Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Politiken"s dyrevenlige Læsere har i den senere Tid flere Gange kunnet glæde sig over Artikler her i Bladet, som slog til Lyd for en mere human Behandling af Dyr, som tjener til Menneskeføde, herunder ogsaa Fiskene. Det maa maaske derfor være mig tilladt her at lægge et venligt Ord ind for disse vore stumme Medskabninger paa et Tidspunkt, da Hovedstaden er ved at indrette sit store nye Fiskehus. Jeg føler mig overbevist om, at "Politiken" er enig med mig i, at det vilde være ønskeligt og i høj Grad tiltalende, om der foruden de rent praktiske, økonomiske og hygiejniske Hensyn maatte blive taget ogsaa et vist Hensyn til en skaansom Behandling af de levende Fisk, f. Eks. ved saa vidt muligt at opbevare disse i Vand indtil Slagtningen, Undgaaelse af at stuve levende Fisk oven paa hinanden lagvis, Undladelse af at "smide" med levende Fisk, som det var en Klat Dejg o. s. v.

Der er vist ikke ret mange voksne Mennesker i vor Tid, der ikke af og til faar den Tanke, naar de gaar forbi en Fiskeforretning, hvor Fisk af alle Slags ligger og gisper efter Vejret: "For et Jammerskrig der vilde blive, om disse Væsener pludselig fik Stemme, mon Fiskehandleren selv vilde kunne udholde det Smertenshyl?" eller lignende dermed beslægtede Tanker.

Nu ved jeg godt, at der virkelig eksisterer Folk, som tror, at de koldblodede Dyr er uden Følelse, en ret besynderlig Forestilling, da Lidelse og Angst ogsaa hos disse Dyr, afspejler sig særdeles tydeligt i deres Reaktion over for Berøring, Tryk, Forfølgelse for ikke at tale om Vandmangel. For enhver, der kender blot en Smule til Biologi og Zoologi, maa et saadant Postulat synes ligefrem forbløffende; da Fiskene er udstyret med Hjerne, Rygmarv og Nerver (som i talrige Henseender ganske minder om de højere Dyrs og Menneskets), vilde det være næsten lige saa urimeligt at tvivle paa, at disse Organer var Sæde for en Følesans, som at mene, at Fiskene vel har Øjne, men sikkert ikke kan se med dem.

Maa det samtidig være mig tilladt at berøre et andet Forhold, nemlig den hensynsløse Anglen med levende Madding. Dette bestaar som bekendt i, at en mindre Fisk, omtrent paa Størrelse med en lille Sild, gennembores i største Delen af sin Længde med en skarp Metalkrog med Modhager, altsaa "spiddes" eller "korsfæstes", om man vil. Det gælder imidlertid om ikke at dræbe Dyret helt, da den skal kunne sprælle lidt, naar Krogen sænkes ned i Vandet, for at lokke en Gedde eller lignende større Fisk til at æde sig; naar Gedden har slugt Fisken, trækker man til, hvorved Modhagerne gaar ud igennem den mindre Fisks Sider og hager sig fast i Geddens Indvolde, saa den kan hales op. Samme Madding-Fisk kan ofte bruges til en 2–3 Gedder, da der undertiden kan være lidt Liv i den endnu efter 6 – 8 Timers Forløb og efter at den har været slugt et Par Gange.

Det er muligt, at Fiskeri af denne Art ikke lader sig udrydde ved Hjælp af Forbud; Oplysning var maaske virksommere. Men i alle Tilfælde har Publikum i sin egen Haand et ret virksomt Middel, nemlig Undladelse af at købe de – for øvrigt ret faa – Arter af Fisk, som ikke lader sig fange ved noget andet Middel end denne raa Metode.