes«, en situation vil kunne forme sig, når man en sjælden gang ser sig i stand til i nogen grad at »vende den højre kind til......«! – I det hele taget burde man give sig meget mere tid til at iagttage og høre på sine medmenneskers besværligheder. Mange »eksplosioner« og ulykker ville kunne afværges, hvis alle desperate og ulykkelige mennesker blot fik lejlighed til at tale ud til et forstående, neutralt medmenneske, så de fik »luft« og kunne få afreageret en del af de voldsomme tyngdeenergier i deres sind, der truer med at tage magten fra dem.

Jeg beklager meget, at denne lille fortælling kommer til at forme sig temmelig flatterende for mig selv; – til min »undskyldning« tjener, at det vist er første gang, jeg har reageret netop sådan, – og handlingen bar lønnen i sig selv i form af: en ny og dejlig fornemmelse. – Man vil sikkert tilgive mig visse udtryk og selve »sproget« i referatet, thi det skal jo være et sandt »hørebillede fra dagliglivet«.

– – – –

Scenen er en pæn, stille sidevej i nærheden af »Forum« i København – henad aften, – hvor min lille vogn var parkeret. Jeg havde lige sat mig ind i vognen for i ro og mag at køre hjem; – og så går tæppet:

Pludselig ser jeg en fuld mand på ca. 22 år komme ravende imod mig og gå lige mod vognen, som han bogstavelig talt »faldt« ind over. Hans fortinnede blik opfattede nogenlunde situationen, der øjensynlig udløste et sandt raserianfald hos ham over den »fordømte bil, der pludselig stillede sig i vejen for ham«, og han hævede begge arme med fortrukket ansigt for af al magt at hamre de knyttede næver ned i den ret ømfindtlige motorhjelm. – »Hov stop,« råbte jeg, »lad være med det, unge mand, og gå udenom!«

Han standsede midt i slaget, fik øje på mig og hvæsede: »Hva' si'r du?« – Så for han hen til bildøren: »Ska' du være fræk overfor en sømand? Kom ud og få nogen på tæven!« – Han rev i dørgrebet, – jeg slog låsen for og sagde: »Tag den med ro, lille mand!«

»Nå, så du tror ikke, jeg ka' slå ruden ind, hva'?« – Han trak højre arm tilbage og tog »tilløb« til et vældigt boksestød ind gennem bilruden. – »Hov – stop!« råbte jeg overrumplet og holdt afværgende venstre hånd op, medens jeg med den højre skyndsomst rullede ruden ned (så var den da reddet), og jeg søgte at berolige ham lidt: »Selvfølgelig tror jeg, De kan slå ruden ind, det er der ingen kunst ved; men lad være med det.«

Jeg var nu klar over, at manden var helt desperat og ladet med trang til aggression; han måtte have luft. Skønt han var ret lille og spinkelt bygget – fysisk mig underlegen –, var det tydeligt, at han i sit hemningsløse raseri var farlig, specielt i den akavede stilling, jeg i øjeblikket var anbragt i, hvor den materielle skade kunne få et betydeligt omfang, inden han blev stoppet. Jeg puttede også hurtigt mine briller i lommen: det skal være temmelig ubehageligt at få knuste brilleglas i øjnene! ...... »Kom ud og få nogen på tæven,« gentog han lidt roligere i sin følelse af at beherske situationen. »Fordi du er en fin mand og har bil, ska' du ikke være fræk overfor en fattig sømand. – Ser du, jeg hedder Charles og er ikke bange for noget; jeg vil slås, og jeg ka' slå 4 mand i gulvet, a" du ve' det! Er du bange, hva'?«

Han virkede som et pust fra en næsten glemt hård verden, – som sikkert netop sømandslivet endnu – mere end noget andet erhverv – stadigt repræsenterer. En verden, hvor jungleloven stadigt er den eneste anerkendte; – hvor »pardon« ikke gives – og ikke ventes! Hvor det ikke nytter – på grund af fysisk underlegenhed – at være bange eller sagtmodig, men hvor en dreng tidligt lærer at forsvare sig ved at slå til af al magt – og slå først! – En lille mand, som man ellers ville føle sig ganske rolig overfor alene i forvisning om sin fysiske overlegenhed, men som af sit raseri gøres til en anden og langt farligere modstander, – bliver som en tiger i spring – et farligt vilddyr, der uanset smerte bare kæmper, sålænge det kan røre et lem.......! – Alt dette opfattede jeg i et nu og var klar over, at ville jeg undgå et voldsomt optrin, der på grund af mandens i beruselse vel ikke var særligt farligt for mig, men netop derfor ville være desto mere ubehageligt, – så måtte jeg behandle ham forsigtigt og se at få ham svalet af; – og netop det sidste kunne være vanskeligt nok, da en fuld mand jo ikke er særlig modtagelig for fornuft, fordi hans intelligens midlertidig er bedøvet og helt underlagt instinkt- og tyngdeenergiens herredømme.

»Sig mig, hvad skal vi egentlig slås for?« spurgte jeg, »tag den med ro! Hvad er der i vejen? Hvorfor er De så gal i hovedet?« – »Der er alt i vejen!« knurrede han, »jeg er ond på hele samfundet; jeg vil slås, kom her ud!« ...... (jeg opgav at sige »De« til ham; efter hans opfattelse var det vist nærmest fornærmende ved at understrege forskellen mellem os!): »Hør nu her, kammerat. Jeg gider ikke slås med dig, det bruger vi ikke så meget her. – Fortæl mig, hvad der er i vejen.«

Han blev lidt roligere. »Jeg er blevet »rullet«, er jeg! – Kom i selskab med en pige og et par fyre; – de drak mig fuld og tog alle mine penge, 245 kr., hele min månedsløn. Og nu har jeg gået – uden en øre – gennem hele byen og bedt mindst 20 mennesker om bare 35 øre til logi for at komme hen et sted og »sove den ud«, – men ikke een eneste ville hjælpe mig, bare fordi jeg er fuld!« – Han begyndte at kæmpe med gråden......

»Det var synd,« sagde jeg, »du må straks melde det til politiet.«

»Politiet!« hvæsede han, »nej, du ka' tro nej; de forbandede edderkopper! Jeg har fået nok af politiet, – engang blev jeg taget af politiet i en havn og spærret inde i tre uger – og fik bøde, bare fordi jeg havde været fuld. Ingen tager hensyn til en fattig sømand. – Næh, la' mig få fat på de banditter, der rullede mig, – så skal jeg slå dem ned!« ...... han begyndte at græde af afmægtig raseri. – Jeg åbnede bildøren, og Charles satte sig på dørtrinet.

– Der var ingen tvivl om, at han talte sandt; det var ikke en fuld mands fidus, men en ærlig knøs' desperate protest imod livets hårde skole.

»Hør nu her! De par øre til logi kan du få hos mig,« jeg rakte ham 50 øre, »gå hen og sov den ud, så går det bedre i morgen.« – Til min store forbløffelse sprang han op og sagde: »Nej! Jeg ska' ikke ha' penge af dig!« – Han kneb øjnene sammen og kom nærmere med ansigtet: »Nej, jeg er ikke dum: Du sku' gi' mig penge, hva'? – og så gå hen til en betjent og sige, at jeg havde truet dig til det! Ikke? Og jeg sku' et par måneder i »spjældet« ...... ?« – »Sludder og vrøvl,« sagde jeg rystet over hans mistillid, »se her, du skal få en krone!« – »Nej, du ka' tro nej,« gentog han stædigt.

Dette fik mig til helt at begribe, hvor desillusioneret og ensom denne unge fyr var. Trods sin øjeblikkelige tilstand virkede han intelligent og ret tiltalende. Han havde fuldstændig mistet troen på, at der eksisterer forstående og hjælpsomme mennesker, og stolede ikke på nogen. Han følte sig frysende alene i »junglen« – forladt af Gud og mennesker – kun henvist til sin egen styrke og selvopholdelsesdrift. – Jeg fik ondt af ham og sagde alvorligt:

»Hør nu her, Charles! Tag og kig mig ind i øjnene. – Tror du virkelig, jeg ville angive dig til politiet for det? Du kan vel kende en ærlig mand på øjnene, – ser jeg sådan ud?« – Jeg så på ham med et åbent, venligt blik; – han stirrede mig intenst ind i øjnene. Hans øjne var stærke og kønne, men meget hårde......, så sagde han langsomt: »Næh, – det gør du ikke.« – »Tag så den krone,« sagde jeg igen. – »Nej,« kom det urokkeligt, »ikke af dig, jeg skal nok klare mig.«

Jeg spekulerede på, hvad jeg skulle sige for at overbevise ham om, at han kunne have tillid til mig, – (det var pludselig blevet vigtigt for mig), det måtte være i et sprog, han helt kunne forstå......, nu havde jeg det – og sagde: »Nu skal jeg sige dig, hvorfor du kan være sikker på, at jeg ikke vil gøre det: Fordi du ikke har presset mig!« (Han stirrede på mig.) »Fordi jeg overhovedet ikke har været bange for dig: Hvis du ikke havde været fuld, så var jeg stået ud af vognen, – og så havde du fået nogen på »tæven«, for jeg kan bokse en smule!« ...... Et øjeblik flammede vilddyret op i hans blik igen......, han var lige ved at slå ......, jeg så ham roligt og fast ind i øjnene! – Hans blik blev roligt igen, og der kom et andet glimt i dem ...... respekt! – Så kom det med et næsten beundrende lille smil: »Du er f..... en flot fyr! – Jeg ka' li' dig; – og ...... du er læge, ikke?« Jeg ville benægte det, men han affærdigede mig med en håndbevægelse: »Sludder, du er læge, jeg kan se det på dine øjne! – Hva' hedder du?« – Da jeg tøvede lidt med denne oplysning, sagde han selv: »Jeg kalder dig Oskar, lægen Oskar! – ...... Jeg vil ikke ha' dine penge, men jeg vil gi' dig noget, det eneste, jeg har. Se denne ring, tag den!« (Han trak en slidt sølvring med en slags insekt på af fingeren.) »Det er min lykkering, jeg fik den af min mor. Ser du, det dér er en bille, og den skal vende hovedet opad. Forstår du, lykken skal kravle opad, – op imod hjertet!« – (Jeg var rørt......, og havde forlængst glemt tid og sted – for denne interessante samtale – tæt inde på livet af en menneskesjæl, omend dets bevidsthed var sløret, nu dog mindre end i begyndelsen.)

»Det er pænt af dig, Charles, men jeg vil ikke have din ring. Man skal aldrig give sin lykke fra sig. Tag den på igen, du får brug for den!« – Det kostede lidt overtalelse at blive fri for hans velmente gave. Så sagde han: – »Ja, du tror nok, jeg bare er en fattig sømand, og det er jeg osse; men jeg er nu hverken kommunist eller nogen bisse. Ser du, jeg ville have været dyrlæge! Men så blev mor skilt fra far, og der var ingen penge at studere for ......; så blev jeg sendt til søs, og det er et hårdt liv, kan du tro. – – Og nu ...... kom jeg hjem efter lang tid for at besøge min mor......, og så var hun lige død......, det var derfor, jeg drak mig fuld......! Nu har jeg ingen tilbage, der bryder sig om mig, – – hvad skal jeg gøre......, og så rullede de mig......!« Han sank sammen på dørtrinet og græd bittert.

Det gjorde mig oprigtigt ondt for ham. Hele hans reaktion afslørede, at han utvivlsomt var en velbegavet ung mand med mod, viljestyrke og stor æresfølelse. Han havde blot ingen chancer fået, men var blevet mishandlet af livet – og i øjeblikket slået helt ud......! Her fik han – måske for første gang i lang tid – lov til at græde, – det et »rigtigt mandfolk« ikke må......! – Hvad skal man sige til et sådant menneske, – andet end at bibringe det lidt tro på, at det hele vil rette sig? hvilket jeg forsøgte med få ord – tillige med et råd om at holde sig fra dårlige kammerater – specielt, når skibet er i havn!

»Men,« fortsatte jeg, »gå nu først hen og få sovet rusen ud, så ser det hele anderledes ud i morgen. Nu tager du i stedet for denne her,« (jeg rakte ham en 5 kr.-seddel) »og lad så være med at gå ud fra, at alle er imod dig!« – – Han stejlede ved synet og ville først ikke modtage den. – »Sludder,« sagde jeg og stoppede den lille seddel ned i hans brystlomme. »Tag den nu og gå hen og få sovet – og bagefter få lidt mad; – du får brug for den, og det er mig faktisk en glæde at give dig den!«

Charles syntes ganske uvant med at møde lidt venlighed, – taknemmelighedens tårer stod ham i øjnene. – Så sagde han: »Nå ja, – så tager jeg den ......, men så vil jeg osse ha' lov at gi' dig et »knus«!« Jeg fandt mig i, at han kyssede mig på kinden, og undertrykte mit ubehag ved berøringen med hans fugtige, ubarberede ansigt, (man måtte jo forstå, hvad det betød for ham......, denne drengeagtige gestus!).

»Det ska' jeg altså aldrig glemme dig,« sagde Charles alvorligt, »der er aldrig nogen, der har givet mig noget ......, og...... hvis der nogensinde er nogen, der vil »tæve« dig, så bare kald på mig. Ingen ska' få lov til at gøre dig noget! – – Og så vil jeg ønske dig al den lykke, du kan få......!« – – »Tak skal du ha',« svarede jeg rørt over den inderlighed, de enkle ord dækkede over; – »måske får jeg brug for dit ønske,« og jeg tilføjede: »Selvom vi her på landjorden har meget »på det tørre«, så har vi jo også vore problemer at slås med! – Pil så af med dig, Charles, – og: »God vind ... !«

Og så sejlede Charles videre......, med ro og balance i sindet. Sprængstoffet var fuset af uden at gøre skade, og »bomben« afladet – (indtil videre); – medens »lægen Oskar« så efter ham – og følte sig forunderlig veltilpas; – taknemmelig over selv at have fået gode chancer og derved undgået de hårde ydre kampe i livet, – og med en dejlig følelse af at have været redskab til i et mishandlet og desillusioneret menneskesind at genskabe noget af tilliden til sine medmennesker og dermed troen på det godes eksistens......, måske tilstrækkeligt til at være impuls til at starte en ny og bedre tilværelse for ham......; jeg håbede det!

Jeg havde vundet mig en virkelig ven......, men en ven jeg sikkert aldrig mere møder......!

»Ships that pass in the night....../«