Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som Prof. Rud. Tischner skriver: I Fremsyn ligger Virkningen før Aarsagen, og dette er logisk umuligt. Noget anderledes bliver vor Indstilling efter vor Opdagelse af en oversanselig Verden, der – efter vore Begreber – er tidsløs og rumløs. I vore Drømme oplever vi ogsaa, at Tid og Afstand ikke eksisterer. Endnu mere frit udfolder de psykiske Kræfter sig i Mediers Trance og i de spontane Syner hos Mennesker med glimtvis mediale Evner. Goethe var saaledes til Tider synsk. Han beretter i sin Levnedsbeskrivelse, hvorledes han, en Gang han som ung red fra Strasburg, hvor han studerede, til Landsbyen Sessenheim, pludseligt saa sig selv til Hest paa Vejen i en fornem lysegraa Dragt som han aldrig havde baaret og i Ledsagelse af en anden fornem klædt ung Rytter. Otte Aar senere gik dette Syn i Opfyldelse. Goethe red da den samme Vej i en lysegraa Klædning, som først da var bleven Mode, sammen med den ham kort forinden ganske ukendte Hertug August af Sachsen-Weimar.

Den berømte italiensk-svejtsiske Maler Giovanni Segantini havde i 1899 fuldført et Maleri, han kaldte Døden. Det forestillede et bestemt Sceneri fra Engadin med en Bondegaard. I fri Fantasi havde Segantini malet en Ligkiste, som saas blive baaret ud fra Gaarden. Efter at have ført det sidste Penselstrøg, lagde Maleren sig til Hvile paa en Sofa, og fik da et Syn. Han saa sig selv ligge i den malede Kiste og sin grædende Hustru i Følget. Dette Syn var ledsaget af absolut Følelse af Vished om dets Opfyldelse. Men Segantini var kun 41 Aar og helt rask. Tretten Dage efter blev han dog pludselig syg, mens han arbejdede i Nærheden af den Bondegaard, han lige havde malet. Han blev bragt ind i Gaarden, døde der, og ført ud som Lig i en Kiste.

Ogsaa Dyr er klarsynede, baade som Sansning af fremtidige, farefulde Begivenheder og som Clairvoyance. Dyr "forudføler" Uvejr, Jordskælv, Vulkanudbrud og uforudsete atmosfæriske Forstyrrelser, Hunde hyler kort forinden deres Herres Død; Heste sanser Sneskred, inden det indtræffer. I "Proceeding"s altid nøje kontrollerede Tilfælde berettes om en Terrier, der løb hen imod et Fantom og logrede med Halen og sprang omkring. Da det saa opdagede sin Fejltagelse, for det afsted i panisk Skræk. Ogsaa berettes om Mediets Mrs. Conants Yndlingshund og Kat, at disse saa de Fantomer, som hun beskrev under sin Trance. I sin Bog om Dyrs psykiske Manifestationer (1926) hævder Professor Bozzano, at Dyr kan læse deres Herres eller Frues Tanker og opfatter Spøgelsers Tilstedeværelse og Ting, som Mennesker ikke ser. De har desuden deres "Dobbeltgængere", som Mennesker sommetider kan se paa to forskellige Steder; ligesom Husdyr, især Hunde og Katte ofte kan vise sig efter Døden. I sin Bog "Min Rejse gennem Livet" (1935) fortæller den norske Baron Wedel-Jarlsberg, at han havde lejet, da han var Norges Gesandt i England, en Ejendom, hvori det hed sig, at det spøgte. Men det lo han af, da han benægtede Spøgeri. En Aften da han havde haft en Passiar med den danske Gesandt Grev Rewentlow og ved Midnat vilde gaa ind i sit Soveværelse med sin lille Hund, maatte han gennem den Stue, hvorom det hed, at der spøgede det. Pludseligt hørte han, fra et Sted derinde fra, ligesom fra Sofaen, sit Navn nævne tre Gange. Hunden hørte det ogsaa og blev vild af Skræk. Wedell Jarlsberg undersøgte Stuen, men fandt ingen derinde. Hunden nægtede, baade den Nat og i Fremtiden, at nærme sig Stedet, hvorfra Raabet havde lydt.

Den Form for Klarsyn som kaldes Psykometri bestaar i visse Mediers Evne til ved Berøringen af en Genstand at kunne se den Person og de Omgivelser, Genstanden har været i Kontakt med. De Visioner, som herved fremkommer, gaar tilbage i Tiden, frem i Tiden og ud i Verdensrummet. Her et Eksempel paa Clairvoyance af levende Mennesker ved Psykometri: Parapsykologen, den norske Dr. phil. Thorstein Wereides Hustru, beretter: Jeg besøgte i September 1927 i Paris det meget kendte Medium Fr. Laplace, sammen med Hertugen af Leuchtenbergs ældste Datter Mme. Terentchenko. Frk. Laplace ventede samme Dag to Damer fra Australien, og hun troede, at det var os. Og vi lod hende blive i den Tro. Hun bad om en Genstand, vi havde paa os. Hun fik en saadan af hver af os. Og nu fortalte hun mig om min Fortid, nævnte Navnet paa mine Slægtninge og sagde, at jeg ikke skulde ængste mig for min Far, der var syg. Han vilde endnu leve i to Aar. Det viste sig, at være rigtig. Saa sagde hun til Mme. Terentchenko: En ung Mand, som staar Dem meget nær, vil dø pludseligt, og Deres Far vil ikke mere faa Deres Søster, som er rejst langt bort, at se. – Ogsaa disse Syner gik i Opfyldelse. De mediumistiske Evner synes ofte at skyldes et Chock eller en Sygdom. Saaledes hos vor Tids to største Medier for Klarsyn ved Psykometri: Fru Konsulinde Lotte Plaat fra Oldenburg og den meksikanske Generalsdatter Fru Maria de Reyes. Fru Plaat skildrer sine Syner saaledes: Naar jeg tager med min Haand om en Ting, saa begynder Fortiden at tale til mig. Jeg hører en Hvisken, og jeg tror denne kommer fra en Aand, som altid er om mig, og kalder sig Søster Angeline. Punkt for Punkt udfolder nu Fortiden sig for mig. Jeg gaar tilbage til Genstandens Ejers Barndom, kommer saa til hans Nutid og derefter til hans Fremtid. Tingen, jeg holder paa, er en Nøgle, som lukker op. Fru Plaat var ikke mediumistisk inden sit ulykkelige Ægteskab og inden en Underlivsoperation, og Maria de Reyes havde i flere Aar lidt af Søvnløshed, Sukkersyge, Gallestenskolik og et Maveonde, da hendes Klarsyn fremkom under en hypnotisk Behandling i Meksiko City af den kendte tyske Læge dér, Dr. Pagenstecker. Under Hypnosen saa hun Udstraalinger fra forskellige Personer, saaledes røde og blaa Straaler fra Lægen og kunde se ind i hans Hjerne og i sit eget Indre. Dr. Pagenstecker foretog nu fra 1919–1927 mere end 400 Forsøg med hendes Klarsyn. Ved at give hende en for hende som ogsaa for Lægen ukendt og tildækket Ting i Haanden under hendes Hypnose, der blev til kataleptisk Trance, oplevede hun i fuldeste Maal alle de Begivenheder, Genstanden hun fik lagt i Haanden var i Forbindelse med: Hun fortæller selv, hvad Berøring med de forskellige Ting, fremtryllede for hende: "Jeg føler Jordskælvets Rædsel. Jeg føler indtrængende Raab om Hjælp fra de paa Offersten døende Indianere. Jeg gaar under med den oversøiske Damper og føler Bølgerne slaa sammen over mig. Fuldt bevidst gennemlever jeg den Rædsel som Faldet fra den revnede Planet gennem Verdensrummets iskolde Uendelighed bibringer mig. Thi alle mine Sanser funktionerer. Jeg gennemlever disse Begivenheder nøjagtig som stod jeg midt i dem. Derfor mine Konvulsioner, naar det oplevede overstiger mine Kræfter."

Dr. Pagenstecker forklarer Fænomenet som Tankevibrationer fra Genstanden til Mediet. "I selve Genstanden er opmagasineret eller har lagret sig eller genspejles de Begivenheder, som den har været udsat for.

Genstandens Indhold overføres da til Mediets under Trancen udtraadte Bevidsthed, Mediets "Sjælekompleks". Dette Sjælekompleks befinder sig altsaa paa selve Stedet for Oplevelsen som et passivt Vidne. Den sjælelige Udstraaling, Auraen, fra Genstanden skulde altsaa forenes med Udstraalingen fra Mediets Aura. Den i Genstanden imprægnerede Sjæl udøses i saa Fald ved Mediets Mellemkomst. Thi er ikke alting levende? Vidner ikke alle vore "døde" Ejendele om os? Har ikke hvert Hjem sin egen Atmosfære? Og som hvert Menneske har sin sjælelige Udstraaling, har hver Ting, hvert Hus, hver By, hvert Landskab, hvert Land sin. Særligt alt, hvortil der knytter sig stærke Sindsbevægelser, alt hvormed Mennesker har arbejdet og levet i Aarhundreder. Derfor er Auraen om en gammel Kirke, en gammel Bog, anderledes stærk end om en Maskine og et moderne Fabriksarbejde. Tingens "Sjæl" er ikke betinget af den rumlige Tilstedeværelse af det Menneske den tilhører; den er en Opsamling fra afdøde som fra levende Menneskers og deres Omgivelsers Bevidst- og Driftsindhold. Medier kan se Auraen om Mennesker, andre Medier kan ved Berøring, altsaa med Ting, opleve alt hvad der har haft, har, og vil faa Tilknytning til denne Ting. Det er dette vi kalder Psykometri.

Hermed udgaar Dr. Simonsens Forelæsninger af "Kosmos". Men det betyder ikke, at dette, for mange Læsere interessante Stof, slutter. Tværtimod. Dr. Simonsens Forelæsninger er efterhaanden blevet til et meget omfattende Materiale, der, med den lille Plads vi har til Raadighed her i Bladet, vilde tage en hel Aarrække at faa publiceret. Dette i Forbindelse med, at mine egne personlige Publikationer yderligere lægger mere og mere Beslag paa Bladets Spalter, har bevirket, at jeg har set mig nødsaget til at maatte foretage denne Ændring.

Dr. Simonsens Forelæsninger vil rimeligvis nu blive udgivet igennem et Forlag. Og vi skal, naar nærmere Oplysninger herom foreligger, lade disse gaa videre til Læserne.